PERSONALERETTENS DOM

(Anden Afdeling)

12. marts 2009

Sag F-104/06

Joséphine Arpaillange m.fl.

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

»Personalesag – kontraktansatte – ansættelse – indplacering – tidligere selvstændige eksperter – eksamensbevis – erhvervserfaring – ulovlighedsindsigelse«

Angående: Søgsmål anlagt i henhold til artikel 236 EF og 152 EA, hvorunder Joséphine Arpaillange samt fire andre kontraktansatte i Kommissionen bl.a. har nedlagt påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens afgørelser om indplacering, således som disse kommer til udtryk i sagsøgernes ansættelseskontrakter.

Udfald: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber frifindes. Hver part bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – kontraktansatte – indplacering – ansatte henhørende under ansættelsesgruppe IV

(Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, art. 79, stk. 2, og art. 86)

2.      Tjenestemænd – ligebehandling – forskellig behandling af de forskellige kategorier af ansatte for så vidt angår vedtægtsmæssige garantier og fordele med hensyn til social sikring – ingen forskelsbehandling

3.      Tjenestemænd – søgsmål – erstatningspåstand tilknyttet en annullationspåstand – afvisning af annullationspåstanden medfører afvisning af erstatningspåstanden

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

1.      Det følger af artikel 79, stk. 2, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, at administrationen råder over et skøn ved fastsættelsen af det antal års erhvervserfaring, der kræves med henblik på indplacering af kontraktansatte. Eftersom artikel 86 i nævnte ansættelsesvilkår kun foreskriver en indplacering i tre lønklasser af de i artikel 3a omhandlede kontraktansatte, der henhører under ansættelsesgruppe IV, er afstanden mellem den nederste grænse og den øverste grænse for den erhvervserfaring, der kræves for hver af de tre lønklasser, nødvendigvis stor. En ens aflønning af kontraktansatte, der befinder sig i forskellige situationer, henset til varigheden af deres erhvervserfaring, er således uadskilleligt forbundet med et system med inddeling i tre lønklasser af de i artikel 3a omhandlede kontraktansatte, der henhører under ansættelsesgruppe IV.

(jf. præmis 48, 50 og 52)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 19. marts 2003, sag T-213/00, CMA CGM m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 913, præmis 405-410.

2.      Eftersom fællesskabslovgiver har frihed til at skabe nye kategorier af ansatte, som opfylder fællesskabsadministrationens velbegrundede behov, og eftersom der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved, at de forskellige grupper af ansatte i Fællesskaberne har forskellig status, alt efter om de er egentlige tjenestemænd eller falder ind under de forskellige grupper af ansatte, der er omfattet af ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte, da definitionen af hver enkelt af de pågældende grupper svarer til fællesskabsadministrationens velbegrundede behov og arten af de arbejdsopgaver, vedvarende eller midlertidige, som administrationen skal udføre, er den omstændighed, at visse grupper af ansatte i Fællesskaberne med hensyn til vedtægtsmæssige garantier og socialsikringsfordele kan have garantier eller fordele, som andre grupper ikke har, ikke udtryk for forskelsbehandling. Navnlig henhører de kontraktansatte, der er omfattet af henholdsvis artikel 3a og 3b i nævnte ansættelsesvilkår, under forskellige personalekategorier bl.a. derved, at sidstnævnte til forskel fra førstnævnte kun kan indgå ansættelseskontrakter af begrænset varighed, hvilket bl.a. medfører en forskellig indplacering og følgelig forskellige lønniveauer.

(jf. præmis 60, 61, 63 og 97)

Henvisning til:

Domstolen: 6. oktober 1983, forenede sager 118/82 – 123/82, Celant m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 2995, præmis 22.

Retten i Første Instans: 30. september 1998, sag T-121/97, Ryan mod Revisionsretten, Sml. II, s. 3885, præmis 98 og 104, 9. juli 2007, sag T-415/06 P, De Smedt mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 54 og 55.

Personaleretten: 19. oktober 2006, sag F-59/05, De Smedt mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A-1, s. 109, og II-A-1, s. 409, præmis 71 og 76.

3.      I tjenestemandssager skal påstanden om erstatning for et tab forkastes, når der er nær sammenhæng mellem denne og den annullationspåstand, som enten er blevet afvist fra påkendelse eller forkastet som ubegrundet.

(jf. præmis 137)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 10. juni 2004, sag T-330/03, Liakoura mod Rådet, Sml. Pers. I-A, s. 191, og II, s. 859, præmis 69, 13. december 2005, forenede sager T-155/03, T-157/03 og T-331/03, Cwik mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s. 411, og II, s. 1865, præmis 207.