RETTENS DOM (Fjerde Afdeling)
6. september 2013 (*)
»Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik – restriktive foranstaltninger over for Iran med det formål at forhindre nuklear spredning – indefrysning af pengemidler – begrundelsespligt – ret til forsvar – ret til en effektiv domstolsbeskyttelse – åbenbart urigtigt skøn – ejendomsret – proportionalitet«
I sag T-434/11,
Europäisch-Iranische Handelsbank AG, Hamburg (Tyskland), først ved solicitors S. Ashley og S. Gadhia, advokat H. Hohmann, D. Wyatt, QC, og barrister R. Blakeley, derefter ved solicitors M. Ashley, H. Hohmann, D. Wyatt, R. Blakeley, S. Jeffrey og A. Irvine,
sagsøger,
mod
Rådet for Den Europæiske Union ved F. Naert og R. Liudvinaviciute-Cordeiro, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
støttet af:
Europa-Kommissionen først ved E. Paasivirta og S. Boelaert, derefter ved E. Paasivirta og M. Konstantinidis, som befuldmægtigede,
og af
Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland ved S. Behzadi-Spencer, A. Robinson og C. Murrell, som befuldmægtigede, bistået af J. Swift, QC, og barrister R. Palmer,
intervenienter,
angående en påstand om annullation af for det første Rådets afgørelse 2011/299/FUSP af 23. maj 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 136, s. 65), for det andet Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 503/2011 af 23. maj 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 136, s. 26), for det tredje Rådets afgørelse 2011/783/FUSP af 1. december 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 71), for det fjerde Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1245/2011 af 1. december 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 319, s. 11) og for det femte Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23. marts 2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1), for så vidt som disse retsakter vedrører sagsøgeren,
har
RETTEN (Fjerde Afdeling)
sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe (refererende dommer) og M. van der Woude,
justitssekretær: fuldmægtig N. Rosner,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 20. februar 2013,
afsagt følgende
Dom (1)
Tvistens baggrund
[udelades]
Retsforhandlinger og parternes påstande
18 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 3. august 2011 anlagde sagsøgeren den foreliggende sag.
19 Ved særskilt processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den samme dag begærede sagsøgeren sagen behandlet efter den fremskyndede procedure, som er fastsat i artikel 76a i Rettens procesreglement. Ved afgørelse af 12. september 2011 afviste formanden for Rettens Fjerde Afdeling denne begæring.
20 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 27. oktober 2011 og den 14. november 2011 fremsatte Europa-Kommissionen og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland begæring om tilladelse til at intervenere til støtte for Rådets påstande. Ved kendelse af 23. januar 2012 tog formanden for Rettens Fjerde Afdeling disse begæringer til følge.
21 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 19. januar 2012 fremsatte sagsøgeren begæring om at måtte tilpasse sine påstande i lyset af vedtagelsen af retsakterne af 1. december 2011. Ved afgørelse af 12. marts 2012 meddelte formanden for Rettens Fjerde Afdeling tilladelse til at indgive processkrift om ændring af søgsmålets påstande og anbringender og fastsatte til det formål sagsøgerens frist til den 23. april 2012.
22 Ved processkrift indleveret til Rettens Justitskontor den 23. april 2012 tilpassede sagsøgeren sine påstande og anbringender i lyset af vedtagelsen af disse retsakter af 1. december 2011 (herefter »den første tilpasning af påstandene«).
23 Ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 27. april 2012 tilpassede sagsøgeren på ny sine påstande og anbringender i lyset af vedtagelsen af forordning nr. 267/2012 (herefter »den anden tilpasning af påstandene«).
24 Ved processkrifter indleveret til Rettens Justitskontor henholdsvis den 20. juni 2012 og den 25. juni 2012 fremsatte Rådet og Det Forenede Kongerige deres bemærkninger til den første og den anden tilpasning af påstandene.
25 På grundlag af den refererende dommers rapport besluttede Retten (Fjerde Afdeling) at indlede den mundtlige forhandling og stillede i forbindelse med foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, jf. procesreglementets artikel 64, skriftlige spørgsmål til parterne, der besvarede disse inden for den fastsatte frist.
26 Parterne afgav mundtlige indlæg og besvarede Rettens mundtlige spørgsmål under retsmødet den 20. februar 2013.
27 Sagsøgeren har i stævningen og den første og anden tilpasning af påstandene nedlagt følgende påstande:
– De anfægtede retsakter annulleres med øjeblikkelig virkning, for så vidt som disse akter vedrører sagsøgeren.
– Det fastslås, at artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012 ikke finder anvendelse på sagsøgeren.
– Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.
28 Rådet har, støttet af Kommissionen, nedlagt følgende påstande:
– Principalt frifindelse.
– Subsidiært: For det første fastslås det i tilfælde af annullation, at virkningerne af afgørelse 2011/299 og 2011/783 opretholdes, indtil annullationen af gennemførelsesforordning nr. 503/2011 og nr. 1245/2011 samt forordning nr. 267/2012 får virkning, og for det andet annulleres disse forordninger ikke med øjeblikkelig virkning.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.
29 Det Forenede Kongerige har nedlagt påstand om, at sagen afvises som ugrundet.
Retlige bemærkninger
[udelades]
Om det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten, retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
[udelades]
Om det første led vedrørende en tilsidesættelse af begrundelsespligten
[udelades]
Om det andet led vedrørende en tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til en effektiv domstolsbeskyttelse
[udelades]
– Om sagsøgerens mulighed for at påberåbe sig princippet om overholdelse af retten til forsvar
[udelades]
– Om manglen på en fyldestgørende begrundelse og den manglende meddelelse af tilstrækkelige oplysninger til sagsøgeren
[udelades]
– Om den manglende underretning forud for den første opførelse af sagsøgerens navn på listerne
[udelades]
– Om utilstrækkeligheden af den fornyede formelle vurdering som følge af manglen på et møde mellem sagsøgeren og Rådets repræsentanter og manglen på høring af sagsøgeren
[udelades]
Om det andet anbringende vedrørende et åbenbart urigtigt skøn
[udelades]
Om det klagepunkt, hvorefter Rådet ikke har ført bevis for de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter
[udelades]
Om det klagepunkt, hvorefter betingelserne for opførelse og fastholdelse af sagsøgerens navn på listerne ikke er opfyldt
[udelades]
123 Henset til parternes argumenter skal det undersøges, om de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, tillod at opføre sagsøgerens navn på listerne, således som Rådet har gjort gældende. Eftersom nævnte transaktioner fandt sted »[i] 2009«, »[k]ort tid efter [begyndelsen af august 2010]«, »[i] august 2010« og »[i] oktober 2010«, dvs. – med undtagelse af de transaktioner, der fandt sted mellem den 27. og den 31. oktober 2010 – inden forordning nr. 961/2010 i overensstemmelse med forordningens artikel 41, stk. 1, trådte i kraft den 27. oktober 2010, skal det med henblik herpå undersøges, dels om de transaktioner, der fandt sted inden den 27. oktober 2010, blev foretaget i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 423/2007 af 19. april 2007 om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 103, s. 1), dels om de transaktioner, som fandt sted efter nævnte dato, blev foretaget i overensstemmelse med forordning nr. 961/2010.
124 Retten vil derfor først fortolke artikel 7-10 i forordning nr. 423/2007, i henhold til hvilken parterne er blevet adspurgt gennem skriftlige spørgsmål fra Retten, samt artikel 16-19 og 21 i forordning nr. 961/2010 med henblik på at fastlægge den retlige værdi af en tilladelse eller en godkendelse, som er blevet givet af en kompetent national myndighed, såsom i den foreliggende sag Bundesbank. I denne henseende bemærkes, at artikel 7-10 i forordning nr. 423/2007 i det væsentlige svarer til artikel 16-19 i forordning nr. 961/2010, og at de derfor vil blive behandlet samlet. Sidstnævnte forordning indeholder i sin artikel 21 desuden en bestemmelse, der specifikt vedrører pengeoverførsler til eller fra iranske enheder. Dernæst vil Retten undersøge, om de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, i den foreliggende sag er blevet gennemført i overensstemmelse med nævnte bestemmelser, således som sagsøgeren har gjort gældende.
125 Hvad indledningsvis angår fortolkningen af artikel 7-10 i forordning nr. 423/2007 og artikel 16-19 og 21 i forordning nr. 961/2010 bemærkes, at det ved fortolkning af en EU-retlig bestemmelse er nødvendigt ikke blot at tage hensyn til bestemmelsens ordlyd, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, og de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (Domstolens dom af 17.11.1983, sag 292/82, Merck, Sml. s. 3781, præmis 12).
126 For det første bemærkes, at artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 423/2007 og artikel 16, stk. 1 og 2, i forordning nr. 961/2010 fastsætter, at alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører de personer, enheder eller organer, der er opført i bilag IV og V til førstnævnte forordning og bilag VII og VIII til sidstnævnte forordning, indefryses (herefter »reglen om indefrysning af pengemidler«).
127 Desuden bestemmer artikel 8-10 i forordning nr. 423/2007 samt artikel 17-19 i forordning nr. 961/2010 i det væsentlige, at »uanset« henholdsvis artikel 7 i forordning nr. 423/2007 og artikel 16 i forordning nr. 961/2010 »kan medlemsstaternes kompetente myndigheder […] give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, forudsat at [betingelserne i ovennævnte bestemmelser er opfyldt]«. I det væsentlige vedrører disse betingelser dels arten af den påtænkte anvendelse af pengemidlerne og de økonomiske ressourcer, dels – hvad angår undtagelserne i artikel 9 og 10 i forordning nr. 423/2007 og artikel 18 og 19 i forordning nr. 961/2010 – en forudgående underretning af tilladelserne til, afhængigt af tilfældet, FN’s Sikkerhedsråds sanktionskomité eller de andre medlemsstater og Kommissionen. I øvrigt præciserer artikel 9 og 10 i forordning nr. 423/2007 såvel som artikel 18 og 19 i forordning nr. 961/2010, at nævnte tilladelser kan gives »på de vilkår, [som de kompetente nationale myndigheder] skønner hensigtsmæssige«. Disse formulereringer giver anledning til følgende to bemærkninger.
128 Det fremgår således for det første af disse bestemmelser, at de kompetente nationale myndigheder er indrømmet beføjelse til under bestemte omstændigheder og som undtagelse fra reglen om indefrysning af pengemidler at frigive visse pengemidler. Med henblik herpå skal de foretage en konkret vurdering af hver enkelt påtænkt transaktion for at kontrollere, om de betingelser, hvorunder de kan tillade en frigivelse, er opfyldt. Samtidig skal de pågældende enheder anmode om en tilladelse for hver transaktion, der er omfattet af nævnte bestemmelsers anvendelsesområde. Bestemmelserne i artikel 8-10 i forordning nr. 423/2007 og i artikel 17-19 i forordning nr. 961/2010 tillader derfor ikke de kompetente nationale myndigheder at udstede en generel godkendelse af en bestemt type transaktioner, for hvilke de pågældende enheder således er fritaget for at anmode om tilladelser fra sag til sag.
129 For det andet vidner en sådan tilladelse – i modsætning til det af Rådet hævdede – om den tilladte transaktions lovlighed i henhold til forordning nr. 423/2007 eller forordning nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet. Rådet kan – medmindre der foreligger særlige omstændigheder, som det tilkommer Rådet at bevise – derfor ikke basere vedtagelsen af i fremtiden gældende restriktive foranstaltninger på transaktioner, der er tilladt i henhold til artikel 8, 9 eller 10 i forordning nr. 423/2007 eller artikel 17, 18 eller 19 i forordning nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet. I mangel på en konkret tilladelse kan en simpel generaliseret godkendelse derimod ikke være bindende for Rådet.
130 Denne ordlydsmæssige gennemgang bekræftes af den sammenhæng, hvori artikel 8-10 i forordning nr. 423/2007 og artikel 17-19 i forordning nr. 961/2010 indgår, og navnlig af disse forordningers generelle opbygning. Henset til deres placering i forordning nr. 423/2007 og forordning nr. 961/2010 fremstår førstnævntes artikel 8-10 og sidstnævntes artikel 17-19 nemlig som en afvigelse fra den regel om indefrysning af pengemidler, der er fastsat i henholdsvis artikel 7 i forordning nr. 423/2007 og artikel 16 i forordning nr. 961/2010, som står foran dem i forordningerne.
131 Endelig er den foreslåede fortolkning i henhold til ordlyden og sammenhængen forenelig med det med forordning nr. 423/2007 og nr. 961/2010 forfulgte mål, nemlig ønsket om at forhindre nuklear spredning og mere generelt at opretholde freden og den internationale sikkerhed, henset til alvoren af den risiko, som nuklear spredning udgør.
132 Hvad for det andet angår transaktioner, som foretages gennem en ikke-udpeget enhed med det formål at foretage betalinger eller, ligesom det er tilfældet ved en trevejsprocedure, at betale gæld for udpegede enheder (herefter »transaktioner, der gennemføres gennem en ikke-udpeget enhed«), må det konstateres, at hverken forordning nr. 423/2007 eller nr. 961/2010 indeholder nogen udtrykkelig bestemmelse, i medfør af hvilken sådanne transaktioner skal tillades.
133 Ikke desto mindre fremgår det af bestemmelserne, den generelle opbygning og det med forordning nr. 423/2007 og nr. 961/2010 forfulgte mål, at transaktioner, der gennemføres gennem en ikke-udpeget enhed, ikke automatisk er lovlige, og at de pågældende enheder for at sikre den effektive virkning af artikel 7 i forordning nr. 423/2007 og artikel 16 i forordning nr. 961/2010 skal sikre sig, at sådanne transaktioner er lovlige, ved i givet fald at anmode deres kompetente nationale myndigheder om tilladelse.
134 For det første er det nemlig i medfør af artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 423/2007 og artikel 16, stk. 4, i forordning nr. 961/2010 forbudt bevidst og forsætligt at deltage i aktiviteter, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at omgå de i samme bestemmelsers stk. 1-3 indeholdte forbud. Disse udgør nemlig et forbud, hvis overtrædelse i sig selv kan tjene som et selvstændigt grundlag for at pålægge sanktioner, herunder straf, i overensstemmelse med den anvendelige nationale ret, jf. artikel 16, stk. 1, i forordning nr. 423/2007 og artikel 37, stk. 1, i forordning nr. 961/2010 (jf. i denne retning Domstolens dom af 21.12.2011, sag C-72/11, Afrasiabi m.fl., Sml. I, s. 14285, præmis 34 og 35).
135 Ved i øvrigt i artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 423/2007 og artikel 16, stk. 4, i forordning nr. 961/2010 at nævne aktiviteter, der direkte eller indirekte har til formål eller til følge at »omgå« de i nævnte bestemmelsers stk. 1-3 indeholdte forbud, tager EU-lovgiver sigte på sådanne aktiviteter, hvis mål eller virkning er, at deres gerningsmand unddrager sig det nævnte forbud (jf. i denne retning dommen i sagen Afrasiabi m.fl., nævnt ovenfor i præmis 134, præmis 60). De i nævnte artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 423/2007 og artikel 16, stk. 4, i forordning nr. 961/2010 fastsatte kumulative betingelser om viden og vilje er opfyldt, når den person, der deltager i en aktivitet som omhandlet i nævnte bestemmelser, med vilje søger det omgåelsesformål eller den omgåelsesvirkning, der direkte eller indirekte er knyttet til denne aktivitet. Betingelserne er også opfyldt, når den pågældende person anser sin deltagelse i en sådan aktivitet for at have dette formål eller denne følge, og han samtykkende affinder sig hermed (jf. i denne retning dommen i sagen Afrasiabi m.fl., nævnt ovenfor i præmis 134, præmis 67).
136 Transaktioner, der gennemføres gennem en ikke-udpeget enhed, kan derfor medføre en overtrædelse af det i henholdsvis artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 423/2007 og artikel 16, stk. 4, i forordning nr. 961/2010 fastsatte forbud, for så vidt som de har til formål at gennemføre finansielle transaktioner, der vedrører en udpeget enhed, og de i en sådan transaktion involverede enheder faktisk søger gennemførelsen af dette formål eller ved, at deres deltagelse i denne transaktion kan have dette formål eller denne virkning, og accepterer denne mulighed. Under sådanne omstændigheder tilkommer det den enhed, som gør gældende, at de af denne enhed foretagne transaktioner er i overensstemmelse med forordning nr. 423/2007 eller nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet, at bevise, at betingelserne for forbud i artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 423/2007 eller artikel 16, stk. 4, i forordning nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet, ikke er opfyldt.
137 For det andet bemærkes, at der i artikel 21 i forordning nr. 961/2010 – der ikke har en modsvarende bestemmelse i forordning nr. 423/2007 – er fastsat særlige regler, der regulerer pengeoverførsler til og fra en iransk person, en iransk enhed eller et iransk organ. Navnlig pålægger nævnte artikel en forpligtelse til at opnå en forhåndstilladelse fra de kompetente nationale myndigheder for enhver pengeoverførsel til en værdi af 40 000 EUR eller derover, med undtagelse af de i artiklens stk. 1, litra a), omhandlede pengeoverførsler. I medfør af artikel 21, stk. 4), i forordning nr. 961/2010 gives en sådan tilladelse, medmindre den påtænkte pengeoverførsel bidrager til de i denne bestemmelse anførte aktiviteter. Derimod forudsætter pengeoverførsler til en værdi af under 40 000 EUR ingen forhåndstilladelse, men de skal anmeldes, når de har en værdi på over 10 000 EUR.
138 Det følger af en modsætningsslutning fra artikel 21 i forordning nr. 961/2010, at pengeoverførsler til og fra en iransk person, en iransk enhed eller et iransk organ – herunder ikke-udpegede iranske personer, enheder eller organer – således som det fremgår af nævnte forordnings artikel 1, litra m), i princippet kan gennemføres under forudsætning af, at betingelserne i nævnte artikel 21 er opfyldt. Artikel 21 i forordning nr. 961/2010 udgør derfor en afvigelse fra den i artikel 16 i forordning nr. 961/2010 fastsatte regel om indefrysning af pengemidler, for så vidt som der ved indefrysning af pengemidler, således som det fremgår af nævnte forordnings artikel 1, litra i), forstås enhver hindring af bl.a. enhver form for pengeoverførsel, som ville resultere i en ændring af omfang, beløb, anbringelsessted, ejerforhold, besiddelse, art eller formål.
139 Da artikel 21 i forordning nr. 961/2010, således som det fremgår af den foregående præmis, udgør en afvigelse fra den i nævnte forordnings artikel 16 fastsatte regel, bemærkes dog, at nævnte artikel 21 i forordning nr. 961/2010 skal fortolkes i overensstemmelse med samme forordnings artikel 16, stk. 4. Sidstnævnte bestemmelse indeholder imidlertid et forbud om bevidst og forsætligt at omgå de i dens stk. 1-3 omhandlede foranstaltninger. Pengeoverførsler, der skal gennemføres i overensstemmelse med artikel 21, tillader derfor ikke en omgåelse af det i artikel 16, stk. 4, i forordning nr. 961/2010 fastsatte forbud.
140 For det andet bemærkes, at for så vidt angår finansierings- og kreditinstitutter – såsom sagsøgeren – pålægger artikel 11a, stk. 1, litra a), i forordning nr. 423/2007 – som indsat i nævnte forordning ved artikel 1, litra h), i Rådets forordning (EF) nr. 1110/2008 af 10. november 2008 om ændring af forordning nr. 423/2007 (EUT L 300, s. 1) – nævnte institutioner, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 18 i forordning nr. 423/2007, at udvise »løbende […] årvågenhed over for kontobevægelser« i deres forhold til de i denne artikel 11a, stk. 2, nævnte kredit- og finansieringsinstitutter, dvs. bl.a. de i Iran hjemmehørende kredit- og finansieringsinstitutter. I henhold til artikel 18 i forordning nr. 423/2007 gælder forordningen bl.a. for alle juridiske personer, enheder eller organer, der er oprettet, såsom sagsøgeren, eller stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning, og for alle juridiske personer, enheder eller organer for så vidt angår forretningsvirksomhed, der helt eller delvis foregår inden for Fællesskabet. Artikel 23, stk. 1, litra a), i forordning nr. 961/2010 pålægger de kredit- og finansieringsinstitutter, der er omfattet af anvendelsesområdet for nævnte forordnings artikel 39, en tilsvarende forpligtelse til årvågenhed over for kontobevægelser.
141 Den effektive virkning af artikel 7-10 i forordning nr. 423/2007, sammenholdt med artikel 16-19 og 21 i forordning nr. 961/2010, ville derfor blive bragt i fare, såfremt en ikke-udpeget enhed frit kunne gennemføre transaktioner gennem en ikke-udpeget enhed med henblik på at betale en udpeget enheds gæld eller foretage betalinger på dennes vegne. Det følger heraf, at en ikke-udpeget enhed altid skal sikre sig, at sådanne transaktioner er lovlige, ved i givet fald at anmode den kompetente nationale myndighed om tilladelse.
142 Det er i lyset af denne fortolkning af forordning nr. 423/2007 såvel som af forordning nr. 961/2010, at det herefter må undersøges, om de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, var ulovlige i den foreliggende sag.
143 I denne henseende bemærkes, at sagsøgeren for at bevise, at samtlige de af denne gennemførte transaktioner var lovlige, har gjort gældende, at de afhængigt af tilfældet enten var tilladt af Bundesbank, udelukket fra de restriktive foranstaltningers anvendelsesområde eller gennemført i overensstemmelse med en af Bundesbank godkendt procedure, nemlig trevejsproceduren.
144 Retten vil først undersøge de transaktioner, der hævdes at være udelukket fra anvendelsesområdet, dernæst de hævdede tilladte transaktioner og endelig de transaktioner, som hævdes at være blevet foretaget i overensstemmelse med trevejsproceduren.
145 Hvad for det første angår de transaktioner, der hævdes at være udelukket fra de restriktive foranstaltningers anvendelsesområde, bemærkes først, at sagsøgeren har begrænset sig til at gøre gældende, at visse af sagsøgerens transaktioner var udelukket fra nævnte anvendelsesområde, uden i denne henseende på anden vis at støtte sin argumentation, som er koncentreret om de tilladte eller godkendte transaktioner. På denne baggrund må dette argument forkastes i lyset af bestemmelserne i procesreglementets artikel 44, stk. 1.
146 Dernæst har sagsøgeren under retsmødet præciseret, at Bundesbanks godkendelse af trevejsproceduren var baseret på den betragtning, at de i henhold til denne procedure gennemførte transaktioner var udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 7 i forordning nr. 423/2007 eller artikel 16 i forordning nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet. På denne baggrund vil dette argument blive undersøgt i forbindelse med undersøgelsen af de transaktioner, som hævdes at være blevet godkendt og gennemført i henhold til nævnte procedure.
147 Hvad for det andet angår de transaktioner, der hævdes at være blevet tilladt af Bundesbank, har sagsøgeren gjort gældende, at bankens transaktioner, såfremt det var nødvendigt, var tilladt på grundlag af artikel 18 eller 21 i forordning nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet. Som svar på et skriftligt spørgsmål fra Retten har sagsøgeren tilføjet, at banken inden ikrafttrædelsen af forordning nr. 961/2010 altid har anmodet – når det var nødvendigt – om tilladelse i overensstemmelse med artikel 8-10 i forordning nr. 423/2007. Sagsøgeren har med henblik på at bevise, at bankens transaktioner faktisk var lovlige, imidlertid nøjedes med som bilag til stævningen at fremlægge en liste over de transaktioner, der hævdes at være blevet tilladt på grundlag af artikel 18 i forordning nr. 961/2010, og som fandt sted mellem den 2. september 2010 og den 21. juli 2011 og vedrørte Bank Mellat, Bank Sepah, Bank Saderat Iran og Bank Saderat Plc (Bank Saderat i London), Future Bank samt Postbank of Iran. Desuden har sagsøgeren fremlagt ti »eksempler« på tilladelser, der blev givet på grundlag af artikel 21, stk. 4, i forordning nr. 961/2010 den 7. og den 24. januar 2011, den 3. februar 2011, den 23. marts 2011, den 13. og den 19. maj 2011 og den 16. juni 2011, og som vedrørte transaktioner, der blev foretaget i henhold til trevejsproceduren, og for hvilke en sådan tilladelse var nødvendig.
148 Hvad angår de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, og som fandt sted inden den 2. september 2010, kan sagsøgeren imidlertid ikke med føje gøre gældende, at betingelserne for opførelsen af sagsøgerens navn på listerne – hvilken opførelse var begrundet i transaktioner, der fandt sted i 2009 og 2010 – ikke var opfyldt med den begrundelse, at de transaktioner, som sagsøgeren foretog mellem den 2. september 2010 og den 21. juli 2011, var tilladte. Dette argument må derfor forkastes som irrelevant, for så vidt som det vedrører de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, og som fandt sted inden den 2. september 2010.
149 Hvad dernæst angår de transaktioner, der har fundet sted efter den 2. september 2010, bemærkes, at de ovenfor i præmis 145 nævnte eksempler på tilladelser ikke er tilstrækkelige til at støtte sagsøgerens argument, hvorefter samtlige de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, og som sagsøgeren foretog i perioden efter den 2. september 2010, var lovlige. Dette argument må derfor forkastes som ugrundet, for så vidt som det vedrører nævnte transaktioner.
150 Hvad for det tredje angår de transaktioner, der hævdes at være foretaget i henhold til den af Bundesbank godkendte trevejsprocedure, har sagsøgeren under retsmødet gjort gældende, at de ifølge Bundesbank var udelukket fra anvendelsesområdet for artikel 7 i forordning nr. 423/2007 eller artikel 16 i forordning nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet. Sagsøgeren har desuden siden vedtagelsen af forordning nr. 961/2010 altid anmodet om en tilladelse i overensstemmelse med forordningens artikel 21, når en sådan tilladelse var påkrævet. I denne henseende bemærkes straks – foruden den omstændighed, at sidstnævnte argument skal forkastes af de ovenfor i præmis 145 anførte grunde – at i lyset af de ovenfor i præmis 135-139 fremførte betragtninger er de transaktioner, som hævdes at være foretaget i henhold til trevejsproceduren, af en sådan art, at de kan medføre en overtrædelse af forbuddet i artikel 7, stk. 4, i forordning nr. 423/2007 og artikel 16, stk. 4, i forordning nr. 961/2010. I henhold til den definition, der er givet i stævningen, har disse transaktioner nemlig til formål at gennemføre finansielle transaktioner, som vedrører udpegede enheder, idet de bl.a. skulle gøre det muligt at opfylde de udpegede iranske bankers tidligere forpligtelser. Sagsøgeren var ikke alene bevidst om, at der forelå en ordning med restriktive foranstaltninger over for Iran, men også om den omstændighed, at trevejsproceduren på trods af reglen om indefrysning af pengemidler gjorde det muligt at gennemføre transaktioner, der vedrørte udpegede banker.
151 Et finansinstituts gennemførelse af transaktioner i henhold til trevejsproceduren kan derfor i princippet begrunde vedtagelsen af restriktive foranstaltninger, medmindre den kompetente nationale myndighed har tilladt nævnte transaktioner i overensstemmelse med forordning nr. 423/2007 eller nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet, og gennemførelsen er – i modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende under retsmødet – omfattet af anvendelsesområdet for artikel 7 i forordning nr. 423/2007 eller artikel 16 i forordning nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet.
152 Sagsøgeren har ikke desto mindre gjort gældende, at disse transaktioner var lovlige. Med henblik på at bevise deres lovlige karakter har sagsøgeren som bilag til stævningen bl.a. fremlagt:
– to e-mails fra Bundesbank til sagsøgeren af henholdsvis 24. maj 2007 og 1. juli 2008, hvis oplysninger bekræftes af såvel en samling skrivelser og e-mails, der under den samme periode er blevet sendt fra Bank Saderat til sagsøgeren, fra sagsøgeren til Bundesbank og fra Bundesbank til Bank Saderat, afhængigt af tilfældet, som af repræsentanter for sagsøgeren udfærdigede noter fra telefonsamtaler afholdt under samme periode med undtagelse af én samtale, der blev afholdt i 2011
– tre skrivelser fra Österreichische Nationalbank (Østrigs nationalbank) til Wirtschaftskammer Österreich (det østrigske handelskammer) – hvoraf den ene er udateret, og de andre er dateret henholdsvis den 27. juni 2008 og den 6. august 2010 – der angiver resultaterne af et RELEX-møde af 13. juni 2007 om sanktioner, Österreichische Nationalbanks retlige vurdering for så vidt angår de finansielle transaktioner samt de nye tilladelseskrav hidrørende fra afgørelse 2010/413
– tre revisionsrapporter, hvoraf to, der er dateret henholdsvis den 16. december 2010 og den 30. maj 2011, er blevet udfærdiget af repræsentanter for Bundesbank, og den tredje, som er dateret den 23. december 2010, er blevet udfærdiget af et konsulentfirma (herefter »rapporten af 23. december 2010«).
153 I denne henseende bemærkes for det første, at det ganske vist fremgår af Bundesbanks e-mails, at »pengeoverførsler [kunne] finde sted mellem to ikke-udpegede enheders bankkonti, selv når de [blev] gennemført med henblik på at betale en udpeget enheds gæld«. Det fremgår desuden af Bundesbanks mail af 24. maj 2007, at anmodningen af 18. april 2007 om tilladelse til modtagelse af betalinger fra Bank Sepah var »overflødig«.
154 Retten finder imidlertid, at i mangel på tilladelser udstedt fra sag til sag er disse e-mails, bekræftelsesmailene og noterne fra telefonsamtaler, henset til de ovenfor i præmis 136-139 fremførte betragtninger, ikke tilstrækkelige til at bevise, at de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, er lovlige i lyset af forordning nr. 423/2007 og nr. 961/2010. For det første er en generel godkendelse, der omfatter de pågældende udpegede enheder uden at sondre mellem arten af de nøjagtige transaktioner, nemlig utilstrækkelig. For det andet ligger de pågældende e-mails, skrivelser og telefonopkald – afhængigt af tilfældet – et eller to år forud for de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter, med undtagelse af ét opkald, der fandt sted efter opførelsen af sagsøgeren på listerne. Henset til det ovenfor i præmis 138 anførte krav om årvågenhed burde et rimelig omhyggeligt finansinstitut imidlertid have anmodet om nærmere oplysninger for så vidt angår den »godkendelse«, der var blevet givet.
155 Hvad for det andet angår skrivelserne fra Österreichische Nationalbank bemærkes blot, at nævnte myndighed for så vidt angår Tyskland ikke er den kompetente nationale myndighed som omhandlet i forordning nr. 423/2007 og nr. 961/2010. Sagsøgeren har imidlertid hjemsted i Tyskland.
156 For det tredje fremgår det i modsætning til det af sagsøgeren hævdede ikke af de ovenfor i præmis 152, tredje led, anførte revisionsrapporter, at sagsøgeren under alle omstændigheder har overholdt kravene vedrørende de restriktive foranstaltninger. Foruden den omstændighed, at den af sagsøgerens transaktioner foretagne analyse i de to revisionsrapporter, der blev udfærdiget af Bundesbank, og rapporten af 23. december 2010, ikke er udtømmende, men alene baseret på et udsnit, fastslås det tværtimod udtrykkeligt i rapporten af 23. december 2010, at de transaktioner, som blev foretaget i 2010 i henhold til trevejsproceduren, kunne bringe målene med EU’s sanktionspolitik i fare.
157 Det følger af ovenstående betragtninger, at i modsætning til det, som sagsøgeren har gjort gældende, er de transaktioner, der er nævnt i begrundelserne for de anfægtede retsakter – i mangel på tilladelser udstedt fra sag til sag – ikke lovlige i lyset af forordning nr. 423/2007 og nr. 961/2010, afhængigt af tilfældet, hvorfor Rådet, henset til de ovenfor i præmis 129 og 139 anførte betragtninger, gyldigt kunne basere vedtagelsen af restriktive foranstaltninger over for sagsøgeren på nævnte transaktioner.
[udelades]
Om klagepunktet vedrørende vurderingen af forslaget til opførelse og den fornyede vurdering af opførelsen
[udelades]
Om det tredje anbringende vedrørende en tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og retten til god forvaltning
[udelades]
Om ulovlighedsindsigelsen mod artikel 20, stk. 1, litra b), i afgørelse 2010/413, artikel 16, stk. 2, litra b), i forordning nr. 961/2010 og artikel 23, stk. 2, i forordning nr. 267/2012
[udelades]
Om det fjerde anbringende vedrørende en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet, ejendomsretten og friheden til at oprette og drive egen virksomhed
[udelades]
Om de tidsmæssige virkninger af annullationen af retsakterne af 23. maj 2011
[udelades]
Sagens omkostninger
[udelades]
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Fjerde Afdeling):
1) Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 503/2011 af 23. maj 2011 om gennemførelse af forordning (EU) nr. 961/2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og Rådets afgørelse 2011/299/FUSP af 23. maj 2011 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran annulleres, for så vidt som disse retsakter vedrører Europäisch-Iranische Handelsbank AG.
2) I øvrigt frifindes Rådet for Den Europæiske Union.
3) Europäisch-Iranische Handelsbank bærer tre femtedele af sine egne omkostninger og betaler tre femtedele af de omkostninger, som er afholdt af Rådet.
4) Rådet bærer to femtedele af sine egne omkostninger og betaler to femtedele af de omkostninger, som er afholdt af Europäisch-Iranische Handelsbank.
5) Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland samt Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.
Pelikánová | Jürimäe | Van der Woude |
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 6. september 2013.
Underskrifter