Language of document : ECLI:EU:C:2019:573

Sag C-543/17

Europa-Kommissionen

mod

Kongeriget Belgien

 Domstolens dom (Store Afdeling) af 8. juli 2019

»Traktatbrud – artikel 258 TEUF – foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation – direktiv 2014/61/EU – manglende gennemførelse og/eller meddelelse af gennemførelsesforanstaltninger – artikel 260, stk. 3, TEUF – påstand om betaling af en daglig tvangsbøde – beregning af tvangsbødens størrelse«

1.        Traktatbrudssøgsmål – Domstolens prøvelse af søgsmålsgrundlaget – relevante forhold – forholdene ved udløbet af den i den begrundede udtalelse fastsatte frist

(Art. 258 TEUF)

(jf. præmis 23 og 24)

2.        Traktatbrudssøgsmål – tilsidesættelse af de forpligtelser, som følger af et direktiv – forpligtelse til at meddele gennemførelsesforanstaltninger – rækkevidde

(Art. 260, stk. 3, TEUF)

(jf. præmis 48-59)

3.        Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv – økonomiske sanktioner – tvangsbøde – traktatbrud, der varer ved indtil Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder – betalingspålæg – betingelse – traktatbruddets fortsatte beståen indtil afsigelsen af dommen

(Art. 260, stk. 3, TEUF)

(jf. præmis 60, 61, 78-82 og 91-93)

4.        Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbrud – tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv – økonomiske sanktioner – tvangsbøde – fastsættelse af formen og størrelsen heraf – Domstolens skønsbeføjelse – kriterier

(Art. 260, stk. 3, TEUF)

(jf. præmis 83 og 84)

5.        Traktatbrudssøgsmål – Domstolens dom, der fastslår traktatbruddet – tilsidesættelse af forpligtelsen til at meddele gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv – økonomiske sanktioner – tvangsbøde – fastsættelse af beløbet – kriterier

(Art. 260, stk. 3, TEUF)

(jf. præmis 85-89)

Resumé

Domstolen fortolkede og anvendte for første gang artikel 260, stk. 3, TEUF, der gør det muligt at pålægge en økonomisk sanktion for manglende overholdelse af »forpligtelse[n] til at meddele gennemførelsesforanstaltninger« til et EU-direktiv

I dommen i sagen Kommissionen mod Belgien (Artikel 260, stk. 3, TEUF) – Højhastighedsnet (sag C-543/17), afsagt den 8. juli 2019, fortolkede og anvendte Domstolens Store Afdeling artikel 260, stk. 3, TEUF (1). Domstolen gav således medhold i den traktatbrudssag, der var anlagt af Kommissionen mod Belgien, og pålagde denne medlemsstat at betale en tvangsbøde på 5 000 EUR pr. dag, regnet fra den dag, hvor der afsiges dom for den delvise manglende gennemførelse af direktiv 2014/61 (2) om højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, og derfor a fortiori for ikke at have givet Kommissionen meddelelse om de tilsvarende nationale gennemførelsesforanstaltninger.

Medlemsstaterne skulle gennemføre direktiv 2014/61 i national ret senest den 1. januar 2016 og underrette Kommissionen om de i denne forbindelse vedtaget foranstaltninger.

Den 15. september 2017 anlagde Kommissionen traktatbrudssøgsmål ved Domstolen med henvisning til, at Belgien ikke inden for den frist, som var blevet fastsat for den, havde gennemført direktivet fuldstændigt eller givet meddelelse om de tilsvarende nationale gennemførelsesforanstaltninger. Derudover nedlagde Kommissionen påstand om, at Belgien skulle betale en daglig tvangsbøde at regne fra afsigelsen af dommen for at have tilsidesat forpligtelsen til at underrette om gennemførelsesbestemmelserne til dette direktiv. Tvangsbødens størrelse, der oprindeligt var fastsat til 54 639 EUR, blev nedsat til 6 071 EUR som følge af Belgiens fremskridt i gennemførelsen af direktivet siden sagens anlæg. Kommissionen præciserede således, at mangler fortsat kun bestod i forhold til hovedstadsregionen Bruxelles.

For det første fastslog Domstolen, at Belgien ved udløbet af den frist, som var blevet fastsat for den i den begrundede udtalelse, som forlænget af Kommissionen efter anmodning fra Belgien, hverken havde vedtaget de nationale foranstaltninger til gennemførelse af direktiv 2014/61 eller meddelt denne institution sådanne foranstaltninger, og at Belgien derfor havde tilsidesat sine forpligtelser i henhold til dette direktiv.

Ved for det andet at undersøge rækkevidden af artikel 260, stk. 3, TEUF henviste Domstolen til ordlyden og formålet med denne bestemmelse, indført ved Lissabontraktaten ikke blot for i højere grad at tilskynde medlemsstaterne til at gennemføre direktiverne inden for de fastsatte frister, men også for at lette og fremskynde proceduren for at pålægge medlemsstater, som har tilsidesat forpligtelsen til at give meddelelse om gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv, økonomiske sanktioner.

Domstolen anlagde således en fortolkning af denne bestemmelse, som tjener et dobbelt formål. Det drejer sig dels om at sikre Kommissionens beføjelser for at sikre EU-rettens effektive anvendelse og beskytte den ret til forsvar og den proceduremæssige stilling, som tilkommer medlemsstaterne i henhold til artikel 258 TEUF, (3)sammenholdt med artikel 260, stk. 2, TEUF (4). Dels drejer det sig om at sætte Domstolen i stand til at kunne udøve sin dømmende funktion, der består i under én og samme procedure at bedømme, om den pågældende medlemsstat har opfyldt sine meddelelsesforpligtelser, og i givet fald vurdere grovheden af den således fastslåede tilsidesættelse og pålægge den økonomiske sanktion, som den finder bedst passer til den konkrete sags omstændigheder.

Domstolen konkluderede således, at »forpligtelse[n] til at meddele gennemførelsesforanstaltninger« som omhandlet i artikel 260, stk. 3, TEUF vedrører medlemsstaternes forpligtelse til at meddele tilstrækkeligt klare og præcise oplysninger med hensyn til gennemførelsesforanstaltninger til et direktiv. Med henblik på at opfylde kravet om retssikkerhed og sikre gennemførelsen af alle bestemmelserne i dette direktiv på hele det pågældende område, er medlemsstaterne forpligtet til for hver enkelt bestemmelse at angive den eller de nationale gennemførelsesbestemmelser. Efter denne meddelelse påhviler det Kommissionen med henblik på at nedlægge påstand om, at den pågældende medlemsstat pålægges en i denne bestemmelse fastsat økonomisk sanktion, at godtgøre, at visse gennemførelsesforanstaltninger åbenbart mangler eller ikke dækker hele den pågældende medlemsstats område. Derimod tilkommer det ikke Domstolen under den retslige procedure indledt i henhold til artikel 260, stk. 3, TEUF at undersøge, om de nationale foranstaltninger, der er meddelt Kommissionen, sikrer en korrekt gennemførelse af det pågældende direktivs bestemmelser.

Domstolen fandt, at bestemmelsen finder anvendelse i det foreliggende tilfælde, eftersom Belgien delvist havde tilsidesat sin forpligtelse til at give meddelelse. Belgien fortsatte således delvist traktatbruddet, idet denne medlemsstat på tidspunktet for Domstolens undersøgelse af de faktiske omstændigheder stadig ikke for så vidt angår hovedstadsregionen Bruxelles har vedtaget de nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af flere bestemmelser i direktiv 2014/61 (5) i national ret og a fortiori ikke havde givet Kommissionen meddelelse om sådanne gennemførelsesforanstaltninger.

Efter at have fastslået, t pålæggelsen af en tvangsbøde udgør et passende økonomisk middel med henblik på at sikre Belgiens overholdelse af de forpligtelser, der påhviler den i medfør af direktiv 2014/61 og traktaterne, vurderede Domstolen under udøvelsen af sit skøn den pågældende overtrædelses grovhed og varighed ved fastlæggelsen af tvangsbødens størrelse. På baggrund af denne bedømmelse pålagde Domstolen Belgien at betale til Kommissionen en tvangsbøde på 5 000 EUR pr. dag, regnet fra datoen for afsigelsen af dommen, og indtil denne medlemsstat har bragt det fastslåede traktatbrud til ophør.


1      Ifølge artikel 260, stk. 3, TEUF kan Domstolen pålægge en medlemsstat en økonomisk sanktion (et fast beløb eller en daglig tvangsbøde) i tilfælde af manglende overholdelse af »forpligtelsen til at meddele [Kommissionen] gennemførelsesforanstaltninger til et EU-direktiv«.


2–      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15.5.2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation (EUT 2014, L 155, s. 1).


3–      Artikel 258 TEUF omhandler den af Kommissionen anlagte traktatbrudssag.


4–      Artikel 260, stk. 2, TEUF omhandler proceduren i tilfælde af en medlemsstats manglende opfyldelse af en dom om konstatering af et traktatbrud. Domstolen kan pålægge en økonomisk sanktion (et fast beløb eller en daglig tvangsbøde).


5–      Dvs. artikel 2, stk. 7-9 og 11, artikel 4, stk. 5, samt artikel 8 heri.