Language of document : ECLI:EU:C:2018:257

Sag C-414/16

Vera Egenberger

mod

Evangelisches Werk für Diakonie und Entwicklung eV

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesarbeitsgericht)

»Præjudiciel forelæggelse – socialpolitik – direktiv 2000/78/EF – ligebehandling – forskelsbehandling på grund af religion eller tro – erhvervsmæssige aktiviteter inden for kirker eller andre organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro – religion eller tro, som udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af organisationens etik – begreb – aktiviteternes karakter og den sammenhæng, de indgår i – artikel 17 TEUF – artikel 10, 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder«

Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 17. april 2018

1.        Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro – afslag på en ansøgning til en stilling fra en kirke eller en anden organisation baseret på religion eller tro – afslag baseret på religion eller tro, som udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af organisationens etik – pligt for medlemsstaterne til at fastsætte en effektiv domstolskontrol

(Art. 17 TEUF; Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 10 og art. 47; Rådets direktiv 2000/78, art. 4, stk. 2, art. 9 og art. 10)

2.        Socialpolitik – ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv – direktiv 2000/78 – forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro – begrebet regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav – rækkevidde – overholdelse af proportionalitetsprincippet

(Rådets direktiv 2000/78, art. 4, stk. 2)

3.        EU-ret – principper – ligebehandling – forbud mod forskelsbehandling på grund af religion eller tro – forhold til direktiv 2000/78 – artikel 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder kan påberåbes – tvist mellem to private parter – forpligtelser og beføjelser for den nationale ret – fortolkning i overensstemmelse med EU-retten af den nationale lovgivning – grænser – fortolkning contra legem af national ret – pligt til at undlade at anvende en national bestemmelse, som strider mod EU-retten

(Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, art. 21 og 47; Rådets direktiv 2000/78, art. 1 og art. 4, stk. 2)

1.      Artikel 4, stk. 2, i Rådets direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, sammenholdt med direktivets artikel 9 og 10 samt med artikel 47 i Den Europæiske Unions Charter om grundlæggende rettigheder, skal fortolkes således, at når en kirke eller en anden organisation, hvis etik er baseret på religion eller tro, til støtte for en retsakt eller en afgørelse, såsom et afslag på en ansøgning om en stilling hos denne, gør gældende, at religion under hensyn til de pågældende aktiviteters karakter eller den sammenhæng, de indgår i, udgør et regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav på baggrund af denne kirkes eller denne organisations etik, skal en sådan påstand i givet fald kunne være genstand for en effektiv domstolskontrol, som sikrer, at de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, er opfyldt.

Selv om direktiv 2000/78 således tilsigter at beskytte arbejdstagernes grundlæggende ret til ikke at blive gjort til genstand for forskelsbehandling på grund af deres religion eller tro, forholder det sig ikke desto mindre således, at det nævnte direktiv med dets artikel 4, stk. 2, ligeliges tilsigter at tage hensyn til retten til selvstændighed for kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, således som denne ret er anerkendt i artikel 17 TEUF og i chartrets artikel 10, som svarer til artikel 9 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950.

Artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 har således til formål at sikre ligevægt mellem på den ene side retten til selvstændighed for de kirker og andre offentlige eller private organisationer, hvis etik er baseret på religion eller tro, og på den anden side arbejdstageres ret til ikke, navnlig i forbindelse med deres ansættelse, at være genstand for forskelsbehandling på grund af religion eller tro i situationer, hvor begge disse rettigheder foreligger samtidig.

I dette perspektiv fastsætter denne bestemmelse de kriterier, der skal tages hensyn til i forbindelse med den afvejning, der skal foretages for at sikre ligevægt mellem disse sådanne eventuelt konkurrerende rettigheder.

I tilfælde af tvist skal en sådan afvejning imidlertid i givet fald kunne gøres til genstand for en kontrol foretaget af en uafhængig myndighed og, i sidste instans, af en national retsinstans.

Artikel 17 TEUF udtrykker Unionens neutralitet i forhold til medlemsstaternes organisering af deres forhold til kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund. Derimod kan denne artikel ikke ved sin karakter have den konsekvens, at overholdelsen af de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, udelukkes fra en effektiv domstolskontrol.

(jf. præmis 50-53, 58 og 59 samt domskonkl. 1)

2.      Artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at det heri omhandlede regulære, legitime og berettigede erhvervsmæssige krav henviser til et krav, som er nødvendigt og, henset til den pågældende kirkes eller organisations etik, objektivt påkrævet ved karakteren af eller betingelserne for udøvelsen af den erhvervsmæssige aktivitet og ikke kan omfatte betragtninger, som ikke vedrører denne etik eller denne kirkes eller organisations ret til selvstændighed. Dette krav skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

For så vidt angår fortolkningen af begrebet »regulært, legitimt og berettiget erhvervsmæssigt krav« i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78 følger det udtrykkeligt af denne bestemmelse, at det er under hensyn til de pågældende aktiviteters »karakter« eller den »sammenhæng«, de indgår i, at religion eller tro i givet fald kan udgøre et sådant erhvervsmæssigt krav.

Henset til sidstnævnte bestemmelse forudsætter lovligheden af en ulige behandling på grund af en persons religion eller tro således, at der foreligger en direkte forbindelse, der kan verificeres objektivt, mellem det af arbejdsgiveren fastsatte erhvervsmæssige krav og den pågældende aktivitet. En sådan forbindelse kan følge enten af denne aktivitets karakter, f.eks. når denne indebærer deltagelse i fastlæggelsen af den pågældende kirkes eller organisations etik eller i forkyndelsesopgaverne, eller af de betingelser, hvorunder den nævnte aktivitet skal udøves, såsom nødvendigheden af at sikre en troværdig repræsentation af kirken eller organisationen uden for denne.

Endvidere skal dette erhvervsmæssige krav, således som det kræves i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, være »regulært, legitimt og berettiget« på baggrund af kirkens eller organisationens etik. Selv om det, som påpeget i denne doms præmis 61, principielt ikke tilkommer de nationale retsinstanser at udtale sig om etikken som sådan som grundlag for det påberåbte erhvervsmæssige krav, tilkommer det dem ikke desto mindre i det enkelte tilfælde at afgøre, om disse tre kriterier er opfyldt, henset til denne etik.

Hvad angår disse kriterier skal det for det første for så vidt angår kravets karakter af »regulært« præciseres, at anvendelsen af dette adjektiv betyder, at tilhørsforholdet til den religion eller tro, som den pågældende kirkes eller organisations etik er baseret på, for EU-lovgiver skal synes nødvendigt som følge af vigtigheden af den pågældende erhvervsmæssige aktivitet for hævdelsen af denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed.

Hvad for det andet angår kravets karakter af »legitimt« viser brugen af dette ord, at EU-lovgiver har villet sikre, at kravet om tilhørsforhold til den religion eller tro, som den pågældende kirkes eller organisations etik er baseret på, ikke tjener til at forfølge et formål, som ikke vedrører denne etik eller denne kirkes eller organisations udøvelse af dens ret til selvstændighed.

Hvad for det tredje angår kravets karakter af »berettiget« indebærer dette ord ikke blot, at kontrollen med overholdelsen af de kriterier, der er fastsat i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, kan foretages af en national retsinstans, men ligeledes, at den kirke eller organisation, der har opstillet dette krav, har pligt til, i lyset af de faktiske omstændigheder i det foreliggende tilfælde, at godtgøre, at den påberåbte risiko for indgreb i dens etik eller dens ret til selvstændighed er sandsynlig og alvorlig, således at indførelsen af et sådant krav rent faktisk er nødvendigt.

(jf. præmis 62-67 og 69 samt domskonkl. 2)

3.      En national retsinstans, som har fået forelagt en tvist mellem to private parter, har pligt til, når det ikke er muligt for den at fortolke den relevante nationale ret på en måde, som er i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, inden for rammerne af sine beføjelser at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger af artikel 21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og at sikre den fulde virkning af disse artikler ved om fornødent at undlade at anvende enhver modstridende national bestemmelse.

I denne henseende bemærkes, at det tilkommer de nationale retsinstanser under hensyn til samtlige nationale retsregler og i medfør af de fortolkningsmetoder, der er anerkendt heri, at afgøre, om og i hvilket omfang en national bestemmelse, såsom AGG’s § 9, stk. 1, kan fortolkes i overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, i direktiv 2000/78, uden at foretage en fortolkning contra legem af denne nationale bestemmelse (jf. i denne retning dom af 19.4.2016, DI, C-441/14, EU:C:2016:278, præmis 31 og 32 og den deri nævnte retspraksis).

I det tilfælde, hvor det er umuligt for denne at foretage en sådan overensstemmende fortolkning af den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse, skal det for det første præciseres, at direktiv 2000/78 ikke selv indfører princippet om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, hvilket princip har sin oprindelse i forskellige internationale konventioner og i medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, men alene har til formål på disse områder at fastlægge en generel ramme for bekæmpelsen af forskellige former for forskelsbehandling, herunder religion eller tro, således som det fremgår af overskriften og af direktivets artikel 1 (jf. i denne retning dom af 10.5.2011, Römer, C-147/08, EU:C:2011:286, præmis 59 og den deri nævnte retspraksis).

Forbuddet mod enhver forskelsbehandling på grund af religion eller tro har bindende karakter som et generelt princip i EU-retten. Dette forbud, som er fastsat i chartrets artikel 21, stk. 1, er i sig selv tilstrækkeligt til at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes i en tvist mellem disse på et område, der er omfattet af EU-retten (jf. for så vidt angår princippet om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder dom af 15.1.2014, Association de médiation sociale, C-176/12, EU:C:2014:2, præmis 47).

Henset til den bindende karakter af chartrets artikel 21 adskiller den sig principielt ikke fra de forskellige bestemmelser i traktaterne om oprettelse, som forbyder forskelsbehandling af diverse grunde, selv når en sådan forskelsbehandling udspringer af kontrakter indgået mellem private (jf. analogt dom af 8.4.1976, Defrenne, 43/75, EU:C:1976:56, præmis 39, af 6.6.2000, Angonese, C-281/98, EU:C:2000:296, præmis 33-36, af 3.10.2000, Ferlini, C-411/98, EU:C:2000:530, præmis 50, og af 11.12.2007, International Transport Workers’ Federation og Finnish Seamen’s Union, C-438/05, EU:C:2007:772, præmis 57-61).

For det andet skal det fremhæves, at chartrets artikel 47 vedrørende retten til effektiv domstolsbeskyttelse, i lighed med dette charters artikel 21, i sig selv er tilstrækkelig og ikke skal præciseres ved bestemmelser i EU-retten eller i national ret for at tillægge private en ret, der som sådan kan påberåbes.

Følgelig har den nationale retsinstans pligt til inden for rammerne af sine beføjelser at sikre den retsbeskyttelse, der for borgerne følger af chartrets artikel 21 og 47, og at sikre den fulde virkning af disse artikler ved om fornødent at undlade at anvende enhver modstridende national bestemmelse.

(jf. præmis 71, 75-79 og 82 samt domskonkl. 3)