Language of document :

Sag anlagt den 31. juli 2013 – Orange mod Kommissionen

(Sag T-402/13)

Processprog: fransk

Parter

Sagsøger: Orange (Paris, Frankrig) (ved advokaterne J.-P. Gunther og A. Giraud)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Den anfægtede afgørelse annulleres.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Med dette søgsmål har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelser af 25. juni og 27. juni 2013 tilstillet France Télécom og Orange samt alle andre selskaber, der direkte eller indirekte kontrolleres af disse, som pålægger dem at lade sig underkaste en kontrolundersøgelse i henhold til artikel 20, stk. 4, i Rådets forordning nr. 1/2003 1 . Disse afgørelser blev truffet i forbindelse med en procedure i henhold til artikel 102 TEUF og EØS-aftalens artikel 54 vedrørende sektoren for levering af internetkonnektivitet (sag AT.40090).

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat to anbringender.

Første anbringende om tilsidesættelse af nødvendighedsprincippet og proportionalitetsprincippet, idet Kommissionen har truffet bestemmelse om gennemførelse af en kontrolundersøgelse vedrørende former for praksis, som er meget lig de former for praksis, som var omfattet af en afgørelse truffet af den franske konkurrencemyndighed blot ni måneder tidligere, og dette selv om den franske konkurrencemyndighed ikke havde anset nogen af de former for adfærd, som Orange havde udvist, for at være konkurrencebegrænsende. Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionen under kontrolundersøgelsen ikke søgte yderligere oplysninger i forhold til de oplysninger, som den allerede rådede over, hvilket den burde have gjort i overensstemmelse med retspraksis på området.

Andet anbringende om vilkårligheden af de anfægtede afgørelser, idet Kommissionen ikke rådede over tilstrækkeligt tungtvejende og underbyggede indicier til at vedtage en så indgribende foranstaltning som en kontrolundersøgelse.

____________

1     Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i artikel [101 TEUF] og [102 TEUF], EFT 2003 L 1, s. 1.