Sag anlagt den 2. august 2011 - Makhlouf mod Rådet

(Sag T-432/11)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Rami Makhlouf (Damaskus, Syrien) (ved advokat E. Ruchat)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Sagsøgerens søgsmål fremmes til realitetsbehandling og tages til følge

Rådets afgørelse 2011/273/FUSP af 9. maj 2011 samt afgørelsens efterfølgende gennemførselsakter, som fastholder sagsøgeren på listen over personer, der omfattes af restriktive foranstaltninger, såvel som Rådets forordning (EU) nr. 442/2011 af 9. maj 2011 og efterfølgende gennemførelsesakter annuleres, for så vidt som de angår sagsøgeren

Rådet for Den Europæiske Union tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremført tre anbringender.

Med første anbringende gøres gældende, at foreligger en tilsidesættelse af den i artikel 6 og 13 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (herefter "EMRK") såvel som i artikel 41 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder foreskrevne ret til forsvar og ret til en effektiv domstolsbeskyttelse.

Med andet anbringende gøres gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten, idet sagsøgeren foreholder Rådet, at den givne begrundelse ikke opfylder den forpligtelse, som påhviler Den Europæiske Unions institutioner, og som er foreskrevet i EMRK's artikel 6, artikel 296 TEUF, samt artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

Med tredje anbringende gøres gældende, at de anfægtede foranstaltninger på uberettiget og uforholdsmæssig måde begrænser sagsøgerens grundlæggende rettigheder, herunder særlig hans ejendomsret som foreskrevet i tillægsprotokollen til EMK og artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, hans ret til respekt for hans ære og omdømme som foreskrevet i EMRK's artikel 8 og 10, hans frihed til at iværksætte og udøve virksomhed som foreskrevet i artikel 15 og 16 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og endelig den formodning om uskyld, der er foreskrevet i EMRK's artikel 6 og artikel 48 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

____________