Language of document : ECLI:EU:T:2011:508

Sag T-268/10

Polyelectrolyte Producers Group GEIE (PPG) og SNF SAS

mod

Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA)

»Annullationssøgsmål – REACH – identifikation af acrylamid som et særligt problematisk stof – søgsmålsfrist – afvisning«

Sammendrag af kendelse

Annullationssøgsmål – frister – begyndelsestidspunkt – afgørelse truffet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), hvorefter acrylamid identificeres som et særligt problematisk stof – retsakt, der kun offentliggøres på internettet – ikke-anvendelse af artikel 102, stk. 1, i Rettens procesreglement

(Art. 263, stk. 6, TEUF; Rettens procesreglement, art. 101, stk. 1, og art. 102, stk. 1; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1907/2006, art. 57 og 59)

Selv om klagerne i henhold til artikel 263, stk. 6, TEUF skal indgives inden to måneder, efter at retsakten, alt efter sin art, er offentliggjort eller meddelt klageren eller, i mangel heraf, senest to måneder efter, at klageren har fået kendskab til den, giver denne bestemmelse ikke nogen anvisning på, hvordan den omhandlede offentliggørelse skal foretages, og begrænser ikke en offentliggørelse i denne bestemmelses forstand til bestemte offentliggørelsesmetoder. En offentliggørelse i bestemmelsens forstand kan således ikke udelukkende bestå i en offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

I forbindelse med en klage over en afgørelse truffet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), der identificerer acrylamid som et særligt problematisk stof, som opfylder kriterierne i artikel 57 i forordning nr. 1907/2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), og optager acrylamid på kandidatlisten over stoffer, der senere skal optages i bilag XIV til nævnte forordning, i overensstemmelse med denne forordnings artikel 59, skal denne søgsmålsfrist på to måneder ikke beregnes fra udløbet af den 14. dag efter datoen for offentliggørelsen af den nævnte afgørelse. Procesreglementets artikel 102, stk. 1, som indeholder en sådan regel, finder ifølge sin ordlyd kun anvendelse på retsakter, der er offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og kan ikke anvendes videre end sin ordlyd på retsakter, der er offentliggjort på anden måde, som den nævnte afgørelse truffet af ECHA, for hvilken forordning nr. 1907/2006 kun foreskriver offentliggørelse på internettet.

Da søgsmålsfristen mod en sådan afgørelse derfor skal beregnes i overensstemmelse med nævnte forordnings artikel 101, stk. 1, og den i denne bestemmelse fastsatte søgsmålsfrist derfor under hensyntagen til afstandsfristen på ti dage var udløbet på dagen for søgsmålets indgivelse, må søgsmålet betragtes som anlagt for sent og skal således afvises.

(jf. præmis 30, 32-34, 39, 40 og 43)