Language of document :

Sag anlagt den 5. oktober 2012 - Global Steel Wire mod Kommissionen

(Sag T-438/12)

Processprog: spansk

Parter

Sagsøger: Global Steel Wire, SA (Cerdanyola del Vallés, Spanien) (ved advokaterne F. González Díaz og P. Herrero Prieto)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 25. juli 2012 i sag COMP/38.344 - Forspændingsstål annulleres i overensstemmelse med artikel 264 TEUF.

Kommissionen tilpligtes i medfør af artikel 24 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og artikel 64, stk. 3, litra d), i Rettens procesreglement at fremlægge de dokumenter, beregninger og andre faktiske og/eller retlige elementer, som den har baseret sig på med henblik på at efterkomme ansøgninger med henvisning til manglende betalingsevne indgivet af Proderac, CB, ITAS, OriMartin, Siderúrgica Latina Martin og/eller nedsætte den bøde, som ArcelorMittal er blevet pålagt.

Europa-Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Dette søgsmål vedrører Kommissionens afgørelse, hvorved denne gav afslag på en ansøgning vedrørende manglende betalingsevne og/eller udskudt betaling med fritagelse for kravet om at stille en bankgaranti, som sagsøgeren havde indgivet til Kommissionen.

Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat fire anbringender.

Første anbringende om faktiske og retlige fejl i forbindelse med vurderingen af sagsøgerens betalingsevne med hensyn til betaling af bøden.

Andet anbringende om faktiske og retlige fejl i forbindelse med vurderingen af betalingsevnen for aktionærerne i det sagsøgende selskab.

Tredje anbringende om tilsidesættelse af princippet om forbud mod forskelsbehandling i det omfang Kommissionen med hensyn til andre virksomheder i sektoren har anerkendt en manglende betalingsevne, nedsat bødens størrelse og fjernet kravet om at opstille en garanti.

Fjerde anbringende om tilsidesættelse af retten til forsvar

For det første har Kommissionen ikke givet sagsøgeren mulighed for at fremføre sine synspunkter.

For det andet har Kommissionen tilsidesat kompetencereglerne ved at tilsidesætte kollegialitetsprincippet.

Endelig har Kommissionen tilsidesat pligten til at begrunde retsakter.

____________