Sag C-713/17

Ahmad Shah Ayubi

mod

Bezirkshauptmannschaft Linz-Land

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Landesverwaltungsgericht Oberösterreich)

»Præjudiciel forelæggelse – direktiv 2011/95/EU – standarder for indholdet af international beskyttelse – flygtningestatus – artikel 29 – social bistand – forskellig behandling – flygtninge med en tidsbegrænset opholdstilladelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 21. november 2018

1.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – social bistand – national lovgivning, hvorefter flygtninge med en tidsbegrænset opholdstilladelse i en medlemsstat tildeles sociale bistandsydelser, der er lavere end dem, som tildeles denne medlemsstats statsborgere og de flygtninge, der har en permanent opholdstilladelse i den nævnte medlemsstat – ikke tilladt

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 29)

2.        Grænsekontrol, asyl og indvandring – asylpolitik – flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus – direktiv 2011/95 – social bistand – national lovgivning, hvorefter flygtninge med en tidsbegrænset opholdstilladelse i en medlemsstat tildeles sociale bistandsydelser, der er lavere end dem, som tildeles denne medlemsstats statsborgere og de flygtninge, der har en permanent opholdstilladelse i den nævnte medlemsstat – mulighed for at gøre gældende for de nationale domstole, at den nævnte lovgivning er i strid med EU-retten

(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95, art. 29)

1.      Artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/95/EU af 13. december 2011 om fastsættelse af standarder for anerkendelse af tredjelandsstatsborgere eller statsløse som personer med international beskyttelse, for en ensartet status for flygtninge eller for personer, der er berettiget til subsidiær beskyttelse, og for indholdet af en sådan beskyttelse skal fortolkes således, at bestemmelsen er til hinder for en national lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, hvorefter flygtninge med en tidsbegrænset opholdstilladelse i en medlemsstat tildeles sociale bistandsydelser, der er lavere end dem, som tildeles denne medlemsstats statsborgere og de flygtninge, der har en permanent opholdstilladelse i den nævnte medlemsstat.

Det skal i denne henseende bemærkes, at den omstændighed, at det nævnte direktivs artikel 29, stk. 1, fastsætter, at personer med international beskyttelse skal tildeles den »nødvendige« sociale bistand, ikke indebærer, at EU-lovgiver havde til hensigt at give medlemsstaterne tilladelse til at tildele flygtninge sociale ydelser på et beløb, som de måtte skønne tilstrækkeligt til at dække deres behov, men som er lavere end de sociale ydelser, deres egne statsborgere tildeles. Det følger heraf, at niveauet for de sociale ydelser, som flygtninge modtager fra den medlemsstat, der har tildelt denne status, skal være det samme som det, denne medlemsstats statsborgere modtager, uanset om beskyttelsen er tidsbegrænset eller tidsubegrænset (jf. analogt dom af 1.3.2016, Alo og Osso, C-443/14 og C-444/14, EU:C:2016:127, præmis 48 og 50). Det princip om national behandling, som flygtninge således er omfattet af, kan ikke drages i tvivl af artikel 24 i direktiv 2011/95, der gør det muligt for medlemsstaterne at udstede en opholdstilladelse til flygtninge, som i givet fald er begrænset til tre år.

Denne konklusion kan ikke drages i tvivl af det argument, hvorefter en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1, i direktiv 2011/95, for så vidt som de flygtninge, der gennem flere år har været bosat i en medlemsstat, befinder sig i en situation, der er objektivt forskellig fra situationen for flygtninge, der er indrejst på denne medlemsstats område for nylig, idet disse har behov for større praktisk støtte.

(jf. præmis 21, 25, 26, 30 og 35 samt domskonkl. 1)

2.      En flygtning kan for de nationale domstole gøre gældende, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede er i strid med artikel 29, stk. 1, i direktiv 2011/95, således at den begrænsning af den pågældendes rettigheder, som lovgivningen indebærer, ikke anvendes.

Selv om det er korrekt, at artikel 29, stk. 1, i direktiv 2011/95 indrømmer medlemsstaterne et vist skøn, bl.a. for så vidt angår fastlæggelsen af det sociale bistandsniveau, som de skønner nødvendigt, forholder det sig ikke desto mindre således, at alle medlemsstater ved denne bestemmelse i utvetydige vendinger er blevet pålagt en præcis og ubetinget resultatforpligtelse, der består i at sikre enhver flygtning, som de yder deres beskyttelse til, den samme sociale bistand som den, der er fastsat for deres egne statsborgere.

(jf. præmis 38 og 41 samt domskonkl. 2)