RETTENS DOM (Første Afdeling)
27. april 2022 (*)
»Voldgiftsbestemmelse – tilskudsaftale indgået inden for rammerne af det syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) – tilskudsberettigede omkostninger – refusionsanmodning – finansiel revision – OLAF-undersøgelse – interessekonflikt på grund af familiære eller følelsesmæssige forbindelser – princippet om god tro – princippet om forbud mod forskelsbehandling på grundlag af den ægteskabelige situation – berettiget forventning – annullationssøgsmål – debetnotaer – retsakter, der ikke kan udskilles fra aftalen – retsakt, der ikke kan gøres til genstand for et søgsmål – retten til effektive retsmidler – afvisning«
I sag T-4/20,
Sieć Badawcza Łukasiewicz – Port Polski Ośrodek Rozwoju Technologii, Wrocław (Polen), ved advokat Ł. Stępkowski,
sagsøger,
mod
Europa-Kommissionen ved B. Araujo Arce og J. Estrada de Solà, som befuldmægtigede,
sagsøgt,
har
RETTEN (Første Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, H. Kanninen, og dommerne M. Jaeger (refererende dommer) og M. Stancu,
justitssekretær: fuldmægtig P. Cullen,
på grundlag af den skriftlige forhandling og navnlig
– sagsøgerens anmodning, indgivet ved særskilt dokument af 3. januar 2020, om udeladelse af bestemte oplysninger i forhold til offentligheden i henhold til artikel 66 i Rettens procesreglement
– det svarskrift, der blev indleveret til Rettens Justitskontor den 20. maj 2020, og hvori Kommissionen præciserede, at den ikke modsatte sig sagsøgerens anmodning i henhold til procesreglementets artikel 66,
og efter retsmødet den 5. oktober 2021,
afsagt følgende
Dom
1 Sagsøgeren, Sieć Badawcza Łukasiewicz – Port Polski Ośrodek Rozwoju Technologii, har med sit søgsmål principalt nedlagt påstand på grundlag af artikel 272 TEUF om, at det fastslås, at Europa-Kommissionens kontraktmæssige fordring, som fremgår af seks debetnotaer udstedt den 13. november 2019 for et samlet beløb på 180 893,90 EUR, og som omfatter et hovedbeløb på 164 449 EUR og et erstatningsbeløb på 16 444,90 EUR, ikke eksisterer, og at Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale de beløb, der er anført i disse debetnotaer, samt subsidiært påstand på grundlag af artikel 263 TEUF om annullation af Kommissionens skrivelse af 12. november 2019, som var stilet til sagsøgeren.
I. Tvistens baggrund
2 Sagsøgeren er et forskningsinstitut, der som tilskudsmodtager har fået adgang til tre tilskudsaftaler i henhold til Det Europæiske Fællesskabs syvende rammeprogram for forskning, teknologisk udvikling og demonstration (2007-2013) (herefter »PC7«).
3 Mellem december 2007 og juli 2010 indgik Kommissionen flere tilskudsaftaler, bl.a. dem med numrene nr. 215669-EUWB, nr. 248577-C2POWER og nr. 257626-ACROPOLIS (herefter henholdsvis »EUWB-tilskudsaftalen«, »C2POWER-tilskudsaftalen« og »ACROPOLIS-tilskudsaftalen«, eller samlet »de omhandlede tilskudsaftaler«), med tre konsortier, der var sammensat af forskningsorganer fra forskellige medlemsstater, idet hvert konsortium blev ledet af en koordinator. Mens konsortiernes koordinatorer var Kommissionens vigtigste aftalepartnere, havde hver enkelt tilskudsmodtager status som part i de omhandlede tilskudsaftaler.
4 Sagsøgeren, der dengang hed Wroclawskie Centrum Badań EIT+, fik som tilskudsmodtager adgang til de omhandlede tilskudsaftaler.
5 Fra den 12. til den 14. august 2013 gennemførte et eksternt revisionsfirma med fuldmagt fra Kommissionen en revision af C2POWER-tilskudsaftalen sammen med en række andre tilskudsaftaler, som var blevet indgået i henhold til PC7 (SAPHYRE- og FIVER-projekterne).
6 Den 11. oktober 2013 fremlagde sagsøgeren de supplerende oplysninger, som revisorerne havde anmodet om i forbindelse med et afsluttende møde, der blev afholdt den 14. august 2013.
7 Den 17. februar 2014 sendte revisorerne det første udkast til revisionsrapport til sagsøgeren. Ved skrivelse af 7. marts 2014 fremsendte sagsøgeren sine bemærkninger til den nævnte rapport.
8 Ved skrivelse af 22. april 2014 tilsendte Kommissionen sagsøgeren den endelige revisionsrapport af 21. marts 2014 (nr. 13-BA 222-030) vedrørende C2POWER-tilskudsaftalen og SAPHYRE- og FIVER-projekterne (herefter »den endelige revisionsrapport«) og meddelte sagsøgeren, at den anså revisionen for at være afsluttet.
9 Den 15. september 2014 fremsendte Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) i forbindelse med undersøgelsen OF/2013/0325/A 3 en anmodning til sagsøgeren, i dennes egenskab af berørt person, om at fremlægge dokumenter vedrørende de timer, som en af sagsøgerens ansatte (herefter »den pågældende ansatte«) havde angivet i forbindelse med sagsøgerens projekter, der var finansieret af Den Europæiske Union. Den 8. oktober 2014 fremsendte sagsøgeren de ønskede dokumenter til OLAF.
10 Ved skrivelse af 10. oktober 2014 anmodede OLAF sagsøgeren om at fremlægge andre bilag vedrørende to af sagsøgerens øvrige ansatte. Ved skrivelse af 6. november 2014 fremsendte sagsøgeren de ønskede dokumenter.
11 Den 15. januar 2015 underrettede OLAF sagsøgeren, i dennes egenskab af person, der var berørt af undersøgelsen, om de handlinger, som blev foreholdt denne, nemlig sagsøgerens medvirken til de urigtige erklæringer, der var afgivet på timesedlerne for den pågældende ansatte og to andre af sagsøgerens ansatte.
12 Den 27. januar 2015 fremsendte sagsøgeren sine bemærkninger til OLAF, hvori dette forskningsinstitut bestred OLAF’s påstande.
13 Den 1. juni 2015 underrettede OLAF sagsøgeren om, at undersøgelsen var afsluttet, og om sine henstillinger, der var blevet fremsendt til de polske retsmyndigheder og til Kommissionens kompetente tjenestegrene.
14 Den 25. juni 2015 tilsendte sagsøgeren OLAF en skrivelse, der indeholdt en række anmodninger om oplysninger og dokumentation, og hvori sagsøgeren bl.a. anmodede OLAF om et eksemplar af dette kontors undersøgelsesrapport.
15 Den 10. august 2015 fremsendte OLAF de ønskede oplysninger til sagsøgeren, bortset fra dem, der var underlagt strenge regler om fortrolighed og om beskyttelse af personoplysninger, deriblandt OLAF’s undersøgelsesrapport. OLAF præciserede således de omtvistede faktiske omstændigheder, den periode og de projekter, som disse omstændigheder vedrørte (dvs. de omhandlede tilskudsaftaler, SAPHYRE-projektet og ONEFIT-projektet), samt de henstillinger, der var blevet fremsendt til det kompetente generaldirektorat angående tilbagesøgningen af det pågældende beløb.
16 Ved skrivelse af 1. september 2015 anmodede sagsøgeren OLAF om at få fremsendt en række detaljerede oplysninger og at få oplyst de relevante retlige bestemmelser vedrørende dette kontors undersøgelse. OLAF svarede den 9. november 2015.
17 Den 7. august 2018 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den havde til hensigt at udstede to debetnotaer på et hovedbeløb på 374 188 EUR og et erstatningsbeløb på 30 200 EUR på grundlag af OLAF’s konklusioner vedrørende de omhandlede tilskudsaftaler, SAPHYRE-projektet og ONEFIT-projektet.
18 Den 26. oktober 2018 tilsendte sagsøgeren Kommissionen en skrivelse, hvori dette forskningsinstitut bestred OLAF’s konklusioner og anmodede Kommissionen om at tage hensyn til en række faktiske og retlige omstændigheder, inden den vedtog tilbagesøgningsforanstaltningerne.
19 Ved skrivelse af 22. juli 2019 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at visse af dette forskningsinstituts bemærkninger havde ført den til at ændre sit oprindelige standpunkt. Nærmere bestemt var personaleomkostningerne for sagsøgerens to andre ansatte endeligt blevet accepteret, og kun de personaleomkostninger for den pågældende ansatte, der vedrørte perioden mellem august 2010 og oktober 2012, var blevet afvist med den konsekvens, at der blev opkrævet et samlet beløb på 180 895,90 EUR.
20 Den 29. august 2019 tilsendte sagsøgeren Kommissionen endnu en indsigelsesskrivelse, hvori dette forskningsinstitut anmodede Kommissionen om at tage hensyn til dets supplerende bemærkninger til de foranstaltninger, som den agtede at vedtage.
21 Kommissionen svarede sagsøgeren ved skrivelse af 12. november 2019, hvori den fastholdt sit standpunkt og oplyste sagsøgeren om udstedelsen af debetnotaer (herefter »den anfægtede afgørelse«). Denne skrivelse var vedhæftet som bilag til en e-mail af 13. november 2019, hvortil ligeledes var vedhæftet debetnotaerne nr. 3241913641 (ACROPOLIS-tilskudsaftalen, hovedbeløb på 72 592 EUR), nr. 3241913642 (EUWB-tilskudsaftalen, erstatningsbeløb på 7 259,20 EUR), nr. 3241913643 (EUWB-tilskudsaftalen, hovedbeløb på 64 818 EUR), nr. 3241913644 (C2POWER-tilskudsaftalen, erstatningsbeløb på 6 481,80 EUR), nr. 3241913645 (C2POWER-tilskudsaftalen, hovedbeløb på 27 039 EUR) og nr. 3241913647 (ACROPOLIS-tilskudsaftalen, erstatningsbeløb på 2 703,90 EUR), der skulle betales den 30. december 2019.
22 Den 23. december 2019 betalte sagsøgeren samtlige de af Kommissionen krævede beløb.
23 Ved skrivelse af 24. december 2019 kritiserede sagsøgeren indholdet af den anfægtede afgørelse, af Kommissionens e-mail af 13. november 2019 og af de debetnotaer, der var vedhæftet den nævnte e-mail, og anfægtede disse debetnotaer.
II. Parternes påstande
24 Sagsøgeren har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Sagsøgerens søgsmål anlagt på grundlag af artikel 272 TEUF tages til følge, idet det fastslås, dels at den kontraktmæssige fordring, som Kommissionen har gjort gældende, ikke eksisterer, dels at de personaleomkostninger, der opkræves i debetnotaerne nr. 3241913641 (72 592 EUR), nr. 241913643 (64 818 EUR) og nr. 3241913645 (27 039 EUR) af 13. november 2019, er tilskudsberettigede.
– Kommissionen tilpligtes at tilbagebetale de beløb, som den har opgjort over for sagsøgeren ved debetnotaerne nr. 3241913641, nr. 3241913642, nr. 3241913643, nr. 3241913644, nr. 3241913645 og nr. 3241913647 af 13. november 2019, med tillæg af renter, idet de nævnte beløb allerede er blevet indbetalt midlertidigt til Kommissionen med forbehold af udfaldet af nærværende retssag.
– Subsidiært tages sagsøgerens søgsmål anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF til følge, idet den anfægtede afgørelse annulleres.
– Kommissionen tilpligtes under alle omstændigheder at betale sagsomkostningerne.
25 Kommissionen har i det væsentlige nedlagt følgende påstande:
– Frifindelse i det søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 272 TEUF.
– Det fastslås, at beløbet på 180 893,90 EUR, som omfatter et hovedbeløb på 164 449 EUR og et erstatningsbeløb på 16 444,90 EUR, og som er angivet i debetnotaerne nr. 3241913641, nr. 3241913642, nr. 3241913643, nr. 3241913644, nr. 3241913645 og nr. 3241913647 af 13. november 2019, svarer til ikke-tilskudsberettigede omkostninger.
– Det fastslås, at det er åbenbart, at det søgsmål, der er anlagt subsidiært i henhold til artikel 263 TEUF, ikke kan antages til realitetsbehandling.
– Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.
III. Retlige bemærkninger
A. Anmodningen om udeladelse af oplysninger
26 Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 3. januar 2020 indgav sagsøgeren en anmodning om udeladelse af bestemte oplysninger i forhold til offentligheden i henhold til artikel 66 i Rettens procesreglement med henblik på at sikre dels beskyttelsen af personoplysninger, dels beskyttelsen af forretningshemmeligheder.
27 Med denne anmodning ønsker sagsøgeren i det væsentlige de følgende typer af oplysninger udeladt:
– navnene på de personer, der tidligere var og aktuelt er ansat hos denne
– navnene på tredjemænd
– indholdet af sagsøgerens ansattes arbejdskontrakter
– de øvrige oplysninger, som er indeholdt i stævningen eller i bilagene, og som kunne gøre det muligt for offentligheden at identificere en person
– sagsøgerens organisationsstruktur
– OLAF’s rapport i tilfælde af, at den fremlægges.
28 Sagsøgeren har endvidere anmodet om, at der i tilfælde af en offentliggørelse af denne dom kun offentliggøres uddrag, der hverken indeholder en identifikation af de personer, der er berørt af denne retssag, eller detaljer om sagsøgerens organisationsstruktur, ledelsespraksis eller adfærd som arbejdsgiver.
29 Det skal for det første bemærkes, at den påkendende ret ved afvejningen mellem offentliggørelsen af retsafgørelser og retten til beskyttelse af personoplysninger og forretningshemmeligheder skal tilstræbe en rimelig balance ud fra den enkelte sags omstændigheder, idet der ligeledes skal tages hensyn til offentlighedens ret til at få adgang til domstolsafgørelser i henhold til principperne i artikel 15 TEUF (jf. i denne retning dom af 5.10.2020, Broughton mod Eurojust, T-87/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:464, præmis 49).
30 I det foreliggende tilfælde skal det indledningsvis bemærkes, at denne dom hverken indeholder navnene på de personer, der tidligere var og aktuelt er ansat hos sagsøgeren, navnene på tredjemænd eller de øvrige oplysninger, som er indeholdt i stævningen eller i bilagene, og som kunne gøre det muligt for offentligheden at identificere en person.
31 Endvidere er anmodningen vedrørende OLAF’s rapport uden genstand, for så vidt som fremlæggelsen af denne rapport ikke har fundet sted.
32 Hvad endelig angår oplysningerne om indholdet af arbejdskontrakter, sagsøgerens organisationsstruktur, dennes ledelsespraksis og adfærd som arbejdsgiver indeholder denne dom kun de oplysninger, hvis udeladelse kan skade offentlighedens adgang til og forståelse af dommene.
33 For det andet skal det bemærkes, at de oplysninger, der er indeholdt i denne dom, enten er blevet fremført og drøftet under det offentlige retsmøde, der blev afholdt den 5. oktober 2021, eller også er der ikke givet en tilstrækkelig begrundelse for, at oplysningerne skal holdes fortrolige, således at der ikke er nogen legitime grunde til at imødekomme sagsøgerens anmodning (jf. i denne retning kendelser af 21.7.2017, Polskie Górnictwo Naftowe i Gazownictwo mod Kommissionen, T-130/17 R, EU:T:2017:541, præmis 62, og PGNiG Supply & Trading mod Kommissionen, T-849/16 R, EU:T:2017:544, præmis 57).
B. Søgsmålet anlagt i henhold til artikel 272 TEUF
1. Påstanden om, at det fastslås, at den kontraktmæssige fordring ikke eksisterer, og at personaleomkostningerne er tilskudsberettigede, og påstanden om tilbagebetaling af de betalte beløb
34 Sagsøgeren har til støtte for sine principale påstande, der er fremsat inden for rammerne af det søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 272 TEUF, fremsat fire anbringender om en tilsidesættelse af bestemmelserne i de omhandlede tilskudsaftaler, af belgisk ret, af polsk arbejdsret og af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.
a) Det første anbringende om en tilsidesættelse af bestemmelserne i de omhandlede tilskudsaftaler
35 Sagsøgeren har fremført tre klagepunkter til støtte for sit første anbringende.
1) Det første klagepunkt om en tilsidesættelse af artikel II.22, stk. 1 og 6, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler som følge af den ensidige tilbagesøgning af midlerne og den faste godtgørelse
36 Sagsøgeren har med sit første klagepunkt bestridt lovligheden af såvel Kommissionens tilbagesøgning som Kommissionens pålæggelse af en fast godtgørelse i forhold til de kontraktbestemmelser, der regulerer denne kompetence.
37 Sagsøgeren er således af den opfattelse, at selv om artikel II.22, stk. 6, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler giver Kommissionen mulighed for at vedtage foranstaltninger såsom udstedelse af tilbagebetalingspåkrav eller pålæggelse af sanktioner, skal udøvelsen af denne beføjelse ske på grundlag af konklusionerne af en revision som omhandlet i artikel II.22, stk. 1, i bilag II til de nævnte aftaler.
38 For det første krævede Kommissionen imidlertid en indbetaling fra sagsøgeren uden at støtte sig på konklusionerne af revisionen for så vidt angik EUWB- og ACROPOLIS-tilskudsaftalerne, og, hvad angik C2POWER-tilskudsaftalen, ved at handle i strid med konklusionerne af revisionen, som Kommissionen imidlertid havde tiltrådt.
39 For det andet støttede Kommissionen sig på rapporten fra OLAF’s undersøgelse, som ikke udgjorde en finansiel revision som omhandlet i artikel II.22, stk. 1, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler. Sagsøgeren har i denne forbindelse anført, at selv om artikel II.22, stk. 8, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler giver Kommissionen mulighed for at benytte OLAF til at foretage kontroller og inspektioner på stedet, bemyndiger denne bestemmelse imidlertid ikke Kommissionen til at fravige bestemmelserne i artikel II.22, stk. 6, i bilag II til de nævnte aftaler.
40 Sagsøgeren har følgelig konkluderet, at de gældende kontraktbestemmelser ikke tillod Kommissionen at handle, som den gjorde, ved ensidigt at inddrive midlerne og den faste godtgørelse i stedet for at anlægge sag med påstand om betaling ved den kompetente retsinstans og ved at begrænse sig til at anfægte de faktiske omstændigheder uden at fremlægge beviser til støtte for denne anfægtelse.
41 Sagsøgeren har tilføjet, at hverken Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT 2002, L 248, s. 1, herefter »finansforordningen«) eller artikel 317 TEUF i sig selv – i modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet – giver Kommissionen en selvstændig kontraktlig beføjelse til at kræve en inddrivelse, når der ikke foreligger nogen endelig revisionsrapport, eller når det strider mod konklusionerne i en sådan rapport i overensstemmelse med de omhandlede tilskudsaftaler.
42 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
43 For det første indeholder afsnit 3 med overskriften »Kontroller og sanktioner« i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler artikel II.22 med overskriften »Finansielle revisioner og kontroller«, som fastsætter dels en række revisionsprocedurer, dels en række kontrolprocedurer.
44 Hvad angår revisionsprocedurerne bestemmer artikel II.22, stk. 1, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, at »Kommissionen til enhver tid, mens projektet løber, og indtil fem år efter dets afslutning, kan beslutte at lade eksterne revisorer eller Kommissionens egne tjenestegrene, herunder OLAF, foretage finansielle revisioner«. Det fremgår endvidere af denne artikel, at »[r]evisionsproceduren anses for indledt på datoen for modtagelse af den relevante skrivelse fra Kommissionen«, at »[d]isse revisioner kan omfatte finansielle, systemiske og øvrige aspekter (såsom regnskabs- og forvaltningsprincipper), der vedrører den korrekte gennemførelse af tilskudsaftalen«, og at »[d]isse revisioner foretages på et fortroligt grundlag«.
45 Det er tilføjet i artikel II.22, stk. 6, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, at »[p]å grundlag af konklusionerne af revisionen træffer Kommissionen alle passende foranstaltninger, som den finder nødvendige, herunder udstedelse af tilbagebetalingspåkrav vedrørende alle eller en del af de betalinger, den har foretaget, og pålæggelsen af enhver anvendelig sanktion«.
46 Hvad angår kontrolprocedurerne bestemmer artikel II.22, stk. 8, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler for så vidt angår muligheden for at vedtage undersøgelsesforanstaltninger, at Kommissionen »[d]erudover« kan »gennemføre tilsyn og inspektion på stedet i medfør af Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af [OLAF], [såvel som] Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af [OLAF]«.
47 Det følger af det ovenstående, at kontrolprocedurerne, således som de er fastsat i de omhandlede tilskudsaftaler, er foranstaltninger, der henhører under den kontraktmæssige ramme, som parterne er bundet af, og som på en selvstændig måde sidestilles med revisionsprocedurerne.
48 For det andet bestemmer artikel II.3, litra g), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, at for at gøre det muligt at iværksætte de procedurer, der er omhandlet i artikel II.22 i det nævnte bilag, skal »hver tilskudsmodtager […] direkte meddele Kommissionen, herunder [OLAF] og Revisionsretten, alle nødvendige oplysninger som led i kontrollerne og revisionerne«.
49 OLAF’s skrivelse af 15. september 2014, hvori sagsøgeren blev anmodet om at fremlægge visse dokumenter (jf. præmis 9 ovenfor), forfulgte specifikt dette formål, idet undersøgelsesforanstaltningen blev begrundet ud fra artikel II.3, litra g), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler.
50 Den af OLAF gennemførte procedure lå således inden for de kontraktmæssige rammer, som parterne havde opstillet.
51 For det tredje er det væsentligt, at anmodningen om fremlæggelse af dokumenter af 15. september 2014 ikke var baseret på artikel II.22, stk. 3, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler. I denne bestemmelse foreskrives følgende:
»Tilskudsmodtagerne skal bevare originalerne, eller i undtagelsestilfælde behørigt bekræftede kopier – herunder elektroniske kopier – af alle dokumenter vedrørende tilskudsaftalen i højst fem år regnet fra projektets afslutning. Disse skal på anmodning stilles til rådighed for Kommissionen i forbindelse med enhver revision, der foretages inden for rammerne af tilskudsaftalen.«
52 Mens en anmodning støttet på denne bestemmelse gør det muligt at nå til det samme resultat som en anmodning fremsat i henhold til artikel II.3, litra g), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, finder artikel II.22, stk. 3, i det nævnte bilag kun anvendelse i forbindelse med revisionsprocedurerne og ikke i forbindelse med kontrolprocedurerne. Det samme ræsonnement finder i øvrigt anvendelse med henblik på at afgrænse de respektive anvendelsesområder for artikel II.22, stk. 3, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler og artikel II.22, stk. 8, i det nævnte bilag.
53 Den procedure, som OLAF gennemførte i det foreliggende tilfælde, henhører derfor under de kontrolprocedurer, der er fastsat i bestemmelserne i de omhandlede tilskudsaftaler.
54 For det fjerde identificerede Kommissionen under den kontrolprocedure, der blev gennemført i den foreliggende sag, en række uregelmæssigheder begået af sagsøgeren, som medførte, at visse omkostninger ikke var tilskudsberettigede.
55 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel II.21, stk. 1, andet afsnit, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler bestemmer, at »[i] tilfælde af, at tilskudsmodtageren skylder [Unionen] et beløb, som skal tilbagebetales, efter at en tilskudsaftale i henhold til [PC7] er blevet opsagt eller afsluttet, anmoder Kommissionen om tilbagebetaling af det skyldige beløb ved at udstede et tilbagebetalingspåkrav til tilskudsmodtageren«.
56 I henhold til denne bestemmelse, som den anfægtede afgørelse udtrykkeligt er støttet på, var Kommissionen berettiget til at drage konsekvenserne af resultatet af kontrolproceduren ved at anmode sagsøgeren om at tilbagebetale de skyldige beløb.
57 I modsætning til sagsøgerens udsagn om, at artikel II.22, stk. 8, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler for det første ikke bemyndiger Kommissionen til at fravige artikel II.22, stk. 6, i det nævnte bilag, og at Kommissionen for det andet ikke kan se bort fra en endelig revisionsrapport i henhold til de omhandlede tilskudsaftaler, er den procedure, der er fulgt i den foreliggende sag, således uafhængig af den revisionsprocedure, som sagsøgeren har henvist til.
58 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at det udtrykkeligt er angivet i artikel 9, stk. 1, i de omhandlede tilskudsaftaler, at disse aftaler »reguleres af […] finansforordningen vedrørende det almindelige budget og gennemførelsesbestemmelserne hertil […]«.
59 Finansforordningens artikel 119 bestemmer følgende:
»1. Tilskudsbeløbet bliver først endeligt, når institutionen har godkendt de endelige rapporter og regnskaber, uden at dette dog begrænser institutionens mulighed for senere at gennemføre kontrol.
2. Hvis modtageren ikke opfylder sine retlige og kontraktmæssige forpligtelser, suspenderes tilskuddet, og det reduceres eller bortfalder helt i de tilfælde, der fastsættes i gennemførelsesbestemmelserne, efter at modtageren har fået lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.«
60 Det skal i denne forbindelse først bemærkes, at finansforordningens artikel 119 i den affattelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, ikke opstiller noget særligt og specifikt processuelt krav til måden, hvorpå uregelmæssighederne skal identificeres under de kontrolprocedurer, der indledes efter godkendelsen af de endelige rapporter og regnskaber.
61 Dernæst indeholder de gennemførelsesbestemmelser til denne bestemmelse, der var gældende på tidspunktet for de faktiske omstændigheder, heller ikke noget krav i denne henseende. Artikel 183, stk. 1, litra a), og artikel 183, stk. 2, i Kommissionens forordning (EF, Euratom) nr. 2342/2002 af 23. december 2002 om gennemførelsesbestemmelser til finansforordningen (EFT 2002, L 357, s. 1) giver således den kompetente anvisningsberettigede ret til bl.a. at anmode modtageren om at tilbagebetale den del af tilskuddet, der er udbetalt med urette, i tilfælde af, at det godkendte arbejdsprogram ikke gennemføres korrekt.
62 Endelig har sagsøgeren som svar på et spørgsmål, der blev stillet i retsmødet, anerkendt, at finansforordningens artikel 119 finder anvendelse på den kontraktmæssige sammenhæng, forudsat at der identificeres en uregelmæssighed.
63 Det fremgår følgelig af det ovenstående, at Kommissionen ikke kan kritiseres for ikke at have overholdt de opstillede processuelle krav i forbindelse med den kontrolprocedure, der blev iværksat i det foreliggende tilfælde.
64 For det femte er det ubestridt, at Kommissionen som følge af de bemærkninger, som sagsøgeren fremkom med i sin skrivelse af 26. oktober 2018, nedsatte det beløb, som den afkrævede dette forskningsinstitut. Sagsøgeren har imidlertid navnlig støttet sig på den endelige revisionsrapport med henblik på at anfægte de konklusioner i OLAF’s rapport, som Kommissionens krav byggede på. Ved udstedelsen af tilbagebetalingspåkravene tog Kommissionen derfor hensyn til de vurderinger, der fremgik af såvel revisionsproceduren som kontrolproceduren. Kommissionen handlede i denne forbindelse inden for rammerne af de beføjelser, som den er tillagt ved artikel II.22, stk. 6, og artikel II.21, stk. 1, andet afsnit, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, hvilket den anfægtede afgørelse afspejler.
65 Den procedure, som Kommissionen fulgte for at kræve tilbagebetaling af beløb, som den anså for skyldige, har følgelig ikke været i strid med kontraktbestemmelserne. Det første klagepunkt må derfor forkastes.
2) Det andet klagepunkt om en tilsidesættelse af artikel II.14, stk. 1, litra a) og b), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler som følge af anmodningen om betalinger svarende til reelle omkostninger
66 Sagsøgeren har med sit andet klagepunkt gjort gældende, at Kommissionen var forpligtet til at anerkende rigtigheden af personaleomkostninger for den pågældende ansatte, eftersom den endelige revisionsrapport specifikt havde bekræftet deres ægthed, en konklusion, som Kommissionen havde tiltrådt i sin skrivelse af 22. april 2014.
67 Sagsøgeren har heraf konkluderet, at Kommissionen tilsidesatte artikel II.14, stk. 1, litra a) og b), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler og således begik en faktisk fejl ved at se bort fra revisorernes konklusioner uden imidlertid at fremlægge nogen oplysninger, der støttede denne mulighed, og uden at give nogen forklaringer på relevansen af OLAF’s konklusioner, selv om den delvist forkastede dem.
68 Sagsøgeren har tilføjet, at Kommissionens standpunkt med hensyn til fordelingen af bevisbyrden for, at en tilskudsmodtagers udgifter er tilskudsberettigede, samt Kommissionens beføjelse til at kræve en finansiering tilbagebetalt er uden relevans. Sagsøgeren har i denne forbindelse fremhævet, at eftersom der i den konkrete sag foreligger en endelige revisionsrapport, der bekræfter rigtigheden af de omtvistede omkostninger, har Kommissionen bevisbyrden for, at denne rapport er fejlagtig, og at visse personaleomkostninger ikke er tilskudsberettigede.
69 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
70 Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgerens argumentation under det første anbringendes andet klagepunkt består i at foreholde Kommissionen, at den har tilsidesat kontraktbestemmelserne, da den ikke har respekteret den endelige revisionsrapport, som ifølge sagsøgeren er bindende.
71 For det første fremgår det imidlertid ikke af bestemmelserne i de omhandlede tilskudsaftaler, at revisionerne er tillagt en sådan værdi. Tværtimod er det fastsat i artikel II.22, stk. 1, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, at revisionerne har en foreløbig bevisværdi, eftersom det følger af denne bestemmelse, at det er muligt at gennemføre nye revisioner inden for fem år efter afslutningen af det pågældende projekt. På samme måde giver artikel II.22, stk. 8, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler Kommissionen mulighed for at indlede undersøgelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 af 25. maj 1999 om undersøgelser, der foretages af [OLAF] (EFT 1999, L 136, s.1), som blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af [OLAF], og om ophævelse af [forordning nr. 1073/1999] og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT 2013, L 248, s. 1).
72 For det andet – og som det fremgår af de betragtninger, der er anført i præmis 58-62 ovenfor – indgår den anfægtede afgørelse i en sammenhæng med finansforordningens artikel 119, i hvis stk. 1 det udtrykkeligt er angivet, at institutionens godkendelse af de endelige rapporter og regnskaber ikke »begrænser institutionens mulighed for senere at gennemføre kontrol«.
73 Selv efter Kommissionens godkendelse kan den endelige revisionsrapport således ikke anses for at være bindende og uforanderlig for Kommissionen. Retten må således forkaste sagsøgerens argument om, at Kommissionen – medmindre den skulle begå en faktisk fejl og derved tilsidesætte artikel II.14, stk. 1, litra a) og b), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler – var forpligtet til at anerkende ægtheden af personaleomkostningerne for den pågældende ansatte, fordi det forinden var blevet anerkendt ved en revision, hvis konklusioner Kommissionen havde godkendt, at disse omkostninger var reelle.
74 Af de samme grunde er sagsøgerens argument om, at Kommissionen ikke har ført bevis for, at den endelige revisionsrapport er fejlagtig, irrelevant. Det fremgår således af de betragtninger, der er anført i præmis 72 ovenfor, at Kommissionen, henset til kontraktbestemmelserne i den foreliggende sag, ikke er bundet af konstateringerne i en finansiel revision, når en kontrol, der ligger efter denne revision, rejser tvivl om resultaterne af denne revision.
75 På baggrund af det ovenstående må det andet klagepunkt forkastes.
3) Det tredje klagepunkt om en tilsidesættelse dels af artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler som følge af Kommissionens identifikation af en risiko for en interessekonflikt, fordi der forelå familiære forbindelser, dels af artikel 7 og 9 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som følge af en forskelsbehandling på grund af den ægteskabelige situation
76 Sagsøgeren er for det første af den opfattelse, at Kommissionen ikke kunne konkludere, at der forelå en risiko for en interessekonflikt som omhandlet i artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, som rejste tvivl om pålideligheden af de timesedler, som den pågældende ansatte havde fremlagt, eftersom den ansattes hustru havde adgang til disse timesedler.
77 Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at Kommissionen på trods af, at den fik kendskab hertil, undlod at tage hensyn til dels den kontrol, som både den pågældende ansatte og hans hustru var underlagt af deres respektive hierarkiske overordnede, som kontrollerede, at den pågældende ansatte faktisk havde udført det angivne arbejde, dels at der ikke var nogen funktionel, hierarkisk eller organisatorisk forbindelse mellem ægtefællerne. Sagsøgeren har i denne forbindelse fremhævet, at Kommissionen har begået en faktisk fejl ved at lægge til grund, at den pågældende ansattes hustrus involvering var væsentlig, skønt hustruens adgang til denne ansattes timesedler var rent administrativ, og hun ikke havde nogen beføjelse til at foretage ændringer i disse dokumenter. Sagsøgeren har i øvrigt anført, at revisorerne havde kontrolleret og godkendt systemet til registrering af arbejdstid. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at der ikke forelå nogen risiko for en interessekonflikt, hvilket fremgår af, at ægtefællernes respektive hierarkiske overordnede ikke har identificeret nogen hændelse vedrørende eventuel svig begået med hensyn til timesedler.
78 Dernæst har sagsøgeren anført, at der ikke findes nogen retlig norm, der kræver, at ægtefæller skal holdes strengt adskilt på samme arbejdssted. Sagsøgeren har i denne forbindelse fremhævet, at de foranstaltninger, der blev indført i den foreliggende sag (et dobbelt selvstændigt tilsyn, placering i forskellige afdelinger), udgjorde en mindre indgribende metode til at sikre pålideligheden af de timesedler, som den pågældende ansattes hustru havde adgang til på grund af sine administrative funktioner.
79 Endelig er sagsøgeren af den opfattelse, at Kommissionens standpunkt udgør forskelsbehandling på grund af den ægteskabelige situation, hvilket er i strid med artikel 7 og 9 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), eftersom en forpligtelse til adskilt arbejde, der pålægges ægtefæller alene på grund af denne civilstand, svarer til en forskelsbehandling på arbejdspladsen og/eller en diskriminering, hvis der ikke foreligger nogen egentlig grund til at betvivle deres hæderlighed. Sagsøgeren har i denne forbindelse anfægtet Kommissionens synspunkt om, at man kan forestille sig en tilrettelægning af den pågældende ansattes hustrus opgaver for at undgå en interessekonflikt, idet en sådan foranstaltning ville udgøre en forskelsbehandling på grund af civilstanden.
80 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
81 Artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler bestemmer, at hver tilskudsmodtager skal træffe alle nødvendige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå enhver risiko for interessekonflikt knyttet til økonomiske interesser, politiske eller nationale tilhørsforhold, familiære eller følelsesmæssige forbindelser eller enhver anden form for interesser, der kan bringe den upartiske og objektive gennemførelse af projektet i fare.
82 Det skal således indledningsvis bemærkes, at det i modsætning til, hvad Kommissionen har hævdet, ikke fremgår af artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, at tilstedeværelsen af økonomiske, følelsesmæssige eller familiære forbindelser gør det muligt at antage, at der foreligger en risiko for en interessekonflikt, der kan bringe den upartiske og objektive gennemførelse af projektet i fare.
83 Den formodning, der kan følge af tilstedeværelsen af økonomiske, følelsesmæssige eller familiære forbindelser, begrænser sig nemlig til, at der foreligger en risiko for en interessekonflikt. Det fremgår således af ordlyden af artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, at der foreligger en afkræftelig formodning for, at der består en sådan risiko, bl.a. når personer med familiære eller følelsesmæssige forbindelser på den ene eller den anden måde er involveret i det samme projekt. I det foreliggende tilfælde medfører den ægteskabelige forbindelse mellem den pågældende ansatte og hans hustru, at denne formodning finder anvendelse.
84 Selv om Kommissionen kan benytte sig af denne formodning, påhviler det til gengæld denne institution at fremlægge alle de oplysninger, der godtgør, at den upartiske og objektive gennemførelse af det pågældende projekt kan blive bragt i fare.
85 Der skal således i første omgang foretages en undersøgelse af de oplysninger, som sagsøgeren har fremført for at afkræfte formodningen for, at der foreligger en risiko for en interessekonflikt, idet det er ubestridt, at betingelsen om, at der skal foreligge følelsesmæssige og familiære forbindelser, er opfyldt.
86 I denne henseende kan sagsøgerens argumenter, som er støttet på, at der hverken bestod noget hierarkisk forhold eller nogen organisatorisk forbindelse, ikke udelukke en risiko for en interessekonflikt, eftersom det i den konkrete sag, hvor den pågældende ansattes hustru godkendte vedkommendes timesedler, ikke kan udelukkes, at familiesituationen havde indflydelse, blot fordi der ikke bestod et administrativt underordnelsesforhold i arbejdsmiljøet.
87 Følgelig rummer situationen i den foreliggende sag rent faktisk en risiko for en interessekonflikt som omhandlet i artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler.
88 Følgelig skal der i anden omgang foretages en undersøgelse af de oplysninger, som Kommissionen har fremført for at påvise, at det er muligt, at en upartisk og objektiv gennemførelse af det pågældende projekt bringes i fare.
89 Hvad i denne forbindelse angår karakteren af de opgaver, som den pågældende ansattes hustru har udført hos sagsøgeren, fremgår det af sagsakterne, at hun på tidspunktet for de faktiske omstændigheder var ansat af sagsøgeren i dennes økonomiafdeling i en stilling som »leder af PC7-projekterne«, ligeledes betegnet »ledende administrativ medarbejder med ansvar for PC7-tilskud«. Sagsøgeren har medgivet, at hun i kraft af denne funktion »i henhold til vedtægten havde adgang til de timesedler, som hendes ægtefælle fremlagde med henblik på PC7-tilskuddene, og at hun indtil november 2012 undertegnede disse timesedler«.
90 Hvad for det første angår det ansvar, som den pågældende ansattes hustru havde i forhold til den ansattes timesedler, må det imidlertid fastslås, at selv om sagsøgeren har anført, at den pågældende ansattes hustru udførte et kontorarbejde og bl.a. var ansvarlig for indsamlingen og vedligeholdelsen af dokumentationen vedrørende PC7-tilskuddene, fremgår det entydigt af den pågældende ansattes timesedler, som sagsøgeren har fremlagt i bilag A.16 til stævningen, at den ansattes hustru godkendte indholdet af disse timesedler, idet udtrykket »godkendt« (approved) optræder på disse dokumenter ved siden af den pågældende ansattes hustrus underskrift.
91 Hvad for det andet angår sagsøgerens udsagn om, at det var umuligt for den pågældende ansattes hustru at ændre den officielle dokumentation, gør et sådant udsagn det endnu mere sandsynligt, at det var muligt at bringe den korrekte gennemførelse af det pågældende projekt i fare, idet hustruen end ikke havde mulighed for at ændre ægtefællens timesedler i tilfælde af, at de var ukorrekte, selv om hun – som det fremgår af præmis 90 ovenfor – godkendte disse timesedler.
92 Det må derfor konkluderes, at Kommissionen har ført et retligt fyldestgørende bevis for, at den korrekte gennemførelse af det pågældende projekt har kunnet bringes i fare.
93 Sagsøgerens udsagn om, at den pågældende ansattes hustrus opgaver var underlagt en dobbelt kontrol fra hendes hierarkiske overordnede, kan ikke rejse tvivl om denne konklusion. De oplysninger, der har til formål at påvise, at det er muligt, at den korrekte gennemførelse af det pågældende projekt bringes i fare, skal nemlig vurderes i forhold til den omstændighed, at sagsøgeren ikke har været i stand til at tilbagevise, at der foreligger en situation, der medfører en risiko for en interessekonflikt (jf. præmis 87 ovenfor). I denne sammenhæng bemærkes, at der i modsætning til, hvad sagsøgeren har hævdet, rent faktisk består en funktionel forbindelse mellem den pågældende ansatte og hans hustru. Den omstændighed, at hustruen har til opgave at godkende sin ægtefælles timesedler uden mulighed for at ændre dem, selv om hun uden nogen tvetydighed fremstår som værende »tilsynsførende« (supervisor) på disse timesedler, er tilstrækkelig til at fastslå, at det kontrolsystem, som sagsøgeren har indført, ikke opfylder det krav, som påhviler denne om at træffe alle de nødvendige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå enhver risiko for interessekonflikt knyttet til familiære eller følelsesmæssige forbindelser, der kan bringe den upartiske og objektive gennemførelse af det pågældende projekt i fare, jf. artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler.
94 Kommissionen tilsidesatte derfor ikke artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, da den fandt, at sagsøgeren ikke havde truffet alle de nødvendige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå enhver risiko for interessekonflikt knyttet til familiære eller følelsesmæssige forbindelser, der kunne bringe den upartiske og objektive gennemførelse af det pågældende projekt i fare.
95 Hvad først angår sagsøgerens betragtninger om den omstændighed, at systemet til registrering af arbejdstid var blevet godkendt af revisorerne i tilstedeværelse af den pågældende ansatte og hans hustru, henvises der til de konklusioner, der er anført i præmis 73 og 74 ovenfor vedrørende værdien af vurderingerne i den endelige revisionsrapport.
96 Hvad dernæst angår sagsøgerens indsigelser om, at der ikke foreligger konkrete beviser for risikoen for en interessekonflikt, er det tilstrækkeligt at bemærke, at selve ordlyden af artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler ikke kræver, at denne konflikt bevisligt har haft indflydelse på kontraktens gennemførelse eller på dens omkostninger.
97 Hvad endelig angår udsagnet om, at Kommissionens standpunkt udgør forskelsbehandling udøvet på grund af en ægteskabelig situation, hvilket er i strid med chartrets artikel 7 og 9, skal det bemærkes, at den hævdede tilsidesættelse ikke vedrører en mangelfuld gennemførelse af kontraktbestemmelserne.
98 Det skal ikke desto mindre bemærkes, at Retten allerede har haft lejlighed til at fastslå, at chartret, der er en del af den primære ret, i artikel 51, stk. 1, uden undtagelse fastsætter, at dets bestemmelser »er rettet til Unionens institutioner, organer, kontorer og agenturer under iagttagelse af nærhedsprincippet«, og at de grundlæggende rettigheder derfor har til formål at regulere udøvelsen af de beføjelser, som er tildelt EU-institutionerne, herunder inden for rammerne af en kontrakt (domme af 3.5.2018, Sigma Orionis mod Kommissionen, T-48/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:245, præmis 101 og 102, og Sigma Orionis mod REA, T-47/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:247, præmis 79 og 80; jf. ligeledes analogt dom af 13.5.2020, Talanton mod Kommissionen, T-195/18, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:194, præmis 73).
99 Det gælder på tilsvarende vis, at når Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer gennemfører en kontrakt, er de fortsat underlagt de forpligtelser, der påhviler dem i henhold til chartret og de generelle principper i EU-retten (jf. i denne retning dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 86). Domstolen har ligeledes fremhævet, at hvis parterne i deres kontrakt i henhold til en voldgiftsbestemmelse beslutter at tillægge Unionens retsinstanser kompetence til at påkende tvister vedrørende denne kontrakt, har den nævnte retsinstans kompetence til at tage stilling til tilsidesættelser af chartret og de generelle principper i EU-retten, uanset hvilken lov der i henhold til den nævnte kontrakt finder anvendelse herpå (dom af 16.7.2020, Inclusion Alliance for Europe mod Kommissionen, C-378/16 P, EU:C:2020:575, præmis 81).
100 I den konkrete sag har kravet om at undgå enhver interessekonflikt som følge af familiære eller følelsesmæssige forbindelser til formål at forebygge en alvorlig og åbenbar tilsidesættelse af kravet om upartiskhed og objektivitet (jf. i denne retning dom af 6.4.2006, Camós Grau mod Kommissionen, T-309/03, EU:T:2006:110, præmis 141), og dette krav påhviler navnlig den ansvarlige for attesteringen af timesedlerne for de forskere, der arbejder på et EU-støttet projekt. Selv hvis det antages, at en regel, der som den omhandlede har til formål at sikre, at der ikke opstår en interessekonflikt, kan påvirke de rettigheder, der er beskyttet ved chartrets artikel 7 og 9, bliver disse rettigheder derfor ikke påvirket i deres indhold, men bliver højst begrænset i deres udøvelse. Det følger imidlertid af chartrets artikel 52, stk. 1, at der under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kun kan indføres begrænsninger i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved chartret, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.
101 Dette er derfor tilfældet i den foreliggende sag. Hvad for det første angår tilstedeværelsen af et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, har en sådan begrænsning nemlig i dette tilfælde til formål at sikre overholdelsen af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning som fastsat i artikel 317 TEUF. Endvidere er denne begrænsning nødvendig, for så vidt som Kommissionen, idet den ikke er direkte vidne til en tilskudsmodtagers udførelse af opgaverne, ikke råder over andre midler til at kontrollere rigtigheden af de personaleomkostninger, som tilskudsmodtageren har indberettet, end dem, der skal følge af bl.a. fremlæggelsen af pålidelige timesedler (jf. i denne retning dom af 8.9.2015, Amitié mod Kommissionen, T-234/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:601, præmis 210 og den deri nævnte retspraksis). Endelig er denne begrænsning ikke uforholdsmæssig, idet de rettigheder, der er beskyttet ved chartrets artikel 7 og 9, for det første ikke berøres i selve deres indhold, således som fremhævet i præmis 100 ovenfor, og idet kravet om at undgå enhver interessekonflikt som følge af familiære eller følelsesmæssige forbindelser for det andet, og som Kommissionen har anført, kan opfyldes ved hjælp af minimale organisatoriske tilpasninger. Sagsøgerens udsagn om, at der foreligger forskelsbehandling, skal derfor forkastes, da de for det første er støttet på, at der er sket en tilsidesættelse af chartrets artikel 7 og 9, og da en sådan tilsidesættelse – såfremt den måtte anses for mulig, henset til den anfægtede anvendelse af reglen om interessekonflikter – for det andet ikke er blevet påvist.
102 På baggrund af det ovenstående må det tredje led og dermed det første anbringende i sin helhed forkastes.
b) Det andet anbringende om en tilsidesættelse af belgisk ret
103 Sagsøgeren har indledningsvis anført, at de omhandlede tilskudsaftaler indeholder en henvisning til belgisk ret.
104 Sagsøgeren har derfor på grundlag af belgisk civilret fremført tre klagepunkter til støtte for sit andet anbringende.
105 Sagsøgeren er for det første af den opfattelse, at Kommissionens standpunkt i den foreliggende sag svarer til at antage, at sagsøgeren har handlet i ond tro, hvilken antagelse har foranlediget Kommissionen til ensidigt at konkludere, at aftalen er blevet tilsidesat, uden at dette er blevet fastslået i den endelige revisionsrapport, samt at Kommissionen for så vidt angår C2POWER-tilskudsaftalen har handlet i strid med konklusionerne af revisionen. Kommissionen har derfor tilsidesat princippet om opfyldelse af aftaler i god tro, der er fastsat i den belgiske civillovbogs artikel 1134 og 1135.
106 Sagsøgeren har dernæst kritiseret Kommissionen for at have baseret sin anmodning om refusion af personaleomkostningerne for den pågældende ansatte på en undersøgelsesrapport, som OLAF har udarbejdet uden for de kontraktmæssige rammer, og hvis bevisværdi er tvivlsom. Kommissionen besluttede nemlig selv ikke at følge alle konklusionerne i den nævnte rapport, og den forklarede ikke grundene til, at den ikke blot fraveg konstateringerne i den endelige revisionsrapport, uden imidlertid at have godtgjort, at sagsøgeren havde handlet culpøst, men tillige slutteligt ikke længere tog hensyn til de omkostninger, der blev anset for »klart overdrevne«, dvs. omkostninger, som oversteg en tærskel, der var fastsat på en måde, som ikke var forenelig med bestemmelserne i de omhandlede tilskudsaftaler. Kommissionen tilsidesatte dermed den bevisbyrderegel, der var fastsat i den belgiske civillovbogs artikel 1315, hvorefter den, der kræver en forpligtelse opfyldt, skal bevise, at denne forpligtelse foreligger.
107 Endelig er sagsøgeren af den opfattelse, at dette forskningsinstitut har foretaget de af Kommissionen krævede betalinger, selv om Kommissionen ikke kunne gøre nogen fordring gældende. Følgelig tilsidesatte Kommissionen den belgiske civillovbogs artikel 1235, 1376 og 1377 ved ikke at tilbagebetale de beløb, der var blevet indbetalt til denne institution, og som den uretmæssigt havde modtaget, eftersom der ikke forelå nogen gæld.
108 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
109 Det andet anbringendes to første klagepunkter skal behandles samlet.
110 I første række skal det dels bemærkes, at Kommissionens tilbagebetalingskrav – i modsætning til sagsøgerens udsagn og som fastslået i præmis 65 ovenfor – ikke er baseret på en undersøgelsesrapport, der er udarbejdet uden for de kontraktmæssige rammer. Dels skal det bemærkes, at det ligeledes er blevet konkluderet, at Kommissionen ikke var bundet af konstateringerne i den endelige revisionsrapport (jf. præmis 73 og 74 ovenfor).
111 I anden række skal der ske en undersøgelse af spørgsmålet om grundlaget for Kommissionens tilbagebetalingskrav med henblik på at afgøre, om Kommissionen har tilsidesat såvel princippet om opfyldelse af aftaler i god tro ved at antage, at sagsøgeren var i ond tro, som bevisbyrdereglen ved ikke at fremlægge oplysninger, der kan underbygge denne påstand.
112 Det skal i denne forbindelse for det første bemærkes, at det følger af et almindeligt anerkendt retsprincip, at enhver retsinstans anvender sine egne procesregler, herunder kompetenceregler (jf. i denne retning dom af 8.4.1992, Kommissionen mod Feilhauer, C-209/90, EU:C:1992:172, præmis 13). De regler, der regulerer bevisbyrde, antagelse til realitetsbehandling, bevisværdi og beviskraft, falder imidlertid uden for dette princip, eftersom de ikke er af processuel, men af materiel karakter i den forstand, at de fastsætter betingelserne for forekomsten af, området for og grundene til ophøret af subjektive rettigheder. Det valg af gældende lovgivning, der er foretaget i de reviderede aftaler, angår derfor ligeledes bevisreglerne (dom af 8.9.2015, Amitié mod Kommissionen, T-234/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:601, præmis 115).
113 I den foreliggende sag reguleres bevisbyrdefordelingen med hensyn til, om de af en tilskudsmodtager afholdte omkostninger er tilskudsberettigede, således af den belgiske civillovbogs artikel 1315, som bestemte, at den, der kræver opfyldelse af en forpligtelse, skal bevise dette, og omvendt, at den, der hævder at have opfyldt sine forpligtelser, skal dokumentere betalingen eller den omstændighed, hvormed vedkommendes forpligtelse er bortfaldet.
114 For det andet følger det af fast retspraksis, at det inden for rammerne af en aftale, som indeholder en voldgiftsbestemmelse som omhandlet i artikel 272 TEUF, påhviler den part, der har indberettet omkostningerne til Kommissionen med henblik på tildeling af et finansielt bidrag fra Unionen, at føre bevis for, at de nævnte omkostninger opfylder tilskudsaftalernes finansielle betingelser (jf. i denne retning dom af 25.1.2017, ANKO mod Kommissionen, T-771/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:27, præmis 63 og den deri nævnte retspraksis).
115 For det tredje, og som anført i præmis 101 ovenfor, råder Kommissionen, idet den ikke er direkte vidne til en tilskudsmodtagers udførelse af opgaverne, ikke over andre midler til at kontrollere rigtigheden af de personaleomkostninger, som tilskudsmodtageren har indberettet, end dem, der skal følge af bl.a. fremlæggelsen af pålidelige timesedler (jf. i denne retning dom af 8.9.2015, Amitié mod Kommissionen, T-234/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2015:601, præmis 210 og den deri nævnte retspraksis).
116 For det fjerde følger det af retspraksis, at en manglende overholdelse af forpligtelsen til at fremlægge troværdige timesedler som dokumentation for de personaleomkostninger, der er opgivet, er en tilstrækkelig begrundelse for at forkaste alle disse omkostninger (jf. i denne retning dom af 6.10.2015, Technion og Technion Research & Development Foundation mod Kommissionen, T-216/12, EU:T:2015:746, præmis 82 og den deri nævnte retspraksis). Såfremt de af tilskudsmodtageren anmeldte omkostninger ikke er tilskudsberettigede i henhold til den pågældende tilskudsaftale, fordi de er blevet anset for ikke at kunne verificeres og/eller ikke at være pålidelige, har Kommissionen endvidere ikke andet valg end at inddrive tilskuddet svarende til beløbet af de ikke-tilskudsberettigede omkostninger, idet Kommissionen i henhold til det retsgrundlag, som tilskudsaftalen udgør, kun er berettiget til ud af Unionens budget at godtgøre beløb, som er behørigt begrundede (jf. dom af 16.7.2020, ADR Center mod Kommissionen, C-584/17 P, EU:C:2020:576, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis).
117 I den foreliggende sag er det blevet konkluderet i præmis 92 ovenfor, at de omtvistede timesedler ikke gav den krævede garanti for pålidelighed som følge af, at der forelå en risiko for en interessekonflikt, der kunne bringe den upartiske og objektive gennemførelse af det omhandlede projekt i fare.
118 I denne forbindelse kan det for det første understreges, at en risiko for en interessekonflikt udgør en usædvanlig situation, hvor de afholdte omkostninger muligvis hverken er reelle eller afholdt af tilskudsmodtageren selv, og eventuelt end ikke er blevet anvendt alene med henblik på gennemførelsen af det pågældende projekt som omhandlet i artikel II.14, stk. 1, litra a), b) og e), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler. Medkontrahentens manglende opfyldelse af den kontraktlige forpligtelse, der er fastsat i artikel ΙΙ.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, til at træffe alle nødvendige forsigtighedsforanstaltninger for at undgå enhver risiko for interessekonflikt, udgør følgelig en mangelfuld opfyldelse af de kontraktlige forpligtelser, der påhviler vedkommende. Den begrunder således en opkrævning af omkostningerne i medfør af artikel 183 i forordning nr. 2342/2002 (jf. i denne retning dom af 22.1.2019, EKETA mod Kommissionen, T-198/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:27, præmis 91). For det andet bemærkes, at når Kommissionen fremlægger konkrete indicier for, at der foreligger en risiko for, at den indberettede arbejdstid ikke opfylder betingelserne for tilskudsberettigelse – hvilket er tilfældet, når der er identificeret en risiko for en interessekonflikt – er der en formodning for manglende tilskudsberettigelse, og det påhviler her tilskudsmodtageren med beviser at godtgøre, at vilkårene for tilskudsberettigelse tværtimod er opfyldt (jf. i denne retning dom af 22.10.2020, EKETA mod Kommissionen, C-273/19 P, EU:C:2020:852, præmis 74-77, og af 22.1.2019, EKETA mod Kommissionen, T-166/17, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:26, præmis 61).
119 Følgelig har sagsøgeren ikke opfyldt sin forpligtelse i henhold til reglerne om bevisbyrdefordelingen, idet dette forskningsinstitut ikke har ført bevis for, at der ikke forelå en risiko for en interessekonflikt, og dermed ikke har overholdt forpligtelsen til at fremlægge pålidelige timesedler til begrundelse af de indberettede personaleudgifter. Kommissionen var derfor berettiget til at opkræve de beløb, som den mente at have udbetalt med urette, dvs. samtlige de personaleomkostninger for den pågældende ansatte, som fremgik af de timesedler, som hans hustru havde godkendt, uden at tilsidesætte princippet om opfyldelse af aftaler i god tro som omhandlet i den belgiske civillovbogs artikel 1134 og 1135, eller de bevisbyrderegler, der var fastsat i den nævnte lovbogs artikel 1315.
120 Den omstændighed, at de principper, der er opstillet i retspraksis, er blevet fastlagt i sammenhæng med den manglende overholdelse af forpligtelsen til i forbindelse med en finansiel revision at fremlægge pålidelige timesedler for at begrunde de indberettede personaleomkostninger, og at den finansielle revision, der førte til udarbejdelsen af den endelige revisionsrapport, ikke i det foreliggende tilfælde har rejst tvivl om troværdigheden af de timesedler, som sagsøgeren har fremlagt vedrørende den pågældende ansatte, har ingen betydning for relevansen af anvendelsen af disse principper inden for rammerne af nærværende retssag. Som påpeget i præmis 73 og 74 ovenfor, er Kommissionen nemlig ikke bundet af konstateringerne i denne rapport.
121 Desuden kan den omstændighed, at Kommissionen i sidste ende ikke fulgte alle konklusionerne i OLAF’s undersøgelsesrapport, ikke rejse tvivl om denne rapports bevisværdi. Det fremgår nemlig af 31. betragtning til forordning nr. 883/2013 om ophævelse af forordning nr. 1073/1999 og nr. 1074/1999, der er omhandlet i artikel II.22, stk. 8, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler, at det påhviler EU-institutionerne på grundlag af de endelige undersøgelsesrapporter, som OLAF har udarbejdet, at beslutte, hvorledes afsluttede undersøgelser skal følges op. I øvrigt er det klart angivet i artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 883/2013, at undersøgelsesrapporten skal ledsages af henstillinger om, hvorvidt der bør træffes foranstaltninger som følge af undersøgelsen. Kommissionen har således ret til kun at tage hensyn til en del af konstateringerne i OLAF’s undersøgelsesrapport, uden at dette rejser tvivl om bevisværdien af disse konstateringer.
122 Endelig bemærkes, at for så vidt som Kommissionen var berettiget til at gøre krav på samtlige de omkostninger, som den pågældende ansatte havde afholdt, kan den omstændighed, at den besluttede at anvende en tærskel, der førte til kun at opkræve en del af disse omkostninger, ikke anfægtes af sagsøgeren på grund af dennes manglende søgsmålsinteresse.
123 På baggrund af det ovenstående må det fastslås, at det andet anbringendes første og andet klagepunkt er ugrundede.
124 Det tredje klagepunkt mister derfor sin genstand, hvorfor det må forkastes.
125 Følgelig må det andet anbringende forkastes i sin helhed.
c) Det tredje anbringende om tilsidesættelse af polsk ret
126 Sagsøgeren har i første omgang anført, at artikel II.15, stk. 1, i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler indeholder en særlig henvisning til den nationale ret, der regulerer de ansættelseskontrakter, som indgås af tilskudsmodtagerne. Sagsøgeren er derfor af den opfattelse, at det må fastslås, at det var polsk arbejdsret, der fandt anvendelse på det arbejdsforhold, der bestod mellem dette forskningsinstitut og dels den pågældende ansatte, dels hans hustru.
127 For det første har sagsøgeren imidlertid anført, at der er sket en tilsidesættelse af bestemmelserne i artikel 140, sammenholdt med artikel 18, stk. 2, i den polske arbejdslov, som tillader en såkaldt »akkordarbejdstidsordning« (system zadaniowego czasu pracy), derved at Kommissionen har gjort gældende, at den pågældende ansatte skulle arbejde i »uforholdsmæssigt mange timer« og »arbejde i en urimelig periode« i medfør af tre parallelle arbejdsforhold, herunder dét, som vedkommende havde indgået med sagsøgeren inden for rammerne af akkordarbejdstidsordningen. Ifølge sagsøgeren kræver denne ordning, som er lovlig i Polen, ikke en konstant fysisk tilstedeværelse på arbejdspladsen, og den sikrer således fleksibilitet og mulighed for at udføre flere opgaver (multitasking), forudsat at den ansatte udfører sine opgaver.
128 For det andet har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af den polske arbejdslovs artikel 113, sammenholdt med chartrets artikel 7 og 9, der på tidspunktet for de faktiske omstændigheder forbød sagsøgeren at adskille den pågældende ansatte og hans ægtefælle på deres arbejdsplads, alene fordi at de var gift med hinanden, idet en sådan adskillelse ville have udgjort en forskelsbehandling på grundlag af den ægteskabelige situation.
129 I anden omgang har sagsøgeren anført, at Kommissionen ikke har påberåbt sig konkrete grunde til at anfægte personaleomkostningerne for den pågældende ansatte i perioden fra august 2010 til oktober 2012, samtidig med at den har godtaget personaleomkostningerne for denne ansatte for november 2012, selv om hans hustru ligeledes havde adgang til hans timesedler for november 2012.
130 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
131 Det skal for det første bemærkes, at selv om det tredje anbringende blev tiltrådt, ville det ikke desto mindre forholde sig således, at timesedlerne fortsat var upålidelige, idet den omstændighed, at den pågældende ansatte kan udføre et stort antal timer på grund af sin deltagelse i forskellige projekter, ikke påvirker den omstændighed, at disse timer har været genstand for en godkendelsesprocedure, som sagsøgeren har indført i strid med artikel II.3, litra n), i bilag II til de omhandlede tilskudsaftaler.
132 Det bemærkes i denne forbindelse, at de omkostninger, der anses for ikke-tilskudsberettigede, dækker perioden fra august 2010 til oktober 2012. Alle timesedlerne for denne periode blev godkendt af den pågældende ansattes hustru. For så vidt som sagsøgeren har gentaget sine indsigelser vedrørende relevansen af retspraksis vedrørende bevisbyrden med hensyn til troværdigheden af timesedlerne, henvises i denne forbindelse til præmis 92 ovenfor.
133 Hvad for det andet angår udsagnet om en tilsidesættelse af den polske arbejdslovs artikel 113 henvises til præmis 101 ovenfor, hvori det blev konkluderet, at der ikke kan identificeres nogen forskelsbehandling vedrørende den ægteskabelige situation.
134 Sagsøgeren har i øvrigt i forbindelse med sin argumentation om en tilsidesættelse af den polske arbejdslovs artikel 140 fremhævet en inkonsekvens fra Kommissionen, som har kritiseret, at den pågældende ansattes hustru i hele den omtvistede periode havde adgang til sin ægtefælles timesedler, men har accepteret denne omstændighed for perioden fra november til december 2012, selv om hustruen først ophørte med at være en del af sagsøgerens personale fra januar 2013.
135 Med henblik på at forkaste sagsøgerens argument er det i denne forbindelse tilstrækkeligt at henvise til præmis 122 ovenfor, hvori det blev fastslået, at sagsøgeren ikke har søgsmålsinteresse.
136 Af de ovenfor anførte grunde, og idet sagsøgerens argumenter er uden betydning for tvistens afgørelse, må det tredje anbringende forkastes som uvirksomt.
d) Det fjerde anbringende om tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med opfyldelsen af aftaler i god tro og af forbuddet mod misbrug af aftalevilkår
137 Med det fjerde anbringende har sagsøgeren i det væsentlige gjort gældende, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning skal overholdes i de kontraktforhold, som Kommissionen indgår i. Ved i første omgang at godkende samtlige konklusioner i den endelige revisionsrapport, der især vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt den pågældende ansattes personaleomkostninger var tilskudsberettigede, og dernæst i anden omgang at afvise disse omkostninger, tilsidesatte Kommissionen i det foreliggende tilfælde det nævnte princip, da sagsøgeren med føje kunne nære en berettiget forventning om navnlig, at den pågældende ansattes personaleomkostninger var tilskudsberettigede.
138 Sagsøgeren har tilføjet, at de argumenter, som Kommissionen har fremført for at afvise muligheden for at nære en berettiget forventning på grund af en revision, der ikke har afsløret nogen uregelmæssighed, ikke er retligt begrundede.
139 Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.
140 Det skal bemærkes, at det er blevet konkluderet i præmis 73 og 74 ovenfor, at det fremgår af kontraktbestemmelserne, at den endelige revisionsrapport ikke var bindende for Kommissionen. Sagsøgeren kunne derfor ikke have en berettiget forventning på trods af det samtykke, som Kommissionen gav udtryk for i forhold til resultaterne af denne revision.
141 Det fremgår endvidere af den endelige revisionsrapport, at revisorerne udtrykkeligt anførte, at formålet med deres arbejde »ikke var at give nogen form for materiel sikkerhed for, at de interne kontroller i systemet i sig selv samlet set var fyldestgørende«. Selv om revisorerne i forbindelse med deres arbejde ikke identificerede særlige svagheder i sagsøgerens interne kontrolsystem vedrørende forberedelsen og præsentationen af regnskaberne for C2POWER-tilskudsaftalen, er det blotte forbehold, der er formuleret om formålet med dette arbejde med hensyn til de forsikringer, der kunne gives om dette systems hensigtsmæssighed, tilstrækkeligt til at skabe en usikkerhed, der er til hinder for, at der kan opstå nogen som helst berettiget forventning i denne henseende.
142 Følgelig skal det fjerde anbringende forkastes, og det samme skal dermed påstandene om, at det fastslås, at den kontraktmæssige fordring, som Kommissionen har gjort gældende, ikke eksisterer, og at de personaleomkostninger, der opkræves i debetnotaerne vedrørende hovedbeløbene for de omhandlede tilskudsaftaler, og som omhandler tilbagebetaling af de betalte beløb, er tilskudsberettigede.
2. Påstanden om, at Kommissionen tilpligtes at betale morarenter
143 Påstanden om, at Kommissionen tilpligtes at betale morarenter, skal forkastes på grund af manglende genstand, eftersom det er blevet fastslået, at de anbringender skal forkastes, der er fremført til støtte for påstandene om, at det fastslås, at den kontraktmæssige fordring, som Kommissionen har gjort gældende, ikke eksisterer, og at de personaleomkostninger, der opkræves i debetnotaerne vedrørende hovedbeløbene for de omhandlede tilskudsaftaler, og som omhandler tilbagebetaling af de betalte beløb, er tilskudsberettigede.
144 Henset til det ovenstående skal Kommissionen frifindes i det søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 272 TEUF, idet alle de anbringender og udsagn, der er fremsat til støtte for dette søgsmål, er blevet forkastet.
C. Søgsmålet anlagt i henhold til artikel 263 TEUF
145 Subsidiært har sagsøgeren anlagt et søgsmål på grundlag af artikel 263 TEUF, for så vidt som dette forskningsinstitut er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse har karakter af en retsakt, der kan gøres til genstand for et søgsmål i henhold til denne bestemmelse.
146 Kommissionen har nedlagt påstand om, at det fastslås, at det er åbenbart, at det søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, ikke kan antages til realitetsbehandling.
147 Det følger i denne henseende af fast retspraksis, at når der foreligger en kontrakt mellem sagsøgeren og en af institutionerne, kan der kun anlægges sag ved Unionens retsinstanser på grundlag af artikel 263 TEUF, hvis den anfægtede akt har til formål at afføde bindende retsvirkninger, der ligger uden for det kontraktmæssige forhold mellem parterne, og som indebærer udøvelse af de offentligretlige beføjelser, som er tillagt den kontraherende institution i sin egenskab af administrativ myndighed (jf. dom af 9.9.2015, Lito Maieftiko Gynaikologiko kai Cheirourgiko Kentro mod Kommissionen, C-506/13 P, EU:C:2015:562, præmis 20 og den deri nævnte retspraksis).
148 Under disse omstændigheder skal det derfor undersøges, om den anfægtede afgørelse, der var vedhæftet som bilag til Kommissionens e-mail af 13. november 2019 med de omtvistede debetnotaer, indgår blandt de retsakter, som Unionens retsinstanser kan annullere i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF, eller om denne afgørelse derimod er af kontraktmæssig karakter (jf. kendelse af 14.6.2012, Technion og Technion Research & Development Foundation mod Kommissionen, T-546/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:303, præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).
149 I det foreliggende tilfælde fremgår det af den anfægtede afgørelse, dels at Kommissionen har gjort en fordring gældende og har angivet dennes beløb ved udstedelse af flere debetnotaer, dels at Kommissionen har kommenteret sagsøgerens indsigelser. Der er således intet, der går ud over den kontraktmæssige ramme eller udtrykker udøvelse af offentligretlige beføjelser.
150 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at sagsøgeren er af den opfattelse, at den anfægtede afgørelse i væsentlig grad ændrer dennes retsstilling, eftersom Kommissionen har afkrævet dette forskningsinstitut betaling af et pengebeløb. Som det fremgår af præmis 65 ovenfor, er refusionsanmodningen imidlertid omfattet af bestemmelserne i de omhandlede tilskudsaftaler.
151 Selv hvis det antages, at sagsøgeren har forsøgt at anfægte debetnotaerne, må det fastslås, at disse dokumenter ikke udgør retsakter, der kan anfægtes som omhandlet i artikel 263 TEUF.
152 En af Kommissionen udstedt debetnota vedrørende beløb, der skyldes i henhold til en tilskudsaftale, kan nemlig ikke kvalificeres som en endelig retsakt, der kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål, fordi den indeholder oplysninger om de renter, som vil blive tillagt den konstaterede fordring ved manglende betaling på den sidste betalingsdag, om en mulig inddrivelse ved modregning eller ved iværksættelse af en fuldbyrdelsesmetode i forhold til en eventuel garanti, der er stillet på forhånd, samt om mulighederne for en tvangsfuldbyrdelse og en opførelse i en database, der er tilgængelig for de anvisningsberettigede for Unionens budget, selv om disse oplysninger er formuleret på en måde, som kan give det indtryk, at debetnotaen med disse oplysninger er en endelig retsakt fra Kommissionen. Sådanne oplysninger kan under alle omstændigheder og som følge af deres karakter kun være forberedende i forhold til en retsakt fra Kommissionen vedrørende fuldbyrdelse af den konstaterede fordring, eftersom Kommissionen ikke i debetnotaen tager stilling til de midler, den agter at anvende for at inddrive den nævnte fordring, med tillæg af morarenter fra den sidste betalingsdag, der er fastsat i denne debetnota (jf. i denne retning kendelse af 20.4.2016, Mezhdunaroden tsentar za izsledvane na maltsinstvata i kulturnite vzaimodeystvia mod Kommissionen, T-819/14, EU:T:2016:256, præmis 46, 47, 49 og 52 og den deri nævnte retspraksis).
153 Det følger heraf, at der ikke med rette kan anlægges sag ved Unionens retsinstanser til prøvelse af de omhandlede debetnotaer på grundlag af artikel 263 TEUF, eftersom disse debetnotaer er en del af en rent kontraktmæssig sammenhæng, som de ikke kan adskilles fra, og ikke har bindende retsvirkninger, der går videre end dem, der følger af de omhandlede tilskudsaftaler, og som indebærer udøvelse af de offentligretlige beføjelser, som er tillagt Kommissionen i dennes egenskab af administrativ myndighed.
154 Dette ville ikke have været tilfældet, hvis Kommissionen havde vedtaget en afgørelse på grundlag af artikel 299 TEUF (jf. i denne retning dom af 20.7.2017, ADR Center mod Kommissionen, T-644/14, EU:T:2017:533, præmis 207 og 208). I den foreliggende sag har Kommissionen imidlertid ikke vedtaget en sådan retsakt.
155 Det skal i denne forbindelse bemærkes, at eftersom tilbagebetalingen blev foretaget, var Kommissionen ikke forpligtet til at vedtage en sådan retsakt efter udstedelsen af debetnotaerne. Det ville imidlertid stride mod retten til god forvaltning, såfremt en sagsøger blev ansporet til at undlade at betale de beløb, der var angivet i en debetnota, for at der eventuelt skulle vedtages en afgørelse efter udstedelsen af denne debetnota, som kunne anfægtes i henhold til artikel 263, stk. 4, TEUF (jf. i denne retning dom af 18.10.2018, Terna mod Kommissionen, T-387/16, EU:T:2018:699, præmis 35).
156 I det foreliggende tilfælde er sagsøgerens ret til effektive retsmidler imidlertid ikke blevet tilsidesat, for så vidt som dette forskningsinstitut ikke er blevet frataget sin ret til at anfægte de tilbagebetalte beløb.
157 Det skal i denne sammenhæng bemærkes, at afvisningen af annullationssøgsmålet ikke kan fratage den berørte medkontrahent retten til en effektiv domstolsprøvelse, eftersom det tilkommer medkontrahenten, hvis denne finder det begrundet, at forsvare sin stilling inden for rammerne af et søgsmål anlagt på grundlag af en kontrakt i henhold til artikel 272 TEUF (jf. i denne retning kendelse af 20.4.2016, Mezhdunaroden tsentar za izsledvane na maltsinstvata i kulturnite vzaimodeystvia mod Kommissionen, T-819/14, EU:T:2016:256, præmis 46, 47, 49 og 52).
158 I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren imidlertid rent faktisk anlagt et søgsmål i henhold til artikel 272 TEUF, og de anbringender, der er fremsat til støtte for dette søgsmål, er blevet undersøgt af den kompetente retsinstans (jf. i denne henseende præmis 144 ovenfor).
159 Afvisningen fra realitetsbehandling af det søgsmål, der er anlagt i henhold til artikel 263 TEUF, kan således ikke påvirke sagsøgerens ret til en effektiv domstolsprøvelse.
160 Følgelig skal det søgsmål, der er anlagt på grundlag af artikel 263 TEUF, afvises fra realitetsbehandling.
161 Henset til det ovenstående er det ufornødent at tage stilling til de anmodninger, som sagsøgeren har indgivet i henhold til procesreglementets artikel 88, stk. 1, og artikel 89, stk. 3, litra a) og d).
IV. Sagsomkostninger
162 Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom.
163 Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagsomkostningerne i overensstemmelse med Kommissionens påstand herom.
På grundlag af disse præmisser
udtaler og bestemmer
RETTEN (Første Afdeling):
1) Europa-Kommissionen frifindes, idet søgsmålet delvis skal afvises, delvis er ugrundet.
2) Sieć Badawcza Łukasiewicz – Port Polski Ośrodek Rozwoju Technologii betaler sagsomkostningerne.
Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 27. april 2022.
Underskrifter