Language of document :

Appel iværksat den 17. september 2021 af Irish Wind Farmers’ Association Clg, Carrons Windfarm Ltd, Foyle Windfarm Ltd og Greenoge Windfarm Ltd til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 7. juli 2021 i sag T-680/19, Irish Wind Farmers’ Association m.fl. mod Kommissionen

(Sag C-578/21 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellanter: Irish Wind Farmers’ Association Clg, Carrons Windfarm Ltd, Foyle Windfarm Ltd og Greenoge Windfarm Ltd (ved abogada M. Segura Catalán og avocate M. Clayton)

Den anden part i appelsagen: Europa-Kommissionen

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Den appellerede dom ophæves.

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i første instans og i appelsagen.

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er støttet på to anbringender.

Med det første anbringende gøres det gældende, at Retten foretog en urigtig fortolkning af artikel 108 TEUF og artikel 4 i forordning 2015/1589 1 , idet den fastslog, at vurderingen af den pågældende støtteforanstaltning ikke krævede, at Kommissionen skulle indlede den formelle undersøgelsesprocedure, eftersom der ikke forelå alvorlige vanskeligheder vedrørende kvalificeringen heraf som statsstøtte og dens forenelighed med det indre marked.

Det første anbringende består af seks led.

Det første led: Retten begik en retlig fejl med hensyn til Kommissionens pligt til at undersøge de faktiske og retlige forhold i tilfælde af ulovlig støtte.

Det andet led: Retten begik en retlig fejl, idet den foretog forskellig behandling af oplysningerne fra henholdsvis medlemsstaterne og klagerne.

Det tredje led: Retten begik en retlig fejl ved vurderingen af varigheden af den foreløbige undersøgelse.

Det fjerde led: Retten begik en retlig fejl ved fastlæggelsen af den bevisbyrde, som klagerne skulle løfte.

Det femte led: Retten begik en retlig fejl ved at se bort fra, at ordningen i Det Forenede Kongerige var relevant for den foreliggende sag.

Det sjette led: Retten udledte en forkert konklusion af den tekniske art af metoden til vurdering af nettoaktivværdien af anlæg til produktion af elektricitet på grundlag af fossile brændstoffer.

Med det andet anbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten foretog en urigtig gengivelse af den klare betydning af de beviser, som appellanterne havde fremlagt.

____________

1     Rådets forordning (EU) 2015/1589 af 13.7.2015 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af artikel 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUT 2015, L 248, s. 9).