Language of document :

Sag anlagt den 21. december 2009 - Alstom mod Kommissionen

(Sag T-517/09)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Alstom (Levallois Perret, Frankrig) (ved avocats J. Derenne og A. Müller-Rappard)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens beslutning af 7. oktober 2009 i sag COMP/F/39.129 - Elektriske transformatorer annulleres.

Kommissionens regnskabsførers beslutning af 10. december 2009 annulleres.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med denne stævning har Alstom nedlagt påstand om dels annullation af Kommissionens beslutning K(2009) 7601 endelig af 7. oktober 2009 - Elektriske transformatorer om en procedure i henhold til artikel 81 EF (nu artikel 101 TEUF) og artikel 53 EØS om et kartel på det europæiske marked for elektriske transformatorer, dels annullation af Kommissionens regnskabsførers beslutning af 10. december 2009 om afslag på Alstoms anmodning om at stille finansiel sikkerhed, mens den procedure, der er indledt ved den foreliggende stævning, verserer.

Til støtte for sin påstand om annullation af Kommissionens beslutning af 7. oktober 2009 har sagsøgeren fremført tre anbringender vedrørende:

-    en tilsidesættelse af de regler, der finder anvendelse på solidarisk ansvar, eftersom Kommissionen har holdt to virksomheder, som Kommissionen ikke enkeltvist og selvstændigt har været i stand til at holde direkte og formelt ansvarlige for en overtrædelse, solidarisk ansvarlige for den samme overtrædelse.

-    en tilsidesættelse af artikel 296 TEUF eftersom den anfægtede beslutning er behæftet med:

-    en utilstrækkelig begrundelse hvad angår tilstedeværelsen af en påvirkning af samhandelen mellem medlemsstaterne.

-    en manglende begrundelse hvad angår Kommissionens vurdering, hvorefter Alstom ikke har afkræftet formodningen for moderselskabets ansvar for datterselskabets handlinger og ikke har påvist datterselskabets selvstændighed.

-    en selvmodsigelse i begrundelsen vedrørende Alstom og Alstom T&D SA's fælles ansvar.

-    en tilsidesættelse af artikel 101 TEUF i forbindelse med reglerne om moderselskabers ansvar for overtrædelser, der er begået af deres datterselskaber, eftersom Kommissionen har støttet sig på en retspraksis, der er i strid med EU-retten og således ikke kan finde anvendelse, for på en retsskabende måde at skabe et princip om uafkræftelig formodning, der ikke er baseret på selvstændighed eller adfærd på markedet, men på de økonomiske, juridiske og organisatoriske forbindelser, som er almindelige kendetegn ved enhver koncern.

Til støtte for sin påstand om annullation af regnskabsførerens beslutning af 10. december 2009 har sagsøgeren fremført følgende anbringender vedrørende:

-    manglende hjemmel, eftersom beslutningen om afslag på anmodningen om at stille finansiel sikkerhed, mens søgsmålet vedrørende annullation af Kommissionens beslutning af 7. oktober 2009 verserer, ikke er lovligt vedtaget i henhold til hverken Rådets finansforordning nr. 1605/2002 1, eller Kommissionens gennemførselsforordning nr. 2342/2002, som ændret ved forordning nr. 1248/2006 2.

-    en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, eftersom Kommissionens beslutning tilsidesætter de begrundede forhåbninger, som Kommissionens tidligere praksis har givet anledning til.

-    en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, eftersom Kommissionens regnskabsførers nye tilgang uden forudgående offentliggørelse eller overgangsforanstaltninger stiller Alstom i en ulige situation i forhold til de bødeskyldnere, der har kunnet stille en finansiel sikkerhed før denne ændring af tilgang.

-    en tilsidesættelse af forpligtelsen til offentligt at rette en urigtig fortolkning i tilfælde, hvor Retten fastslår, at Kommissionens tidligere praksis ikke var i overensstemmelse med den finansforordning, der fandt anvendelse.

____________

1 - Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

2 - Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 1248/2006 af 7.8.2006 om ændring af forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EUT L 227, s. 3).