Language of document : ECLI:EU:T:2021:574

RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)

15. september 2021 (*)

»Personalesag – kontraktansatte – vederlag – udlandstillæg – artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten – afslag på tildeling af udlandstillæg – sædvanlig bopæl – tjenesteudøvelse for en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende«

I sag T-466/20,

LF ved advokat S. Orlandi,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved T. Bohr og A.-C. Simon, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående et søgsmål i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelse truffet den 11. september 2019 af Kommissionens »Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO), hvorved sagsøgeren fik afslag på tildeling af udlandstillæg,

har

RETTEN (Fjerde Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, S. Gervasoni, og dommerne P. Nihoul (refererende dommer) og R. Frendo,

justitssekretær: fuldmægtig M. Marescaux,

på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 23. april 2021,

afsagt følgende

Dom

 Retsforskrifter

1        Artikel 69 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), som finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte i henhold til artikel 20, stk. 2, og artikel 92 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (herefter »ansættelsesvilkårene«), bestemmer:

»Udlandstillægget er lig med 16% af summen af grundløn, husstandstillæg samt de børnetilskud, som tjenestemanden er berettiget til. Udlandstillægget kan ikke være mindre end 538,87 EUR pr. måned.«

2        Artikel 4 i bilag VII til vedtægten, der i medfør af ansættelsesvilkårenes artikel 21 og 92 finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte, har følgende ordlyd:

»1.      Der gives et udlandstillæg på 16% af summen af grundlønnen og af de husstandstillæg og børnetilskud, der tilkommer tjenestemanden:

a)      den tjenestemand, der:

–        ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste, og

–        i den femårsperiode, der udløber 6 måneder før hans tiltrædelse af tjenesten, hverken har udøvet sit hovederhverv eller haft bopæl på en varig måde på statens europæiske område. Ved anvendelse af denne bestemmelse ses der bort fra de tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation;

b)      den tjenestemand, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig, men som på en varig måde i den tiårsperiode, der udløber ved ansættelsestidspunktet, har boet uden for statens europæiske område af en anden grund end tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation.

[…]«

 Tvistens baggrund

3        Sagsøgeren, LF, er belgisk statsborger og er født i Belgien.

4        I 1982, hvor han var fire år, flyttede han med sin familie til Frankrig, hvor han studerede og arbejdede frem til den 31. marts 2013, bortset fra perioden mellem den 1. juni 2002 og den 31. maj 2003, hvor han arbejdede i Peru for det franske udenrigsministerium.

5        Fra den 1. april 2009 til den 30. marts 2013 arbejdede han for det franske ministerium for økologi, bæredygtig udvikling og energi i Paris (Frankrig), og i perioden fra den 1. til den 30. april 2013 var han registreret som arbejdssøgende i Frankrig.

6        Den 1. maj 2013 blev han ansat ved Europa-Kommissionen i Bruxelles (Belgien) som kontraktansat i ansættelsesgruppe IV i Generaldirektoratet (GD) for »Forskning og Innovation« og derefter i GD for »Landbrug og Udvikling af Landdistrikter« inden for rammerne af en tidsbegrænset kontrakt, der blev forlænget flere gange uden afbrydelse. Denne kontrakt udløb den 30. april 2019.

7        I hele denne periode modtog sagsøgeren udlandstillæg i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten under hensyntagen til hans belgiske statsborgerskab og hans fravær fra belgisk område i den tiårsperiode, der gik forud for hans ansættelse ved Kommissionen.

8        I 2014 giftede sagsøgeren sig i Belgien med en fransk statsborger, med hvem han fik to børn, der blev født i Bruxelles i 2015 og 2017. Hustruen, der var selvstændig erhvervsdrivende i Frankrig, arbejdede i Belgien på en tidsubegrænset kontrakt. Ifølge de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt i retsmødet, og som er tilført retsbogen, har sagsøgerens hustru skattemæssigt hjemsted i Belgien.

9        Den 20. november 2018 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om intern udvælgelsesprøve COM/03/AD/18 for kontraktansatte med henblik på ansættelse af tjenestemænd i lønklasse AD 6. Sagsøgeren deltog i denne udvælgelsesprøve, og hans navn blev opført på listen over beståede ansøgere den 3. december 2019.

10      Desuden indgav sagsøgeren den 25. januar 2019 en ansøgning efter offentliggørelsen den 7. januar 2019 af den tværinstitutionelle meddelelse om ledig stilling REA/INTER-CA/2018/PA/A-B/FGIV/09 med henblik på ansættelse af kontraktansatte i ansættelsesgruppe IV i Det Europæiske Forvaltningsorgan for Forskning (REA). I henhold til denne meddelelse om ledig stilling kunne kun kontraktansatte, der gjorde tjeneste ved en EU-institution, deltage i proceduren.

11      I maj 2019 forhørte sagsøgeren sig hos REA om resultatet af denne ansættelsesprocedure. Den 16. maj 2019 svarede REA sagsøgeren, at der endnu ikke var truffet afgørelse vedrørende denne, og bad ham være »tålmodig og engageret«.

12      Ved e-mail af 7. juni 2019 sendte REA sagsøgeren et tilbud om ansættelse som kontraktansat fra den 1. september 2019 med en varighed på et år med mulighed for forlængelse. Sagsøgeren accepterede dette tilbud den 11. juni 2019.

13      I perioden mellem den 1. maj og den 31. august 2019 var sagsøgeren registreret som arbejdssøgende i Belgien, og hans understøttelse blev betalt af Unionen. Han var desuden fortsat omfattet af Unionens sygesikringsordning.

14      Den 1. september 2019 tiltrådte sagsøgeren tjenesten i REA.

15      Den 11. september 2019 traf Kommissionens »Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) afgørelse om, at sagsøgeren ikke var berettiget til udlandstillæg (herefter »den anfægtede afgørelse«).

16      Den 9. december 2019 indgav sagsøgeren en klage til Kommissionen over den anfægtede afgørelse. Denne klage blev afvist ved afgørelse af 7. april 2020, som blev meddelt dagen efter, med den begrundelse, at han ikke opfyldte betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.

17      På grundlag af dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480), fandt Kommissionen, at perioden mellem den 1. maj 2013 og den 30. april 2019, hvor sagsøgeren havde arbejdet for Kommissionen, ikke burde lades ude af betragtning, men at der burde tages hensyn til denne periode ved fastlæggelsen af den ansattes sædvanlige bopæl, eftersom den måtte antages at være til hinder for, at der blev skabt en varig tilknytning mellem ham og det land, hvor han gjorde tjeneste. Den tilføjede, at henset til de kriterier, der er fastsat i retspraksis vedrørende den sædvanlige bopæl, dvs. sagsøgerens erhvervsmæssige beskæftigelse og personlige bånd, kunne den tilknytning til Frankrig, som sagsøgeren påberåbte sig, ikke rejse tvivl om, at hans faktiske sædvanlige bopæl var i Belgien.

18      Hvad angår perioden på fire måneder mellem den 30. april 2019, hvor kontrakten med Kommissionen udløb, og den 1. september 2019, hvor sagsøgeren blev ansat i REA, fremhævede Kommissionen, at han havde opretholdt sin bopæl i Belgien sammen med sin hustru og sine børn i den samme bolig som den, han boede i før, med den hensigt at blive boende dér.

19      Efter at have bestået den af Kommissionen afholdte interne udvælgelsesprøve COM/03/AD/18 blev sagsøgeren den 17. marts 2020 udnævnt til tjenestemand i denne institution med virkning fra den 16. april 2020. Kommissionen afslog desuden at tildele ham udlandstillæg. Denne afgørelse er genstand for et andet søgsmål, registreret under sagsnr. T-178/21, som sagsøgeren har anlagt ved Retten.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

20      Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juli 2020 har sagsøgeren anlagt den foreliggende sag. Kommissionen har indleveret svarskrift den 23. oktober 2020. Ved skrivelse af 25. november 2020 har sagsøgeren givet afkald på at indgive replik.

21      Ved skrivelse af 31. juli 2020 har sagsøgeren anmodet om anonymitet i henhold til artikel 66 i Rettens procesreglement. Ved afgørelse af 14. september 2020 har Retten imødekommet denne anmodning.

22      På forslag fra den refererende dommer har Retten (Fjerde Afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling.

23      Ved skrivelse af 3. marts 2021 har Retten i henhold til procesreglementets artikel 89 stillet parterne spørgsmål vedrørende bl.a. den retspraksis, der ifølge parterne finder anvendelse i den foreliggende sag. Parterne har besvaret disse spørgsmål inden for den fastsatte frist.

24      Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Retten, navnlig om denne retspraksis, i retsmødet den 23. april 2021.

25      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse annulleres.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

26      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

 Retlige bemærkninger

 Indledende bemærkninger

27      Vedtægtens artikel 2, stk. 2, bestemmer, at en eller flere institutioner kan overdrage udøvelsen af nogle eller alle de beføjelser, der er tildelt ansættelsesmyndigheden, til en af de andre institutioner eller et interinstitutionelt organ, dog med undtagelse af beslutninger om udnævnelser, forfremmelser eller forflyttelse af tjenestemænd. Det fremgår endvidere af vedtægtens artikel 91a, at klager vedrørende områder, der omfattes af artikel 2, stk. 2, rettes mod den institution, som den beføjede ansættelsesmyndighed hører under.

28      Ifølge ansættelsesvilkårenes artikel 6 og 117 finder vedtægtens artikel 2, stk. 2, og artikel 91a tilsvarende anvendelse på de myndigheder, der kan indgå ansættelseskontrakter.

29      Ved afgørelse 2003/522/EF af 6. november 2002 (EUT 2003, L 183, s. 30) oprettede Kommissionen PMO.

30      Den 12. december 2018 indgik REA i henhold til vedtægtens artikel 2, stk. 2, og ansættelsesvilkårenes artikel 6 og 117 en tjenesteaftale med PMO, hvoraf det fremgår, at dette kontor fastsætter de individuelle rettigheder for REA’s kontraktansatte og særligt de rettigheder, der følger af vedtægtens artikel 69 og af bilag VII hertil (afdeling E i del II B i den nævnte tjenesteaftale). Det følger af artikel 5, stk. 1, i tjenesteaftalens del II A, at når REA har uddelegeret udøvelsen af de beføjelser, der er tildelt ansættelsesmyndigheden eller den myndighed, der kan indgå ansættelseskontrakter, til PMO, skal klager baseret på vedtægtens artikel 91 rettes mod Kommissionen i overensstemmelse med vedtægtens artikel 91a.

31      Det er således berettiget, at dette søgsmål er rettet mod Kommissionen.

 Det eneste anbringende om tilsidesættelse af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten

32      Sagsøgeren er af den opfattelse, at PMO ved sit afslag på at tildele ham udlandstillæg har tilsidesat artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.

33      Kommissionen har bestridt dette anbringende.

34      Det bemærkes i denne forbindelse, at betingelserne for tildeling af udlandstillæg er fastsat i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, der finder tilsvarende anvendelse på kontraktansatte i henhold til ansættelsesvilkårenes artikel 20, stk. 2, og artikel 21 og 92.

35      Denne bestemmelse sondrer mellem to situationer, der afhænger af tjenestemandens statsborgerskab.

36      Den første situation, der er reguleret i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten, vedrører situationer, hvor tjenestemanden »ikke har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område han gør tjeneste«. I dette tilfælde kræves det, at tjenestemanden eller den ansatte for at opnå udlandstillæg i den femårsperiode, der udløber seks måneder før hans tiltrædelse af tjenesten, hverken har udøvet sit hovederhverv eller haft bopæl på en varig måde på tjenestestatens europæiske område.

37      Den anden situation, der er reguleret i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, vedrører den tjenestemand, »der har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig«. I denne situation er tildelingen af udlandstillæg underlagt betingelser, som i to henseender er strengere end dem, der er fastsat i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten.

38      Det drejer sig om følgende betingelser.

39      For det første er referenceperioden ti år for tjenestemænd, der er statsborgere i det land, hvor tjenestestedet er beliggende, mens den er fem år for tjenestemænd, der ikke er statsborgere i det land, hvor tjenestestedet er beliggende (jf. i denne retning dom af 11.7.2007, B mod Kommissionen, F-7/06, EU:F:2007:129, præmis 37).

40      For det andet er den omstændighed, at den berørte har opretholdt sin bopæl i det land, hvor tjenestestedet er beliggende, i en meget kort periode i løbet af den tiårige referenceperiode, tilstrækkelig til at medføre fortabelse af eller afslag på dette tillæg (jf. i denne retning dom af 17.2.1976, Delvaux mod Kommissionen, 42/75, EU:C:1976:21, præmis 6-11, af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 47, og af 5.10.2020, Brown mod Kommissionen, T-18/19, under appel, EU:T:2020:465, præmis 112), mens fortabelsen af eller afslaget på udlandstillæg for tjenestemænd, der ikke er statsborgere i dette land, kun indtræder i tilfælde af, at den pågældende har haft sædvanlig bopæl i det land, hvor det fremtidige tjenestested er beliggende, i hele den femårige referenceperiode (jf. i denne retning dom af 14.12.1995, Diamantaras mod Kommissionen, T-72/94, EU:T:1995:212, præmis 48, og af 27.2.2015, EØSU mod Achab, T-430/13 P, EU:T:2015:122, præmis 54).

41      I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgeren, der er statsborger i det land, hvor tjenestestedet er beliggende (Belgien), er omfattet af den anden situation og dermed af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten. Sagsøgeren er følgelig underlagt de strenge betingelser, der er anført i denne doms præmis 39 og 40.

42      Ifølge retspraksis skal den tjenestemand eller ansatte, der gør krav på udlandstillæg, godtgøre, at den pågældende opfylder betingelserne for tildeling af udlandstillæg, derved, at vedkommende i hele referenceperioden har opretholdt sin sædvanlige bopæl uden for den stat, på hvis område tjenestestedet er beliggende (jf. i denne retning dom af 27.9.2000, Lemaître mod Kommissionen, T-317/99, EU:T:2000:218, præmis 50).

 Afgrænsningen af referenceperioden

43      Det foreliggende søgsmål er rettet mod den afgørelse, hvorved PMO afslog at tildele sagsøgeren udlandstillæg med den begrundelse, at sidstnævnte ikke havde godtgjort, at han havde haft sædvanlig bopæl uden for Belgien i hele referenceperioden, hvilket er i strid med kravet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten vedrørende tjenestemænd, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende.

44      Ved anvendelsen af denne bestemmelse er det nødvendigt at afgrænse den referenceperiode, der skal tages i betragtning.

45      Ifølge den nævnte bestemmelse udløber denne periode ved tjenestemandens eller den ansattes tiltrædelse af tjenesten ved den pågældende institution eller det pågældende agentur.

46      I den foreliggende sag blev sagsøgeren ansat i REA den 1. september 2019, således at den tiårige referenceperiode udløb den 31. august 2019.

47      Den burde derfor principielt starte den 1. september 2009.

48      Artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten udelukker imidlertid, at der tages hensyn til perioder, hvor tjenestemanden på en varig måde har boet uden for den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, med henblik på tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation (jf. denne doms præmis 2).

49      For at afgøre, hvornår referenceperioden begynder, skal disse perioder derfor i et sådant tilfælde »udelades«, idet referenceperioden forlænges tilsvarende (jf. i denne retning dom af 25.9.2014, Grazyte mod Kommissionen, T-86/13 P, EU:T:2014:815, præmis 51).

50      I den foreliggende sag arbejdede sagsøgeren fra den 1. september 2009 til den 30. marts 2013, dvs. i en periode på tre år og syv måneder, i Frankrig for det franske ministerium for økologi, bæredygtig udvikling og energi.

51      Da denne beskæftigelse blev udøvet for en stat uden for tjenestestatens område, skal referenceperioden forlænges frem til den 1. februar 2006 i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.

52      Sagsøgeren arbejdede endvidere som kontraktansat i Kommissionen mellem den 1. maj 2013 og den 30. april 2019.

53      Referenceperioden skal imidlertid ikke forlænges tilsvarende, da der til forskel fra det, der er fastlagt for de perioder med tjenesteudøvelse uden for den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, ikke er fastsat nogen »udeladelse« i ovennævnte bestemmelse for perioder, i hvilke tjenestemanden har gjort tjeneste for en stat eller en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende (jf. i denne retning dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 60 og 62).

54      På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at referenceperioden i den foreliggende sag begyndte den 1. februar 2006 og udløb den 31. august 2019.

 Fastlæggelsen af sagsøgerens sædvanlige bopæl i perioden fra den 1. maj 2013 til den 31. august 2019

55      Det er ubestridt, at sagsøgeren fra den 1. februar 2006 til den 30. april 2013, dagen før han begyndte at arbejde for Kommissionen som kontraktansat, havde sin sædvanlige bopæl i Frankrig og dermed uden for den stat, hvor tjenestestedet var beliggende.

56      Til gengæld er det nødvendigt for tvistens afgørelse at fastslå, om denne bopæl blev flyttet til Belgien efter den 1. maj 2013.

57      Parterne har i deres betragtninger opdelt referenceperioden i to dele:

–        dels den periode, hvor sagsøgeren arbejdede i Kommissionen på kontraktbasis (fra den 1.5.2013 til den 30.4.2019)

–        dels den periode, der strækker sig fra udløbet af den kontrakt, der var indgået med Kommissionen, til det tidspunkt, hvor sagsøgeren begyndte at arbejde i REA (fra den 1.5.2019 til den 31.8.2019).

58      Parterne har i deres indlæg koncentreret sig om denne anden periode, idet de har bestræbt sig på at redegøre for, i hvilken stat sagsøgeren da havde sin sædvanlige bopæl. I denne forbindelse har Kommissionen bl.a. gjort gældende, at denne bopæl, således som den havde anført i den anfægtede afgørelse, befandt sig i Belgien, eftersom sagsøgeren fortsat boede i Bruxelles i den lejlighed, i hvilken han indtil da havde boet sammen med sin hustru og sine børn, og eftersom han meldte sig som arbejdssøgende dér. Sagsøgeren har gjort gældende, at han ikke flyttede til Frankrig, fordi han afventede resultatet af de ansøgninger, han havde indgivet til REA og Kommissionen, mens han stadig var kontraktansat ved Kommissionen.

59      Disse argumenter hviler på forhold såsom den omstændighed, at sagsøgeren blev boende samme sted, da hans kontraktansættelse ved Kommissionen udløb, hvilket indebærer, at de to perioder, der er nævnt i denne doms præmis 57, ikke skal undersøges hver for sig.

60      Parterne har imidlertid for Retten givet udtryk for den opfattelse, at en sådan særskilt undersøgelse er påkrævet i henhold til retspraksis. Sagsøgeren har således i stævningens punkt 31 anført, at hans tjenesteudøvelse ved Kommissionen i perioden fra den 1. maj 2013 til den 30. april 2019 må antages at have været til hinder for, at der blev skabt en varig tilknytning mellem ham og Belgien. I det følgende punkt har han fremhævet, at hans tilstedeværelse i Belgien i hele denne periode udelukkende var forbundet med den nævnte tjenesteudøvelse. Ifølge sagsøgeren kan dette udledes af dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480).

61      Som svar på dette argument har Kommissionen på grundlag af samme retspraksis i svarskriftets punkt 21 anført, at sagsøgeren i de seks år, hvor han arbejdede i Kommissionen, ikke kan anses for at have haft sædvanlig bopæl i Belgien.

62      Samme institution har imidlertid i sit svar på et spørgsmål fra Retten gjort gældende, at den formodning, der følger af dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 63), hvorefter beskæftigelse udøvet i en international organisation er til hinder for etablering af en varig tilknytning mellem den pågældende person og den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, ophører, når den pågældende afslutter sin beskæftigelse i den internationale organisation, således at der fra dette tidspunkt ikke længere kan ses bort fra tilknytningen til den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, ved fastlæggelsen af den pågældendes sædvanlige bopæl.

63      Henset til disse uoverensstemmelser og forskelle skal det afklares, i hvilket omfang der kan tages hensyn til tjeneste udøvet for en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, for en person, der som sagsøgeren er ansat i en institution eller et agentur beliggende i den stat, hvor den pågældende er statsborger, med henblik på at fastlægge det sted, hvor den pågældende havde sin sædvanlige bopæl i referenceperioden.

–       Konsekvenserne af tjeneste i en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, udøvet af en person, der er statsborger i denne stat

64      Ved undersøgelsen af de vanskeligheder, som parterne har gjort opmærksom på, bemærkes, at artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, som fortolket i retspraksis, for tjenestemænd eller ansatte, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, hvor tjenestestedet befinder sig, bestemmer, at den periode, hvor de har gjort tjeneste for en stat eller en international organisation uden for den stat, hvor tjenestestedet befinder sig, ikke kan tages i betragtning ved beregningen af referenceperioden og skal udelades (jf. denne doms præmis 48 og 49).

65      Som det fremgår af formuleringen af ovennævnte bestemmelse, indeholder den derimod ikke en tilsvarende regel for tjenesteudøvelse for en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet befinder sig, således som det er tilfældet i den foreliggende sag.

66      Ifølge dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 63), bør der dog tages hensyn til tjenesteudøvelse for en international organisation ved fastlæggelse af en sagsøgers sædvanlige bopæl, for så vidt som denne omstændighed må antages at være til hinder for etablering af en varig tilknytning mellem sagsøgeren og det land, hvor tjenestestedet er beliggende.

67      Det er ganske vist i visse tilfælde muligt, at tjenesteudøvelse for en international organisation ikke letter eller faktisk umuliggør etableringen af en sådan tilknytning.

68      Det forholder sig ikke desto mindre således, at Retten med henblik på fastlæggelse af den sædvanlige bopæl i samme dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 84-93), fastslog, at sagsøgeren havde boet sammen med sin familie i den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, i referenceperioden, bl.a. da han var ansat i Unionens institutioner eller agenturer og dermed i en international organisation.

69      I bedømmelsen af de faktiske omstændigheder i den nævnte sag fastslog Retten på trods af den formodning, der er anført i denne doms præmis 66, at det var med rette, at Kommissionen i den omhandlede sag havde fundet, at sagsøgeren havde haft sædvanlig bopæl i den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, i referenceperioden.

70      Fastlæggelsen af den sædvanlige bopæl skal nemlig baseres på en analyse af de faktiske omstændigheder, hvori der foretages en undersøgelse af den personlige og erhvervsmæssige tilknytning, som den pågældende tjenestemand eller ansatte har etableret.

71      I denne analyse af de faktiske omstændigheder spiller den formodning, der ligger til grund for artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, ifølge hvilken en persons statsborgerskab er et vigtigt indicium for, at der foreligger mangfoldige og tætte bånd mellem den pågældende person og det land, hvori den pågældende er statsborger, imidlertid en mere afgørende rolle (jf. dom af 5.10.2020, Brown mod Kommissionen, T-18/19, under appel, EU:T:2020:465, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis).

72      Endelig skal dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480), henset til ovenstående forhold, fortolkes således, at den påviser, at tjenesteudøvelse i en international organisation, når den finder sted i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, kan tages i betragtning ved fastlæggelsen af den sædvanlige bopæl for en tjenestemand eller ansat, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig, i referenceperioden i henhold til artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, om end sådan tjenesteudøvelse ikke kan fortolkes således, at den i sig selv indebærer, at der er etableret en tilknytning til den pågældende stat.

73      Desuden kan der ved fastlæggelsen af sagsøgerens sædvanlige bopæl i den foreliggende sag ikke drages nogen følgeslutning af dom af 25. september 2014, Grazyte mod Kommissionen (T-86/13 P, EU:T:2014:815), som vedrørte en litauisk statsborger, der havde erhvervet italiensk statsborgerskab, og som var blevet ansat af Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder (EIGE), et organ med hjemsted i Vilnius (Litauen).

74      De omhandlede situationer er nemlig forskellige, idet den i nævnte sag omhandlede ansatte udøvede tjeneste i en international organisation uden for den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, mens den i den foreliggende sag blev udøvet i en international organisation med hjemsted i denne stat. Denne forskel bør ikke undervurderes, eftersom det formål, der forfølges med artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, er at sikre mangfoldigheden blandt personalet i Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer for så vidt angår oprindelse og statsborgerskab.

–       De faktiske oplysninger, der har til formål at fastlægge sagsøgerens sædvanlige bopæl i referenceperioden

75      Da de gældende regler således er klarlagt, skal det undersøges, om Kommissionen, således som sagsøgeren har gjort gældende, kunne lægge til grund, at sagsøgeren havde flyttet sin sædvanlige bopæl til Belgien i referenceperioden.

76      Med henblik herpå skal den bevisregel anvendes, der er nævnt i denne doms præmis 42, hvorefter det påhviler den tjenestemand eller ansatte, der gør krav på udlandstillæg, at godtgøre, at vedkommende opfylder betingelserne i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten.

77      I den anden situation, der er beskrevet i denne doms præmis 37, kræver denne bestemmelse, at den pågældende tjenestemand godtgør, at vedkommende uden afbrydelse har haft sin sædvanlige bopæl uden for den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, og hvor han er statsborger, i hele den referenceperiode, der er fastsat i den nævnte bestemmelse.

78      Ifølge retspraksis er den sædvanlige bopæl det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser, idet begrebet bopæl, ud over at være afhængig af det fysiske ophold på et bestemt sted, endvidere forudsætter en hensigt om at give denne omstændighed den kontinuitet, som frembringes af livsstil og vedligeholdelse af normale sociale relationer (jf. i denne retning dom af 16.5.2007, F mod Kommissionen, T-324/04, EU:T:2007:140, præmis 48).

79      For at fastlægge den sædvanlige bopæl skal der tages hensyn til faktiske omstændigheder vedrørende den pågældendes personlige forhold og erhvervsmæssige beskæftigelse (jf. i denne retning dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 87 og 88).

80      I den foreliggende sag er det for så vidt angår perioden fra den 1. maj 2013 til den 31. august 2019 ubestridt:

–        at sagsøgeren boede i Belgien uden afbrydelse

–        at hans hustru i 2014 gjorde ham følgeskab dér

–        at de blev gift dér

–        at hans hustru arbejdede dér på grundlag af en tidsubegrænset kontrakt

–        at de fik to børn dér

–        at det ene barn gik i skole og det andet i vuggestue dér.

81      I denne forbindelse anførte Kommissionen i svaret på klagen, at det, henset til de kriterier, der er fastsat i retspraksis, navnlig den erhvervsmæssige beskæftigelse og den personlige tilknytning, måtte lægges til grund, at sagsøgeren havde sædvanlig bopæl i Belgien.

82      Sagsøgeren har fremlagt følgende oplysninger med henblik på at godtgøre, at hans sædvanlige bopæl – på trods af de ovenfor anførte forhold – har været i Frankrig i hele referenceperioden og ikke er blevet flyttet til Belgien:

–      Han boede i Frankrig som barn, studerede og arbejdede efterfølgende i denne stat og havde udsigt til dér at blive fastansat i den offentlige tjeneste.

–      Hans forældre og søskende bor i Frankrig, og det var dér, han mødte sin hustru, som er fransk statsborger.

–      Han købte en ejendom i Frankrig forud for afrejsen til Belgien og beholdt den i den periode, hvor han arbejdede i Kommissionen, uden at udleje den. Han havde ligeledes beholdt et mobiltelefonnummer og en bankkonto i Frankrig.

–      Han havde i sin tjenestetid ved Kommissionen kun haft en tidsbegrænset kontrakt, der kunne forlænges, og hvis samlede varighed ikke kunne overstige seks år, hvilket gjorde hans erhvervsmæssige situation usikker. Desuden modtog han i samme periode udlandstillæg.

83      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de oplysninger, som sagsøgeren således har fremlagt, vidner om, at han, som han har fremhævet, har etableret en tæt tilknytning til Frankrig.

84      En sådan tilknytning indebærer imidlertid ikke i sig selv, at sagsøgeren faktisk har opretholdt sin sædvanlige bopæl i denne stat i referenceperioden.

85      Det kan nemlig for det første ikke fastslås, at sagsøgerens sædvanlige bopæl ligger i Frankrig, med den begrundelse, at han har boet, studeret og arbejdet i denne stat i starten af sin karriere, inden referenceperioden begyndte. Den omstændighed, at sagsøgeren har boet i en stat og dér har deltaget i aktiviteter svarende til den alder, han havde på det tidspunkt, er en del af hans personlige historie, men indebærer ikke i sig selv, at han har opretholdt sin sædvanlige bopæl dér.

86      Det samme gør sig for det andet gældende med hensyn til den omstændighed, at sagsøgerens nære slægtninge bor i Frankrig. Denne omstændighed godtgør ikke, at sagsøgeren ikke har etableret varige relationer uden for denne stat. Det skal i denne henseende bemærkes, at forholdet til forældrene ikke nødvendigvis er afgørende for fastlæggelsen af den sædvanlige bopæl for en person, der selv har stiftet familie. Uden at betydningen af dette forhold benægtes, kan den omstændighed, at en tjenestemand eller ansat bor i en bestemt stat sammen med sin hustru og sine børn, idet de hver især deltager i aktiviteter svarende til deres livsfase (arbejde, skole, vuggestue), anses for at være af betydning, når det drejer sig om at fastlægge den sædvanlige bopæl som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.

87      Sagsøgeren har ganske vist anført, at han mødte sin hustru i Frankrig. Denne omstændighed forhindrede hende imidlertid ikke i at slutte sig til ham i Bruxelles den 25. august 2014, således som han selv har anført, med henblik på at stifte familie dér, idet hun dér indgik en tidsubegrænset ansættelseskontrakt og etablerede sin skattemæssige bopæl i denne stat. I et område, hvor unionsborgerne kan bevæge sig frit, og hvor der ikke må udøves forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, kan den sædvanlige bopæl for en tjenestemand eller ansat ikke fastlægges ud fra hans hustrus nationalitet.

88      Sagsøgeren har i denne forbindelse som svar på et spørgsmål fra Retten tilføjet, at den omstændighed, at hans hustru gjorde ham følgeskab i Bruxelles i 2014, dvs. mere end et år efter, at han tiltrådte tjenesten ved Kommissionen, ikke skyldtes, at de havde besluttet at etablere midtpunktet for deres interesser i Belgien, men at hun var gravid i tredje måned og ønskede at være hos sin mand under graviditeten. Hun havde i øvrigt beholdt et selskab i Frankrig, som lå i dvale i hele den resterende del af referenceperioden.

89      Det bemærkes i denne henseende, at sagsøgeren ved at fremføre dette forhold har præciseret de personlige grunde til, at hans hustru sluttede sig til ham i Bruxelles i 2014. Henset til retspraksis kan der imidlertid ikke tages hensyn til sådanne betragtninger ved fastlæggelsen af den sædvanlige bopæl som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten. Ifølge retspraksis kan Retten nemlig ikke tage stilling til de subjektive grunde, der har foranlediget en person til at bosætte sig i et bestemt land sammen med sin familie (jf. i denne retning dom af 25.9.2014, Grazyte mod Kommissionen, T-86/13 P, EU:T:2014:815, præmis 56 og 57).

90      For det tredje gør de materielle forhold, som sagsøgeren har fremført, det heller ikke muligt at lægge til grund, at han havde sædvanlig bopæl i Frankrig i hele referenceperioden. Den omstændighed, at han havde beholdt en ejendom i denne stat, beviser således ikke, at han havde til hensigt at etablere det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser dér. Denne ejendom, der lå tæt på sagsøgerens forældres og søskendes hjem, kunne udgøre en investering eller en sekundær bolig, hvor hans familie kunne bo i weekender og ferier. Det er i denne henseende værd at bemærke, at sagsøgeren ikke oplyste den omhandlede ejendom beliggende i Compiègne (Frankrig) som sin bopæl, da han tiltrådte tjenesten ved Kommissionen i 2013.

91      Tilsvarende er det ikke afgørende, at sagsøgeren havde et mobiltelefonnummer og en bankkonto i Frankrig (jf. i denne retning dom af 28.11.2019, Wywiał-Prząda mod Kommissionen, T-592/18, EU:T:2019:820, præmis 65). Sagsøgeren har ligeledes kunnet have et mobiltelefonnummer i Belgien eller være af den opfattelse, at det med afskaffelsen af gebyrerne for internationale opkald ville være billigere at beholde et abonnement hos en fransk operatør. Sagsøgeren havde i øvrigt en bankkonto i Belgien. I denne forbindelse bemærkes, at de dokumenter, som sagsøgeren har fremlagt med henblik på at godtgøre, at der faktisk blev foretaget betalinger i form af motorvejsafgifter i Frankrig i den pågældende periode, stammer fra et kort, der er tilknyttet en konto i en belgisk bank.

92      For det fjerde er den omstændighed, at sagsøgeren arbejdede for Kommissionen inden for rammerne af en tidsbegrænset kontrakt – selv om denne kontrakt ikke kunne forlænges ud over en periode på seks år – ikke til hinder for at antage, at sagsøgeren bosatte sig i Bruxelles med den hensigt at blive dér. Dette bekræftes af den omstændighed, at det var i Belgien og ikke i Frankrig, at han ved kontraktens udløb søgte arbejde ved Unionens institutioner og meldte sig som arbejdssøgende.

93      Desuden er det uden betydning for vurderingen af sagsøgerens ret til udlandstillæg under hans ansættelse ved REA, at han modtog udlandstillæg i den periode, hvor han arbejdede for Kommissionen. Det fremgår nemlig af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, at denne ret skal undersøges ved tiltrædelsen af tjenesten. Da der gik fire måneder fra udløbet af den kontrakt, der var indgået med Kommissionen, til ikrafttrædelsen af den kontrakt, der var indgået med REA, skulle retten til udlandstillæg tages op til fornyet vurdering ved sagsøgerens tjenestetiltrædelse i dette organ (jf. i denne retning dom af 13.7.2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen, T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 112).

94      Hvad angår perioden efter den 30. april 2019 har sagsøgeren anført, at det forhold, at han blev i Belgien indtil den 31. august 2019, skyldtes, at han netop havde afsluttet sin kontrakt med Kommissionen og afventede resultaterne af de ansættelsesprocedurer, som Kommissionen og REA havde afholdt, og som han havde deltaget i under gennemførelsen af denne kontrakt.

95      Sagsøgeren har til støtte for dette argument anført, at han allerede den 16. maj 2019, dvs. ca. 14 dage efter udløbet af kontrakten med Kommissionen, modtog en positiv melding fra REA, som gav ham udsigt til at blive ansat dér, og at han allerede den 7. juni 2019, dvs. mindre end seks uger efter kontraktens udløb, fik et tilbud fra dette organ. Han fik således meget hurtigt sikkerhed for, at han kunne fortsætte sin erhvervsmæssige beskæftigelse ved et af Unionens organer.

96      Da der kun var kort tid, til han skulle tiltræde tjenesten ved REA, og da dette tidsrum i vid udstrækning faldt sammen med sommerferien, fandt han det under disse omstændigheder uhensigtsmæssigt at flytte til Frankrig med familien, selv om han havde opretholdt sin sædvanlige bopæl dér.

97      Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren i perioden på fire måneder fra den 1. maj til den 31. august 2019 havde sin sædvanlige bopæl i Belgien. Sagsøgeren har nemlig ikke godtgjort, at han i denne periode havde sin sædvanlige bopæl uden for dette land. Desuden tilkendegav han, at han havde til hensigt at give denne bopæl den kontinuitet, som frembringes af livsstil, ved at blive boende dér i den samme lejlighed sammen med sin hustru, som ligeledes arbejdede i Belgien, og sine børn, der gik i henholdsvis skole og vuggestue. Endelig valgte han at melde sig som arbejdsløs i Belgien og at søge beskæftigelse dér.

98      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at de oplysninger, som sagsøgeren har fremlagt vedrørende den periode, der fulgte efter hans tjenesteudøvelse ved Kommissionen, ikke rejser tvivl om den analyse, der er foretaget i denne doms præmis 80-93, hvorefter det blev fastslået, at sagsøgeren i referenceperioden, som også omfatter den periode, hvor sagsøgeren gjorde tjeneste ved Kommissionen, havde etableret sin sædvanlige bopæl som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten i Belgien, dvs. i den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, som også er den stat, hvori han er statsborger.

99      I stedet for at afkræfte den opfattelse, at han i perioden fra den 1. maj 2013 til den 31. august 2019 havde sin sædvanlige bopæl i Belgien, bestyrker disse oplysninger den tværtimod, idet de godtgør, at han ikke søgte arbejde i Frankrig, men i Belgien, og at han således viste, at han havde til hensigt at blive i sidstnævnte stat.

100    Det fremgår af denne analyse af de faktiske omstændigheder, at de forhold, som sagsøgeren har påberåbt sig, hverken tilsammen eller hver for sig påvirker rigtigheden af Kommissionens vurdering af det sted, hvor han havde sædvanlig bopæl i referenceperioden: Den omstændighed, at han boede i Belgien sammen med sin hustru og sine børn, idet de hver især deltog i aktiviteter svarende til deres livsfase, er, således som Kommissionen har anført, udtryk for, at sagsøgeren havde sædvanlig bopæl i denne stat.

101    Rettens afgørelse ville være den samme, hvis det, som sagsøgeren har gjort gældende, måtte antages, at tjenesteudøvelsen ved Kommissionen i perioden fra den 1. maj 2013 til den 30. april 2019 ikke havde skabt en varig tilknytning til Belgien.

102    I dette tilfælde måtte det nemlig, således som Kommissionen har gjort gældende, antages, at den omstændighed, at sagsøgeren blev i Belgien sammen med sin hustru og sine børn ved udløbet af den kontrakt, der var indgået med denne institution, og dér meldte sig som arbejdssøgende, selv for en meget kort periode, er tilstrækkelig til at godtgøre, at han havde etableret sin sædvanlige bopæl i denne stat.

103    I denne forbindelse bemærkes, at det følger af retspraksis, at den omstændighed, at den berørte har opretholdt sin bopæl i det land, hvor tjenestestedet er beliggende, i en meget kort periode i løbet af den tiårige referenceperiode, er tilstrækkelig til at medføre fortabelse af eller afslag på udlandstillægget (jf. denne doms præmis 40).

104    Den formodning, som sagsøgeren har påberåbt sig, er således – hvis den måtte foreligge – irrelevant, eftersom den ikke ændrer Kommissionens vurdering i den anfægtede afgørelse, idet de forhold, som denne har fremført, er tilstrækkelige til at fastslå, at han havde sædvanlig bopæl i Belgien i en del af referenceperioden.

105    Eftersom bevisbyrden for, at man ikke har en varig tilknytning til det land, hvor tjenestestedet er beliggende, påhviler den person, der gør krav på udlandstillæg (jf. denne doms præmis 42), må det sammenfattende fastslås, at sagsøgeren i den foreliggende sag ikke har godtgjort, at han havde sin sædvanlige bopæl uden for Belgien i hele referenceperioden.

–       Sammenligningen af sagsøgerens situation i den foreliggende sag med sagsøgerens situation i den sag, der gav anledning til dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (sag T-273/17)

106    Sagsøgeren har i modsætning til det af Kommissionen fremførte gjort gældende, at hans situation er forskellig fra sagsøgerens situation i den sag, der gav anledning til dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480), som Kommissionen har henvist til i den anfægtede afgørelse. I modsætning til sagsøgeren havde sagsøgeren i den nævnte sag nemlig giftet sig med en belgisk statsborger, studeret, boet og arbejdet i Belgien i hele referenceperioden og i denne periode arbejdet for Kommissionen i henhold til en vikarkontrakt – og dermed for et belgisk selskabs regning – og tidligere modtaget udlandstillæg på retsstridig vis.

107    Kommissionen har bestridt dette argument.

108    I denne forbindelse bemærkes, at Retten i den sag, der gav anledning til dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480, præmis 91), frifandt Kommissionen i et søgsmål med påstand om annullation af den afgørelse, hvorved sagsøgeren fik afslag på tildeling af det i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten fastsatte udlandstillæg ved sin tiltrædelse af tjenesten ved et af Unionens agenturer i Bruxelles.

109    Denne afgørelse blev truffet med den begrundelse, at sagsøgeren i den nævnte sag havde belgisk statsborgerskab, havde boet uafbrudt i Bruxelles i hele den tiårige referenceperiode, havde giftet sig i Belgien med en belgisk statsborger, havde fået tre børn i Belgien, der var født i Bruxelles, og havde haft privat erhvervsmæssig beskæftigelse i Belgien i en periode mellem to kontrakter med EU-institutionerne.

110    I modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, er hans situation sammenlignelig med situationen for sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480), for så vidt som begge er belgiske statsborgere, boede i Bruxelles i hele eller en del af referenceperioden, giftede sig dér, fik børn dér, havde midlertidige kontrakter med EU-institutioner og ‑organer dér og blev dér mellem to af disse kontrakter.

111    Det er korrekt, at sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480), mødte sin hustru, der er belgisk statsborger, i Belgien, mens sagsøgeren i den foreliggende sag mødte sin hustru, der er fransk statsborger, i Frankrig, inden han tog af sted for at arbejde ved Kommissionen. I begge tilfælde boede de pågældende imidlertid i hele eller en stor del af referenceperioden i det land, hvor tjenestestedet var beliggende, sammen med deres hustru og deres børn.

112    Det er ligeledes korrekt, at sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480), i perioden mellem to kontrakter med Unionen arbejdede for belgiske vikarbureauer, mens sagsøgeren i den foreliggende sag meldte sig arbejdsløs og arbejdssøgende i Belgien. Denne forskel er imidlertid ikke relevant for fastlæggelsen af sagsøgerens sædvanlige bopæl. Unionens retsinstanser kan nemlig ikke med hensyn til udlandstillægget drage juridiske konsekvenser af det valg, som en ansat har truffet om i den samme stat at melde sig som arbejdssøgende (som sagsøgeren i den foreliggende sag) eller arbejde for en af Unionens institutioner gennem et vikarbureau, idet dette valg kan være truffet af subjektive årsager, der hører privatlivet til, og derfor ikke kan tages i betragtning ved anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten (jf. denne doms præmis 89).

113    Det er heller ikke relevant, at sagsøgeren i den sag, der gav anledning til dom af 13. juli 2018, Quadri di Cardano mod Kommissionen (T-273/17, EU:T:2018:480), tidligere havde modtaget udlandstillæg på retsstridig vis. Som fastslået i denne doms præmis 112 skal retten til dette tillæg, når der ikke er kontinuitet mellem de forskellige kontrakter mellem sagsøgeren og Unionens institutioner og organer, tages op til fornyet vurdering ved hver ny tjenestetiltrædelse. Den omstændighed, at den pågældende tidligere havde modtaget udlandstillæg på retsstridig vis, kan således ikke have nogen betydning for de afgørelser, der efterfølgende træffes, vedrørende dette tillæg for den pågældende tjenestemand eller ansatte. Under disse omstændigheder kan Retten ikke se, hvorledes dette forhold kan udgøre et argument for den vurdering, som myndigheden skal foretage i et andet tilfælde.

114    Argumentet må derfor forkastes.

–       Konsekvenserne af Kommissionens holdning ifølge sagsøgeren

115    Ifølge sagsøgeren medfører den af Kommissionen indtagne holdning om at afslå at tildele ham udlandstillæg utilfredsstillende resultater for Unionen og dens tjenestemænd eller ansatte. Sagsøgeren har til støtte for dette synspunkt fremført følgende fire argumenter:

–        Kommissionen behøver blot efter forgodtbefindende at udsætte tjenestetiltrædelsen for en ansat, der retmæssigt har modtaget udlandstillæg inden for rammerne af en tidligere kontrakt, for at fratage ham dette tillæg.

–        De ansatte tilskyndes til at afholde udgifter til flytning til en anden stat for fortsat at oppebære det udlandstillæg, de var berettiget til under en tidligere ansættelse, selv om de allerede har accepteret et tilbud om ansættelse i et agentur beliggende samme sted, der træder i kraft nogle måneder senere.

–        Vedtægtens artikel 27, hvorefter tjenestemænd skal udvælges på et så bredt geografisk grundlag som muligt, er ikke overholdt, for så vidt som kontraktansatte, der har arbejdet i Unionens institutioner, risikerer at give afkald på at fortsætte deres karriere i disse institutioner for at vende tilbage til deres hjemland.

–        Den sammenhæng, hvori artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten blev udarbejdet, har ændret sig grundlæggende med tiden. På nuværende tidspunkt sker det sjældent, at en person fra begyndelsen bliver ansat som tjenestemand ved Unionens institutioner.

116    Kommissionen har bestridt disse argumenter.

117    Disse argumenter giver anledning til følgende svar fra Retten.

118    De to første argumenter er baseret på den forudsætning, at sagsøgeren ikke har kunnet etablere en varig tilknytning til det land, hvor tjenestestedet var beliggende, i den periode, hvor han arbejdede som kontraktansat i Kommissionen.

119    Det fremgår imidlertid af denne doms præmis 75-93, at sagsøgeren på et tidspunkt i den periode, hvor han arbejdede for Kommissionen, flyttede sin sædvanlige bopæl til Belgien.

120    Da sagsøgeren må anses for at have haft sædvanlig bopæl i Belgien i den periode, hvor han gjorde tjeneste ved Kommissionen, kan han ikke gøre krav på udlandstillægget, heller ikke selv om han igen havde taget bopæl i Frankrig mellem den 1. maj og den 31. august 2019.

121    Under disse omstændigheder kan en af Unionens institutioner eller agenturer ikke tilskyndes til i lignende tilfælde at udsætte tjenestetiltrædelsen for en ansat, der retmæssigt har modtaget udlandstillæg inden for rammerne af en tidligere kontrakt, for at fratage vedkommende dette tillæg.

122    Under alle omstændigheder tilsidesætter en institution eller et agentur, der handler på denne måde med dette ene formål, den omsorgspligt, der skal ligge til grund for institutionens eller agenturets valg. Denne pligt betyder især, at en institution eller et agentur ved afgørelsen om en tjenestemands situation tager alle de forhold i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens eller dets afgørelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands eller ansattes interesse (jf. i denne retning dom af 28.5.1980, Kuhner mod Kommissionen, 33/79 og 75/79, EU:C:1980:139, præmis 22, og af 29.6.1994, Klinke mod Domstolen, C-298/93 P, EU:C:1994:273, præmis 38).

123    På samme måde tjener det for denne ansatte intet formål at afholde udgifter til flytning til en anden stat for fortsat at oppebære det tillæg, vedkommende var berettiget til under en tidligere ansættelse.

124    Hvad angår det tredje argument, som sagsøgeren har påberåbt sig, bemærkes, at der af de grunde, der er nævnt i forbindelse med de første to argumenter, ikke består nogen risiko for, at ansatte, der har arbejdet i disse institutioner eller agenturer, efter et ophold mellem to kontrakter giver afkald på at fortsætte deres karriere dér alene med den begrundelse, at de i forbindelse med den nye ansættelse ville miste retten til udlandstillæg. I alle tilfælde har artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten til formål at sikre institutionernes flernationale karakter. Argumentet må derfor ligeledes forkastes.

125    Det samme gælder sagsøgerens fjerde argument. Selv hvis sådanne ændringer i tjenestemændenes karriere godtgøres, kan de ikke have nogen indvirkning på anvendelsen af regler, hvis lovlighed ikke anfægtes, idet Unionens retsinstanser ikke har kompetence til af egen drift at ændre de betingelser, hvorunder der skal udbetales udlandstillæg.

126    Dermed skal sagsøgerens argumenter, som er nævnt i denne doms præmis 115, forkastes.

127    Henset til samtlige ovenstående betragtninger må det fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han havde sin sædvanlige bopæl uden for det land, hvor tjenestestedet var beliggende, i hele referenceperioden som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.

128    Følgelig skal det eneste anbringende forkastes, og Kommissionen frifindes.

 Sagsomkostninger

129    I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.

130    Da sagsøgeren har tabt sagen, pålægges det denne at bære sine egne omkostninger og betale de af Kommissionen afholdte omkostninger i overensstemmelse med dennes påstande.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen frifindes.

2)      LF bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger.

Gervasoni

Nihoul

Frendo

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. september 2021.

Underskrifter


*      Processprog: fransk.