Appel iværksat den 23. september 2009 af Roberto Sevenier til prøvelse af kendelse afsagt den 8. juli 2009 af Personaleretten i sag F-62/08, Sevenier mod Kommissionen

(Sag T-368/09 P)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Roberto Sevenier (Paris, Frankrig) (ved avocats E. Boigelot og L. Defalque)

Den anden part i appelsagen: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber

Appellantens påstande

Den appellerede kendelse afsagt af Retten for EU-personalesager (Tredje Afdeling) den 8. juli 2009 i sag F-62/08, Sevenier mod Kommissionen, der blev meddelt appellanten den 13. juli 2009, ophæves.

Der gives appellanten medhold i de påstande, som han nedlagde for Retten for EU-personalesager.

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber tilpligtes at betale sagens omkostninger for begge instanser.

Anbringender og væsentligste argumenter

Ved denne appel har appellanten nedlagt påstand om ophævelse af den kendelse, som Retten for EU-personalesager (Personaleretten) afsagde den 8. juli 2009 i sag F-62/08, Sevenier mod Kommissionen, hvorved Personaleretten afviste appellantens søgsmål, hvorved han havde nedlagt påstand om annullation af en afgørelse truffet af Kommissionen den 24. september 2007, for så vidt som han fik afslag på sin anmodning om dels tilbagekaldelse af sin ansøgning om afskedigelse af 19. oktober 1983, dels forelæggelse for lægeudvalget.

Til støtte for sin appel har appellanten principalt fremsat et enkelt anbringende om, at Personaleretten begik en retlig fejl ved fortolkningen af begrebet rent bekræftende retsakt, for så vidt som Personaleretten kvalificerede den udtrykkelige afgørelse, der blev truffet efter den stiltiende afvisning af appellantens anmodning, som en rent bekræftende retsakt, skønt Kommissionen ved den udtrykkelige afgørelse delvis efterkom appellantens anmodning.

Subsidiært, gør appellanten gældende, at Personaleretten har foretaget en urigtig gengivelse af og undladt at tage hensyn til sagens akter, og at den har tilsidesat sin begrundelsespligt, idet den fastslog, at der ikke forelå særlige omstændigheder i den konkrete sag, der kunne begrunde, at Personaleretten ikke skulle anvende den faste retspraksis vedrørende rent bekræftende retsakter.

____________