RETTENS DOM (Anden Afdeling)
13. juli 2018 (*)
»Personalesag – kontraktansatte – udlandstillæg – artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten – tiårig referenceperiode – statsborgerskab i tjenestelandet – bopæl i tjenestelandet – tjeneste for en international organisation – vikarkontrakt«
I sag T-273/17,
Alessandro Quadri di Cardano, kontraktansat ved Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (herefter »INEA«), Alicante (Spanien), først ved advokaterne N. de Montigny og J.-N. Louis, derefter ved advokat N. de Montigny,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen først ved T. Bohr og M. Mensi, derefter ved Bohr og L. Radu Bouyon, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
angående et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen af 19. juli 2016 truffet af Kontoret for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) under Kommissionen, hvorved sagsøgeren fik afslag på tildeling af udlandstillæg ved sin tiltrædelse af tjenesten i INEA,
har
RETTEN (Anden Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, M. Prek, og dommerne F. Schalin og M.J. Costeira (refererende dommer),
justitssekretær: fuldmægtig G. Predonzani,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 10. april 2018,
afsagt følgende
Dom
Tvistens baggrund
Personlige oplysninger vedrørende sagsøgeren
1 Sagsøgeren, Alessandro Quadri di Cardano, blev født den 19. april 1980 i Bologna (Italien) som barn af en italiensk far og en belgisk mor og har både italiensk og belgisk statsborgerskab.
2 Sagsøgeren boede indtil 2006 i Italien, hvor han gennemførte sin grundskole-, gymnasieskole- og universitetsuddannelse.
3 Fra den 13. september 2006 til den 22. juni 2007 fulgte sagsøgeren en masteruddannelse ved Europakollegiet i Brügge (Belgien).
4 Sagsøgeren har siden den 21. september 2007 været registreret på det italienske konsulat i Bruxelles (Belgien). Han giftede sig den 6. december 2008 i Bruxelles med en belgisk statsborger, der har bopæl i Bruxelles, med hvem han har tre børn, der blev født i Bruxelles i 2010, 2013 og 2015. Sagsøgerens ægtefælle arbejder i Bruxelles. Sagsøgeren har siden den 18. februar 2009 været tilmeldt folkeregisteret i Schaerbeek (Belgien).
Sagsøgerens karriereforløb
5 Sagsøgeren gennemførte i perioden fra den 2. maj til den 28. juli 2006 en praktikperiode i Bruxelles på Provincia Autonoma di Bolzano-Alto Adiges (den selvstyrende provins Bolzano-Alto-Adige, Italien) repræsentation ved Den Europæiske Unions institutioner.
6 Sagsøgeren arbejdede som praktikant i Europa-Parlamentet fra den 4. september 2007 til den 27. august 2008 og som parlamentarisk assistent fra den 28. august 2008 til den 31. juli 2009.
7 Fra den 1. august 2009 til den 31. januar 2010 arbejdede sagsøgeren for Parlamentet som akkrediteret parlamentarisk assistent.
8 Fra den 1. februar 2010 til den 31. januar 2013 var sagsøgeren ansat i Europa-Kommissionen som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i Generaldirektoratet (GD) for »Forskning og Innovation«. Sagsøgeren nåede den maksimale varighed for ansættelse som kontraktansat, der i henhold til de regler, der var gældende på dette tidspunkt, androg tre år.
9 Sagsøgeren blev opført på listen over kontraktansatte, der kunne få tilbud om en vikarkontrakt i GD for »Forskning og Innovation«.
10 Ved skrivelse af 20. november 2012 meddelte direktøren for direktion R i GD for »Forskning og Innovation« sagsøgeren, at han pr. 1. februar 2013 kunne få tilbudt en vikarkontrakt, indledningsvis for en periode på seks måneder (med en afbrydelse i august måned).
11 Den 29. januar 2013 oprettede sagsøgeren en profil hos selskabet R. og underskrev sin første vikarkontrakt med dette selskab.
12 Samlet omfatter de vikarkontrakter, der blev indgået mellem sagsøgeren og selskabet R, en indledende periode fra den 1. februar til den 31. juli 2013 efterfulgt af en yderligere periode fra den 1. september til den 13. september 2013 (herefter under ét »vikaransættelsesperioden«).
13 Sagsøgeren arbejdede i vikaransættelsesperioden som vikar i GD for »Forskning og Innovation«.
14 I vikaransættelsesperioden deltog sagsøgeren i flere kurser, der blev tilbudt ansatte i Kommissionen.
15 Sagsøgeren modtog ydelser ved arbejdsløshed fra EU i august måned 2013, efter at han var blevet udelukket fra at få belgisk arbejdsløshedsunderstøttelse.
16 Sagsøgeren indgav i 2012 og 2013 ansøgninger til en række EU-institutioner og -organer uden for Belgien.
17 Kontorchefen for R.1 i GD for »Forskning og Innovation« afgav en erklæring af 5. oktober 2016, hvori det attesteredes, at sagsøgeren havde været ansat i Kommissionen i GD for »Forskning og Innovation« og havde gjort tjeneste i afdelingen RTD.B2, henholdsvis som kontraktansat fra den 1. februar 2010 til den 31. januar 2013 og som vikar fra den 1. februar til den 31. juli 2013 samt fra den 1. september til den 13. september 2013.
18 Sagsøgeren arbejdede som kontraktansat i Parlamentet fra den 16. september 2013 til den 15. maj 2014.
19 Fra den 16. maj 2014 til den 15. juli 2016 arbejdede sagsøgeren som kontraktansat i Forvaltningsorganet for Små og Mellemstore Virksomheder (EASME).
20 Den 16. juli 2016 fik sagsøgeren ansættelse som kontraktansat i Forvaltningsorganet for Innovation og Netværk (INEA).
Den anfægtede afgørelse og andre afgørelser vedrørende udlandstillægget
21 I perioden fra den 1. august 2009 til den 31. januar 2010 modtog sagsøgeren i henhold til kontrakten med Parlamentet udlandstillæg som akkrediteret parlamentarisk assistent som anført ovenfor i præmis 7 i medfør af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).
22 Den 28. oktober 2010 blev Bologna fastlagt som sagsøgerens hjemsted med virkning fra den 1. februar 2010.
23 I perioden fra den 1. februar 2010 til den 31. januar 2013 modtog sagsøgeren udlandstillæg i henhold til den kontrakt om kontraktansættelse til varetagelse af hjælpefunktioner i GD for »Forskning og Innovation«, der er nævnt ovenfor i præmis 8.
24 I henhold til Parlamentets afgørelse af 24. oktober 2013 blev der ikke indrømmet sagsøgeren udlandstillæg i forbindelse med hans kontrakt som kontraktansat i Parlamentet, der er nævnt ovenfor i præmis 18, i perioden fra den 16. september 2013 til den 15. maj 2014. Sagsøgeren har ikke anlagt sag til prøvelse af Parlamentets afgørelse om afvisning af hans klage over afgørelsen om ikke at tildele ham udlandstillæg.
25 Sagsøgeren modtog udlandstillæg i perioden fra den 16. maj 2014 til den 15. juli 2016 i henhold til den ovenfor i præmis 19 nævnte kontrakt om kontraktansættelse i EASME.
26 I perioden fra den 16. juli 2016 fik sagsøgeren i forbindelse med den ovenfor i præmis 20 nævnte kontrakt om ansættelse i INEA som kontraktansat i henhold til en afgørelse truffet af Kommissionens »Kontor for Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« (PMO) den 19. juli 2016 (herefter »den anfægtede afgørelse«) ikke tildelt udlandstillæg.
27 Den 17. oktober 2016 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2.
28 Ved afgørelse af 3. februar 2017 afviste den myndighed i Kommissionen, der har beføjelse til at indgå ansættelseskontrakter (AHCC), klagen, nærmere bestemt med den begrundelse, at det ikke kunne antages, at sagsøgeren, der bl.a. havde belgisk statsborgerskab, ikke havde opretholdt eller etableret tilknytning til Belgien i referenceperioden som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten. Ifølge AHCC havde sagsøgeren i denne periode, der strækker sig fra den 15. juli 2006 til den 15. juli 2016, valgt at tage bopæl i Bruxelles, hvor han havde indgået ægteskab og fået tre børn. Sagsøgeren havde endvidere i en periode på seks måneder og to uger, fra februar til september 2013, haft privat, erhvervsmæssig beskæftigelse som vikar i Bruxelles, idet denne beskæftigelsesperiode ikke kunne anses for tjenesteudøvelse for en international organisation. Sagsøgeren havde endvidere ikke godtgjort, at han i august måned 2013, hvor han var arbejdsløs, havde sædvanlig bopæl uden for Belgien.
29 Den 28. februar 2017 traf PMO afgørelse om tilbagesøgning af det ovenfor i præmis 25 anførte beløb, som sagsøgeren med urette havde fået udbetalt i udlandstillæg i henhold til kontrakten om kontraktansættelse i EASME.
Tilbud om vikarkontrakter til visse kontraktansatte
30 Kommissionens næstformand fremsendte den 30. maj 2012 et notat til fagforeningerne og de faglige sammenslutninger bl.a. angående den igangværende lovgivningsprocedure om ændring af vedtægten og »overgangsbestemmelser, som kunne være til fordel for kontraktansatte, der inden for de kommende måneder når den maksimale varighed for tjeneste i Kommissionen«. I denne forbindelse fremgik det af notatet, at det dels er »umuligt at fravige gældende vedtægtsbestemmelser«, dels at »den samlede bevilling også [vil kunne] benyttes til finansiering af vikarkontrakter i overensstemmelse med de gældende nationale bestemmelser«.
31 Ved notat af 16. oktober 2012 anbefalede generaldirektøren for GD for »Forskning og Innovation« direktoratets direktører, at der, indtil der var opnået fuld politisk enighed om vedtægten, blev tilbudt visse kontraktansatte, hvis kontrakter udløb i første halvdel af 2013, og hvis arbejde var af afgørende betydning for generaldirektoratets tilfredsstillende funktion, en midlertidig stilling.
32 I 2012 og 2013 behandlede Kommissionen en række ansøgninger om vikarkontrakter, bl.a. fra sagsøgeren.
Retsforhandlinger og parternes påstande
33 Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 8. maj 2017 anlagde sagsøgeren nærværende sag.
34 Kommissionens svarskrift blev indleveret til Rettens Justitskontor den 17. juli 2017.
35 Den 7. september og den 18. oktober 2017 blev der indleveret henholdsvis replik og duplik til Rettens Justitskontor.
36 Parterne afgav indlæg og besvarede mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 10. april 2018.
37 Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:
– Den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
38 Kommissionen har nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
Retlige bemærkninger
39 Sagsøgeren har til støtte for sit søgsmål gjort fire anbringender gældende. Det første anbringende vedrører en retlig fejl, tilsidesættelse af den belgiske lovgivning om vikarkontrakter samt omgåelse af lovgivningen. Det andet anbringende angår magtfordrejning og magtmisbrug. Det tredje anbringende vedrører anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik. Det fjerde anbringende vedrører tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventninger samt af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, retssikkerhedsprincippet og princippet om velerhvervede rettigheder.
40 Retten finder det hensigtsmæssigt at behandle det første og det tredje anbringende under ét.
Det første og det tredje anbringende om en retlig fejl, tilsidesættelse af belgisk lovgivning om vikarkontrakter, omgåelse af loven, anlæggelse af et åbenbart urigtigt skøn og tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik
41 Sagsøgeren har med det første og det tredje anbringende nærmere bestemt gjort gældende, at den anfægtede afgørelse er behæftet med en retlig fejl, tilsidesætter den belgiske lovgivning om vikarkontrakter, udgør en omgåelse af loven, er udtryk for et åbenbart urigtigt skøn samt udgør en tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik.
42 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter. For så vidt angår det tredje anbringende har Kommissionen i duplikken gjort gældende, at klagepunktet om tilsidesættelse af princippet om god forvaltningsskik afvises fra realitetsbehandling.
43 Det første og det tredje anbringende kan opdeles i tre led. Det første led vedrører beregningen af den tiårige referenceperiode. Det andet led vedrører definitionen af sagsøgerens arbejde i perioden som vikar, hvorefter han ikke udøvede tjeneste for en international organisation som omhandlet i artikel 4 i bilag VII til vedtægten. Tredje led vedrører sagsøgerens sædvanlige bopæl i den tiårige referenceperiode.
44 Indledningsvis bemærkes, at det fremgår af Domstolens faste praksis, at formålet med at yde det i vedtægtens artikel 69 omhandlede udlandstillæg er at opveje de særlige byrder og ulemper, som ansættelsen ved EU indebærer for de tjenestemænd, der af denne grund må skifte bopæl fra deres hjemstat til tjenestestaten og integrere sig i nye omgivelser. Spørgsmålet om, hvorvidt en tjenestemands situation falder ind under begrebet udlændighed, afhænger ligeledes af hans personlige forhold, dvs. det omfang, i hvilket han er integreret i sine nye omgivelser, f.eks. i form af, at han har haft bopæl på varig måde eller udøvet sit hovederhverv det pågældende sted (jf. dom af 24.1.2008, Adam mod Kommissionen, C-211/06 P, EU:C:2008:34, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).
45 Det bemærkes ligeledes, at betingelserne for tildeling af udlandstillæg i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten finder anvendelse på midlertidigt ansatte og kontraktansatte i medfør af henholdsvis vedtægtens artikel 20 og artikel 92 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union.
46 Hvad nærmere bestemt angår betingelserne for tildeling af udlandstillæg i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten skal en tjenestemand, der har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig, godtgøre, at han i den tiårsperiode, der udløber ved ansættelsestidspunktet, på en varig måde har boet uden for statens europæiske område af en anden grund end tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation.
47 For så vidt angår tjenestemænd, der er statsborgere i det land, hvor tjenestedet er beliggende, er den omstændighed, at de har opretholdt eller etableret fast bopæl dér, om end kun i en meget kort periode i løbet af den tiårige referenceperiode, endvidere tilstrækkeligt til at medføre fortabelse af eller afslag på udlandstillæg (dom af 27.2.2015, EØSU mod Achab, T-430/13 P, EU:T:2015:122, præmis 54).
48 Særligt for så vidt angår begrebet fast bopæl er dette i retspraksis konsekvent blevet fortolket som det sted, hvor den pågældende har villet oprette og stabilisere det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser. Begrebet bopæl, der ikke er baseret på en rent kvantitativ udmåling af den tid, som personen har tilbragt på det ene eller andet lands område, forudsætter, ud over at være afhængig af det fysiske ophold på et bestemt sted, endvidere en hensigt om at give denne omstændighed den kontinuitet, som frembringes af livsstil og vedligeholdelse af normale sociale relationer (jf. dom af 16.5.2007, F mod Kommissionen, T-324/04, EU:T:2007:140, præmis 48 og den deri nævnte retspraksis).
49 For så vidt angår afgrænsningen af referenceperioden fremgår det af retspraksis, at undtagelsen i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten indebærer, at udøvelse af tjeneste for en anden stat eller en international organisation bevirker, at den pågældendes særlige tilknytning til denne anden stat eller denne internationale organisation bevares, hvilket dermed er til hinder for, at der etableres en varig tilknytning til den stat, på hvis område han gør tjeneste, og følgelig for, at den pågældende opnår en tilstrækkelig integration i samfundet i sidstnævnte stat. Da det er tjenesteudøvelsen for en stat eller en international organisation, der antages at være til hinder for, at der etableres en varig tilknytning mellem den pågældende og det land, hvor han gør tjeneste, gælder der en tilsvarende formodning for så vidt angår artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, uanset at de to bestemmelser er formuleret forskelligt. Ved beregningen af den tiårige referenceperiode bør der følgelig tages hensyn til de perioder, hvor den pågældende har gjort tjeneste for en anden stat eller en international organisation. En tilgang, der består i ikke at drage nogen konsekvenser – for så vidt angår afgrænsningen af nævnte periode – af den omstændighed, at et hverv er blevet udført på vegne af en stat eller en international organisation, ville nemlig tilsidesætte både ordlyden af og formålet med artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, eftersom den i praksis ville medføre en ligestilling af et sådant hverv med et hverv udført for enhver anden arbejdsgiver (jf. dom af 25.9.2014, Grazyte mod Kommissionen, T-86/13 P, EU:T:2014:815, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
50 For så vidt angår begrebet »international organisation« bemærkes, at tjeneste ved EU-institutioner og -organer betragtes som tjeneste for en international organisation i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten (jf. i denne retning dom af 25.9.2014, Grazyte mod Kommissionen, T-86/13 P, EU:T:2014:815, præmis 33 og 34 og den deri nævnte retspraksis).
51 Det fremgår endelig af fast retspraksis, at det tilkommer den pågældende tjenestemand at godtgøre, at betingelserne i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten er opfyldt (jf. dom af 21.1.2014, Jelenkowska-Luca mod Kommissionen, F-114/12, EU:F:2014:3, præmis 15 og den deri nævnte retspraksis).
52 På baggrund af de ovenfor anførte retsforskrifter og retspraksis skal det undersøges, om de argumenter, som sagsøgeren har fremført i forbindelse med det første og det tredje anbringende, er begrundede.
Første led angående beregning af referenceperioden
53 Med første led af det første og det tredje anbringende har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at den anfægtede afgørelse fejlagtigt fastlagde den tiårige referenceperiode som perioden 2006-2016. I denne forbindelse har sagsøgeren præciseret, at han ikke bestrider den omstændighed, at hans vedtægtsmæssige rettigheder skal fastsættes på ny i forbindelse med hans tiltrædelse af tjenesten i INEA, men at Kommissionen beregnede den tiårige referenceperiode uden at udelade de perioder, i hvilke han gjorde tjeneste for en international organisation, og uden at forlænge referenceperioden tilsvarende. Ifølge sagsøgeren burde begyndelsestidspunktet for den tiårige referenceperiode have været fastsat til 1999 med udløb i 2009, idet perioden – fra han tiltrådte tjenesten i Parlamentet (i 2009), til han tiltrådte tjenesten i INEA (i 2016) – bør lades ude af betragtning. Den omstændighed, at han i hele denne periode, herunder under sin vikaransættelse, havde bopæl i Belgien, beroede nemlig på, at han gjorde tjeneste for en international organisation.
54 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
55 I den foreliggende sag er det ubestridt, at sagsøgeren har ansøgt om udlandstillæg fra det tidspunkt, hvor han tiltrådte tjenesten i INEA, nemlig den 16. juli 2016. Det fremgår endvidere af sagsakterne, at sagsøgeren har statsborgerskab i den stat, hvor tjenestedet befinder sig, nemlig Belgien, samt i en anden medlemsstat, Italien.
56 Da sagsøgeren har statsborgerskab i den stat, hvor tjenestestedet befinder sig, er hans situation omfattet af det tilfælde, hvor den ansatte »har eller har haft statsborgerskab i den stat, på hvis område tjenestestedet befinder sig«, som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.
57 Den relevante referenceperiode er følgelig den, der fremgår af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, dvs. »den tiårsperiode, der udløber ved ansættelsestidspunktet«.
58 Det bemærkes endvidere, at sagsøgeren ikke bestrider, at hans individuelle rettigheder, herunder udlandstillægget, skal fastsættes på det tidspunkt, hvor han tiltrådte tjenesten i INEA.
59 Det følger heraf, at den tiårige referenceperiode udløb på det tidspunkt, hvor sagsøgeren tiltrådte tjenesten i INEA.
60 I modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, er det derimod ikke nødvendigt i den foreliggende sag at »udelade« den periode, i hvilken han gjorde tjeneste for en stat eller en international organisation, ved beregningen af den tiårige referenceperiode, idet referenceperioden forlænges med en tilsvarende periode.
61 Det bemærkes i denne forbindelse, at den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 49, hvorefter den periode, i hvilken der blev gjort tjeneste for en stat eller en international organisation, skal »udelades« ved anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, ligesom det er tilfældet ved anvendelsen af stk. 1, litra a), i samme artikel, idet referenceperioden forlænges tilsvarende, ikke kan anvendes analogt på den foreliggende sag (jf. i denne retning dom af 25.9.2014, Grazyte mod Kommissionen, T-86/13 P, EU:T:2014:815, præmis 51). I den situation, som den nævnte retspraksis angår, skal det ved »udeladelse« af tjenesteperioder i en international organisation og tilsvarende forlængelse af referenceperioden verificeres, at den pågældende person i realiteten har tilbragt ti år uden for det europæiske område af den stat, i hvilken han har eller har haft statsborgerskab, uden i disse ti år at have arbejdet for en stat eller en international organisation (jf. i denne retning dom af 30.1.2014, Ohrgaard mod Kommissionen, F-151/12, EU:F:2014:8, præmis 36 og 38 og den deri nævnte retspraksis).
62 Det fremgår heraf, at en udeladelse ved anvendelsen af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten alene er berettiget med hensyn til de perioder, i hvilke den pågældende har gjort tjeneste for en stat eller en international organisation, der er beliggende »uden for« den stat, hvor tjenestestedet er beliggende. Det følger heraf, at der ikke i den foreliggende sag er anledning til ved beregningen af den tiårige referenceperiode, der fremgår af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, at udelade de perioder, i hvilke sagsøgeren gjorde tjeneste for en international organisation i den stat, hvor tjenestestedet er beliggende, og i hvilken han har statsborgerskab, samt at forlænge referenceperioden tilsvarende.
63 I den foreliggende sag bør der derimod tages hensyn til tjenesteudøvelse for en international organisation ved fastlæggelse af sagsøgerens sædvanlige bopæl, for så vidt som denne omstændighed må antages at være til hinder for etablering af en varig tilknytning mellem ham og det land, hvor tjenestedet er beliggende (jf. i denne retning dom af 25.9.2014, Grazyte mod Kommissionen, T-86/13 P, EU:T:2014:815, præmis 50). Dette spørgsmål vil blive behandlet i forbindelse med tredje led angående sædvanlig bopæl.
64 Det følger heraf, at Kommissionen med rette fastlagde den tiårige referenceperiode som perioden fra den 15. juli 2006 til den 15. juli 2016, således at den udløb ved sagsøgerens tiltrædelse af tjenesten i INEA og var blevet indledt ti år tidligere.
Andet led angående definitionen af sagsøgerens arbejde under vikaransættelsen
65 Med andet led af det første og det tredje anbringende har sagsøgeren bestridt, at hans arbejde i vikarperioden defineres således, at der ikke var tale om tjenesteudøvelse for en international organisation i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4 i bilag VII til vedtægten. Ifølge sagsøgeren bestod der under denne vikaransættelse en »direkte retlig tilknytning« mellem ham og Kommissionen, hvilket navnlig fremgik af den omstændighed, at han var blevet ansat som vikar med henblik på at besætte sin egen stilling i GD for »Forskning og Innovation«, at han modtog anvisninger direkte fra Kommissionen, og at han ikke havde nogen forudgående tilknytning til selskabet R. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at samtlige omstændigheder i den foreliggende sag begrunder antagelsen af, at hans arbejdsgiver under vikaransættelsen ikke var vikarselskabet R., men derimod Kommissionen, der ikke overholdt belgisk lovgivning om vikaransættelseskontrakter. Ved anvendelsen af artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten skal det således ifølge sagsøgeren lægges til grund, at han ikke har haft anden erhvervsmæssig beskæftigelse end beskæftigelsen ved EU-institutionerne, siden han tiltrådte tjenesten i Parlamentet i 2009.
66 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
67 For så vidt angår den foreliggende sag bemærkes, som det fremgår af præmis 8-13 ovenfor, at på det tidspunkt, hvor sagsøgerens ansættelse havde nået den maksimale varighed på tre års tjeneste som kontraktansat i DG for Forskning og Innovation, blev han opført på listen over kontraktansatte, der kunne få tilbudt en vikarkontrakt i det nævnte generaldirektorat. Sagsøgeren underskrev vikarkontrakter med selskabet R., og arbejdede i henhold til disse kontrakter i Kommissionens GD for »Forskning og Innovation«, først i perioden fra den 1. februar til den 31. juli 2013, derefter i en anden periode fra den 1. september til den 13. september 2013.
68 I denne henseende bemærkes for det første, at Retten allerede har fastslået, at situationen for ansatte i vikarselskaber, der stilles til rådighed for EU-institutioner, ikke svarer til tilfælde, »hvor vedkommende har gjort tjeneste for […] en international organisation« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten (jf. i denne retning dom af 11.9.2002, Nevin mod Kommissionen, T-127/00, EU:T:2002:211, præmis 4, 6, 21, 32 og 52-58). Det er således karakteristisk for vikaransættelse, at der er tale om et trepartsforhold mellem arbejdstageren, et eksternt selskab og EU-institutionen eller -organet, hvilket indebærer, at der indgås to kontrakter: For det første en kontrakt mellem vikarselskabet og EU-institutionen eller -organet, og en anden kontrakt mellem vikaren og vikarselskabet (jf. i denne retning dom af 11.9.2002, Nevin mod Kommissionen, T-127/00, EU:T:2002:211, præmis 53). Det er således karakteristisk for dette forhold, at et privat vikarselskab opnår en fortjeneste ved, at arbejdstageren stilles til rådighed for EU-institutionen, eller ved at den pågældende ansættes med henblik på at udføre bestemte opgaver i denne eller for dennes regning. Disse eksterne selskabers deltagelse som formidlere bevirker, at det ikke er muligt at fastslå en direkte retlig tilknytning mellem den pågældende og EU-institutionen eller -organet (jf. i denne retning dom af 19.6.2007, Asturias Cuerno mod Kommissionen, T-473/04, EU:T:2007:184, præmis 50).
69 For det andet bemærkes, at det fremgår af retspraksis vedrørende de forskellige bestemmelser i artikel 4, stk. 1, i bilag VII til vedtægten, at rækkevidden af udtrykket »tilfælde, hvor vedkommende har gjort tjeneste for […] en international organisation« i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten er betydeligt mere omfattende end udtrykket »tjenesteudøvelse for […] en international organisation« i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten (dom af 3.5.2001, Liaskou mod rådet, T-60/00, EU:T:2001:129, præmis 47).
70 Den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 68, finder imidlertid anvendelse på den foreliggende sag, for så vidt som den omhandlede ansættelsesperiode som vikar ligeledes karakteriseres af et trepartsforhold mellem sagsøgeren, det eksterne selskab R. og Kommissionen. Det er således deltagelsen af selskabet R., med hvilket sagsøgeren underskrev kontrakter om vikaransættelse, der bevirker, at det ikke er muligt at fastslå en direkte retlig tilknytning mellem sagsøgeren og Kommissionen under vikaransættelsen.
71 Som Kommissionen endvidere har gjort gældende, skal den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 68, a fortiori finde anvendelse på den foreliggende sag, for så vidt som sagsøgerens situation er omfattet af artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, idet rækkevidden af udtrykket »tjenesteudøvelse for […] en international organisation« som anført ovenfor i præmis 69 er mindre omfattende end rækkevidden af det udtryk, der er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra a), i bilag VII til vedtægten. Det kan følgelig ikke antages, at perioden med vikaransættelse i henhold til ansættelseskontrakter mellem sagsøgeren og et privatretligt selskab svarede til tjenesteudøvelse »for en international organisation«.
72 Sagsøgerens argumentation, hvorefter der i den foreliggende sag bestod et direkte underordnelsesforhold mellem Kommissionen og sagsøgeren, idet vikarkontrakterne ifølge gældende belgisk lov var retsstridige, og idet Kommissionen i henhold til belgisk ret ikke var »bruger« i relation til disse kontrakter, men var sagsøgerens »arbejdsgiver«, kan ikke rejse tvivl om den retlige vurdering af vikaransættelsen.
73 I denne henseende må det indledningsvis konstateres, at formålet med det foreliggende søgsmål på ingen måde er at efterprøve de angiveligt retsstridige vikarkontrakter, hvilket sagsøgeren i øvrigt ikke har gjort gældende for de kompetente belgiske domstole, men udelukkende vedrører afgørelsen om ikke at indrømme sagsøgeren udlandstillæg ved hans tiltrædelse af tjenesten i INEA.
74 Det må følgelig konstateres, at sagsøgerens argumentation om, at vikarkontrakterne angiveligt er retsstridige, er irrelevant i henseende til påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse (jf. i denne retning og analogt hertil dom af 9.6.2009, Nardin mod Parlamentet, F-12/08, EU:F:2009:57, præmis 38).
75 Det bemærkes dernæst, at forholdet mellem sagsøgeren og Kommissionen i forbindelse med vikaransættelsen var af »rent faktisk« karakter, idet det var vikarselskabet, som var retligt beføjet til at udøve arbejdsgivermyndighed over for vikaren, og som reelt overlod udøvelsen af en del af denne myndighed til brugeren i den periode, hvor arbejdstageren var stillet til dennes rådighed (jf. i denne retning dom af 11.9.2002, Nevin mod Kommissionen, T-127/00, EU:T:2002:211, præmis 57). Den omstændighed, at sagsøgeren drog fordel af Kommissionens interne kurser under vikaransættelsen, berører ikke denne vurdering, idet disse kurser kun kan betragtes på baggrund af dette de facto-forhold mellem sagsøgeren og Kommissionen.
76 Selv om det desuden medgives, at sagsøgeren modtog anvisninger direkte fra Kommissionen, er denne omstændighed i overensstemmelse med karakteren af vikaransættelse og er forenelig med det trepartsforhold, som er beskrevet ovenfor i præmis 68 (jf. i denne retning dom af 11.9.2002, Nevin mod Kommissionen, T-127/00, EU:T:2002:211, præmis 65).
77 Tilsvarende er den omstændighed, at Kommissionen havde mulighed for at vælge eller godkende sagsøgeren, og at dette valg eller denne godkendelse var en forudsætning for vikarselskabets ansættelse af sagsøgeren, uden betydning for den retlige vurdering af vikaransættelsen i henhold til den gældende nationale lovgivning og de omhandlede kontrakter og udelukker navnlig ikke, at det er den juridiske person, med hvem ansættelsesaftalen blev indgået, der er arbejdsgiver, ikke brugerinstitutionen (jf. i denne retning dom af 11.9.2002, Nevin mod Kommissionen, T-127/00, EU:T:2002:211, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).
78 På baggrund af samtlige disse ovenstående betragtninger må det antages, at sagsøgeren under vikaransættelsen stod i et direkte retligt underordnelsesforhold til det vikarselskab, som han var tilknyttet i henhold til de successive vikarkontrakter.
79 Det kan følgelig ikke antages, at sagsøgerens situation bestod i »tjenesteudøvelse for […] en international organisation« som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.
80 Kommissionen fandt følgelig med rette, at sagsøgeren ikke havde udøvet tjeneste for en international organisation som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten under vikaransættelsen fra den 1. februar til den 31. juli 2013 og fra den 1. september til den 13. september 2013.
Tredje led angående sædvanlig bopæl
81 Med tredje led af det første og det tredje anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen med urette antog, at han havde etableret fast bopæl i Belgien, idet midtpunktet for hans interesser blev fastlagt som værende her af andre grunde end tjenesteudøvelse for en international organisation. Ifølge sagsøgeren er den omstændighed, at han giftede sig med en belgisk statsborger, og at hans børn blev født i Bruxelles, alene en følge af, at han flyttede til Bruxelles i 2009 med henblik på at gøre tjeneste ved EU-institutioner i en længere periode. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at den eneste periode, i hvilken han ikke gjorde tjeneste ved en EU-institution, var i august måned 2013, hvor han var registreret som arbejdsløs.
82 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
83 Med henvisning til det ovenfor i præmis 47 anførte bemærkes indledningsvis, at da sagsøgeren er statsborger i det land, hvor tjenestedet er beliggende, er den omstændighed, at han har etableret fast bopæl dér, selv i en meget kort periode inden for den tiårige referenceperiode, tilstrækkeligt til at bevirke, at retten til udlandstillæg fortabes.
84 Således som det fremgår af sagsakterne, må det, for så vidt angår sagsøgerens personlige forhold, konstateres, at han inden for den tiårige referenceperiode fra 2006 til 2016 den 21. september 2007 blev registreret på det italienske konsulat. Den 6. december 2008 indgik han ægteskab i Bruxelles med en belgisk statsborger, der boede og arbejdede i Bruxelles, og med hvem han har fået tre børn, der blev født i Bruxelles i 2010, 2013 og 2015. Sagsøgeren har siden den 18. februar 2009 været registreret på folkeregisteret i Schaerbeek. Det må ligeledes, for så vidt angår sagsøgerens arbejdsmæssige forhold, konstateres, at han arbejdede som akkrediteret parlamentarisk assistent i Parlamentet fra den 1. august 2009 til den 31. januar 2010 og derefter som hjælpeansat i GD for »Forskning og Innovation« fra den 1. februar 2010 til den 31. januar 2013. I perioden fra den 1. februar til den 31. juli 2013 og fra den 1. september til den 13. september 2013 havde han vikarkontrakter med selskabet R. og arbejdede som vikar i GD for »Forskning og Innovation«. I august måned 2013 modtog sagsøgeren arbejdsløshedsydelser. Sagsøgeren arbejdede derefter som kontraktansat i Parlamentet fra den 16. september 2013 til den 15. maj 2014 og derefter i EASME fra den 16. maj 2014 til den 15. juli 2016. Endelig fik sagsøgeren den 16. juli 2016 ansættelse som kontraktansat i INEA (jf. ovenfor, præmis 4, 7, 8,12, 13 og 18-20).
85 Ifølge Kommissionen viser de faktiske omstændigheder, der er anført ovenfor i præmis 84, at sagsøgeren i den tiårige referenceperiode for det første havde etableret bopæl i Belgien, for det andet havde privat erhvervsmæssig beskæftigelse i Bruxelles som vikar og for det tredje ikke har godtgjort, at han havde fast bopæl uden for Belgien i den måned, hvor han var arbejdsløs.
86 Denne vurdering modsiges ikke af de af sagsøgeren fremførte påstande.
87 De omstændigheder, der er anført ovenfor i præmis 84 vedrørende sagsøgerens personlige forhold, er således faktiske omstændigheder, der godtgør sagsøgerens varige sociale tilknytning til den stat, hvor tjenestestedet er beliggende. I betragtning af disse omstændigheder kan det ikke antages, at sagsøgeren har godtgjort, at hans ophold i Belgien i den tiårige referenceperiode var midlertidigt eller ikke indebar, at det permanente eller sædvanlige midtpunkt for hans interesser varigt blev forlagt hertil.
88 Omstændighederne vedrørende sagsøgerens personlige forhold skal endvidere ses i sammenhæng med de øvrige oplysninger om hans erhvervsmæssige beskæftigelse som anført ovenfor i præmis 84, idet det på grundlag af samtlige disse omstændigheder må konkluderes, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at han havde etableret bopæl i Belgien i den tiårige referenceperiode alene på grund af tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation.
89 Som anført ovenfor i præmis 79, kan det således ikke tiltrædes, at sagsøgerens situation under vikaransættelsen omfattede »tjenesteudøvelse for […] en international organisation« i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten.
90 Det bemærkes i øvrigt, at de konkrete grunde, der var afgørende for, at sagsøgeren besluttede at blive i den stat, hvor tjenestedet er beliggende, og i hvilken han er statsborger, ikke må tages i betragtning med henblik på tildeling af udlandstillæg. En materiel prøvelse af de forskellige bevæggrunde for, at den omhandlede person bosætter sig i det land, hvor han er statsborger, vil således nødvendigvis være støttet på vurderinger af subjektiv karakter, hvilket er uforeneligt både med ordlyden af og formålene med artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten (jf. i denne retning analogt dom af 25.9.2014, Grazyte mod Kommissionen, T-86/13 P, EU:T:2014:815, præmis 56-58). De subjektive grunde, der foranledigede sagsøgeren dels til at gifte sig og få børn i Belgien, hvor han blev boende uafbrudt, dels til at indgå kontrakterne om vikaransættelse, er ikke relevante for prøvelsen af betingelserne for tildeling af udlandstillæg.
91 På baggrund af ovenstående betragtninger må det konkluderes, at det ikke fremgår af sagsakterne, at det sædvanlige og vigtigste midtpunkt for sagsøgerens interesser befandt sig uden for Belgien i den tiårige referenceperiode, idet han dels har belgisk statsborgerskab, har boet uafbrudt i Bruxelles i hele den tiårige referenceperiode og giftede sig i Bruxelles med en belgisk statsborger, med hvem han har tre børn, der ligeledes er født i Bruxelles, dels har haft privat erhvervsmæssig beskæftigelse i dette land i en del af denne periode. Det må følgelig fastslås, at sagsøgeren ikke har godtgjort, at hans bopæl i Belgien i den tiårige referenceperiode udelukkende var en følge af hans tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation.
92 Det følger heraf, at sagsøgeren – foruden den omstændighed, at han har boet i Bruxelles i en årrække – har vist en hensigt om, at denne situation skulle være varig, idet han har etableret det varige eller sædvanlige midtpunkt for sine interesser her.
93 Kommissionen fandt følgelig med rette, at sagsøgeren ikke havde godtgjort, at han i den tiårige referenceperiode havde haft sædvanlig bopæl uden for den stat, hvor tjenestestedet var beliggende, nemlig Belgien, hvor han er statsborger.
94 Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse ikke er behæftet med de fejl og tilsidesættelser, som sagsøgeren har gjort gældende med det første og det tredje anbringende.
95 Henset til ovenstående betragtninger skal det første og det tredje anbringende forkastes som ugrundede, uden at det er fornødent at behandle det i præmis 42 nævnte spørgsmål om afvisning, idet Unionens retsinstanser har adgang til på baggrund af en sags konkrete omstændigheder at vurdere, om det af retsplejehensyn er berettiget at forkaste et anbringende i realiteten uden først at tage stilling til formaliteten (dom af 11.7.2014, DTS Distribuidora de Televisión Digital mod Kommissionen, T-533/10, EU:T:2014:629, præmis 170).
Det andet anbringende angående magtfordrejning og magtmisbrug
96 I forbindelse med det andet anbringende har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at hans ansættelse som vikar i GD for »Forskning og Innovation« udgør magtfordrejning og magtmisbrug fra Kommissionens side.
97 Ifølge sagsøgeren gjorde Kommissionen sig skyldig i magtfordrejning, for så vidt som institutionen omgik den belgiske lov om vikarkontrakter, idet den benyttede den nævnte lov til andre formål end dem, der dannede grundlag for dens vedtagelse. Kommissionens formål med at indgå tidsbegrænsede kontrakter med kontraktansatte til varetagelse af hjælpefunktioner var at undgå at miste kvalificeret personale, som er uundværligt for, at generaldirektoraterne kan fungere tilfredsstillende. Dette formål udgjorde en tilsidesættelse af belgisk ret og tilsigtede at lade usikre kontraktlige rammer, inden for hvilke stillingen, arbejdsgiveren og lønnen er uændret, træde i stedet for en status som kontraktansat. Kommissionen har gjort sig skyldig i magtfordrejning ved at udnytte denne usikre arbejdstagerstatus med henblik på at omgå sagsøgerens individuelle rettigheder.
98 Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionen har gjort sig skyldig i magtmisbrug, idet den tvang ham til at underskrive successive vikarkontrakter med henblik på udførelse af samme funktioner, som dem, han tidligere udførte som kontraktansat til varetagelse af hjælpefunktioner i GD for »Forskning og Innovation«, og ved efterfølgende at benytte disse kontrakter med henblik på at omgå hans individuelle rettigheder i forbindelse med hans genansættelse i INEA. Sagsøgeren og de kolleger, der befandt sig i samme situation, var »tvunget« til at indgå disse kontrakter, for så vidt som det dels udgjorde en enestående mulighed for ikke at miste deres beskæftigelse ved EU-institutionerne, og de dels blev forsikret om, at de kunne vende tilbage til deres kontraktmæssige stillinger, så snart vedtægtsændringen var blevet vedtaget.
99 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
100 Det bemærkes, at begrebet magtfordrejning ifølge fast retspraksis vedrører den omstændighed, at en administrativ myndighed under udøvelsen af sine beføjelser forfølger et andet formål end det, hvortil beføjelserne blev givet. En beslutning er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet med dette formål. Det bemærkes endvidere, at hvis der forfølges flere mål med beslutningen, indebærer denne, såfremt den ikke tilsidesætter hovedformålet, dog ikke magtfordrejning, selv om der til de gyldige hensyn føjer sig et uberettiget hensyn (jf. dom af 13.12.2017, Oltis Group mod Kommissionen, T-497/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:895, præmis 52 og den deri nævnte retspraksis).
101 I det foreliggende tilfælde må det konstateres, at der ikke er nogen årsagsforbindelse mellem på den ene side afgørelsen om at benytte sig af vikarkontrakter og på den anden side afgørelsen om fastsættelse af sagsøgerens individuelle rettigheder ved hans tiltrædelse af tjenesten i INEA. Der er nemlig tale om forskellige afgørelser, som blev truffet af forskellige organer og på grundlag af særskilte lovbestemmelser, som forfølger særlige mål. Det var endvidere på ingen måde sikkert, at sagsøgeren ved vikariatets udløb ville blive ansat i en stilling som tjenestemand eller øvrig ansat i en EU-institution eller et EU-organ, og at det følgelig ville blive nødvendigt at træffe en afgørelse om udlandstillæg, hvorfor der under disse omstændigheder ikke kan konstateres en sammenhæng mellem de omhandlede afgørelser.
102 Sagsøgerens ikke underbyggede påstande, bl.a. vedrørende den påståede brug af vikaransættelse for ikke at skulle fastsætte hans individuelle rettigheder ved en eventuel fremtidig ansættelse ved en EU-institution eller et EU-organ, kan ikke anses for objektive, relevante og samstemmende indicier, idet den anfægtede afgørelse blev truffet med henblik på andre formål end vurderingen af sagsøgerens individuelle rettigheder i relation til udlandstillæg.
103 Sagsøgerens påstand om, at Kommissionen gjorde sig skyldig i magtmisbrug ved at kræve, at han indgik vikarkontrakter, er endvidere ikke på nogen måde underbygget. I denne forbindelse er det tilstrækkeligt at konstatere, således som det fremgår af præmis 11 og 12 ovenfor, at såvel oprettelsen af en profil hos selskabet R., som indgåelsen af vikarkontrakter med dette selskab og kontrakternes udløb den 13. september 2013 alene var en følge af sagsøgerens egen vilje og valg i relation til hans arbejdsliv.
104 Heraf følger, at det andet anbringende må forkastes som ugrundet.
Det fjerde anbringende angående tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventninger og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af retssikkerhedsprincippet samt af princippet om velerhvervede rettigheder
105 I forbindelse med det fjerde anbringende har sagsøgeren nærmere bestemt gjort gældende, at han har en velerhvervet ret til, at betingelserne for tildeling af udlandstillæg finder anvendelse, idet hans faktiske situation ikke har ændret sig, siden han i august 2009 første gang tiltrådte tjenesten i en EU-institution, idet han altid har arbejdet for en international organisation, og idet han ikke har taget fast bopæl i Belgien og følgelig etableret midtpunkt for sine interesser her af andre grunde end tjenesteudøvelse for en stat eller en international organisation.
106 I denne forbindelse har sagsøgeren påpeget, at Kommissionen ved at ændre sin vurdering af retten til udlandstillæg tilsidesatte hans velerhvervede rettigheder i relation til virkningerne af den vikarkontrakt, som på daværende tidspunkt var blevet forhandlet af Kommissionen i tjenestens interesse. Det skyldtes netop den omstændighed, at deres rettigheder havde været genstand for forhandling og ville blive beskyttet, at sagsøgeren og hans kolleger havde accepteret en midlertidig ansættelse som vikarer.
107 Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at Kommissionens vurdering af vikaransættelsesperioden var forkert, for så vidt som den anså denne periode som begrundelse for at udelukke, at han blev tildelt udlandstillæg i henhold til artikel 4 i bilag VII til vedtægten. Til trods for hans dobbelte statsborgerskab, som han altid har været åben om, og uanset hans ægteskab og den omstændighed, at hans børn blev født i Bruxelles, har han aldrig anset Belgien for sin bopæl og det varige midtpunkt for hans interesser, undtagen af hensyn til tjenesteudøvelse ved EU-institutioner og -organer. De seks måneder med vikararbejde bør således ikke kunne ændre denne definition af sædvanlig bopæl for hans vedkommende. De omstændigheder, på grundlag af hvilke han blev indrømmet udlandstillæg, er endvidere de samme som dem, der nu er genstand for en fortolkning i relation til ham, idet Kommissionen har foretaget en »kovending« for så vidt angår vurderingen af sagsakterne og har udeladt samtlige de omstændigheder, der begrundede hans ansættelse som vikar.
108 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
109 Det bemærkes, at det fremgår af fast retspraksis, at retten til at påberåbe sig princippet om beskyttelse af den berettigede forventning forudsætter, at præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, er fremsat af Unionens kompetente myndigheder over for den pågældende (jf. dom af 13.6.2013, HGA m.fl. mod Kommissionen, C-630/11 P – C-633/11 P, EU:C:2013:387, præmis 132 og den deri nævnte retspraksis).
110 Det fremgår imidlertid i det foreliggende tilfælde af de bilag, som Retten har fået forelagt, at det ikke er godtgjort, at der er blevet givet præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer af et af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer om tildeling af udlandstillæg til sagsøgeren. I denne henseende bemærkes blot, at den anfægtede afgørelse blev truffet, efter at Parlamentet havde truffet den ovenfor i præmis 24 nævnte afgørelse, hvorved sagsøgeren allerede var blevet meddelt afslag på tildeling af udlandstillæg.
111 Det fremgår nemlig af sagsakterne, at sagsøgeren modtog udlandstillæg inden vikaransættelsesperioden, men at han fik afslag på dette tillæg efter denne periode. Det fremgår navnlig af præmis 24-26, 28 og 29 ovenfor, at han fik afslag på udlandstillæg i forbindelse med hans kontrakt med Parlamentet i perioden fra den 16. september 2013 til den 15. maj 2014, og at der blev truffet afgørelse om tilbagesøgning af det uretmæssigt udbetalte beløb med henblik på inddrivelse af det tillæg, han var blevet indrømmet i forbindelse med kontrakten med EASME i perioden fra den 16. maj 2014 til den 15. juli 2016.
112 Henset til sagens omstændigheder bemærkes i øvrigt, at sagsøgerens økonomiske rettigheder, herunder retten til udlandstillæg, skal fastsættes ved hver enkelt tjenestetiltrædelse, når de forskellige kontrakter mellem sagsøgeren og de EU-institutioner og -organer, der er nævnt ovenfor i præmis 7, 8 og 18-20, ikke er kontinuerlige (jf. i denne retning dom af 5.12.2012, Grazyte mod Kommissionen, F-76/11, EU:F:2012:173, præmis 45-47). Referenceperioden og de faktiske omstændigheder, der er relevante for vurderingen af betingelserne i artikel 4, stk. 1, litra b), i bilag VII til vedtægten, er følgelig forskellige ved hver enkelt kontrakt. Under disse omstændigheder kan sagsøgeren ikke i forbindelse med hans tiltrædelse ved INEA påberåbe sig tidligere afgørelser om udlandstillæg og følgelig heller ikke tilsidesættelse af hans velerhvervede rettigheder.
113 Det følger heraf, at den anfægtede afgørelse ikke udgør en tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventninger og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af retssikkerhedsprincippet samt af princippet om velerhvervede rettigheder. Det fjerde anbringende skal følgelig forkastes som ugrundet.
114 Henset til det ovenfor anførte bør Kommissionen frifindes i det hele.
Sagsomkostninger
115 Ifølge Rettens procesreglements artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Sagsøgeren har tabt sagen og pålægges derfor at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Anden Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes.
2) Alessandro Quadri di Cardano betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 13. juli 2018.
Underskrifter