RETTENS DOM (Appelafdelingen)
12. maj 2010
Sag T491/08 P
Philippe Bui Van
mod
Europa-Kommissionen
»Appel — personalesag — tjenestemænd — udnævnelse — indplacering i lønklasse — tilbagekaldelse af forvaltningsakt — beskyttelse af den berettigede forventning — rimelig frist — ret til kontradiktion«
Angående: Appel af dom afsagt af EU-Personaleretten (Anden Afdeling) den 11. september 2008 i sag F51/07, Bui Van mod Kommissionen (Sml. Pers. I‑A‑1, s. 289, og II‑A‑1, s. 1533), med påstand om, at denne dom ophæves. Kontraappel iværksat af Kommissionen.
Udfald: Dom afsagt af EU-Personaleretten (Anden Afdeling) den 11. september 2008 i sag F51/07, Bui Van mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som den tildeler Philippe Bui Van en erstatning på 1 500 EUR. Appellen og de øvrige påstande i kontraappellen forkastes. Sagen hjemvises til Retten for EU-personalesager, således at den kan træffe afgørelse om erstatningspåstanden. Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.
Sammendrag
1. Tjenestemænd — principper — beskyttelse af den berettigede forventning — betingelser
(Tjenestemandsvedtægten, art. 85, stk. 1)
2. Appel — anbringender — anbringende fremført mod en doms præmis, der ikke er nødvendig som begrundelse for domskonklusionen — anbringende uden betydning
3. Institutionernes retsakter — tilbagekaldelse — retsstridige akter — betingelser — rimelig frist
4. Tjenestemænd — principper — ret til forsvar — forpligtelse til at høre den pågældende, før der træffes en bebyrdende retsakt — rækkevidde
5. Tjenestemænd — søgsmål — fuld prøvelsesret — rækkevidde — grænser — overholdelse af kontradiktionsprincippet
(Art. 261 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91, stk. 1)
6. Fællesskabsret — principper — ret til forsvar — kontradiktionsprincippet — rækkevidde
1. Selv om princippet om beskyttelse af den berettigede forventning kan begrænse administrationens ret til med tilbagevirkende kraft at tilbagekalde en retsstridig forvaltningsakt i et tilfælde, hvor adressaten for akten kunne sætte sin lid til dennes tilsyneladende lovlighed, kan denne betingelse ikke anses for at være opfyldt, når der foreligger objektive omstændigheder, der burde have fået den pågældende til at indse, at der var tale om en fejl, eller sagt på en anden måde, at der foreligger omstændigheder, der kan drage aktens lovlighed i tvivl. Den pågældende kan således ikke sætte sin lid til lovligheden af den tilbagekaldte akt, når den savner retsgrundlag eller er blevet vedtaget under tilsidesættelse af de relevante retsregler. Retspraksis vedrørende tilbagekaldelse med tilbagevirkende kraft af ulovlige akter, hvorved der tildeles subjektive rettigheder, har netop til formål at forene to principper, nemlig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning og legalitetsprincippet. Når retsstridigheden ikke kunne gå en påpasselig tjenestemands opmærksomhed forbi, kan forventningen ikke anses for at være berettiget, og retssikkerhedsprincippet finder anvendelse fuldt ud. Det følger heraf, at tjenestemændene på trods af administrationens forpligtelse til at sætte alt i værk for at sikre sig, at dens afgørelser er lovlige, ikke kan påberåbe sig en berettiget forventning om, at åbenbart retsstridige akter opretholdes. Desuden kan tjenestemanden ikke påberåbe sig den omstændighed alene, at den fejl, som administrationen havde begået, ved flere lejligheder var undsluppet administrationens egen opmærksomhed, uanset hvor beklagelig den måtte være, med henblik på at godtgøre, at han havde en berettiget forventning, når der foreligger objektive omstændigheder, der burde have fået den berørte tjenestemand til at opdage den pågældende fejl.
Spørgsmålet, om der foreligger en afgørende offentlig interesse, der kan overtrumfe den pågældendes interesser, er desuden kun relevant, når det er godtgjort, at vedkommende kunne sætte sin lid til aktens tilsyneladende lovlighed og forvente den opretholdt.
(jf. præmis 44, 45, 49, 50 og 52)
Henvisning til:
Domstolen, 3. marts 1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, præmis 10-12; Domstolen, 20. juni 1991, sag C248/89, Cargill mod Kommissionen, Sml. I, s. 2987, præmis 20; Domstolen, 17. april 1997, sag C90/95 P, de Compte mod Parlamentet, Sml. I, s. 1999, præmis 39
Retten, 27. november 1997, sag T20/96, Pascall mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 361, og II, s. 977, præmis 75 og 76; Retten, 21. juli 1998, forenede sager T66/96 og T221/97, Mellett mod Domstolen, Sml. Pers. IA, s. 449, og II, s. 1305, præmis 122; Retten, 5. december 2000, sag T197/99, Gooch mod Kommissionen, Sml. Pers. IA, s. 271, og II, s. 1247, præmis 56; Retten, 27. september 2006, sag T416/04, Kontouli mod Rådet, Sml. Pers. IA2, s. 181, og IIA2, s. 897, præmis 164-166.
2. Et anbringende, som under en appel fremføres mod en præmis, der er anført som en yderligere begrundelse i en af Personaleretten afsagt dom, hvis konklusion i tilstrækkeligt omfang er begrundet i andre præmisser, må derfor forkastes.
(jf. præmis 52)
Henvisning til:
Domstolen, 22. december 1993, sag C244/91 P, Pincherle mod Kommissionen, Sml. I, s. 6965, præmis 25
Retten, 19. september 2008, sag T253/06 P, Chassagne mod Kommissionen, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 95.
3. Spørgsmålet om, hvorvidt en frist er rimelig, må bedømmes på grundlag af samtlige omstændigheder i det konkrete tilfælde. En forudfastsat længde heraf kan generelt ikke anses for at udgøre en rimelig frist. Personaleretten begår en retlig fejl ved at lægge til grund, at en frist af en forudfastsat længde kan anses for at være rimelig, selv om denne fejl ikke påvirker den anfægtede doms lovlighed, idet Personaleretten ved vurderingen af, om fristen er rimelig, forkaster den antagelse, som den med urette havde lagt til grund.
Aktens betydning for den berørte tjenestemands karriere påvirker desuden ikke vurderingen af, om fristen for dens tilbagekaldelse er rimelig. Det kan nemlig ikke lægges til grund, at jo mere betydningsfuld akten er for den pågældende, jo længere er den frist, som administrationen råder over med hensyn til dens tilbagekaldelse. Derimod kan Retten ved vurderingen af, om fristen er rimelig, tage hensyn til den korte periode, hvori en akt, såsom den første indplacering af en tjenestemand, har haft retsvirkning. Da denne omstændighed har betydning for navnlig den økonomiske påvirkning for tjenestemanden af tilbagekaldelsens tilbagevirkende kraft, er der nemlig ingen grund til at udelukke den fra de omstændigheder, der kan tages hensyn til ved vurderingen af, om fristen var rimelig.
(jf. præmis 58 og 60-62)
Henvisning til:
Domstolen, 12. juli 1957, forenede sager 7/56 og 3/57-7/57, Algera m.fl. mod Assemblée commune de la CECA, Sml. s. 81, præmis 116; de Compte mod Parlamentet, nævnt ovenfor; Domstolen, 15. oktober 2002, forenede sager C238/99 P, C244/99 P, C245/99 P, C247/99 P, C250/99 P — C252/99 P og C254/99 P, Limburgse Vinyl Maatschappij m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 8375, præmis 187
Pascall mod Kommissionen, nævnt ovenfor.
4. For så vidt angår retten til at blive hørt for en tjenestemand, der er adressat for en forvaltningsakt, gælder, at den omstændighed, at en afgørelse i proceduremæssig henseende er bebyrdende for tjenestemanden, ikke gør det muligt uden videre at drage den slutning — uden at tage hensyn til karakteren af den procedure, der er anvendt over for den pågældende — at ansættelsesmyndigheden var forpligtet til at høre den pågældende tjenestemand, inden den vedtog en sådan afgørelse. En afgørelse, der påvirker en tjenestemands administrative situation, navnlig for så vidt som den kan have betydning for tjenestemandens karriere, da den kan påvirke hans fremtidsudsigter inden for tjenesten og medføre en lønnedgang, nødvendiggør imidlertid en anvendelse af princippet om retten til forsvar, hvilket princip er et grundlæggende EU-retligt princip, selv i mangel af forskrifter vedrørende den pågældende procedure. En sådan afgørelse kan derfor først træffes, efter at den pågældende har haft lejlighed til at give udtryk for sine synspunkter med hensyn til udkastet til afgørelse.
(præmis 75 og 77)
Henvisning til:
Domstolen, 29. april 2004, sag C111/02 P, Parlamentet mod Reynolds, Sml. I, s. 5475, præmis 57; Domstolen, 6. december 2007, C59/06 P, Marcuccio mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 45-47 og den deri nævnte retspraksis.
5. For så vidt angår en påstand om erstatning for en ikke-økonomisk skade gælder, at selv hvis det antages, at Unionens retsinstanser — når de udøver den fulde prøvelsesret, som de ved vedtægtens artikel 91, stk. 1, er blevet tillagt bl.a. i tvister om pengebeløb — har beføjelse til at forhøje den erstatning, som sagsøgeren skal indrømmes, i forhold til den erstatning, som han har nedlagt påstand om, kan de ikke gøre brug af en sådan beføjelse uden forinden at opfordre den part, der i givet fald skulle betale denne forhøjelse, til at fremsætte sine bemærkninger til en sådan eventuel forhøjelse.
I forbindelse med afgørelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en sådan påstand kan antages til realitetsbehandling, skal stævningen desuden angive søgsmålets genstand og indeholde en kort fremstilling af søgsmålsgrundene, der er tilstrækkelig klar og præcis til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar. Dette indebærer ikke, at en sagsøger nødvendigvis skal angive beløbet for den påståede skade. Sagsøgeren skal imidlertid angive de elementer, der gør det muligt at bedømme karakteren og udstrækningen heraf, bl.a. for at sagsøgte kan varetage sit forsvar.
Navnlig skal et krav om erstatning af en ikke-økonomisk skade, uanset om dette er symbolsk eller har karakter af en egentlig erstatning, præcisere karakteren af den påståede skade i forhold til den adfærd, sagsøgte kritiseres for, og angive skadens samlede omfang, i hvert fald tilnærmelsesvis. Det er nemlig korrekt, at formålet med den fulde prøvelsesret er at give Unionens retsinstanser mulighed for at finde en fuldstændig løsning i de tvister, der indbringes for dem, og sætte dem i stand til, selv i mangel af en behørig påstand herom, ikke blot at foretage annullation, men også til ex officio at tilpligte sagsøgeren at betale en erstatning for den ikke-økonomiske skade, som dens tjenestefejl har forvoldt. Unionens retsinstanser kan imidlertid principielt tage et sådant skridt uden forinden at have opfordret parterne til at fremsætte deres bemærkninger til en eventuel indrømmelse af en sådan erstatning. Den fulde prøvelsesret, som tilkommer Unionens retsinstanser i tvister om pengebeløb mellem EU-institutionerne og deres ansatte, indebærer dermed ikke, at disse retsinstanser er beføjede til i en sådan tvist at undlade at anvende de processuelle regler, der er forbundet med kontradiktionsprincippet. Denne konklusion underbygges af retspraksis vedrørende bøder, der pålægges i medfør af artikel 261 TEUF, hvoraf det fremgår, at muligheden for, at Unionens retsinstanser under udøvelse af den fulde prøvelsesret forhøjer beløbet for disse bøder, ikke kan anvendes under henvisning til elementer, omstændigheder og kriterier, som den berørte part ikke kunne forudse ville blive taget i betragtning. Når denne part ikke har været hørt med hensyn til muligheden for en sådan forhøjelse, og parten derfor ikke har haft mulighed for hverken at tage stilling til, om den er rimelig, eller til de faktorer, der kan påvirke størrelsen heraf, vil Unionens retsinstanser ikke foretage en sådan ændring.
(jf. præmis 83, 86, 88 og 89)
Henvisning til:
generaladvokat M. Verloren van Themaats forslag til afgørelse i Domstolens dom af 10. december 1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82, 268/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3831, p. 3851, Domstolen, 8. februar 2007, sag C3/06 P, Groupe Danone mod Kommissionen, Sml. I, s. 1331, præmis 82 og 83; Domstolen, 17. december 2009, C197/09 RXII, M/EMEA, Sml. I, s. 12033, præmis 5658 og den deri nævnte retspraksis
Retten, 15. juni 1999, sag T277/97, Ismeri Europa mod Revisionsretten, Sml. II, s. 1825, præmis 28-30 og 81 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 9. juli 2003, sag T224/00, Archer Daniels Midland og Archer Daniels Midland Ingredients mod Kommissionen, Sml. II, s. 2597, præmis 374-376; Retten, 8. juli 2004, forenede sager T67/00, T68/00, T71/00 og T78/00, JFE Engineering mod Kommissionen, Sml. II, s. 2501, præmis 578.
6. Overholdelsen af kontradiktionsprincippet indebærer, at sagens parter har haft adgang til at tage stilling til de omstændigheder og dokumenter, der ligger til grund for en retsafgørelse, og til at udtale sig om de beviser og indlæg, der er indgivet til retsinstansen, såvel som om de retlige anbringender, som denne af egen drift har rejst, og hvorpå den agter at basere sin afgørelse. Med henblik på at opfylde de krav, der er forbundet med retten til en retfærdig rettergang, er det væsentligt, at parterne kontradiktorisk kan diskutere såvel de faktiske som de retlige forhold, der er afgørende for udfaldet af proceduren. Dette indebærer dog ikke, at den pågældende retsinstans skal indrømme parterne ret til at blive hørt om hvert enkelt punkt i dens retlige bedømmelse, før den afsiger dom i sagen.
(jf. præmis 84 og 85)
Henvisning til:
generaladvokat Kokotts forslag til afgørelse i Domstolens dom af 18. januar 2007, sag C229/05 P, PKK og KNK mod Rådet, Sml. I, s. 439, præmis 66 og 67; M mod EMEA, nævnt ovenfor, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis.