Appel iværksat den 10. maj 2010 af P til prøvelse af Personalerettens dom af 24. februar 2010 i sag F-89/08, P mod Parlamentet

(Sag T-213/10 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: P (Bruxelles, Belgien) (ved avocat E. Boigelot)

Den anden part i appelsagen: Europa-Parlamentet

Appellantens påstande

Appellen antages til realitetsbehandling, og appellanten gives medhold i sagen, hvorfor

den dom, som EU-Personaleretten (Tredje Afdeling) afsagde den 24. februar 2010, i sag F-89/08, og som blev meddelt appellanten den 1. marts 2010, hvorved Personaleretten frifandt Europa-Parlamentet i det søgsmål, som appellanten havde anlagt bl.a. med påstand om annullation af Parlamentets afgørelse af 15. april 2008 om at afskedige ham og med påstand om, at Parlamentet tilpligtedes at betale ham erstatning for den skade, som han mener at have lidt, ophæves.

Appellantens påstande for EU-Personaleretten tages til følge.

Europa-Parlamentet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med denne appel har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af Personalerettens dom af 24. februar 2010 i sag F-89/08, P mod Parlamentet, hvorved Personaleretten frifandt Europa-Parlamentet i det søgsmål, som appellanten havde anlagt med påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse om bringe sagsøgerens kontrakt som midlertidigt ansat til ophør og om betaling af erstatning for den skade, som appellanten angiveligt har lidt.

Til støtte for appellen har appellanten fremsat tre anbringender:

Personaleretten har foretaget en urigtig retsanvendelse og forsynet dommen med en selvmodsigende begrundelse, idet den fandt, at det er tilstrækkeligt udelukkende at konsultere appellantens personlige aktmappe for at få kendskab til grundene til en afgørelse, og dette ikke medfører, at afgørelsen annulleres, på trods af den omstændighed, at institutionen hverken i afgørelsen om afskedigelse eller i afslaget på appellantens klage har redegjort for sine grunde.

Personaleretten har tilsidesat i) ordningen med adskillelsen af funktioner og den institutionelle balance mellem forvaltningen og domstolene, ii) artikel 26 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og iii) retten til en effektiv domstolsbeskyttelse, for så vidt som Personaleretten har sat sig i Europa-Parlamentets sted, idet den på dennes vegne angav de formodede grunde til den for Personaleretten anfægtede afgørelse.

Den appellerede dom er utilstrækkeligt begrundet, for så vidt som Personaleretten ignorerede den omstændighed, at de sagsakter, der har ført til den anfægtede afgørelse, var selvmodsigende, og dette til trods for at appellanten havde påberåbt sig denne omstændighed i sit søgsmål for førsteinstansen.

____________