Language of document :

Sag anlagt den 9. august 2010 - Cosepuri mod EFSA

(Sag T-339/10)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Cosepuri Soc. coop. p.a. (Bologna, Italien) (ved avvocato F. Fiorenza)

Sagsøgt: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)

Sagsøgerens påstande

Udbudsproceduren annulleres, for så vidt som den foreskriver en bedømmelse af de økonomiske tilbud uden offentlig adgang.

Afgørelsen om at tildele kontrakten til selskabet ANME og alle efterfølgende afgørelser annulleres.

EFSA tilpligtes at betale erstatning til Cosepuri.

EFSA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Ved udbudsbekendtgørelse af 1. marts 2010, offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 13. marts 2010, offentliggjorde Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) et udbud efter en offentlig udbudsprocedure vedrørende shuttle-kørsel i Italien og i Europa for en periode på 48 måneder til en anslået værdi af 4 000 000 EUR, og hvorved tildelingskriteriet om det økonomisk mest fordelagtige tilbud på grundlag af kriterierne i udbudsbetingelserne blev fastlagt. Det sagsøgende selskab afgav også et tilbud, men kontrakten blev tildelt et andet selskab.

Sagsøgeren har med dette søgsmål anfægtet denne afgørelse.

Sagsøgeren har med det første anbringende gjort gældende, at der foreligger tilsidesættelse af artikel 89 i forordning (EF) nr. 1605/2002 1 og tilsidesættelse af principperne om god forvaltningsskik, gennemsigtighed, offentliggørelse samt af retten til aktindsigt som følge af den manglende offentlighed ved proceduren i forbindelse med åbningen af de tekniske tilbud og ved tildelingen af point for det økonomiske tilbud. Sagsøgeren har i den forbindelse gjort gældende, at den tilbudte pris ikke kan anses for at være en fortrolig oplysning.

Sagsøgeren har med det andet anbringende gjort gældende, at der foreligger tilsidesættelse af artikel 100 i forordning (EF) nr. 1605/2002, tilsidesættelse af forordning (EF) nr. 1049/2001 2, tilsidesættelse af forpligtelsen til at begrunde afgørelser, gennemsigtighedsprincippet og retten til aktindsigt, idet adgangen til akterne blev begrænset efter tildelingen begrundet i oplysningernes fortrolige karakter vedrørende det økonomiske tilbud samt offentlige dokumenter eksempelvis vedrørende godkendelser af personbiler. Sagsøgeren har herved gjort gældende, at den manglende angivelse af ordremodtagerens tilbudte pris medfører, at akterne ikke er begrundet.

Sagsøgeren har med det tredje anbringende gjort gældende, at der foreligger tilsidesættelse af artikel 100 i Rådets forordning (EF) nr. 1605/2002 af 25. juni 2002, tilsidesættelse af udbudsbetingelserne samt en åbenbar begrundelsesmangel som følge af de fejl, som bedømmelsesudvalget begik ved vurderingen af de økonomiske tilbud.

____________

1 - Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 af 25.6.2002 om finansforordningen vedrørende De Europæiske Fællesskabers almindelige budget (EFT L 248, s. 1).

2 - Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43).