RETTENS DOM (Anden Afdeling)
28. april 2015 (*)
»Dumping – import af ferrosilicium med oprindelse i bl.a. Rusland – delvis interimsundersøgelse – beregning af dumpingmargenen – ændrede omstændigheder – varig karakter«
I sag T-169/12,
Chelyabinsk electrometallurgical integrated plant OAO (CHEMK), Chelyabinsk (Rusland),
Kuzneckie ferrosplavy OAO (KF), Novokuznetsk (Rusland),
ved advokat B. Evtimov,
sagsøgere,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved J.-P. Hix, som befuldmægtiget, først bistået af advokaterne G. Berrisch og A. Polcyn, derefter af G. Berrisch og barrister N. Chesaites og endelig af advokat D. Gerardin,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen først ved H. van Vliet, M. França og A. Stobiecka-Kuik, derefter ved M. França, A. Stobiecka-Kuik og J.-F. Brakeland, som befuldmægtigede,
og af:
Euroalliages, Bruxelles (Belgien), ved advokaterne O. Prost og M.-S. Dibling,
intervenienter,
angående en påstand om delvis annullation af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 60/2012 af 16. januar 2012 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende antidumpingforanstaltningerne på importen af ferrosilicium med oprindelse i bl.a. Rusland i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 22, s. 1), for så vidt som den vedrører sagsøgerne
har
RETTEN (Anden Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, M.E. Martins Ribeiro, og dommerne S. Gervasoni og L. Madise (refererende dommer),
justitssekretær: ekspeditionssekretær J. Palacio González,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 28. marts 2014,
afsagt følgende
Dom
Retsforskrifter
1 EU-grundbestemmelserne om antidumping udgøres af Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EUT L 343, s. 51, og berigtigelse i EUT 2010 L 7, s. 22, herefter »grundforordningen«), som erstattede Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1), med ændringer.
2 Grundforordningens artikel 2 angiver de regler, der regulerer fastlæggelsen af, hvorvidt der foreligger dumping. Grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12, vedrører fastlæggelsen af dumpingmargenen i løbet af undersøgelsesperioden. I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 12, »[forstås] [v]ed dumpingmargen […] det beløb, hvormed den normale værdi overstiger eksportprisen«.
3 Grundforordningens artikel 11, stk. 3, regulerer interimsundersøgelsesproceduren. Denne bestemmelse fastsætter:
»Behovet for at opretholde foranstaltninger kan, når det anses for påkrævet, også tages op til genovervejelse på Kommissionens initiativ eller på anmodning fra en medlemsstat, eller, forudsat at der er forløbet en rimelig periode på mindst et år siden indførelsen af de endelige foranstaltninger, på anmodning af en eksportør eller importør eller producenterne i Fællesskabet, når anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser for, at der er behov for at genoptage en undersøgelse, mens foranstaltningerne er i kraft.
En undersøgelse genoptages, mens foranstaltningerne er i kraft, når anmodningen herom indeholder tilstrækkelige beviser for, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningerne for at modvirke dumping, og/eller at det ikke er sandsynligt, at der fortsat eller igen vil blive forvoldt skade, hvis de pågældende foranstaltninger ophæves eller ændres, eller at gældende foranstaltninger ikke er, eller ikke længere er, tilstrækkelige til at modvirke dumping, der forvolder skade.
Ved gennemførelsen af undersøgelser i henhold til dette stykke kan Kommissionen bl.a. undersøge, om omstændighederne med hensyn til dumping og skade har ændret sig betydeligt, eller om gældende foranstaltninger giver de ønskede resultater for så vidt angår afhjælpning af den skade, der er konstateret i henhold til artikel 3. I den forbindelse tages der hensyn til al relevant og behørigt dokumenteret bevismateriale ved den endelige afgørelse.«
4 Grundforordningens artikel 11, stk. 9, bestemmer:
»I alle genoptagede undersøgelser eller undersøgelser om tilbagebetaling, som gennemføres i henhold til denne artikel, anvender Kommissionen under forudsætning af uændrede omstændigheder de samme metoder, som blev benyttet i den undersøgelse, der resulterede i indførslen af den pågældende told, idet der tages behørigt hensyn til bestemmelserne i artikel 2, særlig stk. 11 og 12, og bestemmelserne i artikel 17.«
Tvistens baggrund
5 Sagsøgerne, Chelyabinsk electrometallurgical integrated plant OAO (CHEMK) og Kuzneckie ferrosplavy OAO (KF), er selskaber, der har hjemsted i Rusland, og som driver virksomhed inden for fremstilling af ferrosilicium, som er en legering, der anvendes i fremstillingen af stål og jern. RFA International, LP (RFAI) er en erhvervsdrivende med forbindelser til sagsøgerne. RFAI, der har hjemsted i Canada, og som har en afdeling i Schweiz, varetager sagsøgernes salg i EU.
6 Den 25. februar 2008 vedtog Rådet for Den Europæiske Union efter en klage indgivet af Comité de liaison des industries de ferroalliages (Euroalliages) forordning (EF) nr. 172/2008 om indførelse af en endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af ferrosilicium med oprindelse i Folkerepublikken Kina, Egypten, Kasakhstan, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Rusland (EUT L 55, s. 6, herefter »den oprindelige forordning«). I henhold til artikel 1 i den oprindelige forordning fastsattes den endelige antidumpingtold af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet, for varer fremstillet af sagsøgerne, til 22,7%.
7 Den 30. november 2009 indgav sagsøgerne en anmodning om en delvis interimsundersøgelse, som udelukkende vedrørte dumping, i medfør af grundforordningens artikel 11, stk. 3. Sagsøgerne hævdede i deres anmodning, at de omstændigheder, som lå til grund for vedtagelsen af den oprindelige forordning, havde ændret sig, og at de omhandlede ændringer var af varig karakter.
8 Den 27. oktober 2010 offentliggjorde Europa-Kommissionen en meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af ferrosilicium med oprindelse i bl.a. Rusland (EUT C 290, s. 15), som udelukkende vedrørte dumping. Interimsundersøgelsen dækkede perioden fra den 1. oktober 2009 til den 30.september 2010 (herefter »perioden for den fornyede undersøgelse«).
9 Ved skrivelser af den 12. januar og den 24. marts 2011 gav sagsøgerne Kommissionen uddybende forklaringer henholdsvis vedrørende strukturen af den koncern, som sagsøgerne og RFAI tilhørte, og vedrørende spørgsmålet om den varige karakter af de ændrede omstændigheder, som sagsøgerne havde påberåbt sig i anmodningen om en interimsundersøgelse.
10 Den 28. oktober 2011 fremsendte Kommissionen sagsøgerne et dokument, som redegjorde for de vigtigste faktiske omstændigheder og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at henstille at afslutte interimsundersøgelsen uden ændring af de antidumpingforanstaltninger, som var blevet pålagt ved den oprindelige forordning (herefter »dokumentet med generelle oplysninger«). I dette dokument angav Kommissionens dels beregningen og størrelsen af dumpingmargenen for perioden for den fornyede undersøgelse, dels, at de ændrede omstændigheder, som sagsøgerne havde påberåbt sig i deres anmodning om en interimsundersøgelse, ikke var af varig karakter.
11 Den 14. november 2011 meddelte sagsøgerne Kommissionen deres bemærkninger til dokumentet med generelle oplysninger.
12 Efter den delvise interimsundersøgelse vedtog Rådet gennemførelsesforordning (EU) nr. 60/2012 af 16. januar 2012 om afslutning af den delvise interimsundersøgelse vedrørende antidumpingforanstaltningerne på importen af ferrosilicium med oprindelse i bl.a. Rusland i henhold til artikel 11, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1225/2009 (EUT L 22, s. 1, herefter »den anfægtede forordning«). I denne forordning undersøgte Rådet under overskriften »2. De ændrede omstændigheders varige karakter«, om de ændrede omstændigheder, som sagsøgerne havde påberåbt sig i deres anmodning om en interimsundersøgelse udelukkende med hensyn til dumping, var varige og derfor kunne begrunde en nedsættelse eller endog afskaffelse af de gældende foranstaltninger.
13 Det blev for det første anført, at EU-institutionerne, når de vurderer behovet for at fortsætte eksisterende foranstaltninger i en undersøgelse på grundlag grundforordningens artikel 11, stk. 3, har vide beføjelser, som omfatter muligheden for at foretage en vurdering af de pågældende eksportørers prispolitik. Det blev dernæst anført, at det er i denne sammenhæng, at sagsøgernes argumenter med hensyn til den varige karakter af de ændrede omstændigheder, som de påberåbte sig, skal undersøges.
14 For det andet fandt Rådet det i forbindelse med undersøgelsen af den varige karakter af de ændrede omstændigheder således som påberåbt af sagsøgerne det i første omgang nyttigt at beskrive EU-institutionernes overvejelser med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt sagsøgerne stadig havde foretaget dumping på EU-markedet i perioden for den fornyede undersøgelse, ligesom Rådet anslog, at dumpingmargenen udgjorde »ca. 13%« inden for rammerne af den fornyede undersøgelse. Derefter undersøgte Rådet sagsøgernes forskellige argumenter med hensyn til den angiveligt varige karakter af de ændrede omstændigheder, som de havde påberåbt sig. Efter denne undersøgelse konkluderede Rådet i 54. betragtning til den anfægtede forordning under overskriften »2.5. Konklusion: utilstrækkelig dokumentation for de ændrede omstændigheders varige karakter«, at der var utilstrækkelig dokumentation for, at nogen af de ændrede omstændigheder var af varig karakter, og at det ville være for tidligt og derfor uberettiget at sænke den gældende told på nuværende tidspunkt. Ud over denne konklusion anførte Rådet udtrykkeligt, således som det fremgår af 38. og 40. betragtning til den anfægtede forordning, at uanset dumpingmargenens størrelse under perioden for den fornyede undersøgelse var der »under alle omstændigheder« ikke tilstrækkelig dokumentation for, at dumpingmargenen i nævnte periode kunne betragtes som varig. Rådet fandt derfor i den anfægtede forordnings artikel 1, at det ikke var nødvendigt at ændre de gældende antidumpingforanstaltninger, som var blevet fastsat i den oprindelige forordning.
15 Sideløbende med anmodningen om en interimsundersøgelse indgav RFAI i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 8, anmodninger om tilbagebetaling af den antidumpingtold, som var blevet betalt. Anmodningerne om tilbagebetaling omfattede perioden fra den 1. oktober 2008 til den 30. september 2010. Kommissionen inddelte den undersøgelsesperiode, med hensyn til hvilken der blev anmodet om tilbagebetaling, i to underperioder: Fra den 1. oktober 2008 til den 30. september 2009 (herefter »periode 1«) og fra den 1. oktober 2009 til den 30. september 2010 (herefter »periode 2«), idet periode 2 var identisk med perioden for den fornyede undersøgelse.
16 Den 9. november 2011 meddelte Kommissionen sagsøgerne sine konklusioner angående anmodningerne om tilbagebetaling vedrørende periode 1. Hvad angik periode 2 henviste Kommissionen sagsøgerne til det dokument med generelle oplysninger, som var blevet udarbejdet i forbindelse med interimsundersøgelsen.
17 Ved e-mail af 26. januar 2012 anmodede sagsøgerne om at blive oplyst, hvorledes dumpingmargenen som nævnt i den anfægtede forordning var blevet beregnet. Ved e-mail af samme dag gav Kommissionen det svar, at den ville fremsende dem detaljerede oplysninger vedrørende nævnte beregning i forbindelse med anmodningerne om tilbagebetaling med hensyn til periode 2.
18 Den 6. juni 2012 fremsendte Kommissionen sagsøgerne den endelige underretningsskrivelse inden for rammerne af undersøgelsen om tilbagebetaling, som bl.a. omfattede en beregning af dumpingmargenen for periode 2.
Retsforhandlinger og parternes påstande
19 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 10. april 2012 har sagsøgerne anlagt den foreliggende sag.
20 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 1. juni og den 18. juli 2012 har Kommissionen og Euroalliages fremsat begæring om at måtte intervenere i denne sag til støtte for Rådets påstande.
21 Ved skrivelser indgivet til Rettens Justitskontor den 6. august og den 21. september 2012 samt den 1. marts 2014 har sagsøgerne i medfør af artikel 116, stk. 2, i Rettens procesreglement anmodet om, at visse fortrolige oplysninger i stævningen, duplikken, replikken og i Kommissionens bemærkninger ikke blev meddelt Euroalliages. Med henblik herpå har sagsøgerne, Rådet og Kommissionen fremlagt en ikke-fortrolig version af de pågældende processkrifter.
22 Ved kendelser af 5. september 2012 har formanden for Rettens Fjerde Afdeling givet tilladelse til, at Kommissionen og Euroalliages kunne intervenere.
23 Som følge af en ændring af sammensætningen af Rettens afdelinger blev den refererende dommer tilknyttet Anden Afdeling, hvortil denne sag følgelig er blevet henvist.
24 Ved en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse er Kommissionen blevet opfordret til at fremlægge et dokument. Kommissionen har efterkommet denne anmodning inden for den fastsatte frist.
25 Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 28. marts 2014.
26 Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede forordning annulleres, for så vidt som den vedrører sagsøgerne.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
27 Rådet har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
28 Kommissionen har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes.
29 Euroalliages har nedlagt følgende påstande:
– Sagsøgernes anbringender forkastes.
– Sagsøgerne tilpligtes at betale sagens omkostninger.
Retlige bemærkninger
30 Sagsøgernes har til støtte for deres påstand om annullation fremsat tre anbringender.
31 Sagsøgerne har inden for rammerne af det første anbringende anført, at Kommissionen og Rådet (herefter »institutionerne«) for det første har tilsidesat grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, første punktum, for det andet har begået en retlig fejl og overskredet deres skønsbeføjelse i forbindelse med anvendelsen af grundforordningens artikel 11, stk. 3, og for det tredje har tilsidesat sagsøgernes ret til forsvar. Sagsøgerne har nærmere bestemt anfægtet den omstændighed, at Rådet i den anfægtede forordning har undladt at foretage en præcis beregning af dumpingmargenen.
32 Sagsøgerne har inden for rammerne af det andet anbringende påberåbt sig, at institutionerne har anlagt et åbenbart urigtigt skøn med hensyn til beregningen af eksportprisen med henblik på fastsættelse af dumpingmargenen i løbet af den fornyede undersøgelse.
33 Sagsøgerne har i forbindelse med det tredje anbringende påberåbt sig, at institutionerne har tilsidesat grundforordningens artikel 11, stk. 3, og har anlagt et åbenbart urigtigt skøn. De har nærmere bestemt anfægtet institutionernes konklusion, hvorefter de ændrede omstændigheder, som sagsøgerne har påberåbt sig til støtte for deres anmodning om en interimsundersøgelse, ikke var af varig karakter.
34 Retten finder det indledningsvis nødvendigt at fastlægge de betingelser, i henhold til hvilke de tre anbringender, som sagsøgerne har fremsat til støtte for søgsmålet, skal undersøges. Det skal herved bemærkes, at den anfægtede forordning blev vedtaget efter en interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3. Bestemmelserne i grundforordningen har til formål at definere betingelserne for at indlede en sådan undersøgelse og hovedformålene med denne (dom af 17.11.2009, MTZ Polyfilms mod Rådet, T-143/06, Sml., EU:T:2009:441, præmis 40).
35 Det skal herved først og fremmest bemærkes, at i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, første afsnit, kan behovet for at opretholde foranstaltninger bl.a. tages op til overvejelse på anmodning af en eksportør eller en importør eller producenterne i Fællesskabet, når anmodningen indeholder tilstrækkelige beviser for, at der er behov for at genoptage en undersøgelse. I nærværende sag blev anmodningen fremsat af sagsøgerne i deres egenskab af eksportører. Det er desuden ubestridt mellem parterne, at nævnte anmodning udelukkende vedrørte dumping.
36 Dernæst fremgår det nærmere bestemt af bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 3, andet afsnit, at når anmodningen fremsættes af en eksportør eller en importør og udelukkende vedrører dumping, forudsætter nødvendigheden af en interimsundersøgelse, at den nævnte anmodning indeholder tilstrækkelige beviser for, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde foranstaltningerne for at modvirke dumping.
37 Endelig følger det af retspraksis, at Rådet i forbindelse med behandlingen af en anmodning om en fornyet undersøgelse, som udelukkende vedrører dumping, i medfør af disse bestemmelser kan konstatere tilstedeværelsen af væsentlige ændringer i omstændighederne med hensyn til dumpingen, og at Rådet – efter at have bekræftet den varige karakter af de ændrede omstændigheder – med føje kan fastslå, at det er nødvendigt at ændre den omhandlede antidumpingtold (dom MTZ Polyfilms mod Rådet, nævnt i præmis 34 ovenfor, EU:T:2009:441, præmis 41).
38 Henset til de i præmis 34-37 ovenfor anførte betragtninger skal det første og det tredje anbringende, hvormed Rådet nærmere bestemt kritiseres for at have tilsidesat for det første bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 3, for det andet bestemmelserne i denne forordnings artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, og for det tredje sagsøgernes ret til forsvar, først undersøges sammen. Dernæst undersøges det andet anbringende, som vedrører beregningen af eksportprisen i forbindelse med fastsættelsen af dumpingmargenen og det i lyset af de konklusioner, som er blevet draget med hensyn til det første og det tredje anbringende.
Det første og det tredje anbringende, som behandles sammen, om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 3, og artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, samt om en tilsidesættelse af retten til forsvar
39 Sagsøgerne har inden for rammerne af det første og det tredje anbringende, som behandles sammen, gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af for det første grundforordningens artikel 11, stk. 3, for det andet grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, og for det tredje deres ret til forsvar.
Tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 3
40 Sagsøgerne har til støtte for deres første og deres tredje anbringende påberåbt sig, at der er sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 3. De har nærmere bestemt rejst to klagepunkter om for det første den omstændighed, at institutionerne har begået en retlig fejl med hensyn til omfanget af deres skønsbeføjelse i henhold til nævnte bestemmelse, og for det andet den omstændighed, at institutionerne har foretaget et åbenbart urigtigt skøn, da de hvad angår dumpingmargenen fandt, at der ikke var tale om varige ændrede omstændigheder.
– Det første klagepunkt formuleret i forbindelse med det første anbringende om, at institutionerne har begået en retlig fejl med hensyn til omfanget af deres skønsbeføjelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3
41 Sagsøgerne har i det væsentlige anført, at institutionerne, idet de undlod præcist at beregne dumpingmargenen i henhold til bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, med henvisning til, at de ændrede omstændigheder, som sagsøgerne påberåbte sig, ikke var af varig karakter, begik en retlig fejl og overskred grænserne for deres skønsbeføjelse i forbindelse med fremadrettede vurderinger i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3.
42 Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.
43 Det bemærkes for det første, at som anført i præmis 34-37 ovenfor følger det af grundforordningens artikel 11, stk. 3, andet og tredje afsnit, at formålet med en interimsundersøgelse er at vurdere behovet for at opretholde antidumpingforanstaltningerne, og at når anmodningen om en fornyet undersøgelse fra en eksportør udelukkende vedrører dumping, skal institutionerne i første omgang vurdere behovet for at opretholde den eksisterende foranstaltning og herved konstatere tilstedeværelsen af ikke blot betydelige, men også varige ændrede omstændigheder med hensyn til dumpingen (jf. i denne retning dom MTZ Polyfilms mod Rådet, nævnt i præmis 34 ovenfor, EU:T:2009:441, præmis 41). Først derefter, og når analysen af behovet for at opretholde de eksisterende foranstaltninger først er gennemført, og institutionerne har besluttet at ændre de eksisterende foranstaltninger, er de ved fastsættelsen af de nye foranstaltninger bundet af bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, som giver dem udtrykkelig beføjelse og pligt til i princippet at anvende den samme metode som den, der blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, som resulterede i pålæggelse af den endelige antidumpingtold (dom MTZ Polyfilms mod Rådet, nævnt i præmis 34 ovenfor, EU:T:2009:441, præmis 49).
44 Som anført i 11. betragtning til den anfægtede forordning følger det for det andet af fast retspraksis, at institutionerne inden for den fælles handelspolitik og ganske særligt med hensyn til handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger har et vidt skøn som følge af kompleksiteten af de økonomiske, politiske og retlige situationer, de skal undersøge. Domstolsprøvelsen af institutionernes skøn skal således begrænses til en kontrol af, at formforskrifterne er overholdt, at de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke det anfægtede valg er foretaget, er materielt rigtige, at der ikke er foretaget en åbenbart urigtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, og at der ikke foreligger magtfordrejning (dom af 16.2.2012, Rådet og Kommissionen mod Interpipe Niko Tube og Interpipe NTRP, C-191/09 P og C-200/09 P, EU:C:2012:78, præmis 63; jf. i denne retning dom af 27.9.2007, Ikea Wholesale, C-351/04, Sml., EU:C:2007:547, præmis 40 og 41).
45 Disse betragtninger finder navnlig anvendelse på de skøn, som institutionerne foretager i forbindelse med fornyede undersøgelser. Hvad angår en interimsundersøgelse i medfør af grundforordningens artikel 11, stk. 3, kan Kommissionen bl.a. når anmodningen om en fornyet undersøgelse udelukkende vedrører dumping, undersøge, om omstændighederne med hensyn til dumping har ændret sig betydeligt, eller om gældende foranstaltninger giver de ønskede resultater, med henblik på at stille forslag om ophævelse, ændring eller opretholdelse af den antidumpingtold, som blev fastsat efter den oprindelige undersøgelse.
46 Det bemærkes for det tredje, at grundforordningens artikel 11, stk. 3, ikke indeholder bestemmelser om specifikke metoder eller fremgangsmåder, som institutionerne skal anvende ved gennemførelsen af de undersøgelser, som er foreskrevet i denne bestemmelse. I henhold til ordlyden af nævnte forordnings artikel 11, stk. 3, tredje afsnit, tages der med henblik på at fastslå, om omstændighederne med hensyn til dumping og skade har ændret sig betydeligt, kun hensyn til »al relevant og behørigt dokumenteret bevismateriale«.
47 Det bemærkes for det fjerde, at den kontrol, som det påhviler Kommissionen at gennemføre i denne forbindelse, fører til, at der ikke blot gennemføres en bagudrettet analyse af udviklingen i situationen fra indførelsen af den oprindelige endelige foranstaltning for at vurdere, hvorvidt det er nødvendigt at opretholde eller ændre den for at modvirke dumping, der forvolder skade, men ligeledes en fremadrettet analyse af den sandsynlige udvikling i situationen fra vedtagelsen af den fornyede undersøgelse for at vurdere de sandsynlige virkninger af en ophævelse eller en ændring af nævnte foranstaltning.
48 Hvad angår dumping følger det af grundforordningens artikel 11, stk. 3, andet afsnit, og navnlig af anvendelsen af udtrykket »opretholde«, at den pågældende institution i forbindelse med den fremadrettede analyse i lyset af de beviser, som den virksomhed, som har fremsat anmodningen om en fornyet undersøgelse har fremlagt, skal kontrollere, om dumpingen ikke genopstår eller ikke øges på ny i fremtiden, således at det ikke længere er nødvendigt at modvirke den. I forbindelse med en interimsundersøgelse vedrørende dumping forholder det sig med andre ord og som anført i præmis 36 ovenfor således, at den virksomhed, som har fremsat anmodningen, skal bevise, at de omstændigheder, som ligger til grund for dumpingen, varigt er ændrede.
49 Følgelig kræver en interimsundersøgelse af en anmodning vedrørende dumping såvel en bagudrettet undersøgelse som en fremadrettet undersøgelse, og begge disse undersøgelser skal godtgøre, at det ikke længere er nødvendigt at opretholde den gældende foranstaltning. Som det fremgår af betragtningerne i præmis 43 ovenfor, kræves det, for at en fornyet undersøgelse af en gældende foranstaltning er nødvendig, at det konstateres dels, at omstændighederne med hensyn til dumping har ændret sig betydeligt, dels, at disse ændrede omstændigheder er af varig karakter. Det er således, for at institutionerne kan konkludere, at den gældende foranstaltning skal opretholdes, tilstrækkeligt, at en af disse kumulative betingelser ikke er opfyldt.
50 Det bemærkes i den forbindelse, at artikel 11, stk. 3, andet og tredje afsnit, ikke indeholder nogen angivelser med hensyn til den rækkefølge, som disse to undersøgelser skal foretages i. Det fremgår af retspraksis, at den effektive virkning af grundforordningens artikel 11, stk. 3, nærmere bestemt i vidt omfang er sikret ved, at institutionerne råder over et vidt skøn, herunder muligheden for at foretage en fremadrettet analyse, i forbindelse med undersøgelsen af behovet for at opretholde de eksisterende foranstaltninger (dom MTZ Polyfilms mod Rådet, nævnt i præmis 34 ovenfor, EU:T:2009:441, præmis 48). Heraf følger, at hvis den fremadrettede vurdering ikke godtgør, at der er behov for at opretholde foranstaltningerne, er det ikke nødvendigt, at institutionerne foretager en detaljeret bagudrettet vurdering og således hvad angår dumpingen foretager en detaljeret beregning af dumpingmargenen.
51 Det følger af betragtningerne i præmis 43-50 ovenfor, at henset til den vide skønsmargen, som institutionerne råder over hvad angår en interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, som udelukkende vedrører dumping, kan de, hvis de finder det påkrævet, begynde med den fremadrettede undersøgelse og derefter, hvis de konkluderer, at de ændrede omstændigheder, som den virksomhed, der har fremsat anmodningen om en fornyet undersøgelse, har påberåbt sig, og der har resulteret i, at den dumping, som blev konstateret efter den oprindelige undersøgelse, er mindsket eller ophørt med at bestå, ikke er af varig karakter, undlade inden for rammerne af den fornyede undersøgelse præcist at beregne dumpingmargenen.
52 Som det fremgår af 11. betragtning til den anfægtede forordning, var det i den foreliggende sag i forbindelse med denne fremadrettede analyse, at institutionerne undersøgte sagsøgernes argumenter, hvorefter en begrænsning eller ophævelse af den gældende foranstaltning var begrundet, henset til den varige karakter af de ændrede omstændigheder, som de påberåbte sig, og som udelukkende vedrørte dumping.
53 Henset til den vide skønsmargen, som institutionerne rådede over ved vurderingen af anmodningen om en interimsundersøgelse af den i den foreliggende sag omhandlede foranstaltning, må det fastslås, at de med rette uden videre kunne foretage en fremadrettet undersøgelse af den nævnte anmodning, og således, eftersom denne udelukkende vedrørte dumping, vurdere, om de hævdede ændrede omstændigheder med hensyn til denne, var af varig karakter. I det omfang institutionerne, således som det fremgår af 54. betragtning til den anfægtede forordning, havde konkluderet, at de hævdede ændrede omstændigheder, som udelukkende vedrørte dumping, ikke var af varig karakter, begik de hverken en retlig fejl eller overskred grænserne for deres skøn i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, da det uden først at have foretaget en præcis beregning af dumpingmargenen fastslog, at de pågældende foranstaltninger skulle opretholdes.
54 Denne konklusion ændres på ingen måde af de af sagsøgerne fremførte argumenter.
55 Hvad for det første angår sagsøgernes argumenter vedrørende de flere på hinanden efterfølgende etaper, som en interimsundersøgelse består af, har de anført, at der er to hovedetaper, som skal gennemføres i en bestemt rækkefølge, nemlig for det første i forbindelse med konstateringen af, at foreligger ændrede omstændigheder, fastsættelsen af den nye dumpingmargen, som kræver en præcis beregning af nævnte margen, og dernæst vurderingen af de nævnte ændrede omstændigheders varige karakter. Det skal i denne forbindelse fastslås, at de nævnte argumenter direkte modsiges af betragtningerne i præmis 43-50 ovenfor og af konklusionen i præmis 51 ovenfor, og de må derfor forkastes som ugrundede.
56 Hvad for det andet angår argumentet om, at institutionerne har tilsidesat deres pligt til at undersøge behovet for at ændre niveauet for den gældende foranstaltning, henset til, at hvis der forelå dumping i perioden for den fornyede undersøgelse, var det i et mindre omfang, må det fastslås, at dette argument direkte modsiges af betragtningerne i præmis 35 og 43 ovenfor. For det første er formålet med en interimsundersøgelse at undersøge behovet for at opretholde antidumpingforanstaltningerne. For det andet er det, for at nævnte undersøgelse resulterer i en beslutning om at ændre den antidumpingtold, som oprindeligt blev pålagt, nødvendigt, at det på grundlag af beviserne fremlagt af den virksomhed, der har anmodet om en fornyet undersøgelse, fastslås, ikke blot at omstændighederne med hensyn til dumping har ændret sig betydeligt, men også at ændringen er af varig karakter. Eftersom institutionerne havde konkluderet, at ændringen ikke var af varig karakter, er den omstændighed, at dumpingen, således som sagsøgerne har hævdet, i perioden for den fornyede undersøgelse kan have været af et mindre omfang end det, der blev konstateret i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, ikke tilstrækkelig til at kunne danne grundlag for en ændring af den gældende foranstaltning.
57 Hvad for det tredje angår sagsøgernes argumenter vedrørende dom MTZ Polyfilms mod Rådet, nævnt i præmis 34 ovenfor (EU:T:2009:441), nemlig at nævnte doms præmis 49, henset til bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, og artikel 2, ikke kan fortolkes således, at den tillader institutionerne ikke præcist at fastsætte dumpingmargenen, når de konkluderer, at de ændrede omstændigheder ikke er af varig karakter, og at institutionernes konklusioner på grundlag af en sådan fortolkning i fornyede undersøgelser ofte hverken er upartiske eller objektive, kan de ikke tiltrædes.
58 For det første modsiges disse argumenter direkte af konklusionen formuleret i præmis 51 ovenfor.
59 For det andet har sagsøgerne hverken i deres skriftlige indlæg eller i retsmødet som svar på et spørgsmål fra Retten forklaret, hvorfor fortolkningen af præmis 49 i dom MTZ Polyfilms mod Rådet, nævnt i præmis 34 ovenfor (EU:T:2009:441), som omhandlet i præmis 57 ovenfor, hvilken fortolkning de bestrider, resulterer i en manglende objektivitet og upartiskhed i fremtidige fornyede undersøgelser. Det må under alle omstændigheder fastslås, at et sådant argument skal forkastes som ugrundet. Det bemærkes således, at proceduren i forbindelse med en fornyet undersøgelse i princippet er forskellig fra den oprindelige undersøgelse, der er omfattet af andre bestemmelser i grundforordningen (jf. i denne retning dom af 27.1.2005, Europe Chemi-Con (Deutschland) mod Rådet, C-422/02 P, Sml., EU:C:2005:56, præmis 49, og af 11.2.2010, Hoesch Metals and Alloys, C-373/08, Sml., EU:C:2010:68, præmis 65), idet Domstolen allerede tidligere har fastslået, at visse af disse bestemmelser ikke tilsigter at finde anvendelse på proceduren i forbindelse med den fornyede undersøgelse, henset til systemets generelle opbygning og formål (jf. i denne retning dom Hoesch Metals and Alloys, EU:C:2010:68, præmis 77).
60 Den objektive forskel, der er mellem disse to procedurer, beror nemlig på den omstændighed, at de indførsler, der er underlagt en procedure med fornyet undersøgelse, allerede har været pålagt endelige antidumpingforanstaltninger, og med hensyn til disse er der i princippet fremlagt et tilstrækkeligt bevismateriale til at fastslå, at ophævelsen af disse foranstaltninger sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade. Når indførslerne derimod gøres til genstand for en oprindelig undersøgelse, er formålet med denne netop at fastslå, om der er tale om dumping, samt graden og virkningen af denne angivelige dumping (dom Europe Chemi-Con (Deutschland) mod Rådet, nævnt i præmis 59 ovenfor (EU:C:2005:56, præmis 50).
61 Henset til forskellene mellem den oprindelige procedure og proceduren i forbindelse med en fornyet undersøgelse kan institutionerne derfor ikke kritiseres for manglende objektivitet og upartiskhed, når de i forbindelse med en fornyet undersøgelse foretager en interimsundersøgelse, som begynder med en fremadrettet vurdering.
62 Hvad for det fjerde angår argumentet om, at institutionernes konklusioner med hensyn til sagsøgernes anmodning om en fornyet undersøgelse strider mod formålene med grundforordningens artikel 11, stk. 1, bemærkes, at de nævnte formål på ingen måde påvirkes af anvendelsen af bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 3, således som disse er fortolket i præmis 43-50 ovenfor.
63 Formålet med grundforordningens artikel 11, stk. 1, er således at sikre, at en antidumpingforanstaltning kun forbliver i kraft, så længe den er nødvendig for at modvirke dumping. Hvad angår samme forordnings artikel 11, stk. 3, er formålet med denne som nævnt i præmis 43 ovenfor at vurdere behovet for at opretholde antidumpingforanstaltningerne. Det må derfor konstateres, at eftersom institutionerne fandt, at de ændrede omstændigheder ikke var af varig karakter, kunne de i den foreliggende sag med rette, og uden at det stred mod formålet forfulgt med grundforordningens artikel 11, stk. 1, konkludere, at opretholdelsen af den gældende foranstaltning var nødvendig.
64 Hvad for det femte angår argumentet vedrørende den omstændighed, at konklusionerne vedrørende dumping i den anfægtede forordning blev placeret under overskriften vedrørende »de ændrede omstændigheders varige karakter«, kan dette ikke tiltrædes. Et sådant argument er uden relevans for godtgørelsen af den retlige fejl eller af den omstændighed, at institutionerne overskred grænserne for deres skøn. Dette gælder så meget desto mere i den foreliggende sag, eftersom det er ubestridt, at Rådet ikke foretog nogen præcis beregning af dumpingmargenen, med den begrundelse, som anført i præmis 53 ovenfor, at det var Rådets opfattelse, at de hævdede ændrede omstændigheder med hensyn til dumping ikke var af varig karakter.
65 Henset til samtlige de foregående betragtninger skal det første klagepunkt formuleret i forbindelse med det første anbringende forkastes som ugrundet.
– Det andet klagepunkt formuleret i forbindelse med det tredje anbringende om, at institutionerne anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet de med hensyn til dumpingmargenen konkluderede, at de ændrede omstændigheder ikke var af varig karakter
66 Det er for det første sagsøgernes opfattelse, at institutionerne burde have taget hensyn til de fire beviselementer, som de havde fremlagt, og som vedrørte den varige karakter af de ændrede omstændigheder, nemlig for det første konklusionerne i forbindelse med tilbagebetalingsproceduren med hensyn til periode 1, hvorefter sagsøgernes dumpingmargen var nul, for det andet den omstændighed, at de vejede gennemsnitlige eksportpriser tydeligt afspejlede den antidumpingtold på 22,7%, som blev pålagt i forbindelige med den oprindelige undersøgelse, for det tredje den omstændighed, at eksportpriserne var væsentligt højere i perioden for den fornyede undersøgelse end i perioden for den oprindelige undersøgelse, og for det fjerde den omstændighed, at dumpingmargenen var blevet væsentligt reduceret i løbet af perioden for den fornyede undersøgelse, eftersom den som angivet i 38. betragtning til den anfægtede forordning udgjorde »ca. 13%«, eller, dersom Retten måtte fastslå, at der som påberåbt i forbindelse med det andet anbringende var anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved beregningen af eksportprisen, mindre end 10%.
67 For det andet har sagsøgerne anført, at 42. betragtning til den anfægtede forordning er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Det er således sagsøgernes opfattelse, at institutionerne i denne betragtning konkluderede, at der var meget store udsving i eksportpriserne, som forhindrede dem i at fastslå, at de ændrede omstændigheder var af varig karakter. Disse udsving forhindrede imidlertid ikke institutionerne i at konkludere dels, at der ikke forelå dumping i periode 1, dels, at eksportpriserne i periode 2 var betydeligt højere end dem, der blev fastslået under den oprindelige undersøgelse.
68 Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.
69 Hvad specifikt angår den fremadrettede undersøgelse vedrørende dumping bemærkes, at det fremgår af konstateringerne i præmis 46 ovenfor, at eftersom der ikke er foreskrevet nogen specifik metode eller fremgangsmåde, som institutionerne skal anvende med gennemførelsen af de undersøgelser, som er foreskrevet i grundforordningens artikel 11, stk. 3, skal de nævnte institutioner på dette stadie i interimsundersøgelsen, som tilsigter at fastslå, om antidumpingtolden skal ændres, kun tage hensyn til »al relevant og behørigt dokumenteret bevismateriale«. Det er således kun i lyset af samtlige de beviser, som den virksomhed, der har fremsat en anmodning om en fornyet undersøgelse, har fremlagt til støtte for anmodningen, og som vedrører den varige karakter af de betydeligt ændrede omstændigheder, som virksomheden påberåber sig, at institutionerne skal udtale sig.
70 Det bemærkes i den foreliggende sag, at sagsøgerne i deres anmodning om en interimsundersøgelse gjorde gældende, at eftersom de ændrede omstændigheder, som havde resulteret i den angivelige nedsættelse af dumpingmargenen, var af varig karakter af fire grunde, som Rådet forkastede efter en analyse, som er indeholdt i 41.-53. betragtning til den anfægtede forordning.
71 Sagsøgerne gjorde herved for det første gældende, at der havde fundet strukturelle ændringer sted i deres salg siden den oprindelige forordning. Dels var importen til Unionen således blevet overdraget til en schweizisk filial af RFAI, dels var disse strukturelle ændringer i salget forbundet med udforskningen af nye vækstmarkeder. Sagsøgerne gjorde i den forbindelse gældende, at denne strukturelle ændring havde bidraget til højere eksportpriser på ferrosilicium på alle eksportmarkeder, herunder Unionen. I 42. og 43. betragtning til den anfægtede forordning fandt Rådet imidlertid, at sagsøgerne ikke havde fremlagt dokumentation for forbindelsen mellem den nye virksomhedsstruktur, udforskningen af nye vækstmarkeder og de højere priser på EU-markedet. Tværtimod fremgik det ifølge Rådet af undersøgelsen, at eksportpriserne havde været yderst svingende såvel i perioden for den fornyede undersøgelse som i periode 1, og at de havde fulgt de globale markedspriser. Rådet konkluderede derfor, at sagsøgerne ikke havde fremlagt tilstrækkeligt bevis for, ikke blot at baggrunden for den angivelige prisstigning på markedet var denne strukturelle ændring, men også at nævnte stigning i fremtiden kunne forventes at forblive på det samme niveau.
72 For det andet hævdede sagsøgerne dels, at priserne på eksporten til tredjelande var sammenlignelige med, og endog højere end, deres salgspriser i Unionen, og at der var foretaget betydelige investeringer for bedre at kunne forsyne disse markeder. En reduktion eller en ophævelse af antidumpingforanstaltningerne kunne således ikke skabe et incitament for dem til at øge eksporten til Unionen og/eller sænke deres priser. Dels gjorde de gældende, at de nye markedsmuligheder var at finde på andre markeder end Unionen. I 45. og 46. betragtning til den anfægtede forordning fandt Rådet imidlertid for det første, at i det omfang dumpingen var fortsat i løbet af perioden for den fornyede undersøgelse, og at Unionen forblev et af sagsøgernes traditionelle markeder, havde sagsøgerne ikke fremlagt nogen væsentlig dokumentation til støtte for deres anbringender vedrørende deres markedsstrategier rettet mod tredjelande, og dernæst, at eksportsalgspriserne på det internationale marked var svingende, således at en ophævelse eller en reduktion af de gældende foranstaltninger ikke kunne komme i betragtning.
73 For det tredje gjorde sagsøgerne gældende, at det russiske hjemmemarked fortsat var et af deres vigtigste markeder, og at efterspørgslen efter samme vare i Rusland forventedes at vokse. I 48. og 50. betragtning til den anfægtede forordning fandt Rådet imidlertid først og fremmest dels, at selv hvis alle disse påstande antoges at være holdbare, var det ikke desto mindre tilfældet, at sagsøgerne i perioden for den fornyede undersøgelse foretog dumping ved en betydelig margen og til ustabile priser, dels, at de mængder, der var solgt af sagsøgerne i Unionen i perioden for den fornyede undersøgelse, ikke tydede på, at sagsøgerne havde foretaget en forskydning væk fra dette marked eller havde til hensigt at gøre dette i den nærmeste fremtid. Dernæst anførte Rådet, at sagsøgerne ikke havde fremlagt afgørende uafhængige data til støtte for den påstand, at efterspørgslen efter den pågældende vare kunne forventes at vokse, og at eksportpriserne for den koncern, som sagsøgerne tilhørte, ville vokse langt hurtigere end produktionsomkostningerne.
74 For det fjerde gjorde sagsøgerne endelig gældende, at de i årevis havde arbejdet på fuld kapacitet, og at de ikke havde planer om at øge deres samlede produktionskapacitet for ferrosilicium, og at der ikke var tegn på det modsatte. I 52. og 53. betragtning til den anfægtede forordning fandt Rådet imidlertid i det væsentlige, at disse påstande modsagdes af visse oplysninger, som institutionerne havde indhentet. Disse havde således for det første fastslået, at der var tale om en betydelig genopretning af produktionskapaciteten efter den finansielle krise i 2009 i forhold til 2007, og for det andet, at sagsøgerne selv havde indberettet en udvidelse af kapaciteten med 10-20% sammenlignet med perioden forud for den finansielle krise i 2009. Som svar på sagsøgernes argument om, at de havde foregrebet den finansielle krise i 2009 og i den forbindelse havde reduceret deres produktionskapacitet, anførte Rådet, at den finansielle krise i 2009 ikke kunne have påvirket sagsøgernes produktionskapacitet fra 2007.
75 Som konklusion på Rådets undersøgelse af de fire grunde, som sagsøgerne havde påberåbt sig for at godtgøre den varige karakter af de ændrede omstændigheder, som sagsøgerne påberåbte sig, fandt Rådet i 54. betragtning til den anfægtede afgørelse, at der var utilstrækkelig dokumentation for, at nogen af de ændrede omstændigheder vedrørende sagsøgernes prisadfærd var af varig karakter. Rådet konkluderede derfor, at det ville være for tidligt og derfor uberettiget at sænke tolden på nuværende tidspunkt.
76 Henset til de af Rådet dragne konklusioner, således som angivet i præmis 71-75 ovenfor, med hensyn til den varige karakter af de ændrede omstændigheder, som de påberåbte sig, har sagsøgerne til støtte for deres søgsmål for det første foreholdt Rådet ikke i forbindelse med undersøgelsen af den varige karakter af de ændrede omstændigheder, som de påberåbte sig, at have taget hensyn til de beviser, der er omtalt i præmis 66 ovenfor.
77 Som det fremgår af betragtningerne i præmis 36 ovenfor, påhvilede det sagsøgerne at føre tilstrækkeligt bevis for, at de ændrede omstændigheder, som lå bag den angivelige nedsættelse af dumpingmargenen, var af varig karakter. Det må imidlertid konstateres, at selv om der i forbindelse med analysen af ændrede omstændigheder kan tages hensyn til de beviser, der er nævnt i præmis 66 ovenfor, kan disse beviser ikke som sådan godtgøre, at de hævdede ændrede omstændigheder foreligger. Ingen af de nævnte beviser, nemlig for det første niveauet for den dumpingmargen, som blev beregnet i forbindelse med tilbagebetalingsproceduren i løbet af periode 1, dernæst niveauet for eksportpriserne tidligst konstateret under den fornyede undersøgelse og endelig den skønsmæssige vurdering af dumpingmargenen i løbet af den fornyede undersøgelse, gør det hverken muligt at bedømme eller endsige godtgøre den varige karakter af de hævdede ændrede omstændigheder. Da der ikke foreligger tilstrækkelige beviser med hensyn til den varige karakter af de nævnte ændrede omstændigheder, har sagsøgerne ikke godtgjort, at institutionerne med urette fandt, at de hævdede ændrede omstændigheder ikke var af varig karakter som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3. Det første argument fremsat til støtte for det andet klagepunkt formuleret i forbindelse med det tredje anbringende godtgør heller ikke, at den fremadrettede analyse, som Rådet foretog i 41.-53. betragtning til den anfægtede foranstaltning, og i forbindelse med hvilken Rådet konkluderede, at sagsøgerne ikke havde fremlagt tilstrækkelige beviser med hensyn til den varige karakter af de hævdede ændrede omstændigheder, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Heraf følger, at det nævnte argument skal forkastes, uden at det er nødvendigt at afgøre, om Rådet tog hensyn til de nævnte beviser eller ej.
78 For det andet har sagsøgerne anført, at 42. betragtning til den anfægtede forordning vedrørende de konsekvenser, som institutionerne med hensyn til den hævdede varige karakter af de ændrede omstændigheder drog af de svingende priser, er behæftet med et åbenbart urigtigt skøn. Det skal i den forbindelse konstateres, at de argumenter, som sagsøgerne har påberåbt sig for at begrunde forekomsten af et sådant urigtigt skøn – nemlig at nævnte udsving ikke forhindrede institutionerne i at konkludere dels, at der ikke forelå dumping i løbet af periode 2, dels, at eksportpriserne i løbet af periode 2 var betydeligt højere end de priser, som blev konstateret under den oprindelige undersøgelse – ikke indeholder nogle oplysninger, der gør det muligt i forbindelse med anmodningen om en interimsundersøgelse at vurdere eller endsige godtgøre den varige karakter af de hævdede ændrede omstændigheder.
79 Dels er det i henhold til tilbagebetalingsproceduren i medfør af grundforordningens artikel 11, stk. 8, muligt at anmode om tilbagebetaling af allerede betalt told, når det påvises, at den dumpingmargen, på grundlag af hvilken tolden er betalt, er blevet elimineret eller reduceret til et niveau, der er lavere end den gældende toldsats. Denne procedure er således udelukkende bagudrettet, eftersom den specifikt finder anvendelse på situationer, hvor en antidumpingtold er blevet betalt, selv om der ikke var tale om dumpingimport eller kun var tale om dumpingimport i et mindre omfang. I den foreliggende sag kan de konklusioner, som institutionerne drog med hensyn til anmodningerne om tilbagebetaling vedrørende periode 1, i mangel af yderligere beviser fra sagsøgerne ikke påvirke vurderingen af den varige karakter af de ændrede omstændigheder, som gøres gældende i forbindelse med anmodningen om en interimsundersøgelse.
80 Dels må det konstateres, at hvad angår periode 2, som er identisk med perioden for den fornyede undersøgelse, nøjedes institutionerne i 42. og 43. betragtning til den anfægtede afgørelse ikke blot med at fastslå, at eksportpriserne havde været betydeligt højere i løbet af denne periode end de priser, som blev observeret i løbet af perioden for den oprindelige undersøgelse, men de tilføjede udtrykkeligt, at uanset dette højere niveau af priserne havde de dog været »yderst svingende«, således at det ikke var muligt at fastslå, at »eksportpriser[ne] til Unionen for fremtiden vil være høje og ikke medføre dumping«. I mangel af beviser for, at de hævdede ændrede omstændigheder til trods for de yderst svingende eksportpriser var af varig karakter som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3, er det derfor med urette, at sagsøgerne har foreholdt institutionerne at have konkluderet, at disse varige omstændigheder ikke var af varig karakter. Dette argument må derfor forkastes som ugrundet.
81 Eftersom argumenterne fremsat til støtte for det andet klagepunkt formuleret i forbindelse med det tredje anbringende ikke kan tiltrædes, skal nævnte klagepunkt forkastes i sin helhed.
82 På baggrund af konklusionerne formuleret i præmis 65 og 81 ovenfor skal det første og det tredje anbringende, for så vidt som sagsøgerne hermed har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 3, forkastes som ugrundede.
Tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12
83 Sagsøgerne har i forbindelse med det tredje anbringende anført, at institutionerne tilsidesatte grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, første punktum, idet de undlod at fastsætte et præcist beløb for dumpingmargenen.
84 De har herved for det første forklaret, at grundforordningens artikel 11, stk. 9, henviser til samme forordnings artikel 2, stk. 12, hvilken bestemmelse i første punktum omfatter en ufravigelig regel, der definerer dumpingmargenen. De har for det andet anført, at institutionerne i den anfægtede forordning i stedet for at fastsætte en præcis dumpingmargen koncentrerede sig om spørgsmålet, om sagsøgerne fortsatte med at sælge til dumpingpriser. For det tredje forsøgte institutionerne ikke at påvise, at der forelå ændrede omstændigheder, som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der kunne have gjort det muligt for dem at være omfattet af en undtagelse – som er genstand for en streng fortolkning – til reglen i nævnte artikel, hvorefter institutionerne har pligt til at fastsætte størrelsen af dumpingmargenen, henset til, at denne fastsættelse kan anses for en metode som omhandlet i denne bestemmelse. For det fjerde var det med urette, at institutionerne i 38. betragtning til den anfægtede forordning angav, at de ikke skulle tage endelig stilling til den rette metode til beregning af dumpingmargenen, dvs. at de ikke behøvede at vælge mellem metoden anvendt under den oprindelige undersøgelse og den nye beregningsmetode anvendt i dokumentet med generelle oplysninger, hvilket er i strid med grundforordningens artikel 11, stk. 9.
85 Sagsøgerne har i replikken forklaret, at begrebet varig karakter ikke er fastlagt i grundforordningen, og at dette begreb og konklusionerne baseret derpå derfor kan påvirke anvendeligheden af eksplicitte og ufravigelige krav såsom dem, der er indeholdt i grundforordningens artikel 11, stk. 9, og artikel 2, stk. 12, nemlig institutionernes pligt til at fastsætte en dumpingmargen efter interimsundersøgelsen.
86 Rådet og Kommissionen har bestridt sagsøgernes argumentation.
87 Det bemærkes for det første, at Rådet i 38. betragtning til den anfægtede forordning anførte, at det var unødvendigt at udtale sig om nødvendigheden af præcist at beregne dumpingmargenen. Rådet anførte således bl.a., at der ikke var tilstrækkelig dokumentation for med hensyn til dumpingmargenen at fastslå, at de ændrede omstændigheder i løbet af perioden for den fornyede undersøgelse var af varig karakter.
88 For det andet er det af sagsøgerne rejste spørgsmål i det væsentlige et spørgsmål om, hvorvidt Rådets tilgang i 38. betragtning til den anfægtede forordning udgør en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12. Det skal derfor afgøres, om disse sidstnævnte bestemmelser er til hinder for en tilgang, der til gengæld, således som anført i præmis 50 ovenfor, er tilladt i medfør af samme forordnings artikel 11, stk. 3.
89 Det bemærkes herved, at grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12, vedrører metoden for beregning af dumpingmargenen. I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 12, forstås navnlig ved begrebet dumpingmargen det beløb, hvormed den normale værdi overstiger eksportprisen.
90 Hvad angår forholdet mellem grundforordningens artikel 11, stk. 3, og samme forordnings artikel 11, stk. 9, bemærkes for det første, at de ændrede omstændigheder, som er omhandlet i de nævnte bestemmelser, ikke har den samme genstand. De ændrede omstændigheder som omhandlet i grundforordningens artikel 11, stk. 3, vedrører dumping og skade. Derimod vedrører de ændrede omstændigheder som omhandlet i nævnte forordnings artikel 11, stk. 9, de parametre, som i overensstemmelse med samme forordnings artikel 2, stk. 11 og 12, blev anvendt i forbindelse med den metode, som blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, som resulterede i pålæggelse af tolden, med henblik på beregning af dumpingmargenen. De ændrede omstændigheder, som er blevet konstateret i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, kan navnlig være en følge af, at et parameter, som blev anvendt i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, ikke længere er troværdigt.
91 For det andet bemærkes, at som anført i præmis 43, 44 og 50 ovenfor har institutionerne i forbindelse med undersøgelsen af behovet for at opretholde de eksisterende foranstaltninger et vidt skøn, og de har også mulighed for at foretage en fremadrettet vurdering. Det er først, når der er foretaget en vurdering af dette behov, og når institutionerne har besluttet at ændre de eksisterende foranstaltninger, at de ved fastsættelsen af de nye foranstaltninger er bundet af bestemmelsen i grundforordningens artikel 11, stk. 9, der pålægger dem at anvende den metode, der er foreskrevet i samme forordnings artikel 2.
92 Som det fremgår af præmis 49 i dom MTZ Polyfilms mod Rådet, nævnt i præmis 34 ovenfor (EU:T:2009:441), som omhandlet i præmis 43 ovenfor, finder grundforordningens artikel 11, stk. 9, først anvendelse, når det er blevet fastslået, at der er tale om ændrede omstændigheder, der er af varig karakter, i overensstemmelse med bestemmelserne i samme forordnings artikel 11, stk. 3, og det i medfør af de nævnte bestemmelser er blevet besluttet at ændre de eksisterende foranstaltninger, således at det er nødvendigt at genberegne størrelsen af dumpingmargenen. Når institutionerne har konkluderet, at der ikke foreligger ændrede omstændigheder af varig karakter, finder grundforordningens artikel 11, stk. 9, omvendt ikke anvendelse. Heraf følger, at eftersom institutionerne i den foreliggende sag havde konkluderet, at der ikke var tale om ændrede omstændigheder af varig karakter, som sagsøgerne havde hævdet, finder denne sidstnævnte bestemmelse ikke anvendelse, og en påberåbelse heraf kan under alle omstændigheder ikke afkræfte Rådets tilgang som beskrevet i 38. betragtning til den anfægtede forordning.
93 Det er derfor klart med urette, at sagsøgerne har foreholdt institutionerne, at de ikke dels præcist har fastsat dumpingmargenen efter interimsundersøgelsen, dels har foretaget et valg mellem den beregningsmetode, der blev anvendt under den oprindelige undersøgelse, og den beregningsmetode, der blev anvendt i dokumentet med generelle oplysninger. De nævnte argumenter er således baseret på bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 9, selv om disse bestemmelser ikke finder anvendelse i den foreliggende sag.
94 Det skal i øvrigt fastslås, at den omstændighed, at begrebet varig karakter ikke udtrykkeligt er nævnt i grundforordningens artikel 11, stk. 3, er uden relevans for spørgsmålet, om grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, pålægger institutionerne en forpligtelse til præcist at beregne en dumpingmargen efter interimsundersøgelsen. Som det fremgår af den fortolkning af bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 3, som fremgår af præmis 43-50 ovenfor, skal denne bestemmelse med hensyn til dumping fortolkes således, at den giver institutionerne beføjelse til at foretage såvel en bagudrettet som en fremadrettet undersøgelse. Hvis institutionerne efter den fremadrettede undersøgelse konkluderer, at de ændrede omstændigheder ikke er af varig karakter, kan de, som det fremgår af betragtningerne i præmis 50 og 51 ovenfor, undlade præcist at fastsætte dumpingmargenen.
95 På baggrund af samtlige de foregående betragtninger skal det første anbringende, for så vidt som sagsøgerne har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, forkastes som ugrundet.
Tilsidesættelse af retten til forsvar
96 Sagsøgerne har anført, at Rådet og Kommissionen tilsidesatte deres ret til forsvar, for så vidt som Kommissionen på tidspunktet for anlæggelsen af nærværende søgsmål ikke havde meddelt dem den endelige beregning af dumpingmargenen, henset til, at nævnte beregning havde dannet grundlag for konklusionerne vedrørende såvel fortsættelsen som forekomsten af dumping som den varige karakter af de ændrede omstændigheder og den delvise interimsundersøgelses endelige konklusioner. De har forklaret, at hvis Kommissionen havde meddelt dem nævnte beregning, ville dette have gjort det muligt for dem bedre at forsvare deres rettigheder hvad angår beregningen af dumping og konklusionerne om dumping i deres helhed, herunder argumentet vedrørende beregningsmetoden anvendt under den oprindelige undersøgelse, hvilket kunne have haft en betydelig indflydelse på deres retlige situation.
97 Rådet har bestridt sagsøgernes argumentation.
98 Det fremgår af retspraksis, at de krav, der følger af iagttagelsen af retten til forsvar, skal overholdes ikke blot inden for rammerne af procedurer, der kan føre til sanktioner, men også i forbindelse med undersøgelser, der går forud for vedtagelsen af antidumpingforordninger, som kan påvirke de berørte virksomheder umiddelbart og individuelt og påføre dem skade (dom af 27.6.1991, Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, C-49/88, Sml., EU:C:1991:276, præmis 15). Navnlig skal de berørte virksomheder have mulighed for under den administrative procedure effektivt at fremsætte deres bemærkninger vedrørende rigtigheden og relevansen af de påberåbte faktiske omstændigheder samt vedrørende de beviser, hvorpå Kommissionen støtter sin påstand om, at der foreligger dumping og en deraf følgende skade (dom Al-Jubail Fertilizer mod Rådet, EU:C:1991:276, præmis 17). Disse krav er endvidere nærmere præciseret i grundforordningens artikel 20, hvori det i stk. 2 er bestemt, at klagerne, importørerne og eksportørerne og disses repræsentative sammenslutninger samt repræsentanterne for eksportlandet »kan anmode om endelig fremlæggelse af de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke det påtænkes at anbefale indførelse af endelige foranstaltninger«.
99 Det er i den foreliggende sag tilstrækkeligt at anføre, at den endelige beregning af dumpingmargenen ikke udgjorde en vigtig betragtning eller kendsgerning. Som anført i præmis 87 ovenfor angav Rådet i 38. betragtning til den anfægtede forordning, at det var unødvendigt at udtale sig om nødvendigheden af at beregne en individuel dumpingmargen for hver af sagsøgerne, eftersom der under alle omstændigheder ikke var tilstrækkelig dokumentation for med hensyn til dumpingmargenen at fastslå, at de ændrede omstændigheder i løbet af perioden for den fornyede undersøgelse var af varig karakter. Eftersom sagsøgerne, som det fremgår af præmis 76 og 78 ovenfor, ikke fremlagde nogen oplysninger, der kunne godtgøre, at de hævdede ændrede omstændigheder var af varig karakter, er denne konstatering fra Rådets side ikke behæftet med nogen ulovlighed, således at Rådet, uden at det var nødvendigt præcist at beregne dumpingmargenen, med rette kunne beslutte at opretholde de gældende foranstaltninger. Det må derfor fastslås, at selv hvis det antages, at den angivelige tilsidesættelse af retten til forsvar, som sagsøgerne hævdede, forelå, kunne denne tilsidesættelse, som vedrører fremgangsmåden for beregning af dumpingmargenen, ikke bevirke en annullation af den anfægtede forordning, eftersom Rådet som anført ovenfor baserede sin beslutning på konstateringen af, at de hævdede ændrede omstændigheder ikke var af varig karakter.
100 Det bemærkes desuden, at Kommissionen meddelte sagsøgerne beregningen af dumpingmargenen den 28. oktober 2011 i dokumentet med generelle oplysninger. Ved skrivelse af 14. november 2011 fremsatte sagsøgerne deres bemærkninger til dette dokument. I disse bemærkninger koncentrerer sagsøgerne sig om beregningen af dumpingmargenen. Det må således fastslås, at sagsøgerne har udøvet deres ret til forsvar, og dette uanset om Rådet i sidste ende besluttede ikke endeligt at fastsætte dumpingmargenen.
101 Henset til de foregående betragtninger skal det første anbringende, for så vidt som sagsøgerne har påberåbt sig en tilsidesættelse af deres ret til forsvar, forkastes som ugrundet.
102 Henset til konklusionerne formuleret i præmis 82, 95 og 101 ovenfor skal det første og det tredje anbringende forkastes som ugrundede.
Det andet anbringende om beregning af eksportprisen
103 Sagsøgerne har nærmere bestemt anført, at institutionerne foretog et åbenbart urigtigt skøn, dels da de fastslog, at sagsøgerne og RFAI i henhold til retspraksis ikke udgjorde en enkelt økonomisk enhed, dels da de fandt, at der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 9, skulle ske en justering af eksportprisen svarende til beløbene til dækning af salgs- og administrationsomkostninger og andre generalomkostninger samt fortjenstmargenen for RFAI.
104 Rådet og Euroalliages har bestridt sagsøgernes argumentation.
105 Eftersom det som fastslået ovenfor var med rette, at institutionerne undlod præcist at beregne dumpingmargenen, må det konstateres, at det andet anbringende er uvirksomt. Med det andet anbringende gøres det således i det væsentlige gældende, at den beregning af eksportprisen, som blev foretaget i forbindelse med fastsættelsen af dumpingmargenen, var ulovlig.
106 Det andet anbringende skal derfor forkastes som uvirksomt.
107 Henset til konklusionerne formuleret i præmis 102 og 106 ovenfor bør Rådet frifindes i det hele.
Sagens omkostninger
108 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgerne har tabt sagen, bør det pålægges dem at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Rådets påstand herom.
109 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 4, første afsnit, bærer de institutioner, der er indtrådt i en sag, deres egne omkostninger. Følgelig bærer Kommissionen, som er indtrådt i sagen til støtte for Rådet, sine egne omkostninger.
110 Endelig bør Euroalliages i overensstemmelse med procesreglementets artikel 87, stk. 4, tredje afsnit, bære sine egne omkostninger.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Rådet for Den Europæiske Union frifindes.
2) Chelyabinsk electrometallurgical integrated plant OAO (CHEMK) og Kuzneckie ferrosplavy OAO (KF) bærer deres egne omkostninger og betaler omkostningerne afholdt af Rådet.
3) Europa-Kommissionen bærer sine egne omkostninger.
4) Euroalliages bærer sine egne omkostninger.
Martins Ribeiro | Gervasoni | Madise |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 28. april 2015.
Underskrifter
Indhold
Retsforskrifter
Tvistens baggrund
Retsforhandlinger og parternes påstande
Retlige bemærkninger
Det første og det tredje anbringende, som behandles sammen, om en tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 3, og artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12, samt om en tilsidesættelse af retten til forsvar
Tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 3
– Det første klagepunkt formuleret i forbindelse med det første anbringende om, at institutionerne har begået en retlig fejl med hensyn til omfanget af deres skønsbeføjelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3
– Det andet klagepunkt formuleret i forbindelse med det tredje anbringende om, at institutionerne anlagde et åbenbart urigtigt skøn, idet de med hensyn til dumpingmargenen konkluderede, at de ændrede omstændigheder ikke var af varig karakter
Tilsidesættelse af grundforordningens artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, stk. 12
Tilsidesættelse af retten til forsvar
Det andet anbringende om beregning af eksportprisen
Sagens omkostninger