Sag T-539/13 RENV
Inclusion Alliance for Europe GEIE
mod
Europa-Kommissionen
Rettens kendelse (Fjerde Afdeling) af 20. april 2021
»Annullations- og erstatningssøgsmål – syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) – MARE, Senior og ECRN-projekterne – Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb – sagsøgeren ophørt med at besvare Rettens henvendelser – ikke længere anledning til at træffe afgørelse«
1. Annullationssøgsmål – syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) – rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) – MARE, Senior og ECRN-projekterne – Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb – hjemvisning til Retten – sagsøgerens passivitet – ikke længere anledning til at træffe afgørelse
(Art. 263 TEUF; Rettens procesreglement, art. 131, stk. 2)
(jf. præmis 13-28)
2. Erstatningssøgsmål – syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) – rammeprogram for konkurrenceevne og innovation (2007-2013) – MARE, Senior og ECRN-projekterne – Kommissionens afgørelse om inddrivelse af uretmæssigt udbetalte beløb – hjemvisning til Retten – sagsøgerens passivitet – ikke længere anledning til at træffe afgørelse
(Art. 268 TEUF; Rettens procesreglement, art. 131, stk. 2)
(jf. præmis 13-28)
Resumé
Sagsøgeren, Inclusion Alliance for Europe GEIE, er et selskab med hjemsted i Rumænien, som driver virksomhed inden for sundhedssektoren og sektoren for social inklusion. Som led i to programmer bl.a. vedrørende forskning, teknologisk udvikling og demonstration samt konkurrenceevne og innovation indgik Europa-Kommissionen i 2007 og 2008 tre tilskudsaftaler (1) med sagsøgeren.
Efter flere revisioner, hvoraf det fremgik, at den finansielle forvaltning af de omhandlede projekter ikke var blevet gennemført under overholdelse af kontraktbetingelserne og de generelle betingelser i de hertil svarende programmer, vedtog Kommissionen den 17. juli 2013 en afgørelse om inddrivelse af en del af de økonomiske bidrag, som sagsøgeren havde modtaget inden for rammerne af de ovennævnte kontrakter, tillige med morarenter af disse beløb (herefter »den anfægtede afgørelse«) (2).
Sagsøgeren havde anlagt sag for Retten bl.a. med påstand om annullation af den anfægtede afgørelse (3) samt om, at Kommissionen tilpligtes at betale erstatning med tillæg af renter for den økonomiske og ikke-økonomiske skade som følge af den anfægtede afgørelse (4). Efter at Retten havde afsagt kendelse (herefter »den første kendelse«) (5) om frifindelse af Kommissionen, iværksatte sagsøgeren appel for Domstolen til prøvelse af denne kendelse og fremsatte begæring om foreløbige forholdsregler med henblik på udsættelse af gennemførelsen af den første kendelse samt af den anfægtede afgørelse.
Domstolen forkastede først begæringen om foreløbige forholdsregler (6), hvorefter den under appelsagen ophævede den første kendelse med den begrundelse, at Retten havde begået en retlig fejl ved at fastslå, at Unionens retsinstanser i forbindelse med et søgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF, udelukkende skal vurdere lovligheden af den omhandlede retsakt i forhold til EU-retten, og at en manglende opfyldelse af bestemmelserne i den pågældende kontrakt eller en tilsidesættelse af den ret, der finder anvendelse på denne kontrakt, kun kan påberåbes i forbindelse med et søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF (herefter »appeldommen«) (7).
Da tvisten ikke var moden til påkendelse, hjemviste Domstolen sagen til Retten. Appeldommen blev forkyndt for parterne (8), idet forkyndelsen for så vidt angik sagsøgeren var rettet til dennes befuldmægtigede. Retten opfordrede dernæst flere gange parterne, bl.a. sagsøgeren ved dennes befuldmægtigede og advokat, til at indgive skriftlige indlæg vedrørende de konklusioner, der kan drages af appeldommen med henblik på løsning af tvisten. Retten konkluderede, at sagsøgeren var ophørt med at besvare dens anmodninger, og opfordrede parterne til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende muligheden for, at Retten af egen drift ved begrundet kendelse fastslår, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse (9). Fristen for efterkommelse af anmodningen udløb den 8. januar 2021. Henvendelsen var for så vidt angik sagsøgeren rettet dels til dennes befuldmægtigede, dels til dennes advokat, men der er ikke blevet registreret nogen reaktion fra de pågældende.
Efter udløbet af den fastsatte frist modtog Retten imidlertid en skrivelse fra en advokat, som angav, at han repræsenterede sagsøgeren, hvorved denne anmodede om at få mulighed for at indgive indlæg på sagsøgerens vegne inden for en herfor fastsat frist med den begrundelse, at sagsøgeren ikke havde fået kendskab til de seneste meddelelser fra Retten på grund af »kommunikationsproblemer« og »følger af pandemien«.
Retten afsagde kendelse om, at der ikke længere var anledning til at træffe afgørelse i den for den verserende sag.
Rettens bemærkninger
Retten bemærkede i denne forbindelse, at hvis sagsøgeren ophører med at svare på dens henvendelser, kan den, efter at have hørt parterne, af egen drift ved begrundet kendelse fastslå, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse.
Ifølge Retten ændrer skrivelsen fra sagsøgerens nye advokat, hvilken blev fremsendt til Retten ti dage efter udløbet af den frist, som denne havde fastsat for parternes fremsættelse af bemærkninger vedrørende muligheden for, at Retten af egen drift fastslår, at der ikke længere er anledning til at træffe afgørelse, ikke denne konstatering. Advokaten har således blot henvist til »kommunikationsproblemer« og »følger af pandemien« generelt uden at anføre præcise og konkrete omstændigheder, der kan give grundlag for at antage, at disse omstændigheder havde gjort det fuldstændig umuligt at besvare henvendelser fra Retten, siden appeldommen blev forkyndt.
I betragtning af sagsøgerens passivitet og i mangel af en konkret forklaring fra denne, der kan begrunde denne passivitet eller give oplysning om omstændigheder, der støtter begrundelsen for denne passivitet, fastslog Retten følgelig, at der ikke længere var anledning til at træffe afgørelse.