RETTENS DOM (Appelafdelingen)

24. oktober 2011

Sag T-213/10 P

P

mod

Europa-Parlamentet

»Appel – personalesag – midlertidigt ansatte – afskedigelse – tab af tillid – begrundelse – urigtig gengivelse af beviserne«

Angående:      Appel af dom afsagt af EU-personaleretten (Tredje Afdeling) den 24. februar 2010 i sag F-89/08, P mod Parlamentet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, med påstand om, at denne dom ophæves.

Udfald:      Appellen forkastes. P. bærer sine egne omkostninger og betaler Europa-Parlamentets omkostninger i forbindelse med nærværende appel.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – midlertidigt ansatte – midlertidigt ansatte i henhold til artikel 2, litra c), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte – en midlertidigt ansat tilknyttet en politisk gruppe i Parlamentet – afgørelse om afskedigelse af en midlertidigt ansat på grund af tillidsbrud – begrundelsespligt – rækkevidde

[Tjenestemandsvedtægten, art. 25, stk. 2; ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 2]

2.      Appel – anbringender – utilstrækkelig begrundelse – Personalerettens anvendelse af en implicit begrundelse – lovlighed – betingelser

(Statutten for Domstolen, art. 36 og bilag I, art. 7, stk. 1)

3.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – Rettens kontrol med bevisbedømmelsen – udelukket, medmindre de er gengivet urigtigt

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 11)

1.      Administrationens overholdelse af begrundelsespligtens rækkevidde er et retsspørgsmål, der er undergivet Rettens kontrol i forbindelse med en appel.

Begrundelsespligten i vedtægtens artikel 25, stk. 2, finder anvendelse på afgørelser om opsigelse af en kontrakt på ubestemt tid for midlertidigt ansatte, der er reguleret af ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Det fremgår af denne bestemmelse, at »[e]nhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, [straks] skal […] meddeles den pågældende tjenestemand skriftligt«, og at »[e]nhver afgørelse, der indeholder et klagepunkt, skal begrundes«.

Hvad særligt angår en afskedigelsesgrund, der er baseret på tab af tillid eller brud på den gensidige tillid mellem en midlertidigt ansat og den politiske gruppe i Parlamentet, som den pågældende gør tjeneste hos, ville det ikke være muligt for Unionens retsinstanser at foretage nogen form for kontrol, hvis der ikke gjaldt en begrundelsespligt. Den omstændighed, at ansættelsesmyndigheden ikke har noget skøn med hensyn til, om anmodningen fra den politiske gruppe kan imødekommes, kan på ingen måde begrænse begrundelsespligtens rækkevidde. Begrundelsen for ansættelsesmyndighedens afgørelse skal i en sådan situation i det mindste afspejle de grunde, der er nævnt i anmodningen fra den politiske gruppe, og som ligger til grund for ansættelsesmyndighedens afgørelse om at bringe kontrakten til ophør. Gruppens anmodning kan nemlig i sig selv indeholde uregelmæssigheder, der behæfter den med ulovlighed, og den skal derfor kunne underkastes en effektiv domstolskontrol. Endelig er det kun ud fra begrundelsen, at den berørte er i stand til at vurdere relevansen af at anlægge sag til prøvelse af en afgørelse, som går den pågældende imod, og at Unionens retsinstanser kan udøve sin kontrol.

Rækkevidden af denne forpligtelse skal fastlægges i lyset af de konkrete omstændigheder, navnlig indholdet af den pågældende retsakt, arten af de anførte grunde samt den interesse, som adressaten kan have i begrundelsen, og for at kunne vurdere, om begrundelsen er tilstrækkelig, skal den vurderes i den faktiske og retlige sammenhæng, hvori den anfægtede retsakt er vedtaget. En afgørelse er således tilstrækkeligt begrundet, når den er vedtaget i en af den ansatte kendt sammenhæng, som giver ham mulighed for at forstå rækkevidden af den foranstaltning, der er truffet mod ham.

(jf. præmis 27-30)

Henvisning til: Domstolen, 28. juni 2005, forenede sager C-189/02 P, C-202/02 P, C-205/02 P – C-208/02 P og C-213/02 P, Dansk Rørindustri m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 5425, præmis 453; Domstolen, 28. februar 2008, sag C-17/07 P, Neirinck mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 50-52; Domstolen, 10. juli 2008, sag C-413/06 P, Bertelsmann og Sony Corporation of America mod Impala, Sml. s. 4951, præmis 30; Retten, 8. december 2005, sag T-237/00, Reynolds mod Parlamentet, Sml. Pers. I-A, s. 385, og II, s. 1731, præmis 96; Retten, 17. oktober 2006, sag T-406/04, Bonnet mod Domstolen, Sml. Pers. I-A-2, s. 213, og II-A-2, s. 1097, præmis 52; Retten, 8. september 2009, sag T-404/06 P, ETF mod Landgren, Sml. I, s. 2841, præmis 143-171

2.      Den pligt til at begrunde domme, der påhviler Personaleretten i medfør af artikel 36 i statutten for Domstolen, sammenholdt med artikel 7, stk. 1, i bilag I til samme statut, pålægger den ikke at foretage en udtømmende gennemgang af hvert enkelt af de argumenter, der er fremført af parterne i sagen. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte får kendskab til begrundelsen for, at de pågældende foranstaltninger er truffet, og at appelinstansen råder over de til udøvelse af sin prøvelsesret nødvendige oplysninger. Denne forpligtelse kan nemlig ikke fortolkes som en forpligtelse for Personaleretten til at tage nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som er fremsat af sagsøgeren, navnlig når det ikke er tilstrækkeligt klart og præcist og ikke er underbygget af udførlige beviser.

Spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen for en dom afsagt af Personaleretten er selvmodsigende eller utilstrækkelig, er et retsspørgsmål, der som sådan kan rejses under en appelsag.

(jf. præmis 31 og 32)

Henvisning til: Domstolen, 21. januar 2010, sag C-150/09 P, Iride og Iride Energia mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis; Domstolen, 24. juni 2010, sag C-117/09 P, Kronoply mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis; Retten, Bonnet mod Domstolen, nævnt ovenfor, præmis 52 og 64 og den deri nævnte retspraksis; 8. juni 2009, sag T-498/07 P, Krcova mod Domstolen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 34

3.      Det følger af artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen, der gengiver ordlyden af vedtægtens artikel 58, at en appel er begrænset til retsspørgsmål og skal være begrundet i anbringender om, at Personaleretten savner kompetence, at der er begået rettergangsfejl for Personaleretten, som krænker appellantens interesser, eller at Personaleretten har overtrådt EU-retten.

Det er følgelig alene Personaleretten, der er kompetent til at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, og til at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Bedømmelsen af de faktiske omstændigheder udgør derfor ikke, medmindre der er tale om en forvanskning af de for Personaleretten fremlagte beviser, et retsspørgsmål, der som sådan er undergivet appelinstansen prøvelsesret.

En sådan urigtig gengivelse skal fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det er fornødent at foretage en fornyet vurdering af de faktiske omstændigheder og beviserne, eller uden fremlæggelse af nye beviser.

(jf. præmis 46-48)

Henvisning til: Domstolen, 9. november 2007, sag C-74/07 P, Lavagnoli mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 20; Domstolen, 17. juni 2010, sag C-413/08 P, Lafarge mod Kommissionen, Sml. I, s. 5361, præmis 17 og den deri nævnte retspraksis; Retten, 2. marts 2010, sag T-248/08 P, Doktor mod Rådet, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 39 og 42 og den deri nævnte retspraksis.