Language of document : ECLI:EU:T:2013:406

Sag T-465/11

Globula a.s.

mod

Europa-Kommissionen

»Indre marked for naturgas – direktiv 2003/55/EF – forpligtelse for naturgasselskaber til at indføre et system med forhandlet tredjepartsadgang til gasoplagringsanlæg – de tjekkiske myndigheders afgørelse om at indrømme sagsøgeren en midlertidig undtagelse for dennes fremtidige underjordiske gasoplagringsanlæg i Dambořice – Kommissionens afgørelse, hvorved Den Tjekkiske Republik blev pålagt at tilbagekalde beslutningen om undtagelse – tidsmæssig anvendelse af direktiv 2003/55«

Sammendrag – Rettens dom (Fjerde Afdeling) af 6. september 2013

1.      Annullationssøgsmål – søgsmålsinteresse – fysiske eller juridiske personer – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

2.      Tilnærmelse af lovgivningerne – harmoniseringsforanstaltninger – fælles regler for det indre marked for naturgas – direktiv 2009/73 – ændring af proceduren for vedtagelse af beslutninger om den i direktiv 2003/55 indeholdte undtagelse – tilbagevirkende kraft – foreligger ikke – undtagelsesprocedurer, som allerede verserede på det tidspunkt, hvor direktiv 2009/73 trådte i kraft, er undergivet den tidligere ordning

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55, art. 22, og direktiv 2009/73 art. 36, 53 og 54)

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(cf. points 21-23)

2.      Selv om processuelle regler almindeligvis antages at finde anvendelse i samtlige tvister, der verserer på ikrafttrædelsestidspunktet, fortolkes materielretlige regler derimod normalt således, at de ikke omfatter forhold, som ligger forud for ikrafttrædelsen. En undtagelse fra dette princip er imidlertid blevet tilladt i det tilfælde, hvor lovgivningen indeholder både processuelle og materielretlige regler, der er uadskilleligt forbundne, og for så vidt angår de enkelte bestemmelsers virkning i tidsmæssig henseende ikke kan vurderes hver for sig. Under sådanne omstændigheder kan alle de omhandlede regler ikke tillægges tilbagevirkende kraft, medmindre der foreligger holdepunkter, der tilstrækkeligt klart taler for et sådant resultat.

Hvad angår væsentlige proceduremæssige ændringer, som er indført ved artikel 36 i direktiv 2009/73 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 2003/55, af reglerne for de nationale myndigheders vedtagelse af beslutninger om undtagelse fra bestemmelserne i dette direktiv, kan disse med hensyn til deres tidsmæssige virkning ikke betragtes isoleret i forhold til ændringerne vedrørende realiteten. For det første er undtagelsesproceduren, der er omfattet af artikel 36, én enkelt procedure, selv om den dels foregår på nationalt plan, dels på EU-plan. De ændringer, som påvirker den nationale fase af proceduren, skal ikke vurderes særskilt fra dem, som påvirker fasen på EU-plan. For det andet er ændringerne i fordelingen af beslutningskompetencen mellem de forskellige involverede aktører i proceduren meget omfattende og kan navnlig få betydning for udfaldet af proceduren.

Sådanne ændringer er dermed uadskilleligt forbundne, således at artikel 36 i sin helhed ikke kan tillægges tilbagevirkende kraft, medmindre der foreligger holdepunkter, der tilstrækkeligt klart taler for et sådant resultat. Sådanne holdepunkter foreligger imidlertid ikke, eftersom direktiv 2009/73 i artikel 53 og 54 præcist fastsætter, fra hvilken dato de regler, som er indeholdt i direktivet, skal anvendes. Det omfatter derimod ikke regler for behandlingen af de sager, der allerede er anlagt på tidspunktet for direktivets ikrafttræden, og som kan begrunde en undtagelse fra dette princip.

(cf. points 24, 25, 27, 31-33, 36 og 37)