Language of document :

Appel iværksat den 20. januar 2022 af Liam Jenkinson til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidet Afdeling) den 10. november 2021 i sag T- 602/15 RENV, Jenkinson mod Rådet m.fl.

(Sag C-46/22 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Liam Jenkinson (ved avocate N. de Montigny)

De andre parter i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen, Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil og Eulex Kosovo

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Appellen tages til følge, og den appellerede dom ophæves.

Domstolen træffer afgørelse i sagen, og appellantens påstande i sagen i første instans tages til følge.

Subsidiært hjemvises sagen til Retten til afgørelse.

De appelindstævnte tilpligtes at betale omkostningerne i forbindelse med appelsagen og hver af de forudgående sager (sag T-602/15, sag C-43/17 P og sag T-602/15 RENV).

Anbringender og væsentligste argumenter

Første appelanbringende om fejlagtig fortolkning af de nedlagte påstande og fremsatte anbringender, for så vidt som Retten ikke foretog en prøvelse af alle de påstande, der var støttet på en ulovlighedsindsigelse.

Andet anbringende om, at Retten foretog en begrænsning af de af appellanten anførte faktiske og retlige betragtninger og derved af sagens genstand, idet den udelukkende vurderede appellantens sidste ansættelse ved Eulex Kosovo-missionen.

Tredje appelanbringende vedrører den appellerede dom, for så vidt som den første principale påstand derved blev forkastet.

Fjerde anbringende om forkert anvendelse af princippet om ligebehandling af Unionens ansatte og om tilsidesættelse af artikel 336 TEUF, idet Retten begrænsede EU-lovgivers hensigt om at tilbyde alle lønmodtagere en social minimumssikring. Appellanten har anført, at Retten ligeledes tilsidesatte retsstatsbegrebet ved at udelukke, at de appelindstævnte på nogen måde var ifaldet ansvar uden for kontraktforhold.

Det femte anbringende vedrører afvisningen fra realitetsbehandling af den tredje påstand, det blev nedlagt subsidiært i første instans. Retten burde under alle omstændigheder ex officio have prøvet visse spørgsmål om grundlæggende retsprincipper og foretaget en bedømmelse af sagens realitet.

____________