Language of document :

Sag anlagt den 18. maj 2010 - Banco Santander mod Kommissionen

(Sag T-227/10)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Banco Santander, SA (Santander, Spanien) (ved abogados J. Buendía Sierra, E. Abad Valdenebro, M. Muñoz de Juan og R. Calvo Salinero)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, annulleres, for så vidt som den erklærer, at artikel 12, stk. 5, i TRLIS (lovbekendtgørelse af selskabsskatteloven) indeholder elementer af statsstøtte.

Subsidiært annulleres den anfægtede beslutnings artikel 1, stk. 1, for så vidt som den erklærer, at artikel 12, stk. 5, i TRLIS indeholder elementer af statsstøtte, når den finder anvendelse på erhvervelse af kapitalandele, som forudsætter kontrolovertagelse.

Subsidiært annulleres den anfægtede beslutnings artikel 4, for så vidt den kræver, at operationer foretaget, inden den endelige beslutning, der er genstand for søgsmålet, blev offentliggjort i EUT, tilbagesøges.

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Beslutningen i den foreliggende sag er den samme som i sag T-219/10, Autogrill España mod Kommissionen, sag T-221/10, Iberdrola mod Kommissionen og sag T-225/10, Banco Bilbao Vizcaya mod Kommissionen.

Søgsmålsgrundene og de væsentligste argumenter er de samme som påberåbt i disse sager.

Det gøres navnlig gældende, at der er foretaget urigtig retsanvendelse ved retligt at kvalificere foranstaltningen som statsstøtte, ved identificeringen af den af denne foranstaltning begunstigede og ved fastsættelsen af skæringsdatoen for at anerkende en berettiget forventning. Sagsøgeren har påberåbt sig det sidste anbringende for så vidt som den anfægtede beslutning anerkender, at der findes en berettiget forventning, mens der samtidig sondres mellem operationer foretaget efter ikrafttrædelsen af foranstaltningen, inden beslutningen om at indlede den formelle undersøgelse blev offentliggjort, og operationer foretaget herefter.

____________