Appel iværksat den 17. april 2023 af Europa-Kommissionen til prøvelse af dom afsagt af Retten (Ottende udvidede Afdeling) den 8. februar 2023 i sag T-522/20, Carpatair mod Kommissionen

(Sag C-244/23 P)

Processprog: engelsk

Parter

Appellant: Europa-Kommissionen (ved I. Georgiopoulos og F. Tomat, som befuldmægtigede)

De andre parter i appelsagen: Carpatair SA, Wizz Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Wizz Air Hungary Zrt.) og Societatea Naţională »Aeroportul Internaţional Timişoara - Traian Vuia« SA (AITTV)

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Dom afsagt af Retten (Ottende Udvidede Afdeling) den 8. februar 2023 i sag T-522/20, Carpatair mod Kommissionen, ophæves, for så vidt som Retten gav medhold i det andet anbringende og fastslog, at Kommissionen havde begået en retlig fejl ved at konkludere, at aftalerne indgået i 2008 og 2010 mellem Societatea Națională »Aeroportul Internaţional Timişoara – Traian Vuia« SA (AITTV) og Wizz Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Wizz Air Hungary Zrt.) ikke tilførte Wizz Air en fordel.

Det andet anbringende i sag T-522/20 forkastes.

Carpatair SA tilpligtes at betale sagsomkostningerne i begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Med den appellerede dom annullerede Retten Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 ¹ af 24. februar 2020 om Rumæniens statsstøtte SA.31662 – C/2011 (ex NN/2011) til Timișoara International Airport – Wizz Air, for så vidt som det heri blev fastslået, at lufthavnsafgifterne i luftfartsinformationspublikationen af 2010 og aftalerne indgået mellem Societatea Naţională »Aeroportul Internaţional Timişoara – Traian Vuia« SA (AITTV) og Wizz Air Hungary Légiközlekedési Zrt. (Wizz Air Hungary Zrt.) i 2008 (herunder 2010-ændringsaftalerne) ikke udgjorde statsstøtte.

Kommissionen har fremsat et enkelt anbringende til støtte for sin appel.

Appelanbringende: I den appellerede doms præmis 179-201 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, tilsidesatte begrundelsespligten, idet den angav et utilstrækkeligt og selvmodsigende ræsonnement, og foretog en urigtig gengivelse og urigtig fortolkning af afgørelsen. Dette appelanbringende består af fem led:

− Det første led: I den appellerede doms præmis 186-192 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi. Retten begik en retlig fejl ved at fastslå, at den manglende forudgående vurdering heraf i sig selv er et afgørende element med henblik på anvendelsen af dette princip.

− Det andet led: I den appellerede doms præmis 186-192 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi, idet den forkastede betydningen af den forudgående analyse af rentabiliteten, som blev opbygget efterfølgende støttet på de tilgængelige oplysninger og på udviklinger, der kunne forudsiges, da afgørelsen om at træffe foranstaltningen blev vedtaget.

− Det tredje led: I den appellerede doms præmis 179-185 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi og den type beviser, der kræves for at anvende dette princip. I den appellerede doms præmis 182 og 184 tilsidesatte Retten endvidere begrundelsespligten, idet den angav et utilstrækkeligt og selvmodsigende ræsonnement.

− Det fjerde led: I den appellerede doms præmis 186-192 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, navnlig med hensyn til anvendelsen af princippet om den private aktør i en markedsøkonomi og betydningen af forhold, der er opstået efter at foranstaltningen er truffet. Retten undlod at sondre mellem forhold, der opstår, efter at en foranstaltning træffes, og økonomiske undersøgelser og analyser, som er foretaget, efter at foranstaltningen er blevet truffet, men som er støttet på de tilgængelige oplysninger og på udviklinger, der kunne forudsiges, da afgørelsen om at træffe foranstaltningen blev vedtaget. Desuden foretog Retten i den appellerede doms præmis 196 og 197 en urigtig gengivelse og urigtig fortolkning af Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 af 24. februar 2020 om statsstøtte SA.31662.

− Det femte led: I den appellerede doms præmis 193 og 195 begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF, tilsidesatte begrundelsespligten, idet den angav et utilstrækkeligt og selvmodsigende ræsonnement, og foretog en urigtig gengivelse og urigtig fortolkning af Kommissionens afgørelse (EU) 2021/1428 af 24. februar 2020 om statsstøtte SA.31662.

Endelig udvidede Retten med urette konklusionerne om 2008-aftalerne til 2010-ændringsaftalerne. Konstateringerne i den appellerede doms præmis 170-198 vedrører alene 2008-aftalerne. I denne doms præmis 199 og domskonklusionens punkt 1 henvises imidlertid ligeledes til 2010-ændringsaftalerne, og disse henvisninger understøttes ikke af konstateringer i den appellerede dom. Den appellerede dom er således behæftet med en begrundelsesmangel.

____________

¹     EUT 2021, L 308, s. 1.