Language of document :

Kendelse afsagt af Rettens præsident den 16. november 2012 - Evonik Degussa mod Kommissionen

(Sag T-341/12 R)

(Særlige rettergangsformer - konkurrence - offentliggørelse af en afgørelse, hvorved Kommissionen har fastslået en overtrædelse af bestemmelserne om forbud mod karteller - afslag på begæring om fortrolig behandling af oplysninger meddelt Kommissionen i henhold til samarbejdsmeddelelsen - interesseafvejning - uopsættelighed - fumus boni juris)

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Evonik Degussa GmbH (Essen, Tyskland) (ved advokaterne C. Steinle, M. Holm-Hadulla og C. von Köckritz)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen (ved C. Giolito, M. Kellerbauer og G. Meessen, som befuldmægtigede)

Sagens genstand

Begæring om udsættelse af gennemførelsen af Kommissionens afgørelse K(2012) 3534 endelig af 24. maj 2012 om afslag på den af sagsøgeren indgivne begæring om fortrolig behandling (sag COMP/F/38.620 - Hydrogenperoxid og perborat), og begæring om foreløbige forholdsregler om at pålægge opretholdelsen af fortrolig behandling af visse oplysninger om sagsøgeren i forbindelse med offentliggørelsen af en mere detaljeret version af Kommissionens beslutning 2006/903/EF af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 (sag COMP/F/38.620 - Hydrogenperoxid og perborat) (EUT L 353, s. 54).

Konklusion

Gennemførelsen af Kommissionens afgørelse K(2012) 3534 endelig af 24. maj 2012 om afslag på den af Evonik Degussa GmbH indgivne begæring om fortrolig behandling i henhold til artikel 8 i afgørelse 2011/695/EU vedtaget af formanden for Kommissionen den 13. oktober 2011 om høringskonsulentens funktion og kompetenceområde under behandlingen af visse konkurrencesager (sag COMP/F/38.620 - Hydrogenperoxid og perborat) udsættes.

Det bestemmes, at Kommissionen ikke på sin hjemmeside eller et andet sted offentliggør eller giver tredjemand adgang til en version af beslutning 2006/903/EF af 3. maj 2006 vedrørende en procedure i henhold til artikel 81 [EF] og EØS-aftalens artikel 53 angående Akzo Nobel NV, Akzo Nobel Chemicals Holding AB, Eka Chemicals AB, Degussa AG, Edison SpA, FMC Corporation, FMC Foret S.A., Kemira OYJ, L'Air Liquide SA, Chemoxal SA, Snia SpA, Caffaro Srl, Solvay SA/NV, Solvay Solexis SpA, Total SA, Elf Aquitaine SA og Arkema SA (sag COMP/F/38.620 - Hydrogenperoxid og perborat), som med hensyn til sagsøgeren er mere detaljeret end den version, som blev offentliggjort i september 2007 på Generaldirektoratet for Konkurrences hjemmeside.

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

____________