Language of document :

Sag anlagt den 11. august 2008 - Bull m.fl. mod Kommissionen

(Sag T-333/08)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøgere: Bull SAS (Les Clayes-sous-Bois, Frankrig), Unisys Belgium SA (Bruxelles, Belgien) og Tata Consultancy Services (TCS) SA (Capellen, Luxembourg) (ved avocats B. Lombaert og M. van der Woude)

Sagsøgt: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Sagsøgernes påstande

Den anfægtede beslutning annulleres, det vil sige:

afslaget på Consortium B-Trusts bud

beslutningen om ikke at tildele kontrakten

beslutningen om at indlede et udbud efter forhandling.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgerne har anfægtet Kommissionens beslutning om ikke at antage sagsøgernes bud inden for rammerne af udbudsproceduren om kontrakten "DIGIT/R2/PO/2007/024 - Præstation af forvaltede ydelser" (EUT 2007, S 159-197776), og beslutningen om ikke at tildele kontrakten i mangel af tilfredsstillende bud og indlede et udbud efter forhandling.

Til støtte for søgsmålet har sagsøgerne indledningsvis gjort gældende, at den anfægtede beslutning ikke blev truffet i overensstemmelse med reglerne om tildeling af kompetencer inden for Kommissionen, idet beslutningen blev truffet af en "Acting Head of Unit". Det er sagsøgernes opfattelse, at det ikke er blevet godtgjort, at den, der har udstedt retsakten, virkelig havde kompetence til at vedtage en sådan beslutning på Kommissionens vegne.

Sagsøgerne har for det andet gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin begrundelsespligt, idet det ikke i beslutningen begrundes, hvorfor den fandt, at visse priser i sagsøgernes bud var unormalt lave, og at buddet ikke overholder de relevante lovbestemmelser i tilfælde af, at kontrakten gennemføres i Bruxelles eller Luxembourg.

Sagsøgerne har endelig gjort gældende, at Kommissionen har tilsidesat kontrolproceduren i forbindelse med prisernes rigtighed, i det omfang hvor i) Kommissionen har udelukket sagsøgernes bud på grundlag af proceduren for unormalt lave priser, hvorimod buddet var økonomisk solidt, ii) Kommissionen ikke har taget hensyn til grunde, som blev fremført af sagsøgerne, og iii) den anfægtede beslutning ikke hviler på nøjagtige faktiske omstændigheder.

____________