Language of document : ECLI:EU:C:2004:257

Sommaires

Sag C-418/01


IMS Health GmbH & Co. OHG
mod
NDC Health GmbH & Co. KG



(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landgericht Frankfurt am Main)

»Konkurrence – artikel 82 EF – misbrug af dominerende stilling – blokstruktur, der anvendes til levering af regionale salgsdata for lægemidler i en medlemsstat – ophavsret – nægtelse af at meddele licens«


Sammendrag af dom

1.
Konkurrence – fællesskabsregler – nationale domstoles anvendelse heraf – bedømmelse af en aftale eller praksis, der er undersøgt af Kommissionen eller allerede har været genstand for en beslutning fra denne – betingelser

(Art. 81 EF og 82 EF)

2.
Konkurrence – dominerende stilling – misbrug – en virksomhed i dominerende stillings nægtelse af at give en anden virksomhed adgang til et produkt eller en tjenesteydelse, der er nødvendig for denne virksomheds aktiviteter – vurdering af nødvendigheden af det pågældende produkt eller den pågældende tjenesteydelse – kriterier – licens til anvendelse af en blokstruktur, der anvendes til levering af regionale salgsdata for lægemidler

(Art. 82 EF)

3.
Konkurrence – dominerende stilling – ophavsret – rettigheder til en blokstruktur, der anvendes til levering af regionale salgsdata for lægemidler – nægtelse af at meddele licens til en anden virksomhed – misbrug – betingelser

(Art. 82 EF)

1.
Når de nationale retter træffer afgørelse vedrørende aftaler eller praksis, som fortsat kan gøres til genstand for en kommissionsbeslutning, bør de undgå at træffe afgørelser, der i strid med de beslutninger, Kommissionen har truffet eller har til hensigt at træffe vedrørende anvendelsen af artikel 81 EF og 82 EF.

(jf. præmis 19)

2.
Ved vurderingen af, om en dominerende stilling kar karakter af misbrug, må det ved afgørelsen af, hvorvidt et produkt eller en tjenesteydelse er nødvendig med henblik på at gøre det muligt for en virksomhed at udøve sine aktiviteter på et bestemt marked, undersøges, om der findes produkter eller tjenesteydelser, der kan udgøre alternative løsninger, selv om disse er mindre fordelagtige, og om der foreligger tekniske, retlige eller økonomiske hindringer, der kan gøre det umuligt, eller i det mindste uforholdsmæssigt vanskeligt, for en virksomhed, der påtænker at operere på det nævnte marked, at skabe alternative produkter eller tjenesteydelser, eventuelt i samarbejde med andre virksomheder. For at kunne antages, at der foreligger hindringer af økonomisk art, må det i det mindste godtgøres, at det ikke er økonomisk rentabelt at opbygge en produktion, hvis størrelse svarer til produktionen hos den virksomhed, der kontrollerer det eksisterende produkt eller den eksisterende tjenesteydelse.
Det følger heraf, at ved undersøgelsen af, om en virksomhed, der indtager en dominerende stilling, eventuelt udøver misbrug, når den nægter at meddele licens til anvendelse af en ophavsretligt beskyttet blokstruktur, som virksomheden er indehaver af, er omfanget af brugernes deltagelse i udviklingen af den nævnte struktur og de – især økonomiske – udgifter, som de potentielle brugere skal yde for at kunne købe undersøgelser vedrørende det regionale salg af lægemidler, der fremvises på grundlag af en alternativ struktur, omstændigheder, som skal tages i betragtning ved afgørelsen af, om den beskyttede struktur er nødvendig for afsætningen af denne slags undersøgelser.

(jf. præmis 28 og 30 samt domskonkl.)

3.
Den omstændighed, at en virksomhed, som har en dominerende stilling, og som er indehaver af ophavsretten til en blokstruktur, der er nødvendig med henblik på fremvisning af regionale salgsdata for lægemidler i en medlemsstat, nægter at meddele licens til anvendelse af denne struktur til en anden virksomhed, der ligeledes ønsker at levere sådanne oplysninger i den samme medlemsstat, udgør et misbrug af en dominerende stilling som omhandlet i artikel 82 EF, når følgende betingelser er opfyldt:
– Den virksomhed, der har anmodet om licens, har til hensigt på markedet for levering af de pågældende data at tilbyde nye produkter eller tjenesteydelser, som rettighedshaveren ikke tilbyder, og som der er en potentiel efterspørgsel på fra forbrugernes side.
– Nægtelsen er ikke begrundet i objektive hensyn..
– Nægtelsen forbeholder markedet for levering af salgsdata for lægemidler i den pågældende medlemsstat for indehaveren af den intellektuelle ejendomsret og udelukker enhver konkurrence på dette.

(jf. præmis 52 samt domskonkl. 2)