Language of document :

Sag anlagt den 19. april 2024 – Kaili mod Parlamentet

(Sag T-212/24)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Eva Kaili (Ixelles, Belgien) (ved advokaterne S. Pappas og A. Pappas)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Afgørelsen af 6. februar 2024, hvorved Parlamentet ophævede sagsøgerens immunitet, annulleres.

Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat ti anbringender.

Med det første anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af en væsentlig formforskrift. Formanden for Parlamentet og Retsudvalget har nemlig tilsidesat deres pligt til at undersøge lovligheden af anmodningen om ophævelse af sagsøgerens immunitet.

Med det andet anbringende gøres gældende, at den europæiske chefanklagers anmodning af 15. december 2022 mangler retsgrundlag.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at den europæiske chefanklager ikke har kompetence til at anmode om ophævelse af sagsøgerens immunitet.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Den Europæiske Anklagemyndighed har krænket den immunitet, som sagsøgeren nyder i henhold til artikel 7 og 8 i protokol nr. 7 om Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter (EUT 2016, C 202, s. 266) (herefter »protokollen vedrørende privilegier og immuniteter«).

Med det femte anbringende gøres gældende, at Den Europæiske Anklagemyndighed har tilsidesat artikel 29, stk. 2, i forordning (EU) 2017/1939 om gennemførelse af et forstærket samarbejde om oprettelse af Den Europæiske Anklagemyndighed (EUT 2017, L 283, s. 1).

Med det sjette anbringende gøres gældende, at Retsudvalget har tilsidesat artikel 7-9 i protokollen vedrørende privilegier og immuniteter og artikel 5, stk. 2, artikel 6, stk. 1, samt artikel 9 i Parlamentets forretningsorden.

Med det syvende anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til at blive hørt.

Med det ottende anbringende gøres gældende, at Parlamentet har tilsidesat artikel 9, stk. 1, litra b), i protokollen vedrørende privilegier og immuniteter.

Med det niende anbringende gøres subsidiært gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 9, stk. 2, litra a), i protokollen vedrørende privilegier og immuniteter.

Med det tiende anbringende gøres gældende, at der er sket en tilsidesættelse af artikel 9 i protokollen vedrørende privilegier og immuniteter, eftersom Parlamentet afviste, at der forelå fumus persecutionis.

____________