Language of document : ECLI:EU:T:2024:100

Sag T-38/21

Inivos Ltd
og
Inivos BV

mod

Europa-Kommissionen

 Rettens dom (Første Udvidede Afdeling) af 21. februar 2024

»Offentlige kontrakter – udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse – levering af desinfektionsrobotter til europæiske hospitaler – yderst påtrængende grunde – covid-19 – sagsøgernes manglende deltagelse i udbudsproceduren – annullationssøgsmål – ikke individuelt berørt – tvistens kontraktretlige karakter – afvisning – ansvar«

1.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – forberedende retsakter – ikke omfattet – Kommissionens afgørelse om at anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse – afvisning

(Art. 263 TEUF)

(jf. præmis 21-24, 29-31 og 33)

2.      Annullationssøgsmål – akter, der kan være genstand for søgsmål – begreb – akter, der fremkalder bindende retsvirkninger – Kommissionens afgørelse om at tildele en kontrakt i forbindelse med et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse – omfattet

(Art. 263 TEUF)

(jf. præmis 37 og 39-41)

3.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retlig interesse – søgsmål, der kan tilføre sagsøgeren en fordel – søgsmål anlagt af en aktør, der handler på det marked, der er genstand for et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse – grundlag for et eventuelt erstatningssøgsmål – bevarelse af søgsmålsinteressen

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

(jf. præmis 42, 45, 47, 54, 56 og 57)

4.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – umiddelbart berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse om at tildele en kontrakt i forbindelse med et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse – sagsøgeren, som ikke deltog i udbudsproceduren, og som handler på det pågældende marked, umiddelbart berørt

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

(jf. præmis 60-67)

5.      Annullationssøgsmål – fysiske eller juridiske personer – retsakter, som berører dem umiddelbart og individuelt – individuelt berørt – kriterier – Kommissionens afgørelse om at tildele en kontrakt i forbindelse med et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse – søgsmål anlagt af en aktør, der ikke blev opfordret til at afgive bud, og som ikke har bevist, at han er i stand til at opfylde de kriterier, der blev anvendt til at udvælge de aktører, der blev opfordret til at afgive bud – ikke individuelt berørt – afvisning

(Art. 263, stk. 4, TEUF)

(jf. præmis 68-79)

6.      Annullationssøgsmål – søgsmål, som reelt vedrører en tvist af kontraktretlig karakter – søgsmål, der vedrører en afgørelse truffet af Kommissionen om at indgå rammekontrakter med de valgte tilbudsgivere – manglende kompetence for Unionens retsinstanser – afvisning

(Art. 263 TEUF)

(jf. præmis 81-84)

Resumé

Retten, der traf afgørelse i udvidet sammensætning med fem dommere, frifandt Kommissionen i det søgsmål, der var anlagt af sagsøgerne, Inivos Ltd og Inivos BV, med påstand om bl.a. annullation af tre afgørelser truffet af Europa-Kommissionen vedrørende tildeling af en offentlig EU-kontrakt med henblik på erhvervelse af desinfektionsrobotter. Retten præciserede i sin dom betingelserne for antagelse til realitetsbehandling af et søgsmål anlagt af en økonomisk aktør, der ikke var blevet opfordret til at deltage i et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse (herefter »udbuddet med forhandling uden forudgående offentliggørelse«), med påstand om annullation af den afgørelse om tildeling af kontrakten, der blev truffet i forbindelse med dette udbud.

Kommissionen besluttede, med henvisning til begrundelsen om uopsættelighed som følge af covid-19-krisen, at anvende et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse til indkøb af 200 autonome desinfektionsrobotter, der anvender UV-stråler, med henblik på at indsætte disse på europæiske hospitaler (1). En indledende markedsundersøgelse havde gjort det muligt at identificere seks leverandører, ud over sagsøgerne, som opfyldte på forhånd fastsatte kriterier, og som af Kommissionen blev opfordret til at afgive et bud i forbindelse med udbuddet med forhandling uden forudgående offentliggørelse. Sidstnævnte vedtog afgørelsen om at tildele denne kontrakt til to af dem, med hvilke rammekontrakterne om desinfektionsrobotterne derfor blev indgået.

Efter bekendtgørelsen om indgåede kontrakter af 9. december 2020, hvorefter de omtvistede rammekontrakter var blevet indgået den 19. november 2020, anlagde sagsøgerne sag med påstand om annullation af afgørelsen om at anvende et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse, af afgørelsen om tildeling af denne kontrakt (herefter »den anfægtede tildelingsafgørelse«) og af afgørelsen om at indgå rammekontrakter med de to valgte aktører, samt et erstatningssøgsmål.

Rettens bemærkninger

I forbindelse med bedømmelsen af, om påstanden om annullation af den anfægtede tildelingsafgørelse kunne antages til realitetsbehandling, tog Retten bl.a. stilling til spørgsmålet om sagsøgernes søgsmålskompetence (2).

Retten undersøgte indledningsvis, om sagsøgerne er umiddelbart berørt af den anfægtede tildelingsafgørelse. Retten konstaterede for det første, at denne afgørelse bevirkede, at sagsøgerne definitivt blev frataget muligheden for at deltage i udbuddet med forhandling uden forudgående offentliggørelse, og at de samtidigt blev udelukket herfra. Den nævnte afgørelse har således umiddelbart indvirkning på deres retsstilling. Idet Retten fremhævede, at sagsøgerne skulle bevise, at de var aktører på det pågældende marked, fastslog den, at de i tilstrækkelig grad havde godtgjort, at de var aktive på markedet for autonome desinfektionsrobotter, der anvender UV-stråler.

For det andet udpegede den anfægtede tildelingsafgørelse definitivt to aktører som tilbudsgivere for den pågældende kontrakt med øjeblikkelig og bindende virkning. Eftersom denne afgørelse har retsvirkninger, uden at der kræves yderligere foranstaltninger, overlader den ikke noget skøn til de adressater, der skal gennemføre den. Retten konkluderede heraf, at den anfægtede tildelingsafgørelse berørte sagsøgerne umiddelbart.

Dernæst undersøgte Retten, om sagsøgerne er individuelt berørt af den anfægtede tildelingsafgørelse. Under de særlige omstændigheder med udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse skal en aktør, der ikke er blevet opfordret til at deltage i dette udbud, selv om han var i stand til at opfylde de kriterier, som den ordregivende myndighed anvendte ved udvælgelsen af de virksomheder, som skulle have tilsendt en opfordring til at afgive bud, anses for at tilhøre en sluttet kreds af konkurrenter, der var i stand til at afgive et bud, hvis de var blevet opfordret til at deltage i proceduren.

I denne henseende har Kommissionen forklaret, at de kriterier, der blev anvendt i den omhandlede procedure, var CE-mærkning, en produktionskapacitet på mindst 20 enheder pr. måned og erfaring med anvendelse af robotter på hospitaler vedrørende mindst 10 robotter. Disse kriterier blev meddelt sagsøgerne i forbindelse med den retslige procedure.

Hvad for det første angår kriteriet om CE-mærkning fandt Retten, at sagsøgerne har godtgjort, at deres robot opfyldte dette kriterium.

Hvad for det andet angår kriteriet om produktionskapacitet bemærkede Retten, at selv om sagsøgerne under retsmødet har bekræftet, at de opfylder dette kriterium og endog er i stand til at øge deres produktionskapacitet, har de ikke har fremlagt noget bevis for, at deres produktionskapacitet kunne nå op på 20 robotter pr. måned.

Hvad for det tredje angår kriteriet om den krævede erfaring med anvendelse af robotter på hospitaler konstaterede Retten, at de beviser, som sagsøgerne har fremlagt, ikke gør det muligt at fastslå det nøjagtige antal anvendte robotter.

Retten udledte heraf, at sagsøgerne ikke har bevist, at de var i stand til at opfylde de kriterier, som Kommissionen anvendte med henblik på at udvælge de aktører, der blev opfordret til at indgive bud i forbindelse med et udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse. Følgelig har de ikke fremlagt bevis for, at de tilhørte en sluttet kreds af erhvervsdrivende, der var i stand til at blive opfordret til at indgive tilbud og til at afgive bud. De er derfor ikke individuelt berørt af den anfægtede tildelingsafgørelse.

Følgelig konstaterede Retten, at påstanden om annullation af den anfægtede tildelingsafgørelse skulle afvises. Efter at Retten havde afvist de påstande, der var rettet mod de to andre anfægtede afgørelser, frifandt Retten Kommissionen i det hele. Retten frifandt endvidere Kommissionen i det erstatningssøgsmål, som sagsøgerne havde anlagt.


1      I medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 af 18.7.2018 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget, om ændring af forordning (EU) nr. 1296/2013, (EU) nr. 1301/2013, (EU) nr. 1303/2013, (EU) nr. 1304/2013, (EU) nr. 1309/2013, (EU) nr. 1316/2013, (EU) nr. 223/2014, (EU) nr. 283/2014 og afgørelse nr. 541/2014/EU og om ophævelse af forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (EUT 2018, L 193, s. 1).


2      I overensstemmelse med artikel 263, stk. 4, TEUF kan enhver fysisk eller juridisk person indbringe klage med henblik på prøvelse af retsakter, der er rettet til vedkommende, eller som berører denne umiddelbart og individuelt [...].