Sag T-335/08

BNP Paribas og Banca Nazionale del Lavoro SpA (BNL)

mod

Europa-Kommissionen

»Statsstøtte – støtteforanstaltninger truffet af de italienske myndigheder i forhold til visse omstrukturerede banker – ordning for justering af aktivers skattemæssige værdi – beslutning, hvorved det fastslås, at statsstøtteordningen er uforenelig med fællesmarkedet, og at støtten skal tilbagesøges – annullationssøgsmål – umiddelbart berørt – formaliteten – begrebet statsstøtte – fordel – selektiv karakter – begrundelsespligt«

Sammendrag af dom

1.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – kommissionsbeslutning, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor – søgsmål anlagt af en virksomhed, der havde modtaget en individuel støtte i henhold til denne ordning, som skulle tilbagesøges – formaliteten

(Art. 230, stk. 4, EF)

2.      Institutionernes retsakter – begrundelse – forpligtelse – rækkevidde – kommissionsbeslutning vedrørende statsstøtte

(Art. 253 EF)

3.      Statsstøtte – begreb – foranstaltningens selektive karakter – undtagelse fra den almindelige beskatningsordning

(Art. 87, stk. 1, EF)

4.      Statsstøtte – Kommissionens undersøgelse – ingen bemærkninger fra de interesserede parter – ingen indflydelse på gyldigheden af Kommissionens beslutning

(Art. 88, stk. 2, EF)

1.      Andre fysiske eller juridiske personer end en beslutnings adressat kan kun gøre gældende, at de berøres individuelt, hvis beslutningen rammer dem på grund af visse egenskaber, som er særlige for dem, eller på grund af en faktisk situation, der adskiller dem fra alle andre og derfor individualiserer dem på lignende måde som adressaten for en sådan beslutning. Følgelig kan en virksomhed i princippet ikke anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en beslutning fra Kommissionen, der forbyder en støtteordning til fordel for en sektor, hvis virksomheden alene er berørt af denne beslutning på grund af, at den tilhører den pågældende sektor, og den potentielt kan drage fordel af støtten. En sådan beslutning fremtræder følgelig over for denne virksomhed som en generel foranstaltning, der finder anvendelse på objektivt afgrænsede situationer og har retsvirkninger for en gruppe personer, der er bestemt generelt og abstrakt.

En virksomhed, der ikke blot er berørt af den omhandlede beslutning som en virksomhed inden for den berørte sektor, der potentielt kan drage fordel af støtteordningen, men ligeledes i sin egenskab af faktisk modtager af en individuel støtte ydet i henhold til denne ordning, som Kommissionen har krævet tilbagesøgt, befinder sig imidlertid i en anderledes situation. En sådan virksomhed er individuelt berørt af Kommissionens beslutning, og dens søgsmål kan antages til realitetsbehandling.

(jf. præmis 64-66)

2.      Spørgsmålet, om en retsakts begrundelse opfylder kravene efter artikel 253 EF, skal ikke blot vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område.

Kommissionen har navnlig ikke i sin begrundelse for de beslutninger, den træffer for at sikre anvendelsen af konkurrencereglerne, pligt til at komme ind på samtlige faktiske og retlige omstændigheder eller gøre rede for de overvejelser, der har foranlediget den til at vedtage en sådan beslutning. Den er dog i henhold til artikel 253 EF forpligtet til i hvert fald at nævne de omstændigheder og overvejelser, der har væsentlig betydning for beslutningen, og dermed give Fællesskabets retsinstanser og de berørte parter oplysning om, hvorledes den har anvendt traktaten.

(jf. præmis 93 og 94)

3.      Et af kendetegnene ved begrebet statsstøtte i den forstand, hvori det anvendes i artikel 87, stk. 1, EF, er kravet om specificitet, eller ligefrem en selektiv karakter. Artikel 87, stk. 1, EF kræver nemlig, at den pågældende foranstaltning begunstiger »visse virksomheder eller visse produktioner« i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den nævnte foranstaltning befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.

Med hensyn til anvendelsen af artikel 87 EF er det uden betydning, om situationen for den, der formodes at være omfattet af foranstaltningen, er forbedret eller forværret i forhold til den tidligere retstilstand, eller om situationen ikke har udviklet sig med tiden. Der skal udelukkende tages stilling til, om en statslig foranstaltning som led i en bestemt retlig ordning kan begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, jf. traktatens artikel 87, stk. 1, i forhold til andre virksomheder, der under hensyntagen til det formål, der forfølges med den pågældende foranstaltning, befinder sig i en tilsvarende faktisk og retlig situation.

Fastlæggelsen af referencerammen for vurderingen af, om en foranstaltning er selektiv, har en forstærket betydning ved skatteforanstaltninger, eftersom selve tilstedeværelsen af en fordel kun kan godtgøres i forhold til en beskatning, der betegnes som »normal«, dvs. den normale beskatning af virksomheder, der under hensyntagen til formålet med den omtvistede ordning befinder sig i en situation, der faktisk og retligt svarer til situationen for de virksomheder, der modtager støtte fra denne ordning. Desuden kan tilstedeværelsen af en sådan økonomisk fordel for de virksomheder, der begunstiges ved en fritagelse for den normale beskatning, ikke anfægtes på grundlag af, at der forekom andre fritagelser for denne beskatning til fordel for andre virksomheder. Den omstændighed, at der forekommer andre undtagelser fra den normale beskatningsordning end den omhandlede ordning, ændrer således ikke noget ved, at denne ordning faktisk har karakter af en undtagelse.

Ved undersøgelsen af en støtteordning i forhold til statsstøttereglerne foretager Kommissionen en objektiv vurdering. Med henblik på at vurdere, om den omhandlede ordning objektivt set indebærer en økonomisk fordel i forhold til den beskatning, som ordningen er en undtagelse fra, og som under normale omstændigheder ville finde anvendelse i dens fravær, har Kommissionen nemlig pligt til at undersøge denne ordning objektivt. Kommissionen skal ikke overveje, hvilke subjektive valg modtagerne af støtte efter denne ordning kunne have truffet, hvis ordningen ikke havde eksisteret.

(jf. præmis 160-162, 169, 187 og 204)

4.      Artikel 88, stk. 2, EF pålægger Kommissionen at indhente oplysninger fra de interesserede parter, inden den træffer beslutning. Dog forhindrer den i mangel af sådanne oplysninger ikke Kommissionen i at konkludere, at en støtte er uforenelig med fællesmarkedet. Navnlig kan Kommissionen ikke kritiseres for, at den ikke har taget eventuelle faktiske eller retlige elementer i betragtning, som kunne have været fremlagt for den under den administrative procedure, men som ikke er blevet det, da Kommissionen ikke er forpligtet til af egen drift at undersøge og forestille sig, hvilke forhold der kunne være blevet forelagt for den.

(jf. præmis 188)