Sag C-413/14 P
Intel Corp. Inc.
mod
Europa-Kommissionen
»Appel – artikel 102 TEUF – misbrug af dominerende stilling – loyalitetsrabatter – Kommissionens kompetence – forordning (EF) nr. 1/2003 – artikel 19«
Sammendrag – Domstolens dom (Store Afdeling) af 6. september 2017
1. Konkurrence – EU-regler – territorialt anvendelsesområde – Kommissionens kompetence – lovlighed under hensyn til folkeretten – gennemførelse eller kvalificerede virkninger af misbruget i EØS – alternative fremgangsmåder – kriteriet om umiddelbar, væsentlig og forudsigelig virkning – rækkevidde
(Art. 101 TEUF og 102 TEUF)
2. Appel – anbringender – anbringende rettet mod overflødig præmis – anbringende uden betydning – afvisning
(Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)
3. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser – beføjelse til at indhente udtalelser – erklæringer vedrørende en undersøgelses genstand – sondring mellem formelle interviews og uformelle møder – ikke tilladt
(Rådets forordning nr. 1/2003, 25. betragtning og art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 3)
4. Konkurrence – administrativ procedure – Kommissionens beføjelser – beføjelse til at indhente udtalelser – erklæringer vedrørende en undersøgelses genstand – Kommissionens forpligtelse til i den form, som den selv måtte vælge, at registrere ethvert interview, der gennemføres af den
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 19, stk. 1; Kommissionens forordning nr. 773/2004, art. 3, stk. 1 og 3)
5. Appel – anbringender – en doms præmisser, der er behæftet med en tilsidesættelse af EU-retten – konklusionen berettiget af andre retlige grunde – afvisning
(Art. 256, stk. 1, TEUF; statutten for Domstolen, art. 58, stk. 1)
6. Konkurrence – administrativ procedure – overholdelse af retten til forsvar – aktindsigt – rækkevidde – afslag på udlevering af et dokument – følger – nødvendigheden af at sondre mellem belastende dokumenter og ikke-belastende dokumenter i forbindelse med den bevisbyrde, der påhviler den berørte virksomhed
(Rådets forordning nr. 1/2003, art. 27, stk. 2)
7. Dominerende stilling – misbrug – ekskluderende misbrug – begreb – prisdiskrimination – praksis, som ikke i sig selv indikerer, at der foreligger et ekskluderende misbrug
(Art. 102 TEUF)
8. Dominerende stilling – misbrug – eksklusivitets- eller loyalitetsrabatter – mulighed for at begrænse konkurrencen og have markedsafskærmende virkning – undersøgelse vedrørende en lige så effektiv konkurrent – bedømmelseskriterier
(Art. 102 TEUF)
9. Appel – appellen tiltrådt – appelinstansens endelige afgørelse af sagen – betingelse – sagen moden til påkendelse – foreligger ikke – sagens hjemvisning til Retten
(Statutten for Domstolen, art. 61, stk. 1)
1. De EU-retlige konkurrenceregler, der er fastsat i artikel 101 TEUF og 102 TEUF, har til formål at ramme kollektiv eller ensidig virksomhedsadfærd, som begrænser konkurrencen inden for det indre marked. Mens artikel 101 TEUF forbyder aftaler eller former for praksis, som har til formål eller til følge at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for det indre marked, forbyder artikel 102 TEUF således misbrug af en dominerende stilling på det indre marked eller en væsentlig del heraf. For så vidt angår anvendelsen af artikel 101 TEUF udgør det forhold, at en af de kontraherende virksomheder har hjemsted i et tredjeland, ikke en hindring for anvendelsen af denne bestemmelse, når aftalen udfolder sine virkninger på det indre markeds område. Med henblik på at begrunde anvendelsen af kriteriet vedrørende gennemførelsen ville virksomhederne endvidere åbenbart få let adgang til at unddrage sig de nævnte forbud, hvis anvendelsen af konkurrencerettens forbud var afhængig af stedet for kartellets dannelse. Kriteriet vedrørende kvalificerede virkninger forfølger det samme formål, nemlig at ramme adfærd, der ganske vist ikke er udvist på EU’s område, men hvis konkurrencebegrænsende virkninger kan mærkes på EU-markedet. Kriteriet vedrørende kvalificerede virkninger kan derfor ikke danne grundlag for Kommissionens kompetence.
Kriteriet vedrørende kvalificerede virkninger kan således begrunde en anvendelse af EU’s konkurrenceret, henset til folkeretten, såfremt det kan forudses, at den pågældende adfærd vil have en umiddelbar og væsentlig virkning inden for EU.
Det er i forhold til den eller de pågældende virksomheders adfærd som helhed, at det skal afgøres, om Kommissionen har den fornødne kompetence til i hvert enkelt tilfælde at anvende EU’s konkurrenceret. Det er herved tilstrækkeligt at tage en adfærds sandsynlige virkninger på konkurrencen i betragtning for at opfylde kravet om forudsigelighed. Da en dominerende virksomheds adfærd over for en computerfabrikant for det første var omfattet af en samlet strategi, der tog sigte på, at ingen bærbar computer med en konkurrents produkt ville være tilgængelig på markedet, herunder i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, var den dominerende virksomheds adfærd egnet til at have en umiddelbar virkning i EØS. Eftersom der for det andet forelå en strategi som den af virksomheden udviklede over for computerfabrikanten, som havde til formål at spærre konkurrenten adgangen til de vigtigste salgskanaler, skulle der tages hensyn til virksomhedens adfærd som helhed med henblik på vurderingen af, om virkningerne på EU-markedet og EØS-markedet var væsentlige.
Enhver anden fremgangsmåde vil føre til en kunstig opsplitning af en samlet konkurrencebegrænsende adfærd, der kan påvirke markedsstrukturen i EØS i form af en række forskellige handlinger, som risikerer at falde uden for Unionens kompetence.
(jf. præmis 42-46, 49-52 og 55-57)
2. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 63, 64, 105 og 106)
3. I forbindelse med en administrativ procedure på konkurrenceområdet fremgår det af selve ordlyden af 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, at den finder anvendelse på ethvert interview, som har til formål at indsamle oplysninger vedrørende genstanden for en undersøgelse. Det præciseres i denne forbindelse i 25. betragtning til den nævnte forordning, at denne forordning har til formål at styrke Kommissionens undersøgelsesbeføjelser ved bl.a. at tillade, at denne indhenter udtalelse fra enhver person, der kan tænkes at være i besiddelse af nyttige oplysninger, og registrerer den pågældende persons udtalelser.
Artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003 udgør således et retsgrundlag, som bemyndiger Kommissionen til at interviewe en person inden for rammerne af en undersøgelse, hvilket bekræftes af forarbejderne til denne forordning.
Der er intet ved denne bestemmelses ordlyd eller det formål, som den forfølger, hvoraf det kan udledes, at lovgiver ønskede at indføre en sondring mellem to forskellige kategorier af interviews vedrørende en undersøgelses genstand eller at udelukke nogle af disse interviews fra bestemmelsens anvendelsesområde.
Det er derfor med urette, at Retten fandt, at der blandt de interviews, som gennemføres af Kommissionen inden for rammerne af en undersøgelse, skulle sondres mellem formelle interviews omfattet af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, sammenholdt med artikel 3 i forordning nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til […] artikel 81 [EF] og 82 [EF], og uformelle interviews, der ligger uden for anvendelsesområdet for disse bestemmelser.
(jf. præmis 84-88)
4. I forbindelse med en administrativ procedure på konkurrenceområdet skal artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 773/2004 om Kommissionens gennemførelse af procedurer i henhold til […] artikel 81 [EF] og 82 [EF], hvorefter Kommissionen også skal meddele den udspurgte, om den har til hensigt at registrere interviewet, ikke forstås således, at det betyder, at registreringen af interviewet er fakultativ, men at Kommissionen er forpligtet til at underrette den pågældende person om den planlagte registrering. Artikel 3, stk. 3, i forordning nr. 773/2004, hvorefter Kommissionen kan registrere den udspurgtes udtalelser i en hvilken som helst form, indebærer, at beslutter Kommissionen med den udspurgtes samtykke at foretage et interview på grundlag af artikel 19, stk. 1, i forordning nr. 1/2003, er den forpligtet til at registrere dette interview i dets helhed, uden at det berører den omstændighed, at det er op til Kommissionen at vælge, hvilken form registreringen skal have.
Det følger heraf, at der påhviler Kommissionen en forpligtelse til i den form, som den selv måtte vælge, at registrere ethvert interview, der gennemføres af den i henhold til artikel 19 i forordning nr. 1/2003 med henblik på at indsamle oplysninger vedrørende genstanden for en undersøgelse, som den foretager.
(jf. præmis 89-91)
5. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 94)
6. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 96-101)
7. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 133-137)
8. På konkurrenceområdet tilsigter artikel 102 EF på ingen måde at forhindre, at en virksomhed ved egen fortjeneste opnår den dominerende stilling på et marked. Denne bestemmelse tilsigter heller ikke at sikre, at konkurrenter, der er mindre effektive end den dominerende virksomhed, kan forblive på markedet. Det er således ikke enhver eliminering, som nødvendigvis skader den frie konkurrence. Konkurrence på ydelser kan pr. definition føre til, at de mindre effektive konkurrenter, som således er mindre interessante for forbrugerne i forhold til bl.a. pris, udvalg, kvalitet eller innovation, forsvinder fra markedet eller marginaliseres. En dominerende virksomhed er imidlertid særligt forpligtet til ikke ved sin adfærd at skade en effektiv og ufordrejet konkurrence på det indre marked. Derfor forbyder artikel 102 TEUF således bl.a. en dominerende virksomhed at iværksætte former for praksis, der har udelukkelsesvirkninger for de af virksomhedens konkurrenter, der betragtes som værende lige så effektive som den, hvorved virksomhedens dominerende stilling styrkes ved hjælp af andre midler end konkurrence på ydelser. Set i lyset heraf kan ikke enhver form for priskonkurrence således anses for lovlig. Det er i denne forbindelse allerede blevet fastslået, at en virksomhed, som indtager en dominerende stilling på et marked, og som – også efter anmodning fra købere – binder disse købere til sig ved hjælp af en forpligtelse til eller et løfte om at dække hele eller en betydelig del af deres behov udelukkende hos nævnte virksomhed, herved misbruger sin dominerende stilling som nævnt i artikel 102 TEUF, uanset om forpligtelsen står alene eller modsvares af ydelse af en rabat. Det samme gælder, når virksomheden, uden at binde køberne til sig ved en formel forpligtelse, enten ifølge aftaler med køberne eller ensidigt anvender et loyalitetsrabatsystem, dvs. prisnedslag, som ydes på betingelse af, at kunden – i øvrigt uanset beløbet for disse indkøb – udelukkende foretager alle eller en betydelig del af indkøbene til dækning af sine behov hos den markedsdominerende virksomhed.
Denne retspraksis må imidlertid præciseres i det tilfælde, hvor den pågældende virksomhed under den administrative procedure har fremlagt beviser til støtte for, at dens adfærd ikke var egnet til at begrænse konkurrencen og navnlig have de foreholdte udelukkelsesvirkninger. I et sådant tilfælde er Kommissionen ikke blot forpligtet til at undersøge dels betydningen af virksomhedens dominerende stilling på det relevante marked, dels den omtvistede praksis’ markedsdækning samt betingelserne og reglerne for tildeling af de pågældende rabatter, disses varighed og størrelse, men skal ligeledes vurdere eksistensen af en eventuel strategi, der har til formål at udelukke de konkurrenter, der er mindst lige så effektive.
En undersøgelse af udelukkelsesevnen er også relevant for vurderingen af spørgsmålet om, hvorvidt et rabatsystem, der i princippet er omfattet af forbuddet efter artikel 102 TEUF, kan være objektivt begrundet. Den udelukkelsesvirkning, som følger af et rabatsystem, og som er ugunstig for konkurrencen, kan opvejes, endog overvindes, af effektivitetsfordele, som ligeledes er til gavn for forbrugeren. En sådan afvejning af den omtvistede praksis’ gunstige og ugunstige virkninger for konkurrencen kan kun foretages i Kommissionens afgørelse, efter at der er foretaget en undersøgelse af udelukkelsesevnen hos konkurrenter, der er mindst lige så effektive, hvilket er knyttet til den pågældende praksis. Hvis Kommissionen i en beslutning, der konstaterer, at et rabatsystem er udtryk for misbrug, foretager en sådan undersøgelse, påhviler det Retten at undersøge alle de af den dominerende virksomheds argumenter, der rejser tvivl om, hvorvidt der er grundlag for Kommissionens konklusioner vedrørende det pågældende rabatsystems egnethed til at udelukke.
I nærværende sag foretog Kommissionen – idet den samtidig fremhævede, at de pågældende rabatter efter deres art kunne begrænse konkurrencen, således at det ikke var nødvendigt med en undersøgelse af samtlige omstændigheder i nærværende sag og navnlig en AEC-test (as efficient competitor test) for at fastslå misbrug af dominerende stilling – ikke desto mindre i den omtvistede beslutning en tilbundsgående undersøgelse af disse omstændigheder, idet den detaljeret redegjorde for dens i forbindelse med AEC-testen udførte undersøgelse, som førte den til at konkludere, at en lige så effektiv konkurrent havde måttet anvende priser, der ikke var bæredygtige, og at den pågældende rabatpraksis derfor kunne få udelukkelsesvirkninger for en sådan konkurrent.
Det følger heraf, at AEC-testen havde en reel betydning i den omtvistede beslutning for Kommissionens vurdering af den pågældende rabatpraksis’ evne til at have en udelukkelsesvirkning for lige så effektive konkurrenter.
Retten var under disse omstændigheder forpligtet til at undersøge alle den dominerende virksomheds argumenter vedrørende denne test.
Den fastslog imidlertid, at det ikke var nødvendigt at undersøge, om Kommissionen havde gennemført AEC-testen på den rigtige måde, og at det heller ikke var nødvendigt at undersøge, om de af Intel anførte alternative beregninger var blevet udført korrekt.
Retten afviste derfor, at den af Kommissionen gennemførte AEC-test var relevant, og besvarede derfor ikke den dominerende virksomheds kritik af denne test.
Som følge heraf undlod Retten i forbindelse med sin undersøgelse af de omtvistede rabatters egnethed til at begrænse konkurrencen med urette at tage hensyn til den dominerende virksomheds argumentation vedrørende de fejl, som Kommissionen angiveligt havde begået inden for rammerne af AEC-testen.
(jf. præmis 133-147)
9. Jf. afgørelsens tekst.
(jf. præmis 148-150)