Language of document :

Appel iværksat den 7. december 2020 af Gesamtverband Verkehrsgewerbe Niedersachsen eV (GVN) til prøvelse af dom afsagt af Retten (Femte Afdeling) den 5. oktober 2020 i sag T-583/18, GVN mod Europa-Kommissionen

(Sag C-666/20 P)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: Gesamtverband Verkehrsgewerbe Niedersachsen eV (GVN) (ved Rechtsanwalt C. Antweiler)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen, Bundesrepublik Deutschland og Land Niedersachsen

Appellanten har nedlagt følgende påstande

1.    Rettens dom af 5. oktober 2020, GVN mod Kommissionen (T-583/18, EU:T:2020:466), ophæves for så vidt angår domskonklusionens punkt 1 og 2.

2.    Ford et tilfælde, at appellen tages til følge, gives der medhold i de i første instans nedlagte påstande om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 12. juli 2018, C(2018) 4385 final 1 .

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellanten har som det første anbringende gjort gældende, at Retten har tilsidesat artikel 47, stk. 2, i chartret om grundlæggende rettigheder og begået en procedurefejl, idet den helt har undladt at tage hensyn til appellantens sagsrelevante argument om de betingelser, der skal være opfyldt for, at de tyske delstater i medfør af § 64a i den tyske Personenbeförderungsgesetz (lov om personbefordring, herefter »PBefG«) har bemyndigelse til at erstatte samme lovs § 45a med lovgivning, der vedtages af delstaterne.

Appellanten har som det andet anbringende gjort flere tilsidesættelser af EU-retten gældende.

Der foreligger en tilsidesættelse af EU-retten, da Retten i den appellerede doms præmis 36 har udtalt, at det er ubestridt mellem parterne, at den tyske lovgiver med PBefG’s § 45a og PBefG’s § 8, stk. 4, tredje punktum, har undtaget kompensation for offentlig befordring af personer med rejsekort udstedt til brug for rejser i forbindelse med uddannelse fra anvendelsesområdet for forordning (EU) nr. 1370/2007 2 . Retten overså dermed, at Forbundsrepublikken Tyskland hverken har underrettet Europa-Kommissionen om PBefG’s § 45a eller om PBefG’s § 8, stk. 4, tredje punktum, i henhold til artikel 3, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 1370/2007.

Desuden foreligger der en tilsidesættelse af EU-retten, idet Retten i den appellerede doms præmis 40 f. retsstridigt lagde til grund, at en lovgiver i henhold til artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 1370/2007 ikke alene kan udelukke regler om økonomisk kompensation for offentlige serviceforpligtelser om befordring af elever og studerende fra forordningens anvendelsesområde, men også uden videre kan indskrænke denne undtagelses anvendelsesområdet derved, at lovgiver ændrer en sådan afgørelse for, at sådanne kompensationer på ny kan henføres under anvendelsesområdet for forordning nr. 1370/2007. Den ændring, som Retten har anset for lovlig, er således actus contrarius til afgørelsen i henhold til artikel 3, stk. 3, andet punktum, i forordning nr. 1370/2007. Denne afgørelse er derfor underlagt de samme gyldighedsbetingelser, som i det foreliggende tilfælde ikke er opfyldt som følge af den manglende underretning til Kommissionen om ændringen.

Endelig udgør det en tilsidesættelse af EU-retten – nemlig af artikel 107 TEUF og artikel 108, stk. 3, TEUF – at Retten vedrørende det andet anbringende lagde til grund, at Land Niedersachsen ikke på grundlag af § 7a i Niedersächsischen Nahverkehrsgesetzes (den niedersachsiske lov om lokal personbefordring, herefter »NNVG«) tildeler statsstøtte til virksomheder, selv om alle kommunale virksomheder fra de kommunale ansvarlige enheder modtager samtlige de finansielle midler, som Land Niedersachsen stiller til rådighed for disse enheder. I modsætning til Rettens vurdering er en adskillelse mellem den ansvarlige enheds myndighedsudøvelse på den ene side og denne enheds økonomiske aktiviteter som selskabsdeltager i den af denne enhed kontrollerede transportvirksomhed på den anden side ikke mulig.

____________

1     Europa-Kommissionens afgørelse om ikke at gøre indsigelse med de af Land Niedersachsen i medfør af § 7a i Niedersächsischen Nahverkehrsgesetz iværksatte foranstaltninger (Sag SA.46538 [2017/NN]) (EUT 2018, C 292, s. 1).

2     Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1370/2007 af 23.10.2007 om offentlig personbefordring med jernbane og ad vej og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1191/69 og (EØF) nr. 1107/70 (EUT 2007, L 315, s. 1).