Appel iværksat den 21. februar 2022 af Zoï Apostolopoulou og Anastasia Apostolopoulou-Chrysanthaki til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 21. december 2021 i de forenede sager T-721/18 og T-81/19, Apostolopoulou og Apostolopoulou-Chrysanthaki mod Kommissionen
(Sag C-124/22 P)
Processprog: græsk
Parter
Appellanter: Zoï Apostolopoulou og Anastasia Apostolopoulou-Chrysanthaki (ved dikigoros Dionysios Gkouskos)
Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen
Appellanterne har nedlagt følgende påstande
Den appellerede dom afsagt af Retten den 21. december 2021, forenede sager T-721/18 og T-81/19 1 , ophæves.
Der gives appellanterne fuldstændigt medhold i søgsmålene i de forenede sager T-721/18 og T-81/19.
Kommissionen tilpligtes at betale appellanternes omkostninger i første instans og i appelsagen.
Anbringender og væsentligste argumenter
Til støtte for appellen har appellanterne fremsat fem anbringender.
1. Det første anbringende: selvmodsigende og urigtig begrundelse hvad angår Kommissionens tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik
Appellanterne har med appellen anfægtet den appellerede dom, for så vidt som deres argument om en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik blev forkastet, idet Retten fastslog, at der ikke som følge af søgsmålene var fremkommet faktiske og retlige oplysninger, som kunne underbygge den pågældende konstatering, hvilket medførte en urigtig og selvmodsigende begrundelse, for så vidt som: 1. Retten fastslog, at de indleverede stævninger havde et præcist, klart og detaljeret indhold, hvorfor den forkastede Kommissionens formalitetsindsigelse, der var støttet på, at søgsmålene var uklare (den appellerede doms præmis 73); 2. Retten fastslog (den appellerede doms præmis 124), at Kommissionen i sagsakterne vedrørende appellanterne faktisk havde fremsat urigtige udsagn, hvorom appellanterne har gjort gældende, at der foreligger forhold med handlinger, der strider med princippet om god forvaltningsskik. Der var således ikke blot angivet de tilstrækkelige faktiske og retlige forhold (sådan som det i øvrigt fremgår af den blotte læsning af stævningerne), men Retten havde allerede taget stilling til disse. 3. Den omstændighed, at Retten anerkendte, at Kommissionen havde fremsat usande konstateringer om appellanterne i forbindelse med søgsmål med henblik på at tilbagesøge beløb, som IKKE var blevet udbetalt til appellanterne, udgør Kommissionens åbenbare tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik. I modsat fald anerkendes det, at den omstændighed, at en EU-institution lyver for en national retsinstans til skade for unionsborgerne, faktisk er i overensstemmelse med kriterierne om god forvaltning.
2. Det andet anbringende: ulovlig begrundelse støttet på oplysninger, der ikke var angivet, og undladelsen af at undersøge påstandene om erstatning for immateriel skade forårsaget af Kommissionens faktiske og krænkende usandheder
I stedet for at undersøge de faktiske og krænkende usandheder og de enkelte sætninger, som Kommissionen havde indsat i sine processkrifter vedrørende appellanterne, og som bidrog til de faktiske omstændigheder og de vurderinger, der var genstand for de to søgsmål, for at afgøre, om de indebar skadevoldende handlinger over for appellanterne og begrundede deres påstand om erstatning for immateriel skade, sådan som appellanterne tilsigtede med deres søgsmål, fastslog Retten, at Kommissionen havde beskyldt appellanterne for svig, og på grundlag af denne vurdering frifandt den Kommissionen for erstatningspåstandene. Denne konklusion er imidlertid utilstrækkelig i forhold til stævningernes indhold, eftersom appellanterne med deres søgsmål ikke havde nedlagt påstand om erstatning, fordi Kommissionen angiveligt havde beskyldt dem for svig. Med denne vurdering drog Retten konklusioner med hensyn til argumenter, som ikke hidrørte fra appellanterne, og dette er derfor ikke en lovlig begrundelse. Dermed undlod Retten dels at træffe afgørelse i de forenede sager, dels savnede dens afgørelse en lovlig begrundelse.
3. Det tredje anbringende: urigtig gengivelse af appellanternes argumenter og en selvmodsigende vurdering med hensyn til tilsidesættelsen af princippet om en retfærdig procedure og retten til en retfærdig rettergang
Selv om Retten med føje fastslog, at appellanterne gjorde gældende, at den adfærd, som de tilregnede Kommissionen i sag T-81/19, var i strid med såvel sagens parters pligt til at sige sandheden og til at handle korrekt, som er et retsprincip, der er fælles for medlemsstaterne, som med det almindelige, grundlæggende princip om god retspleje (retten til en retfærdig rettergang), fastslog den efterfølgende i strid hermed, at appellanterne angiveligt ikke havde påberåbt sig en tilsidesættelse af bestemmelserne i EU-retten. Dette fremgår imidlertid af den blotte læsning af stævningerne. Herved undlod Retten at tage stilling til denne del af søgsmålet i sag T-81/19 og gav en selvmodsigende og utilstrækkelig begrundelse.
4. Det fjerde anbringende: urigtig gengivelse af stævningernes indhold og urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 299 TEUF, 268 TEUF og 340 TEUF
Retten fastslog urigtigt følgende: 1. Sagens genstand var adfærden hos Kommissionens tjenestemænd (som retlige repræsentanter), når det var Kommissionen selv, som var modparten, og som havde et erstatningsansvar uden for kontraktforhold. 2. Kommissionens tilsidesættelse af pligten til at sige sandheden og tilsidesættelsen af appellanternes ret til en retfærdig rettergang henhører under kontrollen med lovligheden af gennemførelsesforanstaltningerne, hvilken kontrol tilkommer de nationale retsinstanser, hvorimod anbringenderne i søgsmålene om Kommissionens tilsidesættelser omfatter en EU-institutions tilsidesættelser af unionsborgernes grundlæggende rettigheder, hvilket skaber et erstatningskrav som følge af et ansvar uden for kontraktforhold, der henhører under Rettens enekompetence i henhold til artikel 268 TEUF og 340 TEUF. 3. Appellanterne påberåbte sig en tilsidesættelse af de nationale procedureregler, selv om disse parter påberåbte sig en tilsidesættelse af de retsprincipper, der er fælles for medlemsstaterne, af de grundlæggende EU-retlige principper og af individets grundlæggende rettigheder, som er beskyttet i Unionens retsorden, sådan som det fremgår af den blotte læsning af stævningerne og af andre oplysninger, som Retten anførte i sin afgørelse.
5. Det femte anbringende: urigtig fortolkning og anvendelse af artikel 299 TEUF, 317 TEUF og 325 TEUF
Selv om den i fuldt omfang tiltrådte argumentet om Kommissionens »USANDE henvisninger«, der var til last for appellanterne, foretog Retten en helt vilkårlig udvidelse af Kommissionens ret til tvangsfuldbyrdelse i henhold til kravet, hvorved den på paradoksal vis, og i retslæren på hidtil uset vis, så bort fra den omstændighed, at Kommissionen ikke kan udøve sin umistelige ret hertil ved at lyve og ved at tilsidesætte individets grundlæggende rettigheder, som tilkommer appellanterne, hvilke rettigheder er en demokratisk mindstebeskyttelse mod enhver form for ulovlig handling fra EU-institutionernes side.
____________
1 ECLI:EU:T:2021:933