Language of document :

Sag anlagt den 30. januar 2024 – Europa-Kommissionen mod Irland

(Sag C-69/24)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved J. Norris og E. Schmidt, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Irland

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Republikken Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 20 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1158 af 20. juni 2019 om balance mellem arbejdsliv og privatliv for forældre og omsorgspersoner og om ophævelse af Rådets direktiv 2010/18/EU 1 , idet Republikken Irland ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv eller under alle omstændigheder ikke har underrettet Kommissionen herom.

Irland tilpligtes at betale Kommissionen et fast beløb, der svarer til det højeste af følgende beløb: a) et beløb på 3 300 EUR pr. dag ganget med det antal dage, hvor tilsidesættelsen fortsættes, og som går fra udløbet af den i direktivet fastsatte gennemførelsesfrist indtil den dag, hvor tilsidesættelsen ophører, eller, såfremt denne ikke bringes til ophør, indtil dagen for afsigelsen af dom i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF [i denne sag]; eller b) et fast minimumsbeløb på 1 540 000 EUR.

Republikken Irland tilpligtes, såfremt den tilsidesættelse af medlemsstatens forpligtelser, som er omtalt i [første led], fortsat består på tidspunktet for afsigelsen af dommen i den foreliggende sag, at betale Kommissionen en tvangsbøde 14 850 EUR pr. dag regnet fra dagen for afsigelsen af dommen i den foreliggende sag indtil den dag, hvor forpligtelserne i henhold til direktiv (EU) 2019/1158 er opfyldt.

Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Fristen for gennemførelse af direktivet udløb den 2. august 2022.

Direktiv (EU) 2019/1158 har til formål at styrke Unionens retlige rammer og at fremme ligestillingen mellem kønnene ved at sikre mindstekrav vedrørende fædreorlov og forældreorlov samt omsorgsorlov og fleksible arbejdsordninger for arbejdstagere, der er forældre eller omsorgspersoner. I henhold til artikel 20, stk. 1, i direktiv (EU) 2019/1158 skal medlemsstaterne sætte de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 2. august 2022. Medlemsstaterne skal endvidere underrette Kommissionen om de retlige bestemmelser, som er vedtaget, idet der redegøres for måden, hvorpå de efterkommer direktivets bestemmelser.

Kommissionen gør gældende, at Republikken Irland har tilsidesat denne forpligtelse. Kommissionen anfører videre, at den derfor den 21. september 2022 sendte en åbningsskrivelse til Republikken Irland. Republikken Irland besvarede denne åbningsskrivelse ved skrivelser af 22. november 2022 med en forklaring om, at den forsinkede gennemførelse af direktiv (EU) 2019/1158 skyldtes den omstændighed, at den lovgivning, der var nødvendig for at opfylde Irlands forpligtelser i henhold til direktivet, var under behandling i den nationale lovgivningsprocedure.

Kommissionen anfører videre, at den den 19. april 2023 sendte en begrundet udtalelse til Republikken Irland, som denne svarede på ved skrivelse af 19. juni 2023, hvorved den erkendte, at direktivet ikke var blevet gennemført fuldt ud, og at arbejdet hermed var »i proces«. I yderligere korrespondance fra Republikken Irland af 24. juli 2023 og 13. november 2023 beklagede Republikken Irland, at direktivet endnu ikke var blevet gennemført fuldt ud. Det var navnlig bestemmelser, der skulle fastsætte retten til fleksible arbejdsordninger i henhold til direktivets artikel 9, som endnu ikke blevet gennemført i national lovgivning. Republikken Irland gav udtryk for, at arbejdet hermed fortsattes.

Kommissionen gør gældende, at Republikken Irland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 20 i direktiv (EU) 2019/1158, idet den ikke har sat de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 2. august 2022 og ikke straks har underrettet Kommissionen herom. Kommissionen anfører videre, at betingelserne for anvendelse af artikel 260, stk. 3, TEUF som følge heraf er opfyldt.

Kommissionen har derfor nedlagt påstand om, at Republikken Irland i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF tilpligtes at betale et fast beløb og en tvangsbøde, og har anmodet om beløb, hvis størrelse Kommissionen har beregnet på grundlag af meddelelse fra Kommissionen om økonomiske sanktioner som led i traktatbrudsprocedurer 1 .

____________

1 EUT 2019, L 188, s. 79.

1 EUT 2023, C 2, s. 1.