DOMSTOLENS DOM (Femte Afdeling)
9. marts 2023 (*)
»Præjudiciel forelæggelse – retligt samarbejde i civile sager – europæisk arvebevis – forordning (EU) nr. 650/2012 – artikel 1, stk. 2, litra l) – anvendelsesområde – artikel 68 – indholdet af det europæiske arvebevis – artikel 69, stk. 5 – retsvirkningerne af det europæiske arvebevis – fast ejendom, der indgår i et bo, og som er beliggende i en anden medlemsstat end den, hvor arvesagen behandles – optagelse af den nævnte faste ejendom i denne medlemsstats ejendomsregister – retlige krav, der vedrører denne optagelse, og som er fastsat i nævnte medlemsstats lovgivning – gennemførelsesforordning (EU) nr. 1329/2014 – den obligatoriske karakter af formular V, der er indeholdt i bilag 5 til denne gennemførelsesforordning«
I sag C-354/21,
angående en anmodning om præjudiciel afgørelse i henhold til artikel 267 TEUF, indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) ved afgørelse af 2. juni 2021, indgået til Domstolen den 4. juni 2021, i sagen
R.J.R.
mod
Registrų centras VĮ,
har
DOMSTOLEN (Femte Afdeling),
sammensat af afdelingsformanden, E. Regan, samt dommerne D. Gratsias, M. Ilešič (refererende dommer), I. Jarukaitis og Z. Csehi,
generaladvokat: M. Szpunar,
justitssekretær: fuldmægtig M. Siekierzyńska,
på grundlag af den skriftlige forhandling og efter retsmødet den 4. maj 2022,
efter at der er afgivet indlæg af:
– den litauiske regering ved K. Dieninis og V. Kazlauskaitė-Švenčionienė, som befuldmægtigede,
– den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede,
– den tyske regering ved J. Möller, U. Bartl, M. Hellmann, R. Kanitz, P.-L. Krüger og U. Kühne, som befuldmægtigede,
– den spanske regering ved I. Herranz Elizalde, som befuldmægtiget,
– den franske regering ved A. Daniel og A.-C. Drouant, som befuldmægtigede,
– den ungarske regering ved Z. Biró-Tóth og M.Z. Fehér, som befuldmægtigede,
– Europa-Kommissionen ved S.L. Kalėda og W. Wils, som befuldmægtigede,
og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. juli 2022,
afsagt følgende
Dom
1 Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 1, stk. 2, litra l), og artikel 69, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis (EUT 2012, L 201, s. 107).
2 Anmodningen er blevet indgivet i forbindelse med en tvist mellem R.J.R. og Registrų centras VĮ (registercentret, Litauen) vedrørende optagelsen i et ejendomsregister af ejendomsretten til en i Litauen beliggende fast ejendom, der indgår i et bo, og som R.J.R. er arving til.
Retsforskrifter
EU-retten
Forordning nr. 650/2012
3 7., 8., 18., 67. og 71. betragtning til forordning nr. 650/2012 har følgende ordlyd:
»(7) Det indre markeds rette funktion bør fremmes ved at fjerne hindringerne for den frie bevægelighed for personer, der på nuværende tidspunkt har svært ved at gøre deres rettigheder gældende, når det drejer sig om arvesager med grænseoverskridende virkninger. Borgerne bør inden for det europæiske retlige område være i stand til på forhånd at tilrettelægge arven efter dem. Rettigheder, der tilkommer arvinger og legatarer, andre af afdødes nærtstående samt boets kreditorer, bør sikres effektivt.
(8) For at nå disse mål bør bestemmelser om kompetence, lovvalg, anerkendelse eller, alt efter tilfældet, om accept, eksigibilitet og fuldbyrdelse af retsafgørelser, officielt bekræftede dokumenter og retsforlig samt om indførelsen af et europæisk arvebevis samles i denne forordning.
[…]
(18) Kravene om registrering i et register af en rettighed i fast ejendom eller løsøre bør udelukkes fra denne forordnings anvendelsesområde. Det bør derfor være loven i den medlemsstat, hvor registret føres (for fast ejendom loven på det sted, hvor denne befinder sig), som afgør, på hvilke retlige betingelser og hvorledes registreringen skal foretages, samt hvilke instanser, f.eks. tinglysningskontorer eller notarer, der har ansvaret for at kontrollere, at alle krav er opfyldt, og at den fremlagte eller fastlagte dokumentation er tilstrækkelig eller indeholder de nødvendige oplysninger. Myndighederne kan navnlig kontrollere, at afdødes ret til boets ejendele som angivet i det dokument, der ønskes registreret, er en rettighed, der er registreret som sådan i registret, eller som dokumenteres på anden måde i overensstemmelse med loven i den medlemsstat, hvor registret føres. For at undgå dobbelt udfærdigelse af dokumenter bør registreringsmyndighederne godkende dokumenter, der er udarbejdet i en anden medlemsstat af de kompetente myndigheder, og hvis videregivelse er omfattet af denne forordning. Navnlig bør det europæiske arvebevis, som er udstedt i henhold til denne forordning, udgøre et dokument, der er gyldigt til registrering af boets ejendele i et register i en medlemsstat. Dette bør ikke udelukke, at registreringsmyndighederne kan anmode den person, der ansøger om registrering, om at tilvejebringe sådanne yderligere oplysninger eller forelægge yderligere dokumenter, som er påkrævet i henhold til loven i den medlemsstat, hvor registret føres, f.eks. oplysninger eller dokumenter vedrørende betaling af skat. Den kompetente myndighed kan oplyse den person, der ansøger om registrering, om, hvordan de manglende oplysninger eller dokumenter kan tilvejebringes.
[…]
(67) Med henblik på en hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af en arvesag med grænseoverskridende virkninger i [Den Europæiske Union] bør arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrer[e] eller bobestyrer[e] have mulighed for let at dokumentere deres status og/eller rettigheder samt beføjelser i en anden medlemsstat, f.eks. i en medlemsstat, hvor boets ejendele befinder sig. Med henblik herpå bør denne forordning omfatte en bestemmelse om indførelse af et ensartet bevis, det europæiske arvebevis (herefter »beviset«), som udstedes til brug i en anden medlemsstat. Af hensyn til nærhedsprincippet bør dette bevis ikke træde i stedet for interne dokumenter, der findes til tilsvarende formål i medlemsstaterne.
[…]
(71) Beviset bør have samme virkning i alle medlemsstater. Det bør ikke i sig selv være et eksigibelt dokument, men bør have beviskraft, og det bør forudsættes, at beviset nøjagtigt godtgør de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold, f.eks. den materielle gyldighed af dødsdispositioner. Bevisets beviskraft bør ikke omfatte elementer, der ikke er underlagt denne forordning, som f.eks. spørgsmålet om slægtskab eller spørgsmålet om, hvorvidt et bestemt aktiv tilhørte afdøde eller ikke. […]«
4 Forordningens artikel 1 med overskriften »Anvendelsesområde« bestemmer:
»1. Denne forordning finder anvendelse på arv. Den finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.
2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:
[…]
k) arten af tinglige rettigheder, og
l) enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register.«
5 Den nævnte forordnings kapitel VI, der har overskriften »Det europæiske arvebevis«, består af forordningens artikel 62-73.
6 Forordningens artikel 62 med overskriften »Indførelse af det europæiske arvebevis« er sålydende:
»1. Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis (herefter »beviset«), som udstedes til brug i en anden medlemsstat og har de retsvirkninger, der er anført i artikel 69.
2. Anvendelse af beviset er ikke obligatorisk.
3. Beviset træder ikke i stedet for interne dokumenter, der anvendes til tilsvarende formål i medlemsstaterne. Når et bevis først er udstedt til brug i en anden medlemsstat, skal det dog også have de retsvirkninger, der er anført i artikel 69, i den medlemsstat, hvis myndigheder har udstedt beviset efter bestemmelserne i dette kapitel.«
7 Artikel 63 i forordning nr. 650/2012, som har overskriften »Formålet med beviset«, er affattet som følger:
»1. Formålet med beviset er, at det skal kunne anvendes af arvinger, […] som i en anden medlemsstat har behov for at påberåbe sig deres status eller at udøve henholdsvis deres rettigheder som arvinger […]
2. Beviset kan navnlig anvendes til at bevise et eller flere af følgende forhold:
a) statussen og/eller arveretten for hver arving eller i givet fald hver legatar, der er nævnt i beviset, og deres respektive arveandele
b) tildelingen af et bestemt gode eller flere bestemte goder, der udgør en del af boet, til den eller de arvinger eller i givet fald den eller de legatarer, der er nævnt i beviset
[…]«
8 Forordningens artikel 67 med overskriften »Udstedelse af beviset« fastsætter følgende i stk. 1:
»Den udstedende myndighed udsteder straks beviset efter proceduren i dette kapitel, når de forhold, der skal attesteres, er fastslået i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til enhver anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den anvender den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.«
9 Den nævnte forordnings artikel 68 med overskriften »Bevisets indhold« bestemmer:
»Beviset skal indeholde følgende oplysninger i det omfang, det er nødvendigt til det formål, hvortil beviset udstedes:
[…]
l) de respektive arveandele samt i givet fald listen over rettigheder og/eller goder, der tilfalder hver enkelt arving
[…]«
10 Artikel 69 i forordning nr. 650/2012, der har overskriften »Retsvirkningerne af beviset«, bestemmer:
»1. Beviset skal være gældende i alle medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.
2. Beviset forudsættes nøjagtigt at godtgøre de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den person, der i beviset er nævnt som arving, […] forudsættes at have den status, der er nævnt i beviset, og/eller at have de rettigheder eller de beføjelser, som er anført i beviset, uden andre betingelser og/eller begrænsninger i tilknytning til disse rettigheder eller andre beføjelser end dem, der er nævnt i beviset.
[…]
5. Beviset udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog artikel 1, stk. 2, litra k) og l).«
Gennemførelsesforordning (EU) nr. 1329/2014
11 Artikel 1, stk. 5, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 1329/2014 af 9. december 2014 om de formularer, der er omhandlet i forordning nr. 650/2012 (EUT 2014, L 359, s. 30), har følgende ordlyd:
»Til et europæisk arvebevis, jf. artikel 67, stk. 1, i [forordning nr. 650/2012], anvendes formular V i bilag 5.«
12 Nævnte formular V, der er indeholdt i bilag 5 til denne gennemførelsesforordning, angiver de bilag, som kan vedlægges det europæiske arvebevis. Disse bilag omfatter bilag IV med overskriften »Arvingens/arvingernes retlige status og rettigheder«.
13 Punkt 9 i nævnte bilag IV indeholder angivelsen »Gode(r) tildelt arvingen, for hvilke der er anmodet om arvebevis (angiv goder og alle relevante identifikationsoplysninger)«.
Litauisk ret
14 Lietuvos Respublikos nekilnojamojo turto registro įstatymas Nr. I-1539 (Republikken Litauens lov nr. I-1539 om ejendomsregistret) af 24. september 1996 (Žin., 1996, nr. 100-2261), som ændret ved lov nr. XII-1833 af 23. juni 2015 (herefter »ejendomsregisterloven«), bestemmer i artikel 5, stk. 2, at det organ, der fører ejendomsregistret, i overensstemmelse med denne lov er ansvarlig for nøjagtigheden og beskyttelsen af de oplysninger, som indsamles i ejendomsregistret. Ifølge den nævnte bestemmelse har dette organ alene ansvaret for, at de oplysninger, der optages i det nævnte register, er i overensstemmelse med de dokumenter, på grundlag af hvilke optagelsen i registret finder sted.
15 Lovens artikel 22 regulerer retsgrundlaget for optagelse i ejendomsregistret af rettigheder i fast ejendom, for begrænsninger af sådanne rettigheder og for retlige forhold. Bestemmelsen indeholder en liste over de dokumenter, der godtgør, at rettigheder i fast ejendom er opstået, eller som godtgør retlige forhold, på grundlag af hvilke disse rettigheder, begrænsningerne hertil eller disse retlige forhold optages i ejendomsregistret, idet der foretages en opregning af bl.a. de offentlige myndigheders afgørelser, domme, kendelser og afgørelser fra retsinstanserne samt arvebeviser.
16 Den nævnte lovs artikel 23 fastsætter de nærmere regler for indgivelse af ansøgninger om optagelse af rettigheder i fast ejendom, begrænsninger af sådanne rettigheder og retlige forhold. Artiklen bestemmer i stk. 2, at ansøgningen skal ledsages af dokumenter, der godtgør de rettigheder i fast ejendom, de begrænsninger hertil eller det retlige forhold, der ønskes optaget. Det bliver i stk. 3 i nævnte artikel 23 præciseret, at de dokumenter, på grundlag af hvilke rettigheder i fast ejendom, begrænsninger af disse rettigheder og retlige forhold bekræftes, opstår, ophører, overdrages eller begrænses, skal være i overensstemmelse med de lovmæssige krav og indeholde de oplysninger, som er nødvendige for optagelsen i ejendomsregistret. I medfør af stk. 4 i nævnte artikel 23 skal de dokumenter, på grundlag af hvilke der ansøges om optagelse i registret, være læselige og indeholde de fulde fornavne og efternavne, de officielle navne, adresserne, identifikationsnumrene for de personer, som den nævnte optagelse vedrører, samt det unikke nummer for den omhandlede faste ejendom, hvilket nummer tildeles i overensstemmelse med Lietuvos Respublikos nekilnojamojo turto kadastro nuostatai (statutten for Republikken Litauens matrikelregistrering for fast ejendom).
17 I henhold til ejendomsregisterlovens artikel 29 skal det organ, der fører ejendomsregistret, afslå at optage rettigheder i fast ejendom, begrænsninger af disse rettigheder og retlige forhold i registret, såfremt organet i forbindelse med behandlingen af ansøgningen om optagelse konstaterer, at det til støtte for denne ansøgning fremlagte dokument ikke opfylder denne lovs krav, eller at den nævnte ansøgning eller det dokument, som er blevet indgivet til organet, ikke indeholder de oplysninger, der er omhandlet i Nekilnojamojo turto registro nuostatai (statutten for ejendomsregistret), og som er nødvendige for at identificere den faste ejendom eller erhververne af ejendomsretten.
18 I statutten for ejendomsregistret – der blev vedtaget ved Lietuvos Respublikos vyriausybės nutarimas Nr. 379 »Dėl Nekilnojamojo turto registro nuostatų patvirtinimo« (Republikken Litauens regeringsdekret nr. 379 om godkendelse af bekendtgørelsen om tingbogen) af 23. april 2014 (TAR, 2014, nr. 2014-4930) – bliver det i punkt 14.2.2 præciseret, at de oplysninger, der identificerer en fast ejendom, er grundens matrikelområde, matrikelgruppe og matrikelnummer, grundens unikke nummer (identifikationsnummer), bygningens unikke nummer (identifikationsnummer) og lejlighedens eller lokalets unikke nummer (identifikationsnummer).
Tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
19 Appellanten i hovedsagen, R.J.R., bor i Tyskland.
20 Den 6. december 2015 afgik hans moder (herefter »afdøde«), hvis sædvanlige opholdssted på daværende tidspunkt ligeledes var beliggende i Tyskland, ved døden. Appellanten i hovedsagen, der er enearving til afdøde, vedgik uden forbehold arven efter hende i Tyskland. Han rettede henvendelse til den kompetente tyske ret med henblik på udstedelse af et europæisk arvebevis, idet arven ikke kun omfattede aktiver, der befandt sig i Tyskland, men også i Litauen.
21 Den 24. september 2018 fik appellanten i hovedsagen af Amtsgericht Bad Urach (byretten i Bad Urach, Tyskland) udstedt dels arvebevis nr. 1 VI 174/18, hvori det var angivet, at G.R., som var afgået ved døden den 10. maj 2014, havde efterladt sin formue til afdøde, som var hans enearving, dels det europæiske arvebevis nr. 1 VI 175/18, hvori det var angivet, at afdøde havde efterladt sin formue til appellanten i hovedsagen, der var hendes enearving, og som vedgik boet uden forbehold.
22 Den 15. marts 2019 indgav appellanten i hovedsagen en ansøgning til registercentret – som er det statslige organ, der bl.a. har til opgave at føre matrikelregistret og ejendomsregistret i Litauen – med henblik på at få optaget sin ejendomsret til de ejendomme, som havde tilhørt afdøde i Litauen, i registret. Til støtte for sin ansøgning fremlagde han det arvebevis og det europæiske arvebevis, der er omhandlet i den foregående præmis.
23 Ved afgørelse af 20. marts 2019 gav ejendomsregisterafdelingen i Tauragė under registercentrets tjeneste for ejendomsregistrering afslag på den nævnte ansøgning med den begrundelse, at det fremlagte europæiske arvebevis ikke indeholdt de i ejendomsregisterloven fastsatte oplysninger, der er nødvendige for at identificere den faste ejendom, dvs. at det nævnte bevis ikke indeholdt en angivelse af de goder, som appellanten i hovedsagen havde arvet.
24 Sidstnævnte påklagede den nævnte afgørelse om afslag til tvistankenævnet ved registercenterets centralregistreringskontor, som ved afgørelse af 9. maj 2019 stadfæstede afgørelsen om afslag.
25 Appellanten i hovedsagen anlagde sag til prøvelse af de nævnte afgørelser ved Regionų apygardos administracinio teismo Klaipėdos rūmai (afdelingen for Klaipėda ved den regionale forvaltningsdomstol for regionerne, Litauen), som ved dom af 30. december 2019 frifandt sagsøgte.
26 Appellanten i hovedsagen har iværksat appel til prøvelse af den nævnte dom ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), som er den forelæggende ret. Denne ret er af den opfattelse, at den tvist, som er indbragt for den, rejser spørgsmål vedrørende fortolkningen af forordning nr. 650/2012.
27 Den forelæggende ret har anført, at det europæiske arvebevis i henhold til artikel 69, stk. 5, i forordning nr. 650/2012 udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog forordningens artikel 1, stk. 2, litra k) og l), dvs. at beviset er uden betydning for anvendelsen af nævnte artikel 1, stk. 2, litra l). Ifølge den nævnte ret indebærer sidstnævnte bestemmelse, hvorefter enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre er udelukket fra forordningens anvendelsesområde, at udstedelsen af et europæisk arvebevis ikke i sig selv bevirker, at de betingelser for optagelse i ejendomsregistret, der er fastsat i lovgivningen i den medlemsstat, hvor ejendommen er beliggende, ikke finder anvendelse.
28 I denne henseende har den forelæggende ret anført, at det i Litauen forholder sig således, at de dokumenter, der kan tjene som grundlag for optagelsen af rettigheder i fast ejendom i registret, er opregnet i ejendomsregisterlovens artikel 22, og at denne lovs artikel 23, stk. 2-4, fastsætter de obligatoriske oplysninger og data, som disse dokumenter skal bekræfte. Registercentret handler udelukkende i medfør af de beføjelser, som det er tillagt ved lov, og som ikke giver det beføjelse til selv at fastslå omfanget af ejendomsrettighederne eller til at indsamle oplysninger og beviser, der godtgør, om bestemte forhold foreligger eller ej.
29 Den nævnte ret har anført, at de oplysninger, som er nødvendige for optagelsen i ejendomsregistret, i henhold til bestemmelserne i litauisk ret følgelig kun kan fremlægges i de dokumenter, der er opregnet i ejendomsregisterlovens artikel 22, og at registercentret, når de fremlagte oplysninger er ufuldstændige, ikke har beføjelse til at tage hensyn til andre oplysninger end dem, som er indeholdt i disse dokumenter.
30 Den forelæggende ret har tilføjet, at et europæisk arvebevis for at kunne udfolde sine retsvirkninger skal udfærdiges under anvendelse af formular V, der er indeholdt i bilag 5 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014. Såfremt de oplysninger, der er omhandlet i de gældende bestemmelser i forordning nr. 650/2012 og gennemførelsesforordning nr. 1329/2014, fremgår af det europæiske arvebevis, anses dette bevis følgelig i Litauen for at være et gyldigt dokument, på grundlag af hvilket overdragelsen af godet vil blive optaget i ejendomsregistret, således som det er fastsat i artikel 69, stk. 5, i forordning nr. 650/2012.
31 Den forelæggende ret har fastslået, at det i hovedsagen omhandlede europæiske arvebevis er blevet udfærdiget under anvendelse af nævnte formular V, og at det indeholder bilag IV til denne formular, der attesterer arvingens status og rettigheder. Den nævnte ret har imidlertid tilføjet, at der i punkt 9 i nævnte bilag IV ikke er angivet nogen oplysninger med henblik på at identificere det eller de goder, som er tildelt arvingen, og for hvilke der er anmodet om arvebevis.
32 Den nævnte ret har anført, at det af de argumenter, som appellanten i hovedsagen har fremført, og af de tyske domstoles praksis, hvortil han har henvist, følger, at det ikke var utilsigtet, at den myndighed, der udstedte det nævnte europæiske arvebevis, undlod at tilvejebringe disse oplysninger. Appellanten i hovedsagen har bl.a. gjort gældende, at tysk arveret er reguleret af princippet om universalsuccession, og at denne i henhold til tysk arveret følgelig, når der kun er en enkelt arving, omfatter hele arveladerens formue, og at det ikke er muligt på nogen måde at angive eller udpege goderne i boet. Ifølge ham vil de tyske domstole i overensstemmelse med fast retspraksis således undlade at anvende artikel 68, stk. 1 i forordning nr. 650/2012, hvoraf det fremgår, at det europæiske arvebevis skal indeholde en angivelse af de respektive arveandele samt i givet fald listen over rettigheder og/eller goder, der tilfalder hver enkelt arving.
33 Henset til de formål, som forfølges med indførelsen af det europæiske arvebevis, og navnlig formålet om, at arvesager med grænseoverskridende virkninger i Unionen skal afvikles hurtigt, gnidningsfrit og effektivt, ønsker den forelæggende ret oplysninger om, hvorledes artikel 1, stk. 2, litra l), og artikel 69, stk. 5, i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes, navnlig for så vidt angår samspillet mellem disse bestemmelser og bestemmelserne i den nationale ret i den medlemsstat, hvor det pågældende arvede gode er beliggende, som fastsætter betingelserne for optagelse af en ejendomsrettighed i ejendomsregistret.
34 På denne baggrund har Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»Skal artikel 1, stk. 2, litra l), og artikel 69, stk. 5, i [forordning nr. 650/2012] fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for retsforskrifter i medlemsstaten, hvor den faste ejendom er beliggende, der fastsætter, at ejendomsrettigheder alene kan registreres i ejendomsregistret på grundlag af et europæisk arvebevis, når alle de til registreringen nødvendige oplysninger er anført i dette europæiske arvebevis?«
Om det præjudicielle spørgsmål
35 Således som det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, blev der i det foreliggende tilfælde givet afslag på appellanten i hovedsagens ansøgning om at få sin ejendomsret til en ejendom beliggende i Litauen optaget i det litauiske ejendomsregister med den begrundelse, at det til støtte for denne ansøgning fremlagte europæiske arvebevis ikke indeholdt oplysninger om denne ejendom. Med henblik på at give den forelæggende ret et brugbart svar skal det forelagte spørgsmål under disse omstændigheder omformuleres, således at det også vedrører artikel 68 i forordning nr. 650/2012, idet denne artikel, således som det fremgår af selve bestemmelsens overskrift, netop vedrører indholdet af et sådant bevis. Ifølge fast retspraksis tilkommer det nemlig Domstolen fra samtlige de oplysninger, der er fremlagt af den nationale ret, og navnlig af forelæggelsesafgørelsens præmisser, at udlede de EU-retlige elementer, som det under hensyn til sagens genstand er nødvendigt at fortolke (jf. i denne retning dom af 16.11.2021, Governor of Cloverhill Prison m.fl., C-479/21 PPU, EU:C:2021:929, præmis 39 og den deri nævnte retspraksis).
36 Med sit spørgsmål ønsker den forelæggende ret således nærmere bestemt oplyst, om artikel 1, stk. 2, litra l), artikel 68, litra l), og artikel 69, stk. 5, i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der kan gives afslag på en ansøgning om registrering af en fast ejendom i denne medlemsstats ejendomsregister, når det eneste dokument, der er blevet fremlagt til støtte for denne ansøgning, er et europæisk arvebevis, som ikke identificerer denne faste ejendom.
37 Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 1 i forordning nr. 650/2012, efter i stk. 1 at have defineret denne forordnings anvendelsesområde, i stk. 2 udtømmende opregner de områder, som forordningen ikke finder anvendelse på, herunder bl.a. – som fastsat i stk. 2, litra l) i nævnte artikel 1 – »enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register«.
38 Artikel 69, stk. 5, i forordning nr. 650/2012 bestemmer, at et europæisk arvebevis udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog forordningens artikel 1, stk. 2, litra k) og l). Den nævnte forordnings artikel 68 fastsætter, at dette bevis skal indeholde visse oplysninger, i det omfang det er nødvendigt til det formål, hvortil beviset udstedes, herunder bl.a. – således som det fremgår af nævnte artikel 68, litra l) – de respektive arveandele samt i givet fald listen over rettigheder og/eller goder, der tilfalder hver enkelt arving.
39 Med henblik på at vurdere, om forpligtelsen til i et europæisk arvebevis at opføre en liste over de goder, der tilfalder den pågældende arving – således som denne forpligtelse er fastsat i artikel 68, litra l), i forordning nr. 650/2012 – påhviler den myndighed, der har udstedt et sådant bevis, ikke alene i tilfælde af en arv omfattende flere arvinger, men ligeledes i tilfælde af en arv, der omfatter en enkelt arving, såsom den i hovedsagen omhandlede arv, skal nævnte artikel 68, litra l), således fortolkes i lyset af samspillet mellem forordningens artikel 1, stk. 2, litra l), og artikel 69, stk. 5, og denne fortolkning skal anlægges under hensyn til den almindelige ramme, hvori disse bestemmelser indgår.
40 I denne henseende skal det bemærkes, at det europæiske arvebevis udgør et selvstændigt EU-retligt instrument, hvis anvendelse og retsvirkninger er reguleret i detaljer i bestemmelserne i forordning nr. 650/2012. Domstolen har navnlig allerede præciseret, at dette bevis, som blev indført ved den nævnte forordning, tilvejebringer en selvstændig retlig ordning, der er oprettet ved bestemmelserne i denne forordnings kapitel VI (dom af 21.6.2018, Oberle, C-20/17, EU:C:2018:485, præmis 46).
41 De i nærværende doms præmis 39 nævnte bestemmelser i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes i lyset af de formål, der forfølges med denne forordning, der – således som det fremgår af syvende og ottende betragtning hertil – tilsigter at hjælpe arvinger og legatarer, andre af afdødes nærtstående samt boets kreditorer med at gøre deres rettigheder gældende i forbindelse med en arvesag med grænseoverskridende virkninger samt at gøre det muligt for unionsborgerne at forberede deres arv (jf. i denne retning dom af 21.6.2018, Oberle, C-20/17, EU:C:2018:485, præmis 49).
42 Det er ud fra dette perspektiv, at EU-lovgiver ved forordning nr. 650/2012 har indført det europæiske arvebevis, der, således som det fremgår af 67. betragtning til forordningen, har til formål at give bl.a. arvinger mulighed for let at dokumentere deres status og/eller deres rettigheder samt deres beføjelser i en anden medlemsstat med henblik på en hurtig, gnidningsfri og effektiv afvikling af en arvesag med grænseoverskridende virkninger i Unionen.
43 I denne henseende præciserer artikel 63, stk. 1, i forordning nr. 650/2012, at formålet med det europæiske arvebevis er, at det skal kunne anvendes af bl.a. arvinger, som i en anden medlemsstat har behov for at påberåbe sig deres status eller at udøve deres rettigheder som arvinger. I overensstemmelse med stk. 2, litra a) og b), i nævnte artikel 63 kan dette bevis navnlig anvendes til at bevise statussen og/eller arveretten for hver arving, der er nævnt i beviset, samt tildelingen af et bestemt gode eller flere bestemte goder, der udgør en del af boet, til arvingen eller arvingerne.
44 Hvad angår retsvirkningerne af det europæiske arvebevis skal dette bevis, således som det fremgår af artikel 69, stk. 1, i og 71. betragtning til forordning nr. 650/2012, være gældende i alle medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. I overensstemmelse med forordningens artikel 69, stk. 2, forudsættes beviset nøjagtigt at godtgøre de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den person, der i beviset er nævnt som arving, forudsættes at have den status, der er nævnt i beviset, og/eller at have de rettigheder eller de beføjelser, som er anført i beviset, uden andre betingelser og/eller begrænsninger i tilknytning til disse rettigheder eller andre beføjelser end dem, der er nævnt i beviset. Når et europæisk arvebevis udstedes til en arving i den medlemsstat, hvor afdødes sædvanlige opholdssted var beliggende, kan denne arving således anvende det i de øvrige medlemsstater, hvor afdødes goder befinder sig.
45 Hvad særligt angår en situation, hvor det europæiske arvebevis frembydes som det dokument, på grundlag af hvilket der ansøges om registrering af en arvet fast ejendom, skal det bemærkes, at artikel 68 i forordning nr. 650/2012 fastsætter et minimum af oplysninger, som skal være indeholdt i dette bevis. Indholdet af sidstnævnte kan imidlertid variere fra sag til sag afhængig af de formål, hvortil det udstedes.
46 I denne henseende skal det præciseres, at i overensstemmelse med artikel 67, stk. 1, i forordning nr. 650/2012, og således som Domstolen allerede har fastslået, er det med henblik på udstedelse af det nævnte bevis obligatorisk for den udstedende myndighed at anvende formular V, som fastsat i bilag 5 til gennemførelsesforordning nr. 1329/2014 (jf. i denne retning dom af 17.1.2019, Brisch, C-102/18, EU:C:2019:34, præmis 30).
47 Det skal imidlertid ligeledes bemærkes, at artikel 69, stk. 5, i forordning nr. 650/2012 – således som det fremgår af nærværende doms præmis 38 – bestemmer, at et europæisk arvebevis udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog bl.a. forordningens artikel 1, stk. 2, litra l), idet sidstnævnte bestemmelse, således som Domstolen allerede har fastslået, fastsætter, at enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register, er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde (jf. i denne retning dom af 12.10.2017, Kubicka, C-218/16, EU:C:2017:755, præmis 54).
48 Den omstændighed, at sådanne lovmæssige krav således reguleres af national ret, fremgår ligeledes af 18. betragtning til forordning nr. 650/2012, hvorefter kravene om registrering i et register af en rettighed i fast ejendom eller løsøre er udelukket fra denne forordnings anvendelsesområde, således at det er loven i den medlemsstat, hvor registret føres, som skal afgøre, på hvilke retlige betingelser og hvorledes registreringen skal foretages, samt hvilke instanser, f.eks. tinglysningskontorer eller notarer, der har ansvaret for at kontrollere, at alle krav er opfyldt, og at den fremlagte eller fastlagte dokumentation er tilstrækkelig eller indeholder de nødvendige oplysninger.
49 Følgelig er bestemmelserne i forordning nr. 650/2012 om indførelse af det europæiske arvebevis og nærmere bestemt denne forordnings artikel 69, stk. 5, sammenholdt med forordningens artikel 1, stk. 2, litra l), hvortil den førstnævnte bestemmelse henviser, ikke til hinder for, at en medlemsstat fastsætter eller anvender de krav, der skal overholdes med henblik på registrering af rettigheder i fast ejendom.
50 I denne henseende kan enhver medlemsstat, hvori en sådan registrering af rettigheder i fast ejendom er fastsat, frit fastsætte betingelserne og fremgangsmåden for denne registrering, herunder opstille et krav om, at alle identifikationsoplysninger vedrørende en fast ejendom, for hvilken der er indgivet en ansøgning om registrering, skal fremlægges i denne ansøgning eller i de hertil vedlagte dokumenter.
51 I en situation, hvor en myndighed, som har ansvaret for registrering af rettigheder i fast ejendom, har fået forelagt en ansøgning om registrering af en arvet fast ejendom, uden at denne ejendom er blevet identificeret i et dokument, på grundlag af hvilket der ansøges om denne registrering, herunder i det fremlagte europæiske arvebevis, følger det følgelig af det ovenstående, at denne myndighed kan give afslag på en sådan ansøgning.
52 Det bemærkes i denne henseende, at den omstændighed, at der gives afslag på en ansøgning om registrering af en fast ejendom i en medlemsstats ejendomsregister, der er støttet på et europæisk arvebevis, med den begrundelse, at sidstnævnte ikke indeholder oplysninger vedrørende identifikationen af denne ejendom, ikke rejser tvivl om gyldigheden af dette bevis som sådan for så vidt angår de øvrige forhold, som det attesterer, såsom statussen som arving.
53 Henset til samtlige ovenstående betragtninger skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 1, stk. 2, litra l), artikel 68, litra l), og artikel 69, stk. 5, i forordning nr. 650/2012 skal fortolkes således, at disse bestemmelser ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der kan gives afslag på en ansøgning om registrering af en fast ejendom i denne medlemsstats ejendomsregister, når det eneste dokument, der er blevet fremlagt til støtte for denne ansøgning, er et europæisk arvebevis, der ikke identificerer denne faste ejendom.
Sagsomkostninger
54 Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra de nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.
På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Femte Afdeling) for ret:
Artikel 1, stk. 2, litra l), artikel 68, litra l), og artikel 69, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis
skal fortolkes således, at
disse bestemmelser ikke er til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter der kan gives afslag på en ansøgning om registrering af en fast ejendom i denne medlemsstats ejendomsregister, når det eneste dokument, der er blevet fremlagt til støtte for denne ansøgning, er et europæisk arvebevis, der ikke identificerer denne faste ejendom.
Underskrifter