Language of document : ECLI:EU:C:2000:133

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)

16. marts 2000 (1)

»Associeringsaftalen EØF-Tyrkiet - arbejdskraftens frie bevægelighed - artikel 7, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 - familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager - forlængelse af opholdstilladelse - begrebet lovlig bopæl - anmodning om forlængelse af en midlertidig opholdstilladelse indgivet efter udløbet af dens gyldighedsperiode«

I sag C-329/97,

angående en anmodning, som Bundesverwaltungsgericht (Tyskland) i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) har indgivet til Domstolen for i den for nævnte ret verserende sag,

Sezgin Ergat

mod

Stadt Ulm,

at opnå en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 om udvikling af associeringen, som det associeringsråd, der er oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, traf den 19. september 1980,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

sammensat af formanden for Anden Afdeling, R. Schintgen (refererende dommer), som fungerende formand for Sjette Afdeling, og dommerne P.J.G. Kapteyn og G. Hirsch,

generaladvokat: J. Mischo


justitssekretær: assisterende justitssekretær H. von Holstein,

efter at der er indgivet skriftlige indlæg af:

-    den tyske regering ved kontorchef E. Röder, Forbundsøkonomiministeriet, som befuldmægtiget

-    den franske regering ved kontorchef K. Rispal-Bellanger og fuldmægtig A. de Bourgoing, begge Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmægtigede

-    Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved juridisk konsulent J. Sack, som befuldmægtiget,

på grundlag af retsmøderapporten,

efter at der i retsmødet den 22. april 1999 er afgivet mundtlige indlæg af den tyske regering ved kontorchef W.-D. Plessing, Forbundsfinansministeriet, som befuldmægtiget, af den franske regering ved A. de Bourgoing og af Kommissionen ved J. Sack,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 3. juni 1999,

afsagt følgende

Dom

1.
    Ved kendelse af 15. juli 1997, indgået til Domstolen den 22. september 1997, har Bundesverwaltungsgericht i medfør af EF-traktatens artikel 177 (nu artikel 234 EF) forelagt et præjudicielt spørgsmål vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 1, i associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen (herefter »afgørelse nr. 1/80«). Associeringsrådet blev oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, som blev undertegnet den 12. september 1963 i Ankara dels af Republikken Tyrkiet, dels af EØF's medlemsstater og Fællesskabet, og som blev indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december 1963 (Samling af Aftaler Indgået af De Europæiske Fællesskaber, bind 3, s. 541).

2.
    Spørgsmålet er blevet rejst under en sag, som føres af en tyrkisk statsborger, Sezgin Ergat, født i 1967, mod Stadt Ulm vedrørende dennes afslag på at forlænge hans opholdstilladelse i Tyskland.

Afgørelse nr. 1/80

3.
    Artikel 6, 7 og 14 i afgørelse nr. 1/80 er indeholdt i afgørelsens kapitel II, der har overskriften »Bestemmelser på det sociale område«, afsnit 1 vedrørende »Beskæftigelsesforhold og arbejdskraftens frie bevægelighed«.

4.
    Artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers fri adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat:

-    efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år, ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, såfremt der er beskæftigelse

-    efter at have haft lovlig beskæftigelse i tre år, ret til i denne medlemsstat med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskæftigelse hos en arbejdsgiver efter eget valg, såfremt dette tilbud er afgivet under normale vilkår og er registreret ved den pågældende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder

-    efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år i den pågældende medlemsstat fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg.«

5.
    Artikel 7 i afgørelse nr. 1/80 bestemmer følgende:

»Når tyrkiske arbejdstagere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, har deres familiemedlemmer, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat,

-    efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse

-    efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år, fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse.

Tyrkiske arbejdstageres børn, der har gennemført en erhvervsuddannelse i værtslandet, kan uafhængigt af varigheden af deres ophold i medlemsstaten, modtage ethvert tilbud om beskæftigelse i den pågældende medlemsstat, forudsat at en af forældrene har været lovligt beskæftiget i denne stat i mindst tre år.«

6.
    Artikel 14, stk. 1, bestemmer:

»Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse med forbehold af begrænsninger begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed.«

Hovedsagen

7.
    Det fremgår af hovedsagen, at Sezgin Ergat i oktober 1975 fik tilladelse til at indrejse i Tyskland med henblik på at flytte til sine forældre, der begge udøvede lønnet beskæftigelse der.

8.
    Sezgin Ergat havde siden 1983 haft tidsbegrænset arbejdstilladelse i denne medlemsstat, og han havde, med visse afbrydelser, beskæftigelse hos forskellige arbejdsgivere. Den 19. december 1989 opnåede han tidsubegrænset arbejdstilladelse.

9.
    I henhold til gældende national ret på tidspunktet for hans indrejse i Tyskland var Sezgin Ergat ikke forpligtet til at have en opholdstilladelse.

10.
    Efter ansøgning opnåede han i 1983 en opholdstilladelse, der var gyldig for et år. Denne tilladelse blev forlænget fire gange, først for en periode på ét år og siden hver gang for to år.

11.
    Det er ubestridt, at de kompetente myndigheder meddelte de tre seneste forlængelser på trods af den omstændighed, at Sezgin Ergat havde indgivet ansøgning efter udløbet af gyldighedsperioden for hans opholdstilladelse, og at forsinkelsen øgedes i løbet af årene, idet den udgjorde henholdsvis 9, 15 og 20 dage.

12.
    Sezgin Ergat's seneste opholdstilladelse udløb den 28. juni 1991.

13.
    Sezgin Ergat ansøgte om endnu en forlængelse af sin opholdstilladelse ved et ansøgningsskema, underskrevet den 10. juni 1991, men som først indgik til de kompetente udlændingemyndigheder den 24. juli 1991, dvs. 26 dage efter udløbet af hans seneste opholdstilladelse.

14.
    Ved afgørelse af 22. januar 1992 meddelte disse myndigheder afslag på ansøgningen som for sent indgivet, og idet de var af den opfattelse, at Sezgin Ergat efter udløbet af opholdstilladelsen ikke længere havde lovligt ophold, opfordrede de ham til at udrejse af landet under trussel om udvisning.

15.
    Den administrative klage, som han indgav over denne afgørelse, blev afvist den 4. maj 1992.

16.
    Sezgin Ergat, som i august 1992 udrejste til Tyrkiet og først i efteråret 1993 vendte tilbage til Tyskland, i hvilken medlemsstat han siden juni 1994 atter har haft beskæftigelse, har anlagt sag til prøvelse af afgørelserne af 22. januar 1992 og 4. maj 1992.

17.
    Der blev givet ham medhold i første instans, men ikke i appelsagen.

18.
    Idet Sezgin Ergat var af den opfattelse, at han havde krav på forlængelse af sin opholdstilladelse på grundlag af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, iværksatte han revisionsanke for Bundesverwaltungsgericht.

19.
    Denne domstol har konstateret, at Sezgin Ergat ikke havde noget krav på forlængelse af sin opholdstilladelse i henhold til tysk ret. Bundesverwaltungsgericht er imidlertid i tvivl om, hvorvidt han kan udlede en ret til ophold af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80.

20.
    I denne forbindelse er det imidlertid ikke klart, at begrebet lovlig bopæl, som denne bestemmelse henviser til, indebærer, at et familiemedlem til en tyrkisk statsborger stadig skal have en gyldig opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten på den dato, der er afgørende for bedømmelsen af ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen, såfremt vedkommende nogle uger forinden havde en gyldig opholdstilladelse, og såfremt han allerede før udløbet af denne tilladelse kunne påberåbe sig rettigheder i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80.

Det præjudicielle spørgsmål

21.
    Da det er Bundesverwaltungsgericht's opfattelse, at afgørelsen af tvisten forudsætter en fortolkning af denne bestemmelse i afgørelse nr. 1/80, har den besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Opfylder en tyrkisk statsborger, der som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked, i overensstemmelse med de dagældende nationale udlændingeretlige bestemmelser om indrejse, er indrejst uden opholdstilladelse, og som efterfølgende, med afbrydelser, har haft opholdstilladelser, og som har indgivet ansøgning om forlængelse af sin sidste opholdstilladelse 26 dage efter tilladelsens udløb, betingelserne i artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 fra Associeringsrådet EØF/Tyrkiet om udvikling af associeringen, hvorefter han skal ‘have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år‘ (første led), eller ‘i mindst fem år‘ (andet led), når de nationale myndigheder har meddelt afslag på ansøgningen om forlængelse?«

22.
    Indledningsvis bemærkes, at dette spørgsmål vedrører situationen for en tyrkisk statsborger, der som barn af to tyrkiske vandrende arbejdstagere, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, er blevet meddelt tilladelse til at flytte til disse på denne medlemsstats område i forbindelse med familiesammenføring, og som i denne medlemsstat ansøger om forlængelse af sin opholdstilladelse under påberåbelse af artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80.

23.
    Den forelæggende ret har fastslået, at vedkommende, selv om han har haft lovlig beskæftigelse i visse perioder i den pågældende medlemsstat, ikke kan påberåbe sig artikel 6 i afgørelse nr. 1/8, som giver tyrkiske vandrende arbejdstagere stadig større rettigheder med hensyn til beskæftigelse på grundlag af varigheden af lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten og måden, hvorpå denne er udøvet. Sezgin Ergat opfylder angiveligt ikke de betingelser, der er fastsat i denne bestemmelse, som følge af, at han på den dag, da han indgav ansøgning om forlængelse af sin opholdstilladelse, som var udløbet i juni 1991, ikke havde udøvet lovlig beskæftigelse hos den samme arbejdsgiver i mindst ét år.

24.
    Det er endvidere ubestridt, at Sezgin Ergat har begået en række lovovertrædelser i Tyskland, for hvilke han er blevet idømt bødestraf.

25.
    Bundesverwaltungsgericht er imidlertid af den opfattelse, at afslaget på forlængelse af Sezgin Ergat's opholdstilladelse ikke kan begrundes under henvisning til artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80. Ligesom for medlemsstaternes statsborgere kan begrebet offentlig orden i denne bestemmelses forstand kun påberåbes, såfremt den pågældendes tilstedeværelse på værtsmedlemsstatens område udgør en faktisk og tilstrækkelig alvorlig trussel, der påvirker en grundlæggende samfundsinteresse. I hovedsagen er de overtrædelser, Sezgin Ergat har begået, imidlertid ikke af alvorligere karakter og er i øvrigt for størstedelens vedkommende blevet straffet med bøder af en begrænset størrelse.

26.
    Med hensyn til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, som er genstand for det præjudicielle spørgsmål, har den tyske regering under retsmødet på forhånd bestridt, at en tyrkisk statsborger, der befinder sig i samme situation som Sezgin Ergat, har status som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager i denne bestemmelses forstand, med den begrundelse, at han på den dag, da han indgav sinanmodning om forlængelse af opholdstilladelsen, var myndig og havde levet et selvstændigt liv i Tyskland.

27.
    Det er herved tilstrækkeligt at bemærke, at det i hovedsagen er ubestridt, at Sezgin Ergat i en alder af otte år opnåede tilladelse til at flytte til sine forældre i Tyskland, som på det pågældende tidspunkt udøvede lovlig lønnet beskæftigelse, hvorfor han må anses for familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager i nævnte bestemmelses forstand. Under disse omstændigheder er det berettiget, at den forelæggende ret har taget udgangspunkt i, at Sezgin Ergat havde status som familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i værtsmedlemsstaten.

28.
    Det må endvidere konstateres, at da hans seneste opholdstilladelse udløb i juni 1991, havde Sezgin Ergat, som havde ret til ophold i Tyskland i forbindelse med familiesammenføring i henhold til artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, haft lovligt ophold på denne medlemsstats område i mere end 15 år og befandt sig i en stabil og retlig situation, som ikke var midlertidig.

29.
    Den omstændighed, at Sezgin Ergat tre gange mellem 1985 og 1989 havde ansøgt om forlængelse af sin opholdstilladelse efter udløbet af denne og således ikke var i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse i disse korte perioder, er under alle omstændigheder ikke relevant for sagen i denne henseende, når de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten ikke af denne grund har anfægtet lovligheden af vedkommendes ophold på statens område, men derimod hver gang har meddelt en ny opholdstilladelse (jf. i denne retning dom af 17.4.1997, sag C-351/95, Kadiman, Sml. I, s. 2133, præmis 54, og af 30.9.1997, sag C-98/96, Ertanir, Sml. I, s. 5179, præmis 69).

30.
    Sezgin Ergat, der har haft lovlig bopæl i Tyskland i mere end fem på hinanden følgende år, henhører under anvendelsesområdet for artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, i medfør af hvilken han har fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse i værtsmedlemsstaten efter eget valg.

31.
    Sezgin Ergat har i øvrigt gjort brug af denne mulighed, eftersom han siden 1983, med visse afbrydelser, havde forskellige former for lønnet beskæftigelse, der var dækket af en arbejdstilladelse. Siden 1989 har han haft en arbejdstilladelse, der hverken er underlagt tidsbegrænsning eller betingelser af nogen anden art.

32.
    De tyske myndigheder er ikke desto mindre af den opfattelse, at de har ret til at afslå at forlænge Sezgin Ergat's seneste midlertidige opholdstilladelse med den begrundelse, at han ikke længere havde lovlig bopæl i værtsmedlemsstaten i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, som følge af, at han anmodede om forlængelse af opholdstilladelsen 26 dage efter, at denne var udløbet.

33.
    Under disse omstændigheder må det præjudicielle spørgsmål forstås således, at der herved nærmere bestemt spørges, om en tyrkisk statsborger, som er blevet meddelt tilladelse til at indrejse i en medlemsstat i forbindelse med familiesammenføring med en tyrkisk arbejdstager tilknyttet denne medlemsstats lovlige arbejdsmarked, som har haft lovlig bopæl dér i mere end fem år, og som, med visse afbrydelser, har haft forskellige former for lovlig beskæftigelse, mister de rettigheder, der er tillagt ham ved artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, herunder navnlig retten til forlængelse af sin opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten, hvis hans opholdstilladelse var udløbet på den dag, da han indgav en ansøgning om forlængelse af tilladelsen, som blev afslået af de kompetente nationale myndigheder.

34.
    Med henblik på besvarelsen af dette spørgsmål bemærkes for det første, at det fremgår af Domstolens praksis, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 har direkte virkning i medlemsstaterne, således at tyrkiske statsborger, der opfylder betingelserne herfor, umiddelbart kan påberåbe sig de rettigheder, der følger af denne bestemmelse. De har navnlig i medfør af artikel 7, stk. 1, første led, under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra EF-medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse efter at have haft lovlig bopæl i værtsmedlemsstaten i mindst tre år og, i medfør af bestemmelsens andet led, ret til fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse efter eget valg i den medlemsstat, hvor de har haft lovlig bopæl i mindst fem år (jf. Kadiman-dommen, præmis 27 og 28).

35.
    Domstolen har endvidere udtalt, at artikel 7, stk. 1, giver familiemedlemmer til en tyrkisk arbejdstager, der er tilknyttet det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, ret til at tage beskæftigelse dér efter at have haft lovlig bopæl dér i en vis periode, hvilket dog ikke påvirker den pågældende medlemsstats kompetence til at tillade de pågældende at flytte sammen med en tyrkisk arbejdstager med lovlig beskæftigelse i denne stat og at regulere deres ophold frem til det tidspunkt, hvor de har ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse (Kadiman-dommen, præmis 32 og 51).

36.
    Domstolen har heraf udledt, at artikel 7, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 kræver, at den familiesammenføring, som berettigede familiemedlemmet til at indrejse på værtsmedlemsstatens område, har en vis varighed, hvor den pågældende faktisk har et familiemæssigt samliv med arbejdstageren, og at dette skal være tilfældet, så længe vedkommende ikke selv opfylder betingelserne for at få adgang til arbejdsmarkedet i denne stat (Kadiman-dommen, præmis 33, 37 og 40).

37.
    Domstolen har som følge heraf fortolket afgørelse nr. 1/80 således, at den i princippet ikke er til hinder for, at en medlemsstats myndigheder som betingelse for at forlænge en opholdstilladelse til et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstager, kræver, at den pågældende faktisk samlever med arbejdstageren gennem de i afgørelsens artikel 7, stk. 1, første led, nævnte tre år (Kadiman-dommen, præmis 41 og 44).

38.
    Det er dog en logisk følge af Kadiman-dommen, at medlemsstaterne efter den nævnte periode på tre år ikke længere har ret til at fastsætte betingelser for et familiemedlem til en tyrkisk arbejdstagers ophold.

39.
    Dette gælder navnlig for en tyrkisk indvandrer som Sezgin Ergat, der opfylder betingelserne i artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80.

40.
    I hvert fald fra det tidspunkt, hvor en tyrkisk statsborger, der er omfattet af artikel 7, stk. 1, efter i fem år at have haft lovlig bopæl i forbindelse med familiesammenføring med en arbejdstager har ret til fri adgang til beskæftigelse i værtsmedlemsstaten i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, andet led, er det ikke alene denne bestemmelses direkte virkning, der medfører, at vedkommende umiddelbart af afgørelse nr. 1/80 udleder en individuel ret med hensyn til beskæftigelse, men endvidere denne rets effektive virkning, der uundgåeligt indebærer, at der samtidig består en ret til ophold, som ligeledes er baseret på fællesskabsretten, og som ikke afhænger af, om betingelserne for at få adgang til disse rettigheder stadig er opfyldt (jf. analogt vedrørende artikel 6, stk. 1, tredje led, i afgørelse nr. 1/80, dom af 20.9.1990, sag C-192/89, Sevince, Sml. I, s. 3461, præmis 29 og 31, og af 23.1.1997, sag C-171/95, Tetik, Sml. I, s. 329, præmis 26, 30 og 31; jf. vedrørende artikel 7, stk. 2, i samme afgørelse, dom af 5.10.1994, sag C-355/93, Eroglu, Sml. I, s. 5113, præmis 20, og af 19.11.1998, sag C-210/97, Akman, Sml. I, s. 7519, præmis 24).

41.
    Den ubetingede ret, som er fastsat i artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, til at tage enhver form for beskæftigelse efter vedkommendes eget valg - endog uden at en fortrinsret for medlemsstaternes arbejdstagere kan gøres gældende over for denne - ville helt miste sit indhold, hvis de nationale myndigheder havde mulighed for at fastsætte betingelser for eller på nogen måde begrænse de præcise rettigheder, som tyrkiske indvandrere er tillagt direkte ved afgørelse nr. 1/80 (jf. bl.a. analogt dom af 30.9.1997, sag C-36/96, Günaydin, Sml. I, s. 5143, præmis 37, 38, 39 og 50).

42.
    Selv om medlemsstaterne på fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin har bevaret kompetencen til at udstede regler både om adgang for en tyrkisk arbejdstagers familiemedlemmer til deres område og om betingelserne for deres ophold i den første periode på tre år, som går forud for den periode, hvor vedkommende har ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse, har de derimod ikke længere ret til at træffe foranstaltninger vedrørende ophold, som kan hindre udøvelsen af rettigheder, der ved afgørelse nr. 1/80 udtrykkeligt er tillagt den pågældende, som opfylder betingelserne herfor, og som derfor allerede er lovligt integreret i værtsmedlemsstaten, eftersom opholdsretten er uomgængelig nødvendig for adgangen til og udøvelsen af enhver form for lønnet beskæftigelse (jf. i denne retning bl.a. Eroglu-dommen, præmis 20).

43.
    Formålet med afgørelse nr. 1/80, der består i på det sociale område at forbedre den ordning, som anvendes på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, med henblik på gradvis at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed (jf. senest dom af 26.11.1998, sag C-1/97, Birden, Sml. I, s. 7747, præmis 52), ville ikke kunne opnås, hvis medlemsstaterne indførte begrænsninger, bl.a. med hensyn til ophold, der kunne indebære, at vedkommende blev frataget de rettigheder, som artikel 7, stk. 1, andet led, i denne afgørelse tillægger ham ubetinget, netop på det tidspunkt, hvor han gennem den frie adgang til beskæftigelse efter eget valg har mulighed for på varig måde at blive integreret i værtsmedlemsstaten.

44.
    Denne fortolkning bekræftes i øvrigt af Akman-dommen. I denne dom, der vedrører artikel 7, stk. 2, i afgørelse nr. 1/80 om tyrkiske arbejdstageres børns frie adgang til beskæftigelse i den medlemsstat, hvor de har gennemført en erhvervsuddannelse, har Domstolen udtalt, at på det tidspunkt, hvor barnet har afsluttet sine studier og opnår den ret, der er tillagt direkte ved nævnte afgørelse, til adgang til arbejdsmarkedet i værtsmedlemsstaten og som følge heraf ret til at få opholdstilladelse dér med dette formål, kræves det ikke, at forælderen til dette barn har status som arbejdstager, ligesom det endog ikke kræves, at vedkommende stadig har bopæl på medlemsstatens område, såfremt han tidligere har haft lovlig beskæftigelse der i mindst tre år.

45.
    Denne ret til ophold, der udgør et accessorium til retten til adgang til arbejdsmarkedet og til faktisk at have beskæftigelse, er imidlertid ikke ubegrænset.

46.
    For det første giver artikel 14, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80 selv medlemsstaterne mulighed for i konkrete tilfælde, hvor der foreligger en behørig begrundelse, at indføre begrænsninger for en tyrkisk indvandrers tilstedeværelse på værtsmedlemsstatens område, når han på grund af sin personlige adfærd udgør en faktisk og alvorlig trussel for den offentlige orden, den offentlige sikkerhed eller den offentlige sundhed.

47.
    Den forelæggende ret har imidlertid fastslået, at denne bestemmelse ikke er til hinder for, at der i hovedsagen sker forlængelse af Sezgin Ergat's opholdstilladelse.

48.
    For det andet mister et familiemedlem, der har haft behørig tilladelse til at flytte til en tyrkisk arbejdstager i en medlemsstat, men som forlader værtsmedlemsstatens område i en længere periode og uden lovlige grunde (jf. Kadiman-dommen, præmis 48), i princippet den retsstilling, han havde opnået i medfør af artikel 7, stk. 1.

49.
    Det følger for det første heraf, at myndighederne i den pågældende medlemsstat har ret til at kræve, at vedkommende, såfremt han senere ønsker atter at bosætte sig i denne stat, indgiver en ny ansøgning med henblik på enten at flytte sammen med den tyrkiske arbejdstager, hvis han stadig er afhængig af denne, eller for at få tilladelse til at arbejde i medfør af artikel 6 i afgørelse nr. 1/80.

50.
    For det andet påhviler det i tilfælde af tvist i hovedreglen familiemedlemmet, som påberåber sig de rettigheder med hensyn til beskæftigelse, som er tillagt ham ved artikel 7, stk. 1, uden at han er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, med alle midler at bevise, at han er forblevet på værtsmedlemsstatens område, eller at han kun har forladt dette af lovlige grunde.

51.
    Hvad angår Sezgin Ergat's tilbagerejse til Tyrkiet i cirka et år fra august 1992 kan det dog konstateres, at bortset fra det forhold, at denne omstændighed, der er indtrådt efter datoen for ansøgningen om forlængelse af opholdstilladelsen, ikke under nogen omstændigheder kan begrunde afvisningen af denne, og at det derfor ikke er nødvendigt at overveje, om vedkommende er rejst af egen fri vilje eller som følge af den trussel om udvisning, der blev fremsat over for ham, er det ubestridt, at de kompetente tyske myndigheder ikke gjorde hans tilbagevenden til Tyskland betinget af udstedelse af en ny indrejsetilladelse, hvorfor Sezgin Ergat kunne tage ny beskæftigelse på grundlag af den tidsubegrænsede arbejdstilladelse, han havde opnået i 1989.

52.
    Hvad nærmere angår en situation som den, der foreligger i hovedsagen, hvor medlemsstaten har afvist at forlænge en tyrkisk statsborgers midlertidige opholdstilladelse med den begrundelse, at han i nogen tid ikke har haft en gyldig opholdstilladelse, er det korrekt, at medlemsstaterne har mulighed for at kræve, at de udlændinge, der opholder sig på deres område, dels er i besiddelse af en gyldig opholdstilladelse, og - såfremt denne tilladelse kun er meddelt for en begrænset periode - dels rettidigt indgiver ansøgning om forlængelse af denne.

53.
    Disse forpligtelser, som således påhviler udlændinge, svarer i det væsentlige til de krav, som er forbundet med administrativ forvaltning.

54.
    Fællesskabsretten har ikke frataget medlemsstaterne deres kompetence til at træffe foranstaltninger til at sikre, at de nationale myndigheder får nøje kendskab til befolkningens bevægelser på deres område (jf. analogt dom af 7.7.1976, sag 118/75, Watson og Belmann, Sml. 1185, præmis 17).

55.
    Medlemsstaterne har endvidere i princippet fortsat kompetence til at forfølge tilsidesættelse af sådanne forpligtelser.

56.
    Det fremgår af fast retspraksis vedrørende manglende iagttagelse af bestemmelserne om de formaliteter, som en af fællesskabsretten beskyttet person skal opfylde som bevis for ret til ophold, at medlemsstaterne ganske vist kan straffe en manglende iagttagelse af denne slags forpligtelser med sanktioner, som svarer til dem, der finder anvendelse ved mindre betydningsfulde lovovertrædelser, som begås af statens egne borgere, men ikke kan foreskrive en straf, der står i et sådant misforhold til lovovertrædelsens grovhed, at den kommer til at udgøre en hindring for denne ret til ophold (jf. analogt dom af 3.7.1980, sag 157/79, Pieck, Sml. 2171, præmis 19, og af 12.12.1989, sag C-265/88, Messner, Sml. 4209, præmis 14).

57.
    Dette er bl.a. tilfældet med en fængselsstraf og i endnu højere grad med en udvisning, som er selve negationen af den ret til ophold, som er hjemlet og sikret ved afgørelse nr. 1/80 (jf. analogt Watson og Belmann-dommen, præmis 20, Pieck-dommen, præmis 19, og Messner-dommen, præmis 14).

58.
    Som det allerede fremgår af denne doms præmis 40-43, har medlemsstaterne derimod ikke kompetence til at begrænse den ret, som fællesskabsretten direkte har tillagt tyrkiske statsborgere til fri adgang til enhver form for beskæftigelse og samtidig at have ophold med henblik herpå på værtsmedlemsstatens område, ved at nægte at forlænge vedkommendes opholdstilladelse under henvisning til, at vedkommende havde indgivet sin ansøgning for sent.

59.
    Hvad angår hovedsagen bemærkes for det første, at det ikke er bestridt, at Sezgin Ergat opfylder alle betingelserne for at opnå de rettigheder, der tillægges ved artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80.

60.
    Det bemærkes endvidere, at Sezgin Ergat befandt sig i en stabil situation, som ikke var midlertidig, på udløbsdagen for hans seneste opholdstilladelse, og at han uden vanskeligheder ville have opnået en sådan forlængelse, hvis han havde indgivet sin ansøgning herom rettidigt.

61.
    Det skal endelig tilføjes, at udstedelsen af en opholdstilladelse under alle omstændigheder ikke udgør grundlaget for retten til ophold, som er tillagt direkte ved afgørelse nr. 1/80, og som er uafhængig af, at myndighederne i værtsmedlemsstaten udsteder dette konkrete dokument, som blot bekræfter, at en sådan ret består.

62.
    Det fremgår af fast retspraksis, at en opholdstilladelse med hensyn til spørgsmålet om anerkendelsen af, at der består en opholdsret, kun kan være udtryk for en bekræftelse herpå og dokumentation herfor (jf. i denne retning dom af 6.6.1995, sag C-434/93, Bozkurt, Sml. I, s. 1475, præmis 29 og 30, Günaydin-dommen, præmis 49, Ertanir-dommen, præmis 55, og Birden-dommen, præmis 65).

63.
    Herefter kan et dokument af denne art i forhold til udlændinge, som udleder rettigheder af afgørelse nr. 1/80, ikke sidestilles med en sådan opholdstilladelse, som i almindelighed er foreskrevet for udlændinge, og som udstedes ud fra et frit skøn fra de nationale myndigheders side (jf. analogt dom af 14.7.1977, sag 8/77, Sagulo m.fl., Sml. s. 1495, præmis 8).

64.
    Den omstændighed, at Sezgin Ergat's opholdstilladelser kun blev meddelt ham for en begrænset periode, er således uden relevans.

65.
    Som følge heraf kan myndighederne i værtsmedlemsstaten ikke på nogen måde anse det tidsrum, hvori Sezgin Ergat's opholdstilladelse ikke længere var gyldig, for en periode, hvor han ikke havde lovlig bopæl, og som kan indebære, at han mister den opholdsret, som er tillagt ham direkte ved afgørelse nr. 1/80 med henblik påat give ham mulighed for fortsat at udøve sin ret til fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse efter eget valg i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, andet led, i denne afgørelse.

66.
    Som den franske regering har gjort gældende i retsmødet, ville enhver anden fortolkning være i strid med den omstændighed, at Sezgin Ergat siden 1989 har haft en tidsubegrænset arbejdstilladelse.

67.
    Under hensyn til ovenstående betragtninger skal det præjudicielle spørgsmål besvares med, at en tyrkisk statsborger, som er blevet meddelt tilladelse til at indrejse i en medlemsstat i forbindelse med familiesammenføring med en tyrkisk arbejdstager tilknyttet denne medlemsstats lovlige arbejdsmarked, som har haft lovlig bopæl dér i mere end fem år, og som, med visse afbrydelser, har haft forskellige former for lovlig beskæftigelse, ikke mister de rettigheder, der er tillagt ham ved artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80, herunder navnlig retten til forlængelse af sin opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten, selv om hans opholdstilladelse var udløbet på den dag, da han indgav en ansøgning om forlængelse af tilladelsen, som blev afslået af de kompetente nationale myndigheder.

Sagens omkostninger

68.
    De udgifter, der er afholdt af den tyske og den franske regering samt af Kommissionen, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)

vedrørende det spørgsmål, der er forelagt af Bundesverwaltungsgericht ved kendelse af 15. juli 1997, for ret:

En tyrkisk statsborger, som er blevet meddelt tilladelse til at indrejse i en medlemsstat i forbindelse med familiesammenføring med en tyrkisk arbejdstager tilknyttet denne medlemsstats lovlige arbejdsmarked, som har haft lovlig bopæl dér i mere end fem år, og som, med visse afbrydelser, har haft forskellige former for lovlig beskæftigelse, mister ikke de rettigheder, der er tillagt ham ved artikel 7, stk. 1, andet led, i afgørelse nr. 1/80 om udvikling af associeringen, som detassocieringsråd, der er oprettet ved aftalen om oprettelse af en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet, traf den 19. september 1980, herunder retten til forlængelse af sin opholdstilladelse i værtsmedlemsstaten, selv om hans opholdstilladelse var udløbet på den dag, da han indgav en ansøgning om forlængelse af tilladelsen, som blev afslået af de kompetente nationale myndigheder.

Schintgen
Kapteyn
Hirsch

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 16. marts 2000.

R. Grass

J.C. Moitinho de Almeida

Justitssekretær

Formand for Sjette Afdeling


1: Processprog: tysk.