Language of document :

Appel iværksat den 15. december 2020 af Les Mousquetaires og ITM Entreprises SAS til prøvelse af dom afsagt af Retten (Niende Afdeling) den 5. oktober 2020 i sag T-255/17, Les Mousquetaires og ITM Entreprises mod Kommissionen

(Sag C-682/20 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellanter: Les Mousquetaires S.A.S. og ITM Entreprises S.A.S (ved avocats N. Jalabert-Doury og K. Mebarek)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Rådet for Den Europæiske Union

Appellanterne har nedlagt følgende påstande

Domskonklusionens punkt 2 i dom afsagt af Retten i sag T-255/17 annulleres.

De påstande, som appellanterne har nedlagt i første instans, tages til følge, og Europa-Kommissionens afgørelse C(2017) 1057 af 9. februar 2017 og afgørelse C(2017) 1361 af 21. februar 2017, hvorved det blev pålagt Intermarché og Les Mousquetaires og alle selskaber, der direkte eller indirekte kontrolleres af disse, at underkaste sig en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 20, stk. 1 og 4, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003, annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale samtlige sagsomkostninger, herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for Retten.

Anbringender og væsentligste argumenter

Første anbringende vedrører, at der i forbindelse med vurderingen af effektiviteten af retsmidlerne ved afvikling af kontrolundersøgelser blev begået retlige fejl og ikke blev angivet en begrundelse.

Andet anbringende vedrører en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6 og 8, artikel 296 TEUF og artikel 20, stk. 4, i forordning nr. 1/2003, for så vidt som Retten tilsidesatte begrundelsespligten og pligten til at begrænse kontrolundersøgelsesafgørelser.

Tredje anbringende vedrører en retlig fejl og en tilsidesættelse af forordning nr. 1/2003, for så vidt som Retten fandt, at den proceduremæssige fase »før vedtagelsen af foranstaltninger, som medfører, at ophavsmanden foreholdes at have begået en overtrædelse«, ikke er reguleret af forordningen.

Fjerde anbringende vedrører en tilsidesættelse af EMRK’s artikel 6 og 8 samt artikel 19 i forordning nr. 1/2003, for så vidt som Retten fandt, at beviser, som var behæftet med væsentlige, formelle uregelmæssigheder, udgjorde tilstrækkeligt tungtvejende indicier.

Femte anbringende vedrører en begrundelsesmangel, for så vidt som de nævnte indiciers beviskraft ikke blev efterprøvet, og en fejl forbundet med kvalificeringen som indicium.

____________