Language of document : ECLI:EU:T:2015:449

Sag T-657/13

BH Stores BV

mod

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM)

»EF-varemærker – indsigelsessag – ansøgning om EF-ordmærket ALEX – de nationale ordmærker og det nationale figurmærke ALEX – relativ registreringshindring – artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning (EF) nr. 207/2009 – realitetsbehandling af klagen ved appelkammeret – begrundelsespligt – artikel 75 i forordning nr. 207/2009 – ingen lighed mellem de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af de omtvistede varemærker – ingen risiko for forveksling«

Sammendrag – Rettens dom (Syvende Udvidede Afdeling) af 2. juli 2015

1.      EF-varemærker – klagesag – søgsmål ved Unionens retsinstanser – lovligheden af en afgørelse truffet af et appelkammer i en indsigelsessag – anfægtet ved påberåbelse af nye faktiske omstændigheder – afvisning fra realitetsbehandling – hensyntagen til EU-retspraksis, national eller international retspraksis, der ikke er blevet påberåbt for Harmoniseringskontorets instanser, ved fortolkningen af EU-retten – lovlig

(Rådets forordning nr. 207/2009, art. 65)

2.      EF-varemærker – bestemmelser om sagsbehandlingen – begrundelse af afgørelser – artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 – samme rækkevidde som artikel 296 TEUF

(Art. 296 TEUF; Rådets forordning nr. 207/2009, art. 75, første punktum)

3.      EF-varemærker – Harmoniseringskontorets afgørelser – ligebehandlingsprincippet – princippet om god forvaltningsskik – Harmoniseringskontorets tidligere afgørelsespraksis

(Rådets forordning nr. 207/2009)

4.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – bedømmelseskriterier

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

5.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – risiko for forveksling med det ældre varemærke – ordmærket ALEX og ord- og figurmærkerne ALEX

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

6.      EF-varemærker – definition på og erhvervelse af et EF-varemærke – relative registreringshindringer – indsigelse fra indehaveren af et identisk eller lignende ældre varemærke, der er registreret for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art – lighed mellem de berørte varer eller tjenesteydelser – delvist sammenfald mellem to kategorier af varer med anvendelsesformål, der er forskellige

[Rådets forordning nr. 207/2009, art. 8, stk. 1, litra b)]

1.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 25 og 26)

2.      I henhold til artikel 75, første punktum, i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker skal afgørelser truffet af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) begrundes. Det følger af fast retspraksis, at denne begrundelsespligt har samme rækkevidde, som den, der er fastsat i medfør af artikel 296, stk. 2, TEUF, og at begrundelsen efter denne artikel klart og utvetydigt skal angive, hvilke overvejelser udstederen af akten har gjort sig. Formålet med pligten til at begrunde Harmoniseringskontorets afgørelser er nemlig dels, at de berørte personer kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, for at de kan forsvare deres rettigheder, dels, at Unionens retsinstanser kan efterprøve afgørelsens lovlighed.

Det fremgår af retspraksis, at spørgsmålet om, hvorvidt begrundelsen af en afgørelse opfylder disse krav, skal vurderes ikke alene med hensyn til begrundelsens ordlyd, men også den sammenhæng, hvori den indgår, og samtlige de retsregler, der regulerer det pågældende område.

Ifølge fast retspraksis kan det ikke kræves af appelkamrene, at de udtømmende og et for et anfører alle de argumenter, der er blevet fremført af parterne for kamrene. Begrundelsen kan således fremgå indirekte, forudsat at de berørte gennem den får kendskab til begrundelsen for, at appelkammeret traf sin afgørelse, og at den kompetente ret råder over de oplysninger, der er nødvendige til udøvelse af prøvelsesretten. Det er tilstrækkeligt, at appelkamrene anfører de faktiske omstændigheder og de retlige betragtninger, der har væsentlig betydning for afgørelsens indhold.

(jf. præmis 29-31)

3.      De afgørelser, som appelkamrene ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) skal træffe i henhold til forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker vedrørende registrering af et tegn som EF-varemærke, træffes under udøvelse af en bunden kompetence og ikke på grundlag af en skønsmæssig beføjelse. Lovligheden af appelkamrenes afgørelser skal derfor udelukkende bedømmes på grundlag af denne forordning, således som Unionens retsinstanser fortolker den, og ikke på grundlag af appelkamrenes tidligere afgørelsespraksis.

Uafhængigt deraf har Harmoniseringskontoret en pligt til at udøve sine beføjelser i overensstemmelse med EU-rettens generelle principper, såsom ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik. Under hensyn til de to sidstnævnte principper skal Harmoniseringskontoret i forbindelse med instruktionen vedrørende en ansøgning om registrering af et EF-varemærke tage hensyn til de afgørelser, der allerede er truffet om lignende ansøgninger, og nøje overveje, hvorvidt der skal træffes en lignende afgørelse. Ligebehandlingsprincippet og princippet om god forvaltningsskik skal imidlertid forliges med legalitetsprincippet. Følgelig kan ingen part i en procedure for Harmoniseringskontoret påberåbe sig en ulovlighed, der eventuelt er begået til fordel for en anden part med henblik på at opnå en identisk afgørelse. I øvrigt skal undersøgelsen af enhver registreringsansøgning af retssikkerhedsmæssige grunde og af hensyn til princippet om god forvaltningsskik være nøjagtig og fuldstændig og foretages konkret i hvert enkelt tilfælde.

Desuden er EF-varemærkesystemet et selvstændigt system, der består af en helhed af regler, og som forfølger formål, som er særegne for systemet, idet dets anvendelse er uafhængig af alle nationale systemer. Det fremgår af fast retspraksis, at registreringer, der allerede er foretaget i medlemsstaterne, er et forhold, som – uden at være bestemmende – alene kan tages i betragtning ved registreringen af et EF-varemærke.

(jf. præmis 42, 90 og 92)

4.      Jf. afgørelsens tekst.

(jf. præmis 48, 49 og 95)

5.      For de almindelige borgere i Tyskland er der ingen risiko for forveksling som omhandlet i artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009 om EF-varemærker mellem ordtegnet ALEX, hvis registrering som EF-varemærke er ansøgt for »badelegetøj til børn« og »pædagogisk og udviklende aktivitetslegetøj til børn« i klasse 28 i Nicearrangementet, og ord- og figurmærkerne ALEX, der er en ældre registrering i Tyskland for »sportsartikler« i samme klasse, idet varerne ikke er af lignende art.

For det første er det legetøj, der er omfattet af det ansøgte varemærke, af en anden art end de »sportsartikler«, der er omfattet af de ældre varemærker. Navnlig det forhold, at »pædagogisk og udviklende aktivitetslegetøj til børn« kan have en forenklet form og reduceret størrelse, gør det muligt at skelne dette fra »sportsartikler«, så de ikke forveksles. »Pædagogisk og udviklende aktivitetslegetøj til børn« er, således som betegnelsen indikerer, beregnet til relativt små børn, og det er forskelligt fra »sportsartikler« (selv om det efterligner dem) derved, at det er mindre teknisk og ser anderledes ud (reduceret størrelse, ringe vægt), det udviser en sikkerhed, der er tilpasset børn i henhold til direktiv 2009/48 om sikkerhedskrav til legetøj, og det har i almindelighed en lavere pris. En miniature golftaske for at nævne et eksempel på varer, der er omfattet af det ansøgte varemærke og nævnt af sagsøgeren, tilpasses børns størrelse, og golfkøllerne har ikke den præcision, som rigtige golfkøller har, og de er udformet af let plastik. Dette argument finder så meget desto mere anvendelse på »badelegetøj til børn«, der ikke har noget »sportsligt« modstykke.

For det andet har de omtvistede varer i det væsentlige et forskelligt anvendelsesformål. »Sportsartikler« har til formål at træne kroppen ved fysiske øvelser, mens »pædagogisk og udviklende aktivitetslegetøj til børn« både har til formål at underholde og udvikle børn. Endvidere har »badelegetøj« klart udelukkende har til formål at underholde små børn. Formålet med »badelegetøj til børn« er endnu mere åbenlyst ren underholdning end formålet med »pædagogisk og udviklende aktivitetslegetøj til børn«.

Da arten af og anvendelsesformålet med de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, er forskellige, kan varerne ikke udskiftes med hinanden og er dermed ikke konkurrerende. Selv om der under alle omstændigheder af og til kan foreligge en vis udskiftelighed mellem de omhandlede varer, foreligger denne dog kun på én måde, idet nemlig kun forbrugere af det legetøj, der er omfattet af det ansøgte varemærke, såfremt prisen på legetøjet stiger, vil kunne vende sig mod de dertil svarende »sportsartikler«, der er omfattet af de ældre varemærker. Det er åbenbart, at selv om priserne på »sportsartikler« skulle stige, vil forbrugere af »sportsartikler« imidlertid ikke vende sig mod dette legetøj i stedet for de egentlige »sportsartikler«.

For det tredje er distributions- og fremstillingskanalerne for de varer, der er omfattet af de omtvistede varemærker, forskellige.

Uden nogen form for lighed mellem de omtvistede varer kan der ikke foreligge nogen form for risiko for forveksling, endog under hensyntagen til, at tegnene er identiske, idet den nødvendige betingelse for anvendelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, nemlig at varerne er af samme eller lignende art, ikke er opfyldt.

(jf. præmis 50, 51, 59, 61, 67, 70, 71, 74, 80 og 97)

6.      Den omstændighed, at et anvendelsesformål (f.eks. fysisk aktivitet) ikke udelukker et andet anvendelsesformål (f.eks. fritid), og at to anvendelsesformål kan »sammenblandes« i én vare, er ikke til hinder for, at der kan identificeres et dominerende formål eller, sagt på en anden måde, et »primært« formål med en vare. Med »anvendelse« skal forstås den anvendelse, der generelt er tiltænkt varen, og ikke en indirekte eller tilfældig anvendelse. Det følger heraf, at en vis »løbende overgang« eller et område med delvist sammenfald mellem to kategorier af varer med anvendelsesformål, der i det væsentlige er forskellige, imidlertid ikke indebærer, at alle de varer, der er berørte disse kategorier af varer, er af lignende art. Den omstændighed, at to varer i et vist omfang kan opfylde samme behov, er ikke til hinder for, at den relevante forbruger opfatter dem som forskellige varer.

(jf. præmis 64-66)