Sag T-234/11 P-RENV-RX

Oscar Orlando Arango Jaramillo m.fl.

mod

Den Europæiske Investeringsbank (EIB)

»Appel – personalesag – ansatte i EIB – fornyet prøvelse af Rettens dom – afvisning af søgsmålet i første instans – pensioner – forhøjelse af bidraget til pensionsordningen – søgsmålsfrist – rimelig frist«

Sammendrag – Rettens dom (Appelafdelingen) af 9. juli 2013

1.      Appel – anbringender – urigtig vurdering af de faktiske omstændigheder – afvisning – ikke lagt til grund – retlige vurdering af de faktiske omstændigheder – formaliteten

(Statutten for Domstolen, art. 11, stk. 1)

2.      Tjenestemandssager – ansatte i Den Europæiske Investeringsbank – frister – krav om en rimelig frist – analog anvendelse af vedtægtens artikel 91, stk. 3 – ikke tilladt – vurdering på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag

(Art. 270 TEUF; tjenestemandsvedtægten, art. 91)

3.      Appel – appellanten givet medhold – appelinstansens endelige afgørelse af sagen – betingelse – sagen moden til påkendelse

(Statutten for Domstolen, bilag I, art. 13, stk. 1)

1.      Det er alene førsteinstansen, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, førsteinstansen har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Når førsteinstansretten har fastlagt eller vurderet de faktiske omstændigheder, har appelretten kompetence til at udøve en kontrol med den retlige vurdering af disse faktiske omstændigheder og de retlige konsekvenser, førsteinstansretten har draget.

I denne forbindelse er spørgsmålet om, hvorvidt førsteinstansen med rette, ud fra sagens faktiske omstændigheder, kunne konkludere, at søgsmålet ikke var anlagt inden for en rimelig frist, et retsspørgsmål, som er underlagt appeldomstolens kontrol.

(jf. præmis 27 og 28)

2.      Hverken EUF-traktaten eller Den Europæiske Investeringsbanks personalevedtægt, som er vedtaget af EIB’s bestyrelse, jf. artikel 29 i EIB’s forretningsorden, indeholder oplysninger om den søgsmålsfrist, der finder anvendelse på tvister mellem EIB og dens ansatte. En forligelse af på den ene side retten til en effektiv retsbeskyttelse, som er blandt EU-rettens almindelige principper, og som kræver, at borgerne skal have en tilstrækkelig frist til at vurdere lovligheden af den retsakt, der er bebyrdende for dem, og i givet fald til at udfærdige en stævning, og på den anden side kravet om retssikkerhed, som tilsiger, at retsakter udstedt af Unionens instanser efter udløbet af en vis frist bliver endelige, kræver imidlertid, at disse tvister indbringes for Unionens retsinstanser inden for en rimelig frist.

Den »rimelige« karakter af en frist, hvad enten der er tale om varigheden af en administrativ eller retslig procedure eller om spørgsmålet om en frist, der direkte påvirker det forhold, om et søgsmål kan antages til realitetsbehandling, skal altid vurderes på grundlag af samtlige omstændigheder i den konkrete sag, herunder navnlig tvistens betydning for den pågældende, sagens kompleksitet og de involverede parters adfærd. Heraf følger almindeligvis, at begrebet rimelig frist ikke kan forstås som en fast præklusiv frist, og, navnlig, at fristen på tre måneder i vedtægtens artikel 91, stk. 3, ikke kan anvendes analogt som præklusiv frist på EIB’s ansatte, når de anlægger et annullationssøgsmål til prøvelse af en bebyrdende akt hidrørende fra EIB.

Følgelig gælder, at den blotte omstændighed, at en ansat i Den Europæiske Investeringsbank har anlagt et annullationssøgsmål til prøvelse af en akt hidrørende fra EIB, som er bebyrdende for ham, inden for en frist, som overskrider tre måneder og ti dage, ikke er tilstrækkelig til at konkludere, at dette søgsmål er anlagt for sent, idet Unionens retsinstanser under alle omstændigheder skal vurdere, om fristen er rimelig på grundlag af alle sagens konkrete omstændigheder.

(jf. præmis 30-32)

3.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 37)