Language of document : ECLI:EU:C:2015:718

Sag C-264/14

Skatteverket

mod

David Hedqvist

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Högsta förvaltningsdomstolen)

»Præjudiciel forelæggelse – det fælles merværdiafgiftssystem – direktiv 2006/112/EF – artikel 2, stk. 1, litra c), og artikel 135, stk. 1, litra d)-f) – ydelser mod vederlag – transaktioner med veksling af den virtuelle valuta »bitcoin« til traditionelle valutaer – fritagelse«

Sammendrag – Domstolens dom (Femte Afdeling) af 22. oktober 2015

1.        Harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – levering af tjenesteydelser mod vederlag – begreb – transaktioner med veksling af den virtuelle valuta »bitcoin« til traditionelle valutaer – omfattet

[Rådets direktiv 2006/112, art. 2, stk. 1, litra c), art. 14 og 24]

2.        Harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser – banktransaktioner eller transaktioner vedrørende værdipapirer – transaktioner med veksling af den virtuelle valuta »bitcoin« til traditionelle valutaer – ikke omfattet

[Rådets direktiv 2006/112, art. 135, stk. 1, litra d) og f)]

3.        Harmonisering af skatte- og afgiftslovgivningerne – det fælles merværdiafgiftssystem – fritagelser – transaktioner vedrørende valutaer – transaktioner med veksling af den virtuelle valuta »bitcoin« til traditionelle valutaer – omfattet

[Rådets direktiv 2006/112, art. 135, stk. 1, litra e)]

4.        EU-ret – fortolkning – tekster på flere sprog – uoverensstemmelser mellem de forskellige sprogversioner – hensyntagen til opbygningen af og formålet med den pågældende lovgivning

[Rådets direktiv 2006/112, art. 135, stk. 1, litra e)]

1.        Artikel 2, stk. 1, litra c), i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at transaktioner, der består i veksling af traditionelle valutaer til enheder i den virtuelle valuta »bitcoin« og omvendt, og som foretages mod betaling af et beløb svarende til den margen, der udgøres af forskellen mellem på den ene side den pris, som den pågældende erhvervsdrivende køber valutaerne til, og på den anden side den pris, til hvilken vedkommende sælger dem til sine kunder, udgør levering af tjenesteydelser mod vederlag i denne bestemmelses forstand.

For det første kan den virtuelle tovejsomsættelige valuta »bitcoin« nemlig ikke anses for et materielt gode som omhandlet i artikel 14 i direktiv 2006/114, idet denne virtuelle valuta ikke har noget andet formål end at blive anvendt som betalingsmiddel. Følgelig er de transaktioner, der består i veksling af forskellige betalingsmidler, ikke omfattet af begrebet levering af varer, som er fastsat i direktivets artikel 14. På denne baggrund udgør disse transaktioner levering af ydelser som omhandlet i artikel 24 i direktiv 2006/114. Hvad for det andet angår spørgsmålet, om en tjenesteydelse er leveret mod vederlag som omhandlet i det nævnte direktivs artikel 2, stk. 1, litra c), skal det fastslås, at transaktioner, inden for rammerne af hvilke der foreligger et gensidigt bebyrdende retsforhold, i henhold til hvilket parterne gensidigt forpligter sig til at overdrage beløb i en bestemt valuta og til at modtage modværdien hertil i en tovejsomsættelig virtuel valuta, eller omvendt, udgør levering af ydelser, der foretages mod overdragelse af en modydelse, som har en direkte forbindelse med den leverede ydelse. I denne henseende er det med henblik på fastlæggelsen af, om en tjenesteydelse er sket mod vederlag, irrelevant, at honoraret for den nævnte levering ikke erlægges i form af indbetaling af en kommission eller betaling af bestemte gebyrer.

(jf. præmis 24 og 26-31 samt domskonkl. 1)

2.        Artikel 135, stk. 1, litra d) og f), i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at levering af tjenesteydelser, der består i veksling af traditionelle valutaer til enheder i den virtuelle valuta »bitcoin« og omvendt, og som foretages mod betaling af et beløb svarende til den margen, der udgøres af forskellen mellem på den ene side den pris, som den pågældende erhvervsdrivende køber valutaerne til, og på den anden side den pris, til hvilken vedkommende sælger dem til sine kunder, ikke er omfattet af disse bestemmelsers anvendelsesområde.

Hvad indledningsvis angår de fritagelser, der er fastsat i det nævnte direktivs artikel 135, stk. 1, litra d), kan den virtuelle valuta »bitcoin«, idet den er et aftaleretligt betalingsmiddel, for det første hverken anses for en løbende konto eller en anbringelse af midler, en betaling eller en overførsel. I modsætning til de i direktiv 2006/112’s artikel 135, stk. 1, litra d), omhandlede fordringer, checks og andre handelsdokumenter udgør den for det andet et middel til direkte afregning mellem de erhvervsdrivende, der accepterer den. Hvad dernæst angår de fritagelser, der er fastsat i artikel 135, stk. 1, litra f), i direktiv 2006/112, udgør den virtuelle valuta »bitcoin« hverken et adkomstbevis, som giver en ejendomsret over juridiske personer, eller et sammenligneligt adkomstbevis.

(jf. præmis 38, 42, 54, 55 og 57 samt domskonkl. 2)

3.        Artikel 135, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/112 om det fælles merværdiafgiftssystem skal fortolkes således, at levering af tjenesteydelser, der består i veksling af traditionelle valutaer til enheder i den virtuelle valuta »bitcoin« og omvendt, og som foretages mod betaling af et beløb svarende til den margen, der udgøres af forskellen mellem på den ene side den pris, som den pågældende erhvervsdrivende køber valutaerne til, og på den anden side den pris, til hvilken vedkommende sælger dem til sine kunder, udgør merværdiafgiftsfritagne transaktioner i denne bestemmelses forstand.

De begreber, der er anvendt i artikel 135, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/112, som fastsætter, at medlemsstaterne fritager transaktioner vedrørende bl.a. valuta, pengesedler og mønter, der anvendes som lovligt betalingsmiddel, skal nemlig fortolkes og anvendes ensartet i lyset af de versioner, der foreligger på alle EU-sprog. Formålet med de i denne bestemmelse fastsatte fritagelser er bl.a. at afhjælpe de vanskeligheder, der er forbundet med fastsættelsen af afgiftsgrundlaget og størrelsen af merværdiafgiftsfradraget, og som opstår i forbindelse med beskatningen af finansielle transaktioner. Transaktioner vedrørende ikke-traditionelle valutaer, dvs. andre valutaer end den møntfod, som er et lovligt betalingsmiddel i en eller flere medlemsstater, udgør imidlertid finansielle transaktioner, såfremt disse valutaer er blevet accepteret af parterne i en transaktion som et alternativt betalingsmiddel til et lovligt betalingsmiddel og ikke har noget andet formål end at blive anvendt som betalingsmiddel.

Desuden kan de vanskeligheder, der er forbundet med fastsættelsen af afgiftsgrundlaget samt størrelsen af merværdiafgiftsfradraget, i det konkrete tilfælde med transaktioner som vekslingstransaktioner, være identiske, hvad enten der er tale om veksling af traditionelle valutaer, som i almindelighed er afgiftsfritaget i medfør af artikel 135, stk. 1, litra e), i direktiv 2006/112, eller om veksling af valutaer til virtuelle tovejsomsættelige valutaer, der uden at være et lovligt betalingsmiddel udgør et betalingsmiddel, som er accepteret af parterne i en transaktion, og omvendt. I denne henseende ville den nævnte bestemmelse blive berøvet en del af sin virkning, såfremt den blev fortolket således, at den alene omhandler de transaktioner, der vedrører traditionelle valutaer.

(jf. præmis 44, 45, 48-51, 53 og 57 samt domskonkl. 2)

4.        Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 47)