Language of document : ECLI:EU:F:2013:56

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

7. maj 2013

Sag F-86/11

Robert McCoy

mod

Den Europæiske Unions Regionsudvalg

»Personalesag – tjenestemænd – invalidepension – vedtægtens artikel 78, stk. 5 – afslag på anerkendelse af invaliditetens erhvervsmæssige oprindelse«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Robert McCoy har nedlagt påstand om annullation af den af præsidiet for Den Europæiske Unions Regionsudvalg trufne afgørelse af 10. september 2010, hvorved Regionsudvalgets præsidium afslog at anerkende, at den invaliditet, som sagsøgeren lider af, har erhvervsmæssig oprindelse som omhandlet i artikel 78, stk. 5, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«), samt påstand om, at Regionsudvalget pålægges at betale 10 000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren hævder at have lidt, samt samtlige de omkostninger, der er afholdt i forbindelse med invaliditetsproceduren.

Udfald:      Den Europæiske Unions Regionsudvalgs præsidiums afgørelse af 10. september 2010, hvorved det afvises at anerkende, at den invaliditet, som Robert McCoy lider af, er af erhvervsmæssig oprindelse som omhandlet i vedtægtens artikel 78, stk. 5, annulleres. I øvrigt frifindes Regionsudvalget. Regionsudvalget bærer sine egne omkostninger og betaler Robert McCoys omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemandssager – søgsmål rettet mod afgørelse om afslag på klage – formaliteten

(Tjenestemandsvedtægten, art. 90 og 91)

2.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – kollegialitetsprincippet – rækkevidde – udfærdigelse af referat – ikke afgørende betingelse

(Tjenestemandsvedtægten, bilag II, art. 7)

3.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – overholdelse af den fortrolighed, som arbejdet er underlagt – rækkevidde – sammenfattende lægeerklæring – pligt til fremsendelse til ansættelsesmyndigheden og direkte til den berørte tjenestemand – foreligger ikke

(Tjenestemandsvedtægten, art. 26a og art. 78, stk. 5; bilag II, art. 9)

4.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – formålet med vedtægtens bestemmelser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 78; bilag II, art. 9)

5.      Tjenestemænd – invaliditet – invaliditetsudvalg – konklusioner, som adskiller sig fra lægeudvalgets konklusioner samt fra tidligere lægeerklæringer – begrundelsespligt – rækkevidde – tjenestemands arbejdsrelaterede konflikt med sine overordnede

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78)

6.      Tjenestemænd – social sikring – afgørelse af, om en sygdom har erhvervsmæssig oprindelse og, om en invaliditet har erhvervsmæssig oprindelse – særskilte procedurer – de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for sygdommen, udgør nødvendigvis en del af de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for en eventuel invaliditet

(Tjenestemandsvedtægten, art. 73 og 78)

7.      Pensioner – invalidepension – afgørelse af, om en sygdom har erhvervsmæssig oprindelse – invaliditetsudvalgets kompetence – rækkevidde – grænser

(Tjenestemandsvedtægten, art. 78)

1.      En annullationspåstand, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, i tilfælde, hvor dette afslag er uden selvstændigt indhold, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen.

I denne forbindelse gælder, at når afgørelsen om afslag på klagen bekræfter den oprindelige afgørelse, idet dette afslag indeholder yderligere præciseringer af denne afgørelse, prøves lovligheden af den oprindelige bebyrdende afgørelse, idet der tages hensyn til den begrundelse, der fremgår af afgørelsen om afslag på klagen, og som skal anses for at supplere nævnte retsakt.

Påstanden om annullation af afgørelsen om afslaget på klagen har følgelig ikke noget selvstændigt indhold, og søgsmålet må anses for formelt at være rettet mod den oprindelige afgørelse med de præciseringer af denne nævnte afgørelses begrundelse, der følger af afgørelsen om afslag på klagen.

(jf. præmis 55-57)

Henvisning til:

Domstolen: 17. januar 1989, sag 293/87, Vainker mod Parlamentet, præmis 8

Retten i Første Instans: 10. juni 2004, sag T-258/01, Eveillard mod Kommissionen, præmis 31 og 32

Personaleretten: 18. april 2012, sag F-50/11, Buxton mod Parlamentet, præmis 21 og den deri nævnte retspraksis

2.      Invaliditetsudvalget skal udføre sit arbejde under overholdelse af kollegialitetsprincippet, idet hvert enkelt medlem skal have mulighed for på en hensigtsmæssig måde at give deres mening til kende.

I øvrigt kan medlemmerne af et invaliditetsudvalg, efter at de har ført mundtlige drøftelser, nå frem til deres konklusioner og i givet fald udfærdige deres erklæring på et senere tidspunkt, idet det ikke er en afgørende betingelse for gyldigheden af et sådant udvalgs forhandlinger, at der foreligger en sådan erklæring.

(jf. præmis 61 og 64)

Henvisning til:

Domstolen: 10. december 1987, sag 277/84, Jänsch mod Kommissionen; 19. juni 1992, sag C-18/91 P, V. mod Parlamentet, præmis 20

Retten i Første Instans: 22. november 1990, sag T-54/89, V. mod Parlamentet, præmis 34; 27. februar 2003, sag T-20/00, Camacho-Fernandes mod Kommissionen, præmis 45 ff.

3.      Når invaliditetsudvalget behandler en sag om anerkendelse af, at den invaliditet, som den berørte tjenestemand lider af, har erhvervsmæssig oprindelse i henhold til vedtægtens artikel 78, stk. 5, har dette udvalg ikke pligt til at udfærdige en sammenfattende lægeerklæring, der indeholder en redegørelse for udvalgets arbejde, og fremsende en sådan erklæring til ansættelsesmyndigheden, inden denne myndighed skal træffe en administrativ afgørelse, idet nævnte myndighed under alle omstændigheder ikke kan få adgang til den nævnte erklæring, da den nemlig er omfattet af den fortrolighed, som invaliditetsudvalgets arbejde er underlagt.

Den sammenfattende lægeerklæring, som invaliditetsudvalget udfærdiger til støtte for sine konklusioner, henhører nemlig under udvalgets arbejde, som er fortroligt på grund af dette arbejdes art, genstand og lægelige betydning, og oplysninger om dette arbejde må derfor ikke sendes til hverken ansættelsesmyndigheder eller direkte til den berørte tjenestemand. Denne lægeerklæring indgår i den berørte tjenestemands lægejournal, som tjenestemanden har adgang til i henhold til vedtægtens artikel 26a.

Der må derfor sondres mellem de af invaliditetsudvalgets konklusioner, der nødvendigvis skal sendes til ansættelsesmyndigheden, inden den træffer en afgørelse, og de lægelige analyser og vurderinger, der i givet fald er indeholdt i den eller de sammenfattende lægeerklæringer, som er udfærdiget af lægeudvalget eller visse af dets medlemmer, og som indgår i den berørte tjenestemands lægejournal, men som ikke sendes til nævnte myndighed.

(jf. præmis 65-67)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 3. juni 1997, sag T-196/95, H mod Kommissionen, præmis 95

Personaleretten: 6. november 2012, sag F-41/06 RENV, Marcuccio mod Kommissionen, præmis 151, som i øjeblikket verserer som appelsag for Den Europæiske Unions Ret under sagsnummer T-20/13 P

4.      Formålet med vedtægtens bestemmelser om invaliditetsudvalget er at overlade det til sagkyndige læger at træffe den endelige afgørelse om alle lægelige spørgsmål, som ingen ansættelsesmyndighed, uanset dens interne administrative sammensætning, kan foretage.

(jf. præmis 78)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 27. februar 1992, sag T-165/89, Plug mod Kommissionen, præmis 75; 23. november 2004, sag T-376/02, O mod Kommissionen, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis

5.      Når invaliditetsudvalget forelægges en række lægelige komplekse spørgsmål, der vedrører spørgsmålet om årsagssammenhængen mellem den lidelse, som en tjenestemand er berørt af, og udøvelsen af det hverv, som tjenestemanden varetager hos en institution, påhviler det bl.a. invaliditetsudvalget at angive de oplysninger i sagen, som det støtter sig på, og, såfremt der måtte fremgå væsentlige uoverensstemmelser, at angive grundene til, at udvalget har valgt ikke at følge visse tidligere lægeerklæringer, der må anses for mere fordelagtige for den berørte tjenestemand.

Selv om et invaliditetsudvalg, der forelægges en sag i henhold til vedtægtens artikel 78, kan nå frem til andre konklusioner end de konklusioner, som lægeudvalget er nået frem til i henhold til vedtægtens artikel 73, forholder det sig ikke desto mindre således, at når et invaliditetsudvalg i forbindelse med stillingtagen til en tjenestemands sag ønsker at afvente udfaldet af den procedure, der er indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, påhviler det udvalget at angive grundene til, at det har valgt ikke at følge de vurderinger, der fremgår af de lægeerklæringer, der ligger til grund for, at en sygdom er blevet anerkendt som en erhvervssygdom i henhold til vedtægtens artikel 73, og at angive disse grunde på en klar og forståelig måde, enten i de konklusioner, der sendes til ansættelsesmyndigheden, eller i den sammenfattende lægeerklæring, der eventuel udfærdiges efterfølgende.

I denne henseende gælder, at i et tilfælde, hvor der redegøres for eksistensen af en arbejdsrelateret konflikt mellem sagsøger og dennes overordnede samt et arbejdsmiljø, der er fjendtligt indstillet over for sagsøgeren ikke blot i tidligere lægeerklæringer, men også i andre officielle dokumenter vedrørende den berørte tjenestemand – til trods for, at det generelt er vanskeligt at fremlægge skriftlige beviser for, at overordnede udsætter deres medarbejdere for en dårlig behandling – påhviler det invaliditetsudvalget at give en klar og præcis begrundelse for udvalgets beslutning om ikke at tage hensyn til sådanne elementer.

(jf. præmis 85, 86 og 96)

Henvisning til:

Retten i Første Instans: 15. december 1999, sag T-300/97, Latino mod Kommissionen, præmis 77 og 78

Personaleretten: 14. september 2010, sag F-79/09, AE mod Kommissionen, præmis 66, 67 og 72; 11. maj 2011, sag F-53/09, J mod Kommissionen, præmis 56-61 og 92 og den deri nævnte retspraksis

6.      Selv om den procedure, der er indledt i henhold til vedtægtens artikel 73, og som har til formål at fastlægge, om den sygdom, som sagsøgeren lider af, har erhvervsmæssig oprindelse, i retlig henseende adskiller sig fra den procedure, der er indledt i henhold til vedtægtens artikel 78, og som har til formål at afgøre, om den invaliditet, som sagsøgeren lider af, har erhvervsmæssig oprindelse, forholder det sig ikke desto mindre således, de to sager er identiske, eller at disse omstændigheder, der vedrører sygdommens oprindelse, i det mindste udgør en del af de omstændigheder, der vedrørende den eventuelle årsag til invaliditeten.

(jf. præmis 109)

7.      Det tilkommer invaliditetsudvalget inden for rammerne af dets kommissorium at foretage lægelige og ikke retlige vurderinger af spørgsmålet om invaliditetens erhvervsmæssige oprindelse. Det påhviler således invaliditetsudvalget at undersøge, om en berørt tjenestemands invaliditet ud fra et lægeligt synspunkt skyldtes eller ikke skyldtes en erhvervssygdom, der har sin årsag i arbejdsvilkår.

(jf. præmis 119)

Henvisning til:

Domstolen: 21. januar 1987, sag 76/84, Rienzi mod Kommissionen, præmis 9 og 12