Language of document : ECLI:EU:T:2021:700

RETTENS DOM (Tiende Afdeling)

13. oktober 2021 (*)

»EU-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EU-figurmærke, der gengiver en figur bestående af en pil med en vinge – det ældre EU-figurmærke, der gengiver en figur bestående af en pil med en vinge – relativ registreringshindring – indsigelsen delvist forkastet – begrænsning af rækkevidden af indsigelsen i forbindelse med sagen for appelkammeret – delvis tilbagetagelse af indsigelsen – appelkammerets påkendelse ex officio – forbud mod at træffe afgørelse ultra petita«

I sag T-712/20,

Škoda Investment a.s., Plzeň (Den Tjekkiske Republik), ved advokat L. Lorenc,

sagsøger,

mod

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) ved D. Gája, som befuldmægtiget,

sagsøgt,

den anden part i sagen for appelkammeret ved EUIPO og intervenient ved Retten:

Škoda Auto a.s., Mladá Boleslav (Den Tjekkiske Republik), ved advokat J. Fesenmair,

angående et søgsmål anlagt til prøvelse af afgørelse truffet den 6. oktober 2020 af Fjerde Appelkammer ved EUIPO (sag R 284/2020-4) vedrørende en indsigelsessag mellem Škoda Investment og Škoda Auto,

har

RETTEN (Tiende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, A. Kornezov, og dommerne G. Hesse og D. Petrlík (refererende dommer),

justitssekretær: E. Coulon,

under henvisning til stævningen, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 3. december 2020,

under henvisning til EUIPO’s svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 2. februar 2021,

under henvisning til intervenientens svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 10. februar 2021,

afsagt følgende

Dom

 Sagens baggrund

1        Den 26. november 2018 indgav intervenienten, Škoda Auto a.s., en ansøgning om registrering af et EU-varemærke til Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1001 af 14. juni 2017 om EU-varemærker (EUT 2017, L 154, s. 1), ledsaget af en påberåbelse af prioritet for en libanesisk varemærkeansøgning nr. 88468, der selv blev indgivet den 30. maj 2018 (herefter »ansøgningen om det libanesiske varemærke«).

2        Varemærket, der blev ansøgt registreret, var følgende figurtegn:

Image not found

3        De varer og tjenesteydelser, som varemærkeansøgningen vedrørte, henhører under klasse 9, 12 og 36-39 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til en bred vifte af varer og tjenesteydelser.

4        Ansøgningen om det libanesiske varemærke vedrører et figurtegn, der er identisk med det, der er anført i præmis 2 ovenfor, og omfatter varer og tjenesteydelser i klasse 9, 12 og 36-39.

5        Varemærkeansøgningen blev offentliggjort i EU-Varemærketidende 2019/031 af 14. februar 2019.

6        Den 13. maj 2019 rejste sagsøgeren, Škoda Investment a.s., indsigelse i henhold til artikel 46 i forordning 2017/1001 mod registreringen af det ansøgte varemærke for den brede vifte af varer og tjenesteydelser, der er nævnt ovenfor i præmis 3.

7        Indsigelsen var støttet på en EU-varemærkeansøgning indgivet den 27. august 2018 og ledsaget af en påberåbelse af prioritet for en tjekkisk varemærkeansøgning nr. 550086, der selv blev indgivet den 24. august 2018, idet de nævnte ansøgninger omfattede varer og tjenesteydelser henhørende under klasse 9, 12 og 36-39, og vedrørte følgende figurtegn:

Image not found

8        Til støtte for indsigelsen blev de grunde, der er nævnt i artikel 8, stk. 1, litra a) og b), i forordning nr. 2017/1001, anført.

9        Den 14. juni 2019 meddelte EUIPO sagsøgeren, at det fremgik af behandlingen af sagsøgerens indsigelse, at denne i henhold til artikel 5, stk. 2 og 3, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2018/625 af 5. marts 2018 om supplerende regler til forordning 2017/1001 og om ophævelse af delegeret forordning (EU) 2017/1430 (EUT 2018, L 104, s. 1) ikke kunne antages til realitetsbehandling.

10      Efter at have modtaget sagsøgerens bemærkninger afviste indsigelsesafdelingen ved afgørelse af 9. december 2019 indsigelsen. For det første anførte indsigelsesafdelingen, at det ansøgte varemærke var støttet på påberåbelsen af prioritet for ansøgningen om det libanesiske varemærke, som var ældre end sagsøgerens påberåbelse af prioritet. For det andet fandt indsigelsesafdelingen, at alle de betingelser, der er fastsat i artikel 34 i forordning 2017/1001 for påberåbelsen af prioritet for ansøgningen om det libanesiske varemærke, var opfyldt.

11      Den 6. februar 2020 indgav sagsøgeren i henhold til artikel 66-71 i forordning 2017/1001 en klage til EUIPO over indsigelsesafdelingens afgørelse.

12      Den 27. april 2020 indgav sagsøgeren en begrundelse for klagen til EUIPO, hvori den pågældende gjorde gældende, at indsigelsesafdelingens afgørelse var fejlagtig, eftersom den nævnte afdeling i strid med artikel 34, stk. 1, i forordning 2017/1001 ikke havde overholdt kravet om, at de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af EU-varemærkeansøgningen, skal være af samme art som dem, der er omfattet af det varemærke, der ligger til grund for prioriteten. Sagsøgeren anerkendte, at et stort antal varer og tjenesteydelser, der var omfattet af det ansøgte varemærke, enten var af samme art eller indeholdt i de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af ansøgningen om det libanesiske varemærke. Sagsøgeren fandt dog, at nogle af varerne og tjenesteydelserne henhørende under klasse 9, 38 og 39, som omfattet af det ansøgte varemærke, nemlig »informationsudstyr; udstyr til brug for navigation, kontrol, sporing, sigtning og kartografi; software til brug ved navigation«, henhørende under klasse 9, »elektronisk transmission af data, udbydelse af elektronisk kommunikationsvirksomhed«, henhørende under klasse 38 og »arrangering af udflugter; transportvirksomhed«, henhørende under klasse 39, hverken var af samme art som varerne og tjenesteydelserne omfattet af det ansøgte libanesiske varemærke eller indeholdt i disse. Sagsøgeren vurderede derfor, at den påberåbte prioritet ikke kunne tildeles det ansøgte varemærke for de varer og tjenesteydelser, der henhørte under klasse 9, 38 og 39. Sagsøgeren konkluderede følgelig i samme begrundelse, at der skulle ske en delvis annullation af indsigelsesafdelingens afgørelse for så vidt angik alene disse varer og tjenesteydelser.

13      Ved afgørelse af 6. oktober 2020 (herefter »den anfægtede afgørelse«) annullerede Fjerde Appelkammer ved EUIPO delvist indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som denne havde forkastet indsigelsen for de varer og tjenesteydelser henhørende under klasse 9, 38 og 39, der er nævnt i præmis 12 ovenfor, og hjemviste sagen til indsigelsesafdelingen med henblik på at fortsætte behandlingen for disse varer og tjenesteydelser. Appelkammeret fastslog, at indsigelsen opfyldte alle formalitetskravene i artikel 2 i delegeret forordning 2018/625, således at indsigelsen kunne antages til realitetsbehandling.

 Parternes påstande

14      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Indsigelsesafdelingens afgørelse annulleres.

–        Sagen hjemvises til indsigelsesafdelingen for så vidt angår alle de varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærket er søgt registreret.

–        EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

15      EUIPO og intervenienten har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

16      I den anfægtede afgørelses punkt 15 konstaterede appelkammeret, at sagsøgeren i begrundelsen for klagen havde begrænset dennes rækkevidde ved at nedlægge påstand dels om annullation af indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som denne havde forkastet indsigelsen for de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 38 og 39, der er nævnt i præmis 12 ovenfor, dels om at fortsætte indsigelsessagen vedrørende disse varer og tjenesteydelser. Appelkammeret udledte heraf, at sagsøgeren havde trukket denne klage tilbage for så vidt angik de andre varer og tjenesteydelser, der var omfattet af det ansøgte varemærke. I den nævnte afgørelses punkt 16 anførte appelkammeret, at denne delvise tilbagetagelse bevirkede, at de varer og tjenesteydelser, der ikke var nævnt i begrundelsen for klagen, ikke længere var en del af indsigelsessagen, og at forkastelsen af indsigelsen var blevet endelig for deres vedkommende.

17      Sagsøgeren har gjort gældende, at appelkammeret begik en retlig fejl ved fastlæggelsen af retsvirkningerne af den proceduremæssige ulovlighed, som indsigelsesafdelingens afgørelse er behæftet med, nemlig konstateringen af, at indsigelsen ikke kunne antages til realitetsbehandling. En sådan ulovlighed udgør en tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter, som skal påkendes ex officio, og som ex officio burde have medført en fuldstændig annullation af denne afgørelse, således at alle de virkninger, den har haft for parterne, fjernes fuldstændigt fra retsordenen.

18      Sagsøgeren har endvidere anført, at da denne afgrænsede rækkevidden af klagen til EUIPO, havde denne fuld tillid til den formelle lovlighed af indsigelsesafdelingens afgørelse. Sagsøgeren mener således at have ret til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med denne afdelings kompetence til at tage stilling til spørgsmålet om gyldigheden af påberåbelsen af prioritet for det ansøgte varemærke på det indledende trin i indsigelsessagen. Sagsøgeren har gjort gældende, at begrundelsen for den nævnte afgørelse har skabt det indtryk, at denne afgørelse i processuel henseende var korrekt, idet den ulovlighed, som appelkammeret har henvist til, ikke er åbenbar som omhandlet i retspraksis. Sagsøgeren har tilføjet, at det er grunden til, at denne udelukkende koncentrerede sig om realiteten og dermed om de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af den nævnte varemærkeansøgning, som hverken var af samme art eller indeholdt i de varer og tjenesteydelser, der var omfattet af ansøgningen om det libanesiske varemærke.

19      EUIPO og intervenienten er af den opfattelse, at sagsøgerens argumentation skal forkastes.

20      I denne henseende er det for det første ubestridt, at sagsøgeren i begrundelsen for klagen kun har nedlagt påstand om delvis annullation af indsigelsesafdelingens afgørelse, for så vidt som denne alene forkastede indsigelsen for de varer og tjenesteydelser i klasse 9, 38 og 39, der er nævnt i præmis 12 ovenfor.

21      Dernæst bemærkes, at appelkammerets realitetsprøvelse af klagen i henhold til artikel 95, stk. 1, i forordning 2017/1001 er begrænset til de af parterne fremførte kendsgerninger, beviser og argumenter og de af parterne fremsatte anmodninger. På samme måde fastsætter artikel 47, stk. 5, første punktum, at hvis det fremgår af behandlingen af indsigelsen, at varemærket er udelukket fra registrering for alle eller en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke EU-varemærket søges registreret, afslås ansøgningen for de pågældende varer eller tjenesteydelser. Endvidere præciserer artikel 21, stk. 1, litra e), i delegeret forordning 2018/625, at den klageskrivelse, der er indgivet i henhold til den førnævnte forordnings artikel 68, stk. 1, skal indeholde en klar og entydig identifikation af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke den påklagede afgørelse anfægtes, hvis den afgørelse, der klages over, kun anfægtes delvis.

22      Det fremgår af en samlet læsning af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 21 ovenfor, sammenholdt med artikel 71, stk. 1, første punktum, i forordning 2017/1001, at appelkammeret i forbindelse med en klage vedrørende en relativ registreringshindring for et varemærke, der er indgivet til prøvelse af en afgørelse truffet af indsigelsesafdelingen, ikke kan træffe afgørelse ud over genstanden for den klage, der er indbragt for det. Appelkammeret kan således kun annullere en sådan afgørelse inden for rammerne af de påstande, som en sagsøger har fremsat i klagen over sidstnævnte afgørelse, eller i givet fald, som sagsøgte har fremsat i sit indlæg (jf. i denne retning dom af 14.12.2006, Gagliardi mod KHIM – Norma Lebensmittelfilialbetrieb (MANŪ MANU MANU) T-392/04, ikke trykt i Sml., EU:T:2006:400, præmis 45, og af 19.9.2018, Eddy’s Snack Company mod EUIPO – Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli (Eddy’s Snackcompany), T-652/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:564, præmis 20).

23      Ifølge Domstolen er det i øvrigt inden for rammerne af ordningen for legalitetsprøvelse ved Den Europæiske Unions retsinstanser parterne, der anlægger sagen og bestemmer genstanden for tvisten, idet de bl.a. i deres påstande identificerer den retsakt, eller dele af en retsakt, som de agter at undergive denne domstolsprøvelse (dom af 14.11.2017, British Airways mod Kommissionen, C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 87). Retten finder, at disse principper finder tilsvarende anvendelse på klager, der indbringes for appelkamrene i en sag vedrørende relative registreringshindringer for et varemærke. Som det fremgår af de bestemmelser, der er nævnt i præmis 21 ovenfor, og af den retspraksis, der er nævnt i præmis 22 ovenfor, kan de nævnte kamre, som det er tilfældet med ordningen for legalitetsprøvelser ved Unionens retsinstanser, inden for rammerne af en indsigelsesprocedure nemlig kun annullere indsigelsesafdelingens afgørelse inden for rammerne af de påstande, som en sagsøger har formuleret i klagen over denne sidstnævnte afgørelse.

24      Endelig er det korrekt, at appelkammeret i inter partes-sager i overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i delegeret forordning 2018/625 ex officio skal prøve anbringender vedrørende retlige spørgsmål, som ikke er blevet rejst af parterne, men som vedrører væsentlige formforskrifter, idet disse forskrifter navnlig omfatter reglerne for antagelse af en indsigelse mod registrering af et EU-varemærke til realitetsbehandling.

25      En sådan kompetence for appelkammeret indebærer imidlertid på ingen måde, at appelkammeret har kompetence til ex officio at ændre de påstande, som en sagsøger har formuleret i den klage, der er indbragt for kammeret, eftersom en sådan tilgang ikke tager hensyn til sondringen mellem anbringender og påstande i en klage. Selv om anbringenderne udgør en tilstrækkelig støtte for de påstande, der er nedlagt i en stævning, er de ikke desto mindre nødvendigvis forskellige fra disse påstande, som definerer grænserne for den tvist, der er indbragt for Unionens retsinstanser (jf. i denne retning og analogt dom af 14.11.2017, British Airways mod Kommissionen C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 89).

26      Heraf følger, at selv om Unionens retsinstanser ved ex officio at efterprøve et anbringende vedrørende en ufravigelig procesforudsætning – der i øvrigt i princippet ikke er gjort gældende af parterne – ikke går ud over rammerne for den sag, som er indbragt for dem, og på ingen måde tilsidesætter procedurereglerne vedrørende sagens genstand og anbringenderne i stævningen, ville det forholde sig anderledes, hvis disse instanser efter en materiel undersøgelse af den retsakt, som de er forelagt, på grundlag af et anbringende, som de ex officio har efterprøvet, traf bestemmelse om en annullation, der går ud over det, der fremgår af de påstande, som er nedlagt for dem, med den begrundelse, at en sådan annullation er nødvendig for at afhjælpe den ulovlighed, som blev fastslået ex officio i forbindelse med nævnte analyse (jf. i denne retning og analogt dom af 14.11.2017, British Airways mod Kommissionen C-122/16 P, EU:C:2017:861, præmis 90).

27      Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke med rette gøre gældende, at appelkammeret burde have annulleret indsigelsesafdelingens afgørelse i sin helhed, idet dette ville have medført, at det traf afgørelse ud over sagens genstand, således som den var blevet fastlagt af sagsøgeren selv.

28      Hvad angår sagsøgerens argumentation om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning bemærkes, at retten til at påberåbe sig dette princip gælder for enhver retsundergiven, hos hvem en administrativ myndighed har skabt begrundede forventninger på baggrund af præcise løfter, som myndigheden har afgivet til den pågældende (jf. dom af 21.2.2018, Kreuzmayr C-628/16, EU:C:2018:84, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

29      I det foreliggende tilfælde kan den af sagsøgeren påståede overbevisning om, at indsigelsesafdelingens afgørelse var i overensstemmelse med de processuelle regler, på trods af den procedurefejl, som denne afdeling har begået, ikke give anledning til begrundede forventninger om afgørelsens formelle lovlighed. Så længe en sådan afgørelse ikke er blevet endelig, kan lovligheden af den i tilfælde af en klage efterprøves af appelkammeret, hvilket i øvrigt er tilfældet i den foreliggende sag. Dette kammers rolle er netop at korrigere sådanne procedurefejl og følgelig eventuelt at annullere en afgørelse, der er behæftet med en sådan fejl.

30      Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at EUIPO bør frifindes.

 Sagsomkostninger

31      Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren tabt sagen, og EUIPO og intervenienten har nedlagt påstand om, at sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne i den foreliggende sag. Følgelig bør sagsøgeren pålægges at bære sine egne omkostninger og at betale samtlige de omkostninger, der er afholdt af EUIPO og intervenienten i forbindelse med denne sag.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tiende Afdeling):

1)      Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) frifindes.

2)      Škoda Investment a.s. bærer sine egne omkostninger og betaler de omkostninger, der er afholdt af EUIPO og Škoda Auto a.s. i sagen for Retten.

Kornezov

Hesse

Petrlík

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. oktober 2021.

Underskrifter


*      Processprog: engelsk.