RETTENS DOM (Niende Afdeling)

15. november 2023 (*)

»Personalesag – tjenestemænd – omplacering i tjenestens interesse – afgørelse med tilbagevirkende kraft truffet med henblik på opfyldelse af domme fra Unionens retsinstanser – artikel 266 TEUF – vedtægtens artikel 22a og 22c – den administrative procedures uregelmæssighed – princippet om god forvaltning – retten til at blive hørt – princippet om upartiskhed – rimelig frist – omsorgspligt – ansvar – ikke-økonomisk skade«

I sag T-790/21,

PL ved advokat N. de Montigny,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved M. Brauhoff og L. Vernier, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

har

RETTEN (Niende Afdeling),

sammensat af afdelingsformanden, L. Truchot, og dommerne H. Kanninen og M. Sampol Pucurull (refererende dommer),

justitssekretær: fuldmægtig H. Eriksson,

på grundlag af den skriftlige forhandling,

efter retsmødet den 15. marts 2023

afsagt følgende

Dom

1        Med et søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF har sagsøgeren, PL, nedlagt påstand dels om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 16. februar 2021 om omplacering af sagsøgeren til Generaldirektoratet (GD) for »Mobilitet og Transport« med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013 (herefter »den anfægtede afgørelse«) og af afgørelse af 16. september 2021 om delvist afslag på sagsøgerens klage (herefter »afgørelsen om delvist afslag på klagen«), dels om erstatning for den økonomiske og ikke-økonomiske skade, som han angiveligt har lidt.

I.      Tvistens baggrund

2        Den foreliggende tvist vedrører sagsøgerens omplacering fra Kommissionens delegation på Vestbredden og i Gazastriben i Østjerusalem (herefter »delegationen«), hvor han havde arbejdet siden den 16. februar 2012, til GD for »Mobilitet og Transport« fra den 1. januar 2013 (herefter »den omtvistede omplacering«).

3        Den anfægtede afgørelse fulgte efter Den Europæiske Unions retsinstansers annullation af to tidligere afgørelser om den omtvistede omplacering og Kommissionens tilbagekaldelse af en tredje afgørelse med samme rækkevidde (herefter samlet »de tre første afgørelser om omplacering«).

4        De faktiske omstændigheder omkring vedtagelsen af disse afgørelser er følgende.

5        Den 20. december 2012 blev sagsøgeren ved e-mail underrettet om, at den omtvistede omplacering var blevet godkendt dagen før (herefter »den første afgørelse om omplacering«). Sagsøgeren anfægtede denne afgørelse ved Retten for EU-personalesager (sag F-96/13).

6        De omstændigheder, hvorunder den første afgørelse om omplacering blev vedtaget, er beskrevet som følger i præmis 2-14 i dom af 15. april 2015, PL mod Kommissionen (F-96/13, herefter »dommen i sag F-96/13«, EU:F:2015:29):

»2      Sagsøgeren er tjenestemand i Kommissionen. På tidspunktet for de faktiske omstændigheder var han indplaceret i lønklasse AD 11 og var oprindeligt tilknyttet kontoret for »Finansielle ressourcer« i direktoratet for »Fælles ressourcer« under GD for »Mobilitet«. Ved afgørelse truffet af [ansættelsesmyndigheden] den 16. januar 2012 blev han overført til kontoret for »Økonomi, aftaler og revision« i direktoratet for »[Naboskabspolitik]« under GD for »Udvikling og Samarbejde – EuropeAid« (herefter »GD for Udvikling og Samarbejde«) og tilknyttet delegationen […] som sektionschef med virkning fra den 16. februar 2012.

3      Mens han varetog sine opgaver som chef for delegationens sektion for »Økonomi, aftaler og revision«, var delegationen genstand for en revision foretaget af Den Europæiske Revisionsret vedrørende programmet [fortroligt] (1). Ved revisionens afslutning rapporterede Revisionsrettens revisorer om uoverensstemmelser i forvaltningen af programmet. I samme periode gav sagsøgeren over for forskellige interessenter udtryk for sine betænkeligheder med hensyn til de angivelige uregelmæssigheder i forvaltningen af det nævnte program, sine bekymringer med hensyn til aktiviteterne i en international organisation, der havde indgået flere kontrakter med GD for »Udvikling og Samarbejde«, sine spørgsmål vedrørende en risiko for en interessekonflikt som følge af forbindelserne mellem visse af delegationens lokale ansatte og denne internationale organisation og sin mistanke om korruption i forbindelse med den nævnte organisations gennemførelse af et EU-projekt benævnt [fortroligt]. Desuden var delegationens sektion for »Økonomi, aftaler og revision«, som forvalter programmet [fortroligt], genstand for undersøgelser indledt af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig […] i 2011 og 2013.

4      Den 15. oktober 2012 sendte [A], delegationens personalerepræsentant (herefter »personalerepræsentanten«), delegationschefen en skrivelse, som var underskrevet af 21 af delegationens medlemmer […], hvori hun gjorde opmærksom på en del af personalets frustrationer som følge af en ændret tilgang i arbejdsmetoden i delegationens sektion for »Økonomi, aftaler og revision« i løbet af de syv måneder, hvor sagsøgeren havde været chef for sektionen. Denne ændrede tilgang medførte betydelige forsinkelser i projektforvaltningen og blokerede endda nogle af projekterne og medførte tab af troværdighed i forhold til Unionens partnere. I skrivelsen oplyste personalerepræsentanten endvidere, at der i løbet af de foregående syv måneder var blevet rapporteret om upassende adfærd, som påvirkede en del af de ansattes faglige integritet, og at denne adfærd fortsat fandt sted. Skrivelsen sluttede med en opfordring til de overordnede om hurtigt at finde en løsning på denne situation, der blev beskrevet som værende blevet uudholdelig.

5      Den 22. og 23. oktober 2012 foretog kontorchefen for »Økonomi, aftaler og revision« i direktoratet »[Naboskabspolitik]« under GD for »Udvikling og Samarbejde«, som sagsøgeren refererede til (herefter »sagsøgerens kontorchef«), en tjenesterejse til delegationen og talte med sagsøgerens kolleger, idet sagsøgeren ikke var til stede.

6      Der blev afholdt et møde i Bruxelles den 25. oktober 2012 under overværelse af bl.a. sagsøgerens kontorchef og sagsøgeren, som vedrørte sidstnævntes adfærd og kommunikationsproblemerne mellem delegationens sektioner for »Økonomi, aftaler og revision« og »Drift«.

7      Den 9. november 2012 sendte personalerepræsentanten en e-mail til sagsøgerens kontorchef for at klage over, at sagsøgerens adfærd var blevet yderligere forværret. Ifølge personalerepræsentanten kritiserede sagsøgeren nu personalet for at have talt med kontorchefen i forbindelse med tjenesterejsen den 22. og 23. oktober 2012. I samme e-mail anmodede personalerepræsentanten om, at der blev truffet en forebyggende foranstaltning for at beskytte personalet mod enhver form for chikane.

8      Ved e-mails af 12. november 2012 fra delegationschefen og vicegeneraldirektøren for GD for »Udvikling og Samarbejde« samt af 13. november 2012 fra sagsøgerens kontorchef blev sagsøgeren underrettet om, at hans adfærd var upassende, og om de kommunikationsproblemer, som hans sektion og han selv gav anledning til. Ifølge sagsøgerens overordnede påvirkede disse problemer delegationens arbejde og Unionens politiske forbindelser i regionen.

9      Den 20. november 2012 blev sagsøgeren underrettet telefonisk om sin omplacering til hovedsædet og modtog en e-mail fra kontorchefen for »Menneskelige ressourcer ved delegationerne« under GD for »Udvikling og Samarbejde«, hvori »hans omplacering til hovedsædet, til [hans] oprindelige GD, [GD for »Mobilitet«] blev bekræftet«. I samme e-mail blev det præciseret, at »[han] om få dage, når procedurerne var blevet afsluttet, [ville] modtage en officiel meddelelse«, og han blev opfordret til at afholde sine resterende feriedage inden årets udgang, således at han »snart ville forlade delegationen«.

10      Ved e-mails af 28. og 29. november 2012 anmodede sagsøgeren henholdsvis sin delegationschef og sin kontorchef om en præcis liste over de faktiske omstændigheder, som de hentydede til i deres e-mails af 12. og 13. november 2012, således at han kunne tage til genmæle mod dem.

11      Den 4. december 2012 meddelte sagsøgeren kontorchefen for »Menneskelige ressourcer ved delegationerne« under GD for »Udvikling og Samarbejde«, at han var ved at forberede sin afgang, men at han endnu ikke havde modtaget den officielle meddelelse om afgørelsen om omplacering, der var nævnt i kontorchefens e-mail af 20. november 2012, selv om han var tvunget til at iværksætte formaliteterne omkring sin flytning.

12      Den 6. december 2012 besvarede delegationschefen sagsøgerens e-mail af 28. november 2012, idet han meddelte ham, at de problemer, som han havde nævnt, var tilbagevendende, og at han ikke kunne føre det til protokols, hver gang han fik en klage over ham.

13      Den 10. december 2012 anmodede sagsøgeren på ny delegationschefen om at fremlægge beviser til støtte for kritikken af sagsøgeren. Den 12. december 2012 opfordrede delegationschefen sagsøgeren til at rette alle yderligere henvendelser til den kompetente tjenestegren for menneskelige ressourcer.

14      Den 20. december 2012 sendte en ansat fra kontoret for »Karriere- og resultatplanlægning« under GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« en e-mail til sagsøgeren, hvori han blev underrettet om, at hans omplacering til »GD [og] kontoret MOVE.SRD (Bruxelles)«, dvs. til GD for »Mobilitet«, »[var] blevet godkendt« af teamlederen for »Personaleplacering« under kontoret for »Karriere- og resultatplanlægning« i dennes egenskab af ansættelsesmyndighed den 19. december 2012 med virkning fra den 1. januar 2013. E-mailens afsender præciserede ligeledes, at retsgrundlaget for denne omplacering var artikel 7, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i den affattelse, der var gældende på daværende tidspunkt […], at »denne forflyttelse [var] registreret og [kunne] ses [i IT-systemet til personaleforvaltning] »Sys[p]er 2««, at en kopi af den nævnte e-mail ville blive indsat i sagsøgerens aktmappe, og at »der ikke [ville blive] udarbejdet noget papirdokument«.«

7        Sagsøgeren blev med virkning fra den 1. januar 2013 forfremmet til lønklasse AD 12 i forbindelse med forfremmelsesåret 2013.

8        Den 16. januar 2015 blev sagsøgeren tilknyttet Kommissionens repræsentation i London (Det Forenede Kongerige).

9        Ved dommen i sag F-96/13 afsagt den 15. april 2015 annullerede Personaleretten den første afgørelse om omplacering som følge af en tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar.

10      Den 15. oktober 2015 blev der efter flere skriftvekslinger mellem Kommissionen og sagsøgeren afholdt et møde i forbindelse med opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 mellem kontorchefen for »Karriere- og resultatplanlægning« under GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« (herefter »kontor GD HR.B4«) og sagsøgeren, ligeledes under tilstedeværelse af sagsøgerens advokat og to andre kontorchefer (herefter »mødet af 15. oktober 2015«).

11      Under dette møde meddelte kontorchefen for kontor GD HR.B4 sagsøgeren, at hun i sin egenskab af ansættelsesmyndighed til opfyldelse af dommen i sag F-96/13 agtede at anordne den omtvistede omplacering med tilbagevirkende kraft. Hun forklarede, at formålet med mødet var at give sagsøgeren mulighed for at fremsætte sine bemærkninger, inden hun traf denne afgørelse.

12      Kontorchefen for kontor GD HR.B4 henviste til aktmappen, som den forelå dengang, der efter hendes opfattelse viste, at sagsøgeren havde udvist upassende adfærd. I denne forbindelse blev der på mødet henvist til e-mailene af 27. juli 2012, af 18. september 2012, af 3., 5. og 14. oktober 2012 og af 12. og 13. november 2012.

13      Sagsøgeren udtalte sig om den sammenhæng, hvori disse e-mails indgik. Han belyste ligeledes den anmeldelse, som han foretog over for sine overordnede den 3. oktober 2012 vedrørende den internationale organisation, der er nævnt i præmis 6 ovenfor. Han anførte endvidere, at der i perioden fra den 13. til den 20. november 2012 havde fundet begivenheder sted, som han stadig ikke vidste noget om, og som havde fået administrationen til at anordne den omtvistede omplacering. Ifølge sagsøgeren var der en forbindelse mellem denne omplacering og hans anmeldelse, som skulle undersøges. De grunde, som kontorchefen for kontor GD HR.B4 havde fremført, var blevet anset for utilstrækkelige i dommen i sag F-96/13.

14      Den 22. december 2015 anordnede kontorchefen for kontor GD HR.B4 den omtvistede omplacering med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013 (herefter »den anden afgørelse om omplacering«).

15      Til støtte for denne afgørelse bemærkede kontorchefen for kontor GD HR.B4, at der var en »yderst spændt kommunikationssituation« mellem sagsøgeren og hans kolleger såvel i delegationen som på hovedsædet, hvilket efter hendes opfattelse i væsentlig grad kunne påvirke delegationens gnidningsløse funktion. I denne forbindelse henviste hun udtrykkeligt til de e-mails fra perioden mellem den 18. september og den 13. november 2012, som administrationen havde forelagt sagsøgeren på mødet den 15. oktober 2015, idet hun citerede enkelte uddrag.

16      Sagsøgeren anfægtede den anden afgørelse om omplacering ved Retten. Ved dom af 13. december 2018, PL mod Kommissionen (T-689/16, herefter »dommen i sag T-689/16«, ikke trykt i Sml., EU:T:2018:925), blev denne afgørelse annulleret med den begrundelse, at den var blevet truffet af en myndighed, som savnede kompetence, henset til den beskyttelse, som sagsøgeren i sin egenskab af informant ydes ved artikel 22a i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«).

17      Efter denne annullation vedtog den fungerende kontorchef for kontor GD HR.B4 på ny den omtvistede omplacering ved afgørelse af 25. juni 2019, med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013 (herefter »den tredje afgørelse om omplacering«).

18      Ved stævning indleveret den 18. maj 2020 (sag T-308/20) nedlagde sagsøgeren påstand om annullation af den tredje afgørelse om omplacering, navnlig fordi retsaktens ophavsmand savnede kompetence.

19      Ved skrivelse af 27. juli 2020 meddelte generaldirektøren for GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« (herefter »generaldirektøren for GD HR«) sagsøgeren, at hun ville kalde den tredje afgørelse om omplacering tilbage og erstatte den med en ny afgørelse, som hun ville træffe i sin egenskab af ansættelsesmyndighed. Hun præciserede, at denne afgørelse vedrørte den omtvistede omplacering med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013. Generaldirektøren for GD HR opfordrede sagsøgeren til at fremsætte sine eventuelle bemærkninger forud for vedtagelsen af en ny afgørelse.

20      Ved skrivelse af 13. august 2020 anmodede sagsøgeren generaldirektøren for GD HR om at præcisere grundene til, at hun fandt, at den fungerende kontorchef for kontor GD HR.B4 ikke var den kompetente ansættelsesmyndighed til at træffe afgørelse om hans omplacering. Sagsøgeren var af den opfattelse, at han, henset til den meddelte tilbagekaldelse af den tredje afgørelse om omplacering, stadig skulle anses for informant og gjorde gældende, at den nye afgørelse skulle vedtages under overholdelse af vedtægtens artikel 22a. Han bemærkede i øvrigt, at tilbagekaldelsen af den tredje afgørelse om omplacering havde betydning for, om søgsmålet i sag T-308/20 kunne antages til realitetsbehandling. Endelig anmodede han Kommissionen om at tage stilling til disse spørgsmål.

21      Ved skrivelse af 7. september 2020 anførte generaldirektøren for GD HR, at det af begrundelsen i dommen i sag T-689/16 fremgik, at hun alene kunne træffe afgørelsen om omplacering. Hun præciserede ligeledes, at tilbagekaldelsen af den tredje afgørelse om omplacering havde til formål at gennemføre denne dom på en så ubestridelig måde som mulig uden at afvente udfaldet af den procedure, der var indledt i sag T-308/20. Med henblik herpå opfordrede hun igen sagsøgeren til at fremsætte sine bemærkninger til den påtænkte afgørelse, der var nævnt i skrivelsen af 27. juli 2020.

22      Ved skrivelse af 17. september 2020 henviste sagsøgeren til de omstændigheder, hvorunder den første afgørelse om omplacering var blevet truffet. Han havde navnlig fået meddelt denne omplacering den 20. november 2012, dvs. mindre end en måned efter, at han havde underrettet sine overordnede om mulige uregelmæssigheder i forvaltningen af programmet [fortroligt], om sine bekymringer med hensyn til aktiviteterne i en organisation, der havde indgået flere kontrakter med GD for »Udvikling og Samarbejde – EuropeAid« (herefter »GD for »Udvikling og Samarbejde««), om sine spørgsmål vedrørende risikoen for en interessekonflikt som følge af forbindelserne mellem visse af delegationens lokale ansatte og kontraktansatte og denne organisation og om mistanken om korruption i forbindelse med denne organisations gennemførelse af projektet [fortroligt]. Sagsøgeren mindede ligeledes om grundene til, at Retten i EU-Personalesager havde annulleret den første afgørelse om omplacering, idet han henviste til præmis 66 og 67 i dommen i sag F-96/13. Han gjorde ligeledes gældende, at Kommissionen på mødet den 15. oktober 2015 ikke havde fremlagt nye oplysninger eller præciseret noget klagepunkt, der var fremkommet efter den 13. november 2012. Sagsøgeren havde således ikke haft mulighed for effektivt at fremsætte sine bemærkninger. Sagsøgeren anførte ligeledes, at han siden den 10. oktober 2016 havde anmodet om at blive hørt af generaldirektøren for GD HR vedrørende sin situation, der var kendetegnet ved syv omplaceringer i tjenestens interesse siden den 1. januar 2013 til stillinger, der blev oprettet specielt til dette formål, og som blev nedlagt efter hans afgang. Den tredje afgørelse om omplacering var ligeledes blevet vedtaget, uden at sagsøgeren havde haft mulighed for effektivt at fremsætte sine bemærkninger. Hvis denne afgørelse, således som generaldirektøren for GD HR havde varslet, blev tilbagekaldt senere, tilkom det Kommissionen at oplyse sagsøgeren om de præcise grunde til den omtvistede omplacering for at give ham mulighed for effektivt at fremsætte sine bemærkninger. Kommissionen skulle også sikre, at den nye afgørelse blev truffet i overensstemmelse med de bestemmelser, der regulerede hans status som informant. Henset til kompleksiteten af sagen, som går tilbage til 2012, anmodede sagsøgeren om et møde med generaldirektøren for GD HR med henblik på, i første omgang uformelt, at undersøge de forhold, der kunne bringe denne situation til ophør.

23      Ved skrivelse af 9. oktober 2020 meddelte generaldirektøren for GD HR sagsøgeren, at han havde alle relevante oplysninger til rådighed, hvilket gav ham mulighed for effektivt at udøve retten til at blive hørt. Hun nævnte i denne forbindelse de referater fra mødet den 15. oktober 2015, som administrationen og sagsøgeren havde udarbejdet, og hvoraf den begrundelse, som kontorchefen for kontor GD HR.B4 havde lagt til grund for vedtagelsen af den anden afgørelse om omplacering, efter hendes opfattelse fremgik. Generaldirektøren for GD HR mindede om, at denne afgørelse var blevet annulleret af Retten alene på grund af ophavsmandens manglende kompetence. Hun opfordrede derfor sagsøgeren til at fremsende sine bemærkninger til hende inden for en frist på to uger, idet skrivelsen var vedlagt referaterne. Desuden meddelte hun sagsøgeren afgørelsen om tilbagekaldelse af den tredje afgørelse om omplacering. Hun præciserede, at tilbagekaldelsen havde til formål at bringe den bestående uregelmæssighed, der var forbundet med den manglende kompetence hos afgørelsens ophavsmand, til ophør, og at denne tilbagekaldelse ville blive fulgt op af en ny afgørelse om omplacering af sagsøgeren, efter at han var blevet hørt.

24      Ved skrivelse af 31. oktober 2020 gjorde sagsøgeren gældende, at hans overordnede, som det fremgik af præmis 60, 61 og 66 i dommen i sag F-96/13, havde fremsat kritik af hans adfærd efter den 13. november 2012, som han ikke havde været i stand til at anfægte. Begivenhederne efter denne dato var ikke blevet belyst på mødet den 15. oktober 2015, hvorunder Kommissionen havde begrænset sig til at gennemgå den e-mail-korrespondance, der havde fundet sted mellem dels sagsøgeren og delegationschefen, dels sagsøgeren og dennes kontorchef i GD for »Udvikling og Samarbejde«. Sagsøgeren henviste til, at han forgæves havde anmodet om adgang til et notat, der var påført et stempel med datoen den 26. november 2012, som omhandlede ham og var blevet sendt til medlemmerne af udvalget for forvaltning af ressourcer i delegationerne (herefter »Comdel«), samt til alle de dokumenter, der vedrørte dette, og navnlig de dokumenter, som GD for »Udvikling og Samarbejde« i 2012 havde fremsendt til Kommissionens Juridiske Tjeneste, og dem, som sidstnævnte var i besiddelse af. Ifølge sagsøgeren havde Retten for EU-Personalesager endeligt fastslået, at de grunde, der lå forud for den 13. november 2012, ikke lovligt kunne begrunde den omtvistede omplacering. Ifølge sagsøgeren havde Den Europæiske Revisionsret videregivet de oplysninger, som han havde givet sine overordnede, hvilket ikke havde fremkaldt nogen reaktion fra deres side, til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), som havde indkaldt ham fire gange. På grundlag af disse oplysninger havde Kommissionen ophævet alle de kontrakter om indirekte forvaltning, der var indgået med den pågældende organisation inden for programmet [fortroligt]. De samme oplysninger havde foranlediget chefen for revisionsopgaver ved Revisionsretten til under et møde udtrykkeligt at tale om korruption, svig, nepotisme og hemmelige aftaler. Som chef for delegationens sektion for »Økonomi, aftaler og revision« var sagsøgeren forpligtet til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af Unionens interesser. Begrundelsen for en eventuel ny afgørelse om omplacering, som ifølge sagsøgeren ikke fremgik af skrivelsen af 27. juli 2020, skulle således være objektiv, klar og præcis for at give ham mulighed for at anfægte den under en høring hos den kompetente ansættelsesmyndighed, som han havde henvendt sig til som informant, med henblik på at legalisere sin administrative situation og genoprette sin faglige ære og værdighed.

25      Ved kendelse af 25. november 2020, PL mod Kommissionen (T-308/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:571), fastslog Retten, at det søgsmål, som sagsøgeren havde anlagt til prøvelse af den tredje afgørelse om omplacering, var blevet uden genstand som følge af tilbagekaldelse. Kommissionen blev pålagt at betale sagsomkostningerne, idet det blev lagt til grund, at den ved at tilbagekalde den tredje afgørelse om omplacering stiltiende havde anerkendt, at vedtagelsesproceduren ikke havde været fri for kritik.

26      Ved e-mail af 11. december 2020 gentog sagsøgeren over for generaldirektøren for GD HR sin anmodning om at blive hørt på et møde.

27      Den 16. februar 2021 traf generaldirektøren for GD HR den anfægtede afgørelse.

28      I de tre første betragtninger til den anfægtede afgørelse anførte generaldirektøren for GD HR, at de forskellige dokumenter, der i 2012 var blevet udvekslet mellem sagsøgeren og hans overordnede, såvel i GD for »Udvikling og Samarbejde« i Bruxelles (Belgien) som i delegationen, henviste til en »stadig mere uholdbar relationel situation«, og at der med henblik på at stabilisere situationen i delegationen skulle træffes afgørelse om den omtvistede omplacering, idet administrationen råder over et vidt skøn ved organisationen af sine tjenestegrene.

29      Generaldirektøren for GD HR henviste dernæst til de procedurer, der havde ført til vedtagelsen af de tre første afgørelser om omplacering, og de årsager, der i de enkelte tilfælde havde ligget til grund for Unionens retsinstansers annullation eller Kommissionens tilbagekaldelse heraf.

30      I 12. betragtning til den anfægtede afgørelse anførte generaldirektøren for GD HR, at sagsøgeren var omfattet af bestemmelserne i vedtægtens artikel 22a, og at hun følgelig var den ansættelsesmyndighed, der havde kompetence til at træffe afgørelse om den omtvistede omplacering.

31      Efter at have fastslået, at sagsøgeren havde kunnet udøve sin ret til at blive hørt i forbindelse med den korrespondance, der er beskrevet i præmis 19-24 ovenfor, anførte generaldirektøren for GD HR i sidste betragtning til den anfægtede afgørelse, at sagsøgerens »administrative situation skulle legaliseres« med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013, idet der skulle træffes en ny afgørelse med samme indhold som den anden afgørelse om omplacering, støttet på de samme grunde, som var anført i de tre første betragtninger til den anfægtede afgørelse.

32      I den e-mail, hvorved den anfægtede afgørelse blev fremsendt, som ligeledes var dateret den 16. februar 2021, oplyste generaldirektøren for GD HR sagsøgeren om, at han i årene forud for vedtagelsen af denne afgørelse havde haft rig mulighed for at give udtryk for sit synspunkt vedrørende den omtvistede omplacering og begrundelsen herfor, således at hun ikke fandt det nødvendigt at afholde et bilateralt møde mellem hende og sagsøgeren.

33      Den 17. maj 2021 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, idet han navnlig anmodede om, at afgørelsen blev tilbagekaldt, at alle andre afgørelser, som ikke-kompetente myndigheder havde truffet over for ham, henset til hans status som informant, blev annulleret, og at enhver anden administrativ afgørelse, der var blevet truffet i strid med forskrifterne mellem 2013 og 2022, blev slettet i Kommissionens IT-system til personaleforvaltning »Sysper 2«, samt at der blev udbetalt 100 000 EUR og 250 000 EUR for henholdsvis den hævdede økonomiske og ikke-økonomiske skade.

34      Klagen blev indgivet ved hjælp af en formular, som henviste til vedtægtens artikel 22c og skulle sendes til kontoret for »Klager og opfølgning på retssager« under Kommissionens GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« (herefter »kontor GD HR.E2«). Formularen og klagen var ledsaget af en skrivelse fra sagsøgeren adresseret til generaldirektøren for GD HR, hvori det var anført, at der var tale om en klage i henhold til vedtægtens artikel 22c. Formularen, klagen og skrivelsen blev sendt samlet pr. e-mail til kontor GD HR.E2.

35      Ved e-mail af 31. maj 2021, som blev sendt til sagsøgeren, bekræftede kontor GD HR.E2 modtagelsen af de den 17. maj 2021 fremsendte dokumenter, idet det henviste til klagen, som var »indgivet i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2,« og havde vedhæftet et dokument benævnt »Fortrolighedserklæring vedrørende beskyttelse af personoplysninger«. Ved samme e-mail blev sagsøgeren opfordret til, hvis han fandt det hensigtsmæssigt, at fremlægge alle nye dokumenter vedrørende klagen inden for en frist på 15 dage.

36      Ved e-mail af 3. juni 2021 anmodede sagsøgeren kontor DG HR.E2 om at uddybe visse aspekter af e-mailen af 31. maj 2021, efter at generaldirektøren for GD HR var blevet godkendt som kompetent ansættelsesmyndighed. Han bemærkede for det første, at klagen var indgivet i henhold til vedtægtens artikel 22c. For det andet anmodede han om at få tilsendt de interne regler, som ansættelsesmyndigheden havde fastsat for behandling af klager i henhold til denne bestemmelse. For det tredje anmodede han om, at den frist på 15 dage, som han havde fået til at fremlægge alle relevante dokumenter, blev suspenderet, indtil hans anmodning om uddybende oplysninger var blevet besvaret. Han anmodede i øvrigt om, at den fortrolighed, som vedtægten sikrer i denne type sager, blev overholdt.

37      Ved e-mail af 4. juni 2021 præciserede en person i kontor GD HR.E2, at den klage, som sagsøgeren havde indgivet i henhold til vedtægtens artikel 22c, ville blive behandlet af dette kontor i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 2, og således som det fremgik af Administrativ meddelelse nr. 79-2013 af 19. december 2013 vedrørende indgivelse af ansøgninger i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, af klager i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, og af ansøgninger om bistand i henhold til vedtægtens artikel 24, der var vedhæftet.

38      Ved den afgørelse om delvist afslag på klagen, som blev meddelt sagsøgeren den 16. september 2021, gav kommissionsmedlemmet med ansvar for menneskelige ressourcer og sikkerhed (herefter »kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR«) i sin egenskab af ansættelsesmyndighed sagsøgeren delvist medhold i klagen, idet han accepterede at fjerne den tredje afgørelse om omplacering og alle henvisninger til vedtægtens artikel 22a i forbindelse med afgørelserne om omplacering fra sagsøgerens aktmappe i Sysper 2. I øvrigt blev klagen afslået. Hvad angik det erstatningskrav, der blev fremsat i klagen, fandt kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR, at det ikke på nogen måde var forbundet med den anfægtede afgørelse, eftersom den hævdede skade efter medlemmets opfattelse skyldtes en række begivenheder, der var indtrådt efter 2013. Følgelig blev denne del af klagen omkvalificeret til en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1. Kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR anførte, at han ikke var den kompetente ansættelsesmyndighed til at behandle denne ansøgning, og at der under disse omstændigheder ville blive givet et svar i en anden afgørelse.

II.    Parternes påstande

39      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Den anfægtede afgørelse og om fornødent afgørelsen om delvist afslag på klagen annulleres.

–        Det fastslås, at Kommissionen har undladt at vedtage foranstaltninger til opfyldelse af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 i overensstemmelse med disse dommes præmisser og i strid med princippet om retskraft.

–        Kommissionen pålægges at betale 250 000 EUR i erstatning for økonomisk skade og 100 000 EUR i erstatning for ikke-økonomisk skade.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

40      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Frifindelse.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

III. Retlige bemærkninger

A.      Sagens genstand

41      Med den første påstand har sagsøgeren nedlagt påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og »om fornødent« af afgørelsen om delvist afslag på klagen.

42      I overensstemmelse med princippet om procesøkonomi kan Unionens retsinstanser fastslå, at der ikke er grundlag for at tage særskilt stilling til de påstande, der er rettet mod afgørelsen om at afslå klagen, når det kan konstateres, at disse påstande ikke har et selvstændigt indhold, og de reelt er sammenfaldende med de påstande, der er rettet mod den afgørelse, der har været genstand for klagen (jf. dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-584/16, EU:T:2017:282, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis).

43      I den foreliggende sag er påstanden om annullation af afgørelsen om delvist afslag på klagen ikke sammenfaldende med den påstand, der er rettet mod den anfægtede afgørelse. Til støtte for den første har sagsøgeren nemlig specifikt gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af de garantier, som informanter har i henhold til vedtægtens artikel 22c vedrørende behandlingen af de klager, som de indgiver i forbindelse med den administrative procedure. Dels har sagsøgeren i forbindelse med det første anbringende gjort gældende, at klagen ikke blev behandlet af en kompetent ansættelsesmyndighed. Dels har han til støtte for det tredje anbringendes første led anført, at den særlige behandling af hans klage, som er sikret ved vedtægtens artikel 22c, ikke fandt sted.

44      Sagsøgeren skal imidlertid have mulighed for at lade Unionens retsinstanser efterprøve lovligheden af klageproceduren, der har til formål at muliggøre og fremme en mindelig bilæggelse af tvister mellem tjenestemanden og administrationen og at pålægge den myndighed, som tjenestemanden hører under, på ny at overveje sin afgørelse på baggrund af eventuelle indvendinger fra tjenestemanden (jf. i denne retning dom af 19.6.2015, Z mod Domstolen, T-88/13 P, EU:T:2015:393, præmis 143-146 og den deri nævnte retspraksis).

45      Under disse omstændigheder skal der ikke alene tages stilling til påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse, men ligeledes til påstanden om annullation af afgørelsen om delvist afslag på klagen.

46      Det skal endvidere bemærkes, at sagsøgeren med sin anden påstand har nedlagt påstand om, at det fastslås, at Kommissionen har undladt at vedtage foranstaltninger til opfyldelse af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 i overensstemmelse med disse dommes præmisser og i strid med princippet om retskraft.

47      Som svar på et spørgsmål fra Retten i retsmødet har sagsøgeren præciseret, at hans anden påstand vedrører en af de ulovligheder, der ligger til grund for den erstatningspåstand, der er fremsat i sagsøgerens tredje påstand.

48      Den anden og den tredje påstand skal derfor samlet anses for én enkelt påstand om erstatning.

B.      Annullationspåstanden

49      Til støtte for annullationspåstanden har sagsøgeren fremsat tre anbringender:

–        Det første anbringende vedrører den omstændighed, at den administrative myndighed, der gav afslag på klagen, savnede kompetence.

–        Det andet anbringende vedrører tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, af princippet om retskraft og af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft samt procedurefordrejning, tilsidesættelse af de processuelle garantier og tilsidesættelse af retten til at blive hørt på en effektiv måde i overensstemmelse med det formål, der forfølges hermed.

–        Det tredje anbringende vedrører tilsidesættelse af vedtægtens artikel 22a, af bistands- og omsorgspligten inden for rammerne af omplaceringsproceduren og af vedtægtens artikel 22c og manglende beskyttelse af informanter, tilsidesættelse af pligten til at udvise omhu, neutralitet, upartiskhed og objektivitet samt af sagsøgerens ret til at få sin sag behandlet retfærdigt af myndigheden og tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventninger samt procedurefordrejning.

1.      Indledende bemærkninger

50      Indledningsvis skal der erindres om de forpligtelser, der påhviler administrationen, når den beslutter at omplacere en tjenestemand.

51      Afgørelser om omplacering er for så vidt angår beskyttelsen af de pågældende tjenestemænds rettigheder og legitime interesser omfattet af bestemmelserne i vedtægtens artikel 7, stk. 1. I henhold til denne bestemmelse skal ansættelsesmyndigheden ved udnævnelse eller forflyttelse, idet der udelukkende tages hensyn til tjenstlige synspunkter og uden hensyntagen til statsborgerskab, ansætte den enkelte tjenestemand i en stilling i hans ansættelsesgruppe, som svarer til hans lønklasse.

52      Institutionerne har i denne forbindelse et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene alt efter de opgaver, som er overdraget dem, og – under hensyntagen til disse opgaver – ved placeringen af det personale, som de har til rådighed, dog på den betingelse, at denne placering sker i tjenestens interesse og med respekt for overensstemmelsen mellem lønklasse og stilling (jf. dom af 27.10.2022, CE mod Regionsudvalget, C-539/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2022:840, præmis 44).

53      Interne samarbejdsvanskeligheder mellem de ansatte, som medfører spændinger, der er skadelige for en tjenestegrens gnidningsløse funktion, kan begrunde en omplacering af en tjenestemand i tjenestens interesse uden den pågældende tjenestemands samtykke, a fortiori når denne tjenestegren er tildelt diplomatiske opgaver. En sådan foranstaltning kan endog træffes, uanset hvem der bærer ansvaret for de pågældende hændelser (jf. dom af 12.10.2022, Paesen mod EU-Udenrigstjenesten, T-88/21, EU:T:2022:631, præmis 213 og den deri nævnte retspraksis).

54      Da sagsøgeren blev anset for at være en informant i god tro som omhandlet i vedtægtens artikel 22a, stk. 3, skal der ligeledes erindres om de garantier, som han var omfattet af i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

55      Den beskyttelse, der er fastsat i vedtægtens artikel 22a, stk. 3, ydes uden nogen formaliteter til tjenestemænd, der i god tro har givet oplysninger om forhold, som lader formode, at der foreligger en ulovlig aktivitet, og dette alene fordi de har givet de nævnte oplysninger (jf. i denne retning dom af 12.12.2014, AN mod Kommissionen, T-512/13 P, EU:T:2014:1073, præmis 30 og 31).

56      Den omstændighed, at en afgørelse, der er til ugunst for en tjenestemand eller en anden ansat, kronologisk følger efter dennes indberetning af oplysninger i henhold til vedtægtens artikel 22a, bør føre til, at Retten, når den behandler et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse, undersøger anbringendet om tilsidesættelse af disse bestemmelser med særlig årvågenhed. Det skal ikke desto mindre bemærkes, at denne bestemmelse ikke yder tjenestemanden beskyttelse mod enhver bebyrdende afgørelse, men kun mod de afgørelser, der træffes på grundlag af de oplysninger, den pågældende har givet videre (jf. i denne retning dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-692/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:894, præmis 109 og 110).

57      Hvad angår bevisbyrden præciseres det i punkt 3 i meddelelse SEC(2012) 679 final af 6. december 2012 fra næstformand Šefčovič til Kommissionen om retningslinjer for whistleblowing (herefter »retningslinjerne for whistleblowing«), at det tilkommer den person, der træffer en foranstaltning til ugunst for informanten, at godtgøre, at denne foranstaltning er begrundet i andre forhold end indberetningen af funktionsforstyrrelser.

58      Endelig pålægger vedtægtens artikel 22c hver institutions ansættelsesmyndighed at fastlægge interne bestemmelser om bl.a. formidlingen af oplysninger til de i artikel 22a, stk. 1, omhandlede tjenestemænd om behandlingen af de sager, de har indberettet, beskyttelsen af deres legitime interesser og privatliv og proceduren for behandling af deres klager. Sidstnævnte skal behandles fortroligt samt, når det anses for påkrævet som følge af omstændighederne, inden udløbet af de i vedtægtens artikel 90 fastsatte frister.

59      Det er i lyset af disse betragtninger, at de anbringender, som sagsøgeren har fremsat til støtte for sin påstand om annullation af den anfægtede afgørelse og af afgørelsen om delvist afslag på klagen, skal undersøges.

2.      Det første anbringende om, at den administrative myndighed, der gav afslag på klagen, savnede kompetence

60      Sagsøgeren har bestridt, at kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR havde kompetence til at afslå hans klage, som ifølge ham blev indgivet i henhold til vedtægtens artikel 22c og ikke i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2. Ifølge sagsøgeren er der ingen retsforskrifter, der gør det muligt at anerkende denne kompetence. Sagsøgeren havde i øvrigt ikke anerkendt denne kompetence i sin klage. Sagsøgeren har i replikken tilføjet, at det var kontor GD HR.E2, der behandlede denne klage, og at kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR blot havde underskrevet den. Denne delegation eller administrative støtte er imidlertid ikke fastsat i gældende ret.

61      Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter, idet de enten skal afvises, fordi de er fremsat for sent, eller forkastes som ugrundede.

62      Det skal i denne forbindelse fastslås, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget uden delegation af generaldirektøren for GD HR i dennes egenskab af kompetent ansættelsesmyndighed i henhold til de bestemmelser, der er anført i præmis 47 og 48 i dommen i sag T-689/16.

63      I overensstemmelse med tabel V, punkt 12, i bilag I til Kommissionens afgørelse (2013) 3288 af 4. juni 2013 om udøvelsen af de beføjelser, som vedtægten for tjenestemænd tillægger ansættelsesmyndigheden og den myndighed, der har kompetence til at indgå ansættelseskontrakter (kontraktindgåelsesmyndigheden), som ændret ved Kommissionens afgørelse C(2014) 9864 af 16. december 2014 (herefter »Kommissionens afgørelse om ansættelsesmyndigheden«), indgives klager over afgørelser, der er truffet over for tjenestemænd i alle lønklasser, normalt til generaldirektøren for GD HR. Fodnote 2 til tabellens punkt 12 fastsætter imidlertid, at hvis generaldirektøren for GD HR har truffet en afgørelse uden delegation af beføjelser, som det er tilfældet i den foreliggende sag (jf. præmis 62 ovenfor), skal svaret på klagen over denne afgørelse afgives af kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR.

64      Tabel V, punkt 12, i bilag I til Kommissionens afgørelse om ansættelsesmyndigheden vedrører ganske vist klager, der er støttet på vedtægtens artikel 90, stk. 2, men sagsøgeren har ligeledes påberåbt sig vedtægtens artikel 22c.

65      Vedtægtens artikel 22c henviser imidlertid selv til klager fra tjenestemænd vedrørende den måde, hvorpå de er blevet behandlet efter eller som følge af, at de har opfyldt deres forpligtelser i medfør af vedtægtens artikel 22a, idet der navnlig henvises til vedtægtens artikel 90.

66      Under disse omstændigheder havde kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR kompetence til at træffe afgørelse om sagsøgerens klage.

67      Hvad angår sagsøgerens klagepunkt om behandlingen af hans klage i kontor GD HR.E2 må det konstateres, at hverken vedtægtens artikel 22c, Kommissionens afgørelse om ansættelsesmyndigheden eller retningslinjerne for whistleblowing forhindrer dette kontor i at yde den kompetente ansættelsesmyndighed bistand. Desuden har sagsøgeren ikke fremlagt noget element til støtte for sit argument om, at kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR blot havde underskrevet det af tjenestegrenene forelagte udkast til afgørelse. Uden at det er nødvendigt at undersøge, om disse klagepunkter er fremsat for sent, må det derfor fastslås, at de er ugrundede.

68      Det følger af det ovenstående, at det første anbringende skal forkastes.

3.      Det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF, af princippet om retskraft og af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft samt om procedurefordrejning, om tilsidesættelse af de processuelle garantier og om tilsidesættelse af retten til at blive hørt

69      Det andet anbringende er opdelt i tre led.

70      Det første led vedrører »tilsidesættelse af retten til forsvar, retten til at blive hørt, manglende administrativ undersøgelse, tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og princippet om processuel ligestilling, tilsidesættelse af artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og retten til god forvaltning og manglende overholdelse af en rimelig frist«.

71      Det andet og det tredje led, som Retten vil behandle samlet, vedrører i det væsentlige flere tilsidesættelser angående den måde, hvorpå Kommissionen opfyldte dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16.

a)      Det første led om tilsidesættelse af retten til forsvar og retten til at blive hørt, om manglende administrativ undersøgelse, tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet, princippet om processuel ligestilling, chartrets artikel 41 og retten til god forvaltning og om manglende overholdelse af en rimelig frist

72      Indledningsvis bemærkes i lighed med det af Kommissionen anførte, at sagsøgeren i overskriften til dette led har påberåbt sig en tilsidesættelse af kontradiktionsprincippet og princippet om processuel ligestilling, der er specifikke for retten til forsvar, som ligeledes er nævnt. Disse klagepunkter er imidlertid ikke blevet uddybet efterfølgende. I henhold til artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement skal stævningen indeholde søgsmålets genstand, de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kortfattet fremstilling af disse anbringender. Da stævningen for så vidt angår disse klagepunkter ikke opfylder de krav, der er fastsat i denne bestemmelse, skal de afvises.

73      Sagsøgeren har til støtte for dette led i det væsentlige fremsat to klagepunkter om tilsidesættelse af for det første retten til at blive hørt og for det andet retten til god forvaltning, der er sikret ved artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), som følge af den manglende administrative undersøgelse og overskridelsen af en rimelig frist.

1)      Tilsidesættelse af retten til at blive hørt

74      Til støtte for dette klagepunkt har sagsøgeren gjort gældende, at de tre første betragtninger til den anfægtede afgørelse indeholder en fortolkning med tilbagevirkende kraft af de faktiske omstændigheder, som ikke fremgik af de tre første afgørelser om omplacering, og om hvilken han ikke er blevet hørt. Desuden blev han ikke forud for den anfægtede afgørelse underrettet om, at den kompetente ansættelsesmyndighed ville tage hensyn til den korrespondance, som han havde haft med sine overordnede i 2012.

75      Sagsøgeren har tilføjet, at generaldirektøren for GD HR afslog at afholde en samtale med ham, selv om Kommissionen over for Retten i forbindelse med sag T-308/20 havde bekræftet, at den anfægtede afgørelse ville blive vedtaget efter behørig høring af sagsøgeren. Ifølge sagsøgeren kunne han under denne samtale for første gang være blevet hørt af den kompetente ansættelsesmyndighed om sammenhængen mellem de oplysninger, som han havde videregivet i henhold til vedtægtens artikel 22a, og som var følsomme og fortrolige i forhold til tjenestegrenene, og den omtvistede omplacering, som hans tidligere overordnede ved delegationen, der var blevet undersøgt af OLAF, havde anmodet om som en ren gengældelsesforanstaltning.

76      I stedet for at høre sagsøgeren under en bilateral samtale nøjedes generaldirektøren for GD HR imidlertid med at tage hensyn til den korrespondance, der havde fundet sted i 2015 mellem sagsøgeren og administrationen vedrørende hans overordnedes kritik i forbindelse med en procedure, hvorunder han ikke havde været beskyttet af de fortrolighedsgarantier, der er fastsat i vedtægtens artikel 22a, for en kompetent ansættelsesmyndighed. Sagsøgeren havde heller ikke været beskyttet af disse garantier i forbindelse med korrespondancen med administrationen umiddelbart efter tilbagekaldelsen af den tredje afgørelse om omplacering.

77      Endelig er sagsøgeren af den opfattelse, at han ikke med føje kunne høres næsten ni år efter de forhold, som han blev lagt til last.

78      Kommissionen har gjort gældende, at sagsøgerens argumenter skal forkastes.

79      Det skal i denne forbindelse bemærkes, at indholdet af den grundlæggende ret til at blive hørt indebærer, at den berørte har mulighed for at påvirke den omhandlede beslutningsproces, hvilket navnlig kan sikre, at afgørelsen er resultatet af en passende afvejning af tjenestens interesse og den berørte persons personlige interesse (jf. dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-692/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:894, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

80      I den foreliggende sag skulle generaldirektøren for GD HR i sin egenskab af ansættelsesmyndighed i henhold til retspraksis træffe en afgørelse til opfyldelse af annullationsdommene, idet hun skulle tage udgangspunkt i den dato, hvor den første afgørelse om omplacering var blevet truffet (jf. i denne retning dom af 13.12.2017, CJ mod ECDC, T-692/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2017:894, præmis 56 og den deri nævnte retspraksis).

81      Når en afgørelse som i det foreliggende tilfælde kun kan træffes under overholdelse af retten til at blive hørt, skal den berørte være i stand til effektivt at fremkomme med sit synspunkt vedrørende den tilsigtede foranstaltning inden for rammerne af en skriftlig eller mundtlig udveksling, som myndigheden har indledt, og bevisbyrden med hensyn til udvekslingen påhviler myndigheden (jf. dom af 10.1.2019, RY mod Kommissionen, T-160/17, EU:T:2019:1, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

82      Det bemærkes, at Unionens retsinstanser i dommen i sag F-96/13 fastslog, at sagsøgerens ret til forsvar var blevet tilsidesat i forbindelse med vedtagelsen af den første afgørelse om omplacering under de omstændigheder, der er nævnt i præmis 6 ovenfor. Retten for EU-Personalesager fastslog navnlig, at selv om sagsøgeren i 2012 ikke kunne være uvidende om, at hans adfærd blev opfattet negativt af hans kolleger og overordnede, var der ikke blevet gjort rede for den af ansættelsesmyndigheden påtænkte konsekvens, nemlig den omtvistede omplacering, inden denne første afgørelse blev truffet, og han havde dermed ikke kunnet gøre sine synspunkter gældende. Ifølge Unionens retsinstanser fremgik det i øvrigt af sagen, at sagsøgerens overordnede havde fremsat kritik af hans adfærd efter den 13. november 2012, som han ikke havde været i stand til at anfægte.

83      Den anfægtede afgørelse blev imidlertid ikke truffet under de samme forhold.

84      På mødet den 15. oktober 2015, som er nævnt i den anfægtede afgørelse, blev det nemlig bl.a. meddelt sagsøgeren, at de oplysninger, der var indeholdt i en række e-mails fra perioden fra den 18. september til den 13. november 2012, kunne begrunde den omtvistede omplacering. Kommissionen har ikke fremhævet noget forhold, der ligger efter denne dato. Som det fremgår af de detaljerede referater fra dette møde, havde sagsøgeren mulighed for at give udtryk for sit synspunkt angående disse forhold og forklare den sammenhæng, hvori e-mailene var blevet sendt, herunder hans mistanke vedrørende den organisation, der er nævnt i præmis 6 ovenfor, og de oplysninger, som han havde videregivet til sine overordnede fra og med den 3. oktober 2012.

85      I forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse tog generaldirektøren for GD HR hensyn til referaterne fra disse møder, hvorunder sagsøgeren havde gjort sit synspunkt gældende. Efter meddelelsen om tilbagekaldelse af den tredje afgørelse om omplacering opfordrede generaldirektøren for GD HR i øvrigt tre gange sagsøgeren til at fremsætte bemærkninger til den sammenhæng, hvori den første og den anden afgørelse om omplacering var blevet truffet, som ifølge generaldirektøren fremgik af disse referater.

86      I lyset af disse forhold må det fastslås, at retten til at blive hørt, som er nævnt i præmis 79 ovenfor, blev overholdt.

87      Sagsøgerens argumenter rejser ikke tvivl om denne konklusion.

88      For det første indeholder de tre første betragtninger til den anfægtede afgørelse – i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende – ikke en ny fortolkning med tilbagevirkende kraft af de omtvistede faktiske omstændigheder. Som det fremgår af sidste betragtning til denne afgørelse, begrænser disse tre betragtninger sig nemlig til i det væsentlige at resumere indholdet af den anden afgørelse om omplacering, der er beskrevet i præmis 15 ovenfor.

89      For det andet fremsendte generaldirektøren for GD HR i sin skrivelse af 9. oktober 2020 referaterne fra mødet den 15. oktober 2015 til sagsøgeren, hvori der var henvist til den e-mail-korrespondance, der havde fundet sted mellem ham og hans overordnede. Det fremgår i det væsentlige af denne skrivelse, at generaldirektøren for GD HR påtænkte at tage hensyn til oplysningerne i disse referater, som hun opfordrede sagsøgeren til at fremsætte bemærkninger til.

90      For det tredje har Kommissionen, som det fremgår af kendelse af 25. november 2020, PL mod Kommissionen (T-308/20, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:571), ganske vist for Retten præciseret, at den påtænkte at høre sagsøgeren efter tilbagekaldelsen af den tredje afgørelse om omplacering. I overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 81 ovenfor, kræver overholdelsen af retten til at blive hørt imidlertid ikke, at den berørte fremkommer med sit synspunkt på et møde, idet vedkommendes bemærkninger kan indsamles i forbindelse med en skriftlig korrespondance, således som det var tilfældet i den foreliggende sag.

91      For det fjerde er det korrekt, at sagsøgeren i sin egenskab af informant på mødet den 15. oktober 2015 blev hørt af en ansættelsesmyndighed, der savnede kompetence. De forhold, der blev drøftet på dette møde, er imidlertid udførligt beskrevet i to mødereferater, hvoraf det ene er udarbejdet af sagsøgeren selv. Generaldirektøren for GD HR kunne således med føje tage hensyn til disse referater med henblik på vedtagelsen af den anfægtede afgørelse efter at have givet sagsøgeren mulighed for at fremkomme med yderligere oplysninger.

92      For det femte var der, som Kommissionen har gjort gældende, intet til hinder for, at sagsøgeren som svar på de tre henvendelser fra generaldirektøren for GD HR kom med præciseringer vedrørende de uregelmæssigheder, som han havde anmeldt, da han arbejdede ved delegationen. Disse anmeldelser i form af e-mails sendt til hans overordnede var allerede blevet nævnt på mødet den 15. oktober 2015 og for Unionens retsinstanser i forbindelse med sag F-96/13 og i sag T-689/16. I øvrigt vil overholdelsen af de garantier, som sagsøgeren har påberåbt sig vedrørende sin status som informant, blive undersøgt nedenfor i forbindelse med analysen af det tredje anbringende.

93      Endelig skal sagsøgerens argument om, at han ikke med føje kunne høres næsten ni år efter de faktiske omstændigheder, ligeledes forkastes. Sagsøgeren og Kommissionen har nemlig siden 2013 haft en lang skriftveksling vedrørende den omtvistede omplacering, herunder for Unionens retsinstanser. På trods af den forløbne tid var sagsøgeren således i stand til effektivt at fremkomme med sit synspunkt over for generaldirektøren for GD HR vedrørende de omstændigheder, hvorunder den første afgørelse om omplacering var blevet vedtaget.

94      Henset til ovenstående betragtninger må det konkluderes, at klagepunktet om tilsidesættelse af retten til at blive hørt er ugrundet og skal forkastes.

2)      Tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 1, som følge af manglende administrativ undersøgelse og overskridelsen af en rimelig frist

95      Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at generaldirektøren for GD HR i den anfægtede afgørelse i 2021 tog stilling til den situation, han befandt sig i mellem den 1. januar 2013 og den 16. januar 2015, hvor han blev omplaceret til Kommissionens repræsentation i London, uden nogen rimelig og legitim begrundelse for denne forsinkelse, hvilket er i strid med chartrets artikel 41, stk. 1. Sagsøgeren har tilføjet, at den omstændighed, at Kommissionen har begået flere på hinanden følgende ulovligheder, ikke kan begrunde denne forsinkelse. Ifølge sagsøgeren var det ikke muligt at legalisere hans situation efterfølgende, og han burde have fået erstatning.

96      For det andet har sagsøgeren anført, at princippet om god forvaltning, der er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 1, krævede en grundig, effektiv og konkret analyse af alle forhold under udvisning af den fornødne omhu, hvilket indebar, at Kommissionen skulle indsamle alle de faktiske og retlige elementer, der var nødvendige for udøvelsen af dens skønsbeføjelse. Ifølge sagsøgeren indebar overholdelsen af disse forpligtelser, at generaldirektøren for GD HR skulle foretage en administrativ undersøgelse af de faktiske omstændigheder, der havde fundet sted ni år før, i stedet for at basere sin konklusion på referaterne fra mødet den 15. oktober 2015, der var blevet afholdt af en ansættelsesmyndighed, der savnede kompetence, hvorunder der var blevet henvist til ufuldstændige udvekslinger mellem sagsøgeren og hans overordnede, som havde fundet sted inden den 13. november 2012 og i strid med bestemmelserne om beskyttelse af informanten.

97      For det tredje har sagsøgeren i replikken gjort gældende, at generaldirektøren for GD HR burde have behandlet hans sag alene, uden bistand fra tjenestegrenene, og at det påhvilede hende at godtgøre, at den omtvistede omplacering på ingen måde var en direkte eller indirekte følge af de omstændigheder, der lå til grund for anerkendelsen af sagsøgerens status som informant. Hans nærmeste overordnede var berørt af de forhold, der var genstand for OLAF’s undersøgelse, og som var forbundet med de oplysninger, han havde videregivet som informant.

98      Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgerens argumenter enten skal afvises, fordi de er fremsat for sent, eller skal forkastes som ugrundede.

99      Sagsøgerens andet og tredje klagepunkt, der vedrører den måde, hvorpå generaldirektøren for GD HR undersøgte hans situation, skal undersøges først, hvorefter det første klagepunkt, der vedrører overskridelsen af en rimelig frist, skal undersøges.

100    Hvad angår sagsøgerens andet klagepunkt om generaldirektøren for GD HR’s forpligtelse til at foretage en undersøgelse bemærkes, at EU-retten kræver, at sagsbehandlingen sker under overholdelse af de garantier, som indgår i princippet om god forvaltning, der er fastsat i chartrets artikel 41. Disse garantier omfatter kravet om, at den kompetente institution omhyggeligt og uvildigt skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag og samle alle de faktiske og retlige omstændigheder, der er nødvendige for at udøve dens skønsbeføjelse, samt sikre sig, at de procedurer, som den foranstalter, forløber tilfredsstillende og effektivt (jf. dom af 11.7.2019, BP mod FRA, T-888/16, ikke trykt i Sml., EU:T:2019:493, præmis 162 og den deri nævnte retspraksis).

101    Selv om de omtvistede faktiske omstændigheder fandt sted i 2012, rådede generaldirektøren for GD HR i den foreliggende sag over de oplysninger, der var nødvendige for at udøve sin skønsbeføjelse. Hun tog navnlig hensyn til de detaljerede referater fra mødet den 15. oktober 2015, hvorunder situationen i delegationen var blevet drøftet med sagsøgeren. Som anført i præmis 91 ovenfor, fandt dette møde ganske vist sted for en ansættelsesmyndighed, der savnede kompetence. Mødereferaterne indeholder imidlertid præcise og objektive oplysninger, som er gengivet i begrundelsen for den anden afgørelse om omplacering, og som sagsøgeren på ny blev opfordret til at udtale sig om af generaldirektøren for GD HR den 9. oktober 2020. I øvrigt bidrog de konstateringer, som Unionens retsinstanser foretog i dommen i sag F-96/13, ligeledes til at fastlægge de omtvistede faktiske omstændigheder.

102    Det kan derfor ikke foreholdes generaldirektøren for GD HR, at hun ikke foretog en undersøgelse efter tilbagekaldelsen af den tredje afgørelse om omplacering.

103    Hvad angår sagsøgerens tredje klagepunkt, der er fremsat i replikken, hvorefter generaldirektøren for GD HR burde have truffet den anfægtede afgørelse uden bistand fra tjenestegrenene, skal det, uden at det er fornødent at undersøge, om klagepunktet er fremsat for sent, fastslås, at det ikke vedrører en tilsidesættelse af retten til god forvaltning, men en tilsidesættelse af de garantier, som sagsøgeren var beskyttet af sin egenskab af informant. Dette klagepunkt er ligeledes i det væsentlige fremsat af sagsøgeren i forbindelse med det tredje anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 22a og 22c og vil således blive behandlet i forbindelse med dette anbringende.

104    Hvad angår sagsøgerens første klagepunkt om overskridelse af en rimelig frist i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse under tilsidesættelse af chartrets artikel 41, stk. 1, bemærkes, at forpligtelsen til at iagttage en rimelig frist i forbindelse med gennemførelsen af administrative procedurer udgør et generelt EU-retligt princip, hvis overholdelse Unionens retsinstanser sikrer, og er som en del af retten til god forvaltning anført i chartrets artikel 41, stk. 1 (jf. dom af 11.11.2020, AV og AW mod Parlamentet, T-173/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2020:535, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

105    Spørgsmålet om, hvorvidt varigheden af den administrative procedure kan anses for rimelig, skal vurderes ud fra omstændighederne i hver enkelt sag, herunder navnlig den sammenhæng, hvori sagen indgår, de forskellige led i den administrative procedure, som institutionen har fulgt, parternes adfærd under sagens behandling, sagens kompleksitet og dens betydning for de involverede parter (jf. dom af 14.9.2010, AE mod Kommissionen, F-79/09, EU:F:2010:99, præmis 105 og den deri nævnte retspraksis).

106    I den foreliggende sag skyldes vedtagelsen af den anfægtede afgørelse vedrørende den omtvistede omplacering mere end otte år efter de forhold, som sagsøgeren blev lagt til last, først og fremmest annullationen af den første og den anden afgørelse om omplacering og Kommissionens tilbagekaldelse af den tredje afgørelse om omplacering.

107    Som Kommissionen har anført, gik der kun fire måneder mellem denne tilbagekaldelse og den anfægtede afgørelse.

108    Der er dog kun tale om den sidste fase i en administrativ procedure, der måtte genoptages på grund af den fejl, som Kommissionen havde begået i den tredje afgørelse om omplacering til opfyldelse af dommen i sag T-689/16, der blev afsagt den 13. december 2018.

109    Det er imidlertid ikke rimeligt, at der gik mere end to år mellem dommen i sag T-689/16, hvis opfyldelse ikke var kompliceret, og den anfægtede afgørelse.

110    Det samme gælder det tidsrum på mere end otte år, der gik mellem de forhold, som sagsøgeren blev lagt til last, og den anfægtede afgørelse, der blev truffet den 16. februar 2021 med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013.

111    Dette tidsrum skyldes ganske vist til dels afbrydelserne som følge af domstolsprøvelsen og de talrige udvekslinger mellem sagsøgeren og Kommissionen i forbindelse med opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16.

112    Kommissionen har imidlertid i retsmødet erkendt, at tilbagekaldelsen af den tredje afgørelse om omplacering, der blev truffet til opfyldelse af dommen i sag T-689/16, havde været med til at forsinke afslutningen af den administrative procedure. På grund af de flere på hinanden følgende fejl fra Kommissionens side, som blev fastslået i dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16, havde denne procedure allerede varet længe.

113    Den anfægtede afgørelse blev derfor ikke truffet inden for en rimelig frist.

114    Når dette er sagt, skal det bemærkes, at tilsidesættelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist ikke i almindelighed kan begrunde, at den afgørelse, der er truffet efter en administrativ procedure, annulleres. Det er nemlig kun, når den urimeligt lange tid, der er forløbet, påvirker selve indholdet af den afgørelse, der er truffet efter den administrative procedure, at den manglende iagttagelse af princippet om overholdelse af en rimelig frist påvirker gyldigheden af den administrative procedure (jf. dom af 17.5.2018, Kommissionen mod AV, T-701/16 P, EU:T:2018:276, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis). I modsat fald ville en annullation af denne afgørelse i praksis navnlig have den paradoksale virkning, at sagen forlænges yderligere med den begrundelse, at den allerede har varet for længe (jf. i denne retning dom af 2.10.2013, Nardone mod Kommissionen, F-111/12, EU:F:2013:140, præmis 62 og den deri nævnte retspraksis).

115    I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, har det urimeligt lange tidsforløb i den foreliggende sag ikke påvirket selve indholdet af den anfægtede afgørelse.

116    Som fastslået i præmis 93 ovenfor har tidsrummet mellem de forhold, som sagsøgeren blev lagt til last, og datoen for vedtagelsen af den anfægtede afgørelse nemlig ikke forhindret sagsøgeren i at fremkomme med sit synspunkt vedrørende den omtvistede omplacering over for generaldirektøren for GD HR. Som anført i præmis 101 ovenfor rådede generaldirektøren for GD HR trods den forløbne tid ligeledes over alle de oplysninger, der var nødvendige for, at hun kunne træffe sin afgørelse.

117    Tilsidesættelsen af den rimelige frist, der er sikret ved chartrets artikel 41, stk. 1, kan derfor ikke begrunde en annullation af den anfægtede afgørelse.

118    Det første led, der er fremført til støtte for det andet anbringende, skal derfor forkastes.

b)      Det andet anbringendes andet og tredje led vedrørende opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16

119    Det andet led, der er fremført til støtte for det andet anbringende, har overskriften »Ubestridte retlige omstændigheder, anerkendelse af, at der ikke er taget hensyn til formålet med proceduren, og at der er sket procedurefordrejning, manglende overholdelse af omsorgspligten og manglende beskyttelse af informanten«.

120    Det tredje led vedrører »tilsidesættelse af principperne og reglerne for tilbagevirkende kraft og […] retssikkerhed, […] tilsidesættelse af princippet om (objektiv og subjektiv) upartiskhed, […] hensigten om at vedtage en lignende afgørelse med samme rækkevidde og på samme grundlag i stedet for at betale kompensation for sagsøgerens mistede mulighed for en rettidig og effektiv iagttagelse af sine processuelle rettigheder«.

121    Inden for rammerne af disse to led, som Retten vil behandle samlet, har sagsøgeren foretaget en række konstateringer og gjort opmærksom på flere tilsidesættelser vedrørende den måde, hvorpå Kommissionen har opfyldt dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16.

122    De argumenter, der er fremført til støtte for de to led, ligner hinanden og er med forbehold af enkelte undtagelser ikke specifikt knyttet til de tilsidesættelser, der er påberåbt i leddenes overskrifter. Det er imidlertid muligt at identificere to sæt argumenter.

123    Det første sæt argumenter, som sagsøgeren har fremført, kan knyttes til procedurefordrejning, manglende overholdelse af omsorgspligten og tilsidesættelse af princippet om upartiskhed.

124    Det andet sæt argumenter vedrører tilsidesættelsen af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og af artikel 266 TEUF samt den manglende beskyttelse af informanten.

125    Det er dette andet sæt argumenter, der skal undersøges først.

1)      Tilsidesættelse af princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft og af princippet om retssikkerhed, af artikel 266 TEUF samt manglende beskyttelse af informanten i forbindelse med opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16

126    Sagsøgeren har i det væsentlige gjort gældende, at Kommissionen ikke redegjorde for grundene til, at den ved vedtagelsen af den anfægtede afgørelse fraveg princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft, idet den ikke længere havde mulighed for at beskæftige sig med en så gammel og endeligt afsluttet sag, så meget desto mere under iagttagelse af informantens processuelle garantier. Opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 indebar således, at den omtvistede omplacering skulle opgives, og at sagsøgeren skulle tilkendes erstatning.

127    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter, idet de enten skal afvises eller forkastes som ugrundede.

128    Der skal i denne forbindelse henvises til fast retspraksis, hvorefter institutionen, for at efterkomme en annullationsdom og opfylde den fuldt ud, skal tage hensyn ikke blot til dommens konklusion, men også til de præmisser, som har ført til domskonklusionen, og som danner det fornødne grundlag for denne i den forstand, at de er nødvendige, når det skal afgøres, hvad konklusionen helt præcist går ud på. Det er nemlig disse præmisser, som dels fastslår, nøjagtig hvilken bestemmelse der anses for ulovlig, dels angiver de nøjagtige grunde til den i konklusionen fastslåede ulovlighed, og som den pågældende institution skal tage hensyn til, når den udsteder en anden retsakt i stedet for den, der er blevet annulleret. I øvrigt pålægger artikel 266 TEUF den berørte institution at undgå, at enhver retsakt, der skal træde i stedet for den annullerede retsakt, er behæftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der er fastslået i dommen om annullation. Disse principper gælder så meget desto mere, når annullationsdommen har fået retskraft (jf. dom af 10.11.2010, KHIM mod Simões Dos Santos, T-260/09 P, EU:T:2010:461, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

129    Med henblik på at efterkomme den forpligtelse, som artikel 266 TEUF pålægger institutionen, bør denne vedtage konkrete foranstaltninger, der kan fjerne den ulovlighed, der er begået over for den berørte person. Ifølge retspraksis kan institutionen således ikke påberåbe sig de eventuelle praktiske vanskeligheder, som en genoprettelse af den retlige situation, som sagsøgeren befandt sig i forud for vedtagelsen af den annullerede retsakt, kan indebære, for at unddrage sig denne forpligtelse (jf. dom af 8.12.2014, Cwik mod Kommissionen, F-4/13, EU:F:2014:263, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

130    Det er kun subsidiært, og såfremt opfyldelsen af dommen om annullation støder på store vanskeligheder, at den pågældende institution kan opfylde sine forpligtelser ved at træffe en afgørelse, som på rimelig vis kan kompensere for den ulempe, der for den berørte følger af den annullerede afgørelse. I denne forbindelse kan administrationen indlede en dialog med den berørte med henblik på at nå frem til en aftale, der giver ham en rimelig kompensation for den ulovlighed, som han har været udsat for (jf. dom af 8.12.2014, Cwik mod Kommissionen, F-4/13, EU:F:2014:263, præmis 80 og den deri nævnte retspraksis).

131    Endelig fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i præmis 80 ovenfor, at annullationen af en afgørelse har tilbagevirkende kraft, som pålægger myndigheden at træffe en afgørelse, idet den tager udgangspunkt i den dato, hvor den annullerede afgørelse blev truffet. Der skal imidlertid sondres mellem dette spørgsmål og spørgsmålet om den tilbagevirkende kraft af administrationens nye afgørelse, som skal erstatte den annullerede retsakt. Ifølge retspraksis er retssikkerhedsprincippet, som er et almindeligt EU-retligt princip, i almindelighed til hinder for, at en retsakt tillægges gyldighed fra et tidspunkt, der ligger før aktens offentliggørelse. Ifølge fast retspraksis kan dette dog rent undtagelsesvis tillades, når det tilstræbte formål fordrer det, og når de berørtes berettigede forventning respekteres behørigt (jf. dom af 5.9.2014, Éditions Odile Jacob mod Kommissionen, T-471/11, EU:T:2014:739, præmis 102 og den deri nævnte retspraksis). Denne forventning opstår, når myndigheden over for den berørte fremsætter præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, der hidrører fra en pålidelig kilde med den nødvendige bemyndigelse, og som er egnede til at skabe en berettiget forventning i forhold til myndigheden. Desuden skal disse forsikringer være i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser og med almindeligt gældende retsregler (jf. dom af 7.11.2013, Cortivo mod Parlamentet, F-52/12, EU:F:2013:173, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

132    I modsætning til, hvad Kommissionen har gjort gældende, er anbringendet om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF i den foreliggende sag tilstrækkeligt forklaret i stævningen under overholdelse af de forpligtelser, der følger af procesreglementets artikel 76, litra d). Dette klagepunkt kan derfor antages til realitetsbehandling.

133    I overensstemmelse med de principper, der er nævnt i præmis 128 og 129 ovenfor, skulle Kommissionen opfylde dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 ved at tage hensyn ikke blot til dommenes konklusion, men også til de præmisser, som havde ført til domskonklusionerne, og som dannede det fornødne grundlag for disse, ved at afhjælpe den ulovlighed, der var blevet begået over for sagsøgeren, og ved at undgå, at den nye afgørelse var behæftet med de samme ugyldighedsgrunde som dem, der var fastslået i disse domme.

134    I dommen i sag F-96/13 fastslog Unionens retsinstanser imidlertid udelukkende, at sagsøgerens ret til forsvar var blevet tilsidesat under de omstændigheder, der er nævnt i præmis 82 ovenfor, hvilket førte til annullation af den første afgørelse om omplacering. Hvad angår dommen i sag T-689/16 bemærkede Unionens retsinstanser alene, at kontorchefen for kontor GD HR.B4 savnede kompetence til at træffe den anden afgørelse om omplacering.

135    Opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 pålagde således generaldirektøren for GD HR i sin egenskab af kompetent ansættelsesmyndighed at undersøge sagsøgerens situation på tidspunktet for vedtagelsen af den første afgørelse om omplacering, idet han fik mulighed for at udtale sig om de angivelige spændinger og de konsekvenser, som hun påtænkte at drage heraf i sin egenskab af kompetent ansættelsesmyndighed, nemlig den omtvistede omplacering med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013.

136    Efter at have hørt sagsøgeren bekræftede generaldirektøren for GD HR, at spændingerne i delegationen havde skabt en stadig mere uholdbar relationel situation, og at den omtvistede omplacering var begrundet. Ifølge hende var det derfor nødvendigt at bekræfte den første afgørelse om omplacering og legalisere sagsøgerens administrative situation. Dette krævede, at den anfægtede afgørelse havde tilbagevirkende kraft, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 131 ovenfor.

137    I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført uden at påberåbe sig præcise argumenter i denne henseende, er retssikkerhedsprincippet ikke blevet tilsidesat ved denne tilbagevirkende kraft, eftersom hverken Unionens retsinstanser eller administrationen siden 2012 har rejst tvivl om, at den omtvistede omplacering var velbegrundet, og heller ikke har givet sagsøgeren præcise, ubetingede og samstemmende forsikringer, som er egnede til at skabe en berettiget forventning, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 131 ovenfor.

138    Den anfægtede afgørelse kunne derfor have tilbagevirkende kraft i overensstemmelse med de kriterier, der er nævnt i præmis 131 ovenfor.

139    Det skal i øvrigt bemærkes, at opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 ikke stødte på store vanskeligheder som omhandlet i den retspraksis, der er nævnt i præmis 130 ovenfor. Som anført i præmis 93 og 101 ovenfor forhindrede den forløbne tid nemlig ikke sagsøgeren i fuldt ud at udøve sin ret til at blive hørt af generaldirektøren for GD HR eller sidstnævnte i at råde over alle de kontekstuelle oplysninger, der gav hende mulighed for at tage stilling til de omtvistede faktiske omstændigheder, således at Kommissionen kunne afhjælpe de ulovligheder, der var blevet fastslået i disse domme, ved at træffe en ny afgørelse og ikke var forpligtet til at yde sagsøgeren en rimelig kompensation. Den anfægtede afgørelse blev således truffet under overholdelse af artikel 266 TEUF.

140    Endelig har sagsøgeren ikke redegjort for grundene til, at den omstændighed, at der skulle foretages en undersøgelse af en så gammel situation til opfyldelse af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16, ikke sikrede overholdelsen af informantens processuelle garantier.

141    På dette grundlag må det andet sæt argumenter, som sagsøgeren har fremført til støtte for det andet anbringendes andet og tredje led, forkastes.

2)      Procedurefordrejning, manglende overholdelse af omsorgspligten og tilsidesættelse af princippet om upartiskhed

142    Til støtte for det første sæt argumenter, der er nævnt i præmis 123 ovenfor, og som vedrører procedurefordrejning, manglende overholdelse af omsorgspligten og tilsidesættelse af princippet om upartiskhed, har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i forbindelse med opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 ikke på noget tidspunkt havde til hensigt at ændre sit standpunkt vedrørende den omtvistede omplacering.

143    Ifølge sagsøgeren fremgik indholdet af den anfægtede afgørelse allerede fra begyndelsen klart af de udvekslinger, der gik forud for afgørelsen. I lyset af denne kendsgerning begrænsede generaldirektøren for GD HR sig til at træffe den samme afgørelse med tilbagevirkende kraft ved officielt at anerkende en omplacering, som havde været ulovlig siden den 1. januar 2013. Dette bekræftes af nødvendigheden af at »legalisere« sagsøgerens administrative situation, der er nævnt i den anfægtede afgørelse, af den omstændighed, at den første afgørelse om omplacering måtte formaliseres efter sin vedtagelse den 20. november 2012, og af Kommissionens argument for Unionens retsinstanser i sag T-689/16, hvorefter det var »lidet sandsynligt«, at generaldirektøren for GD HR i 2015 ville træffe en anden afgørelse end den, som kontorchefen for kontor GD HR.B4 havde truffet. Sagsøgeren er af den opfattelse, at den ønskede tilbagevirkende kraft påvirkede retsaktens rækkevidde og ikke omvendt. Kommissionen tog ikke konkret hensyn til det formål, der blev forfulgt med de »obligatoriske proceduremæssige skridt« i dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16, bl.a. at give sagsøgeren en reel chance for at påvirke ansættelsesmyndigheden inden for rammerne af en objektiv og upartisk analyse. I den foreliggende sag blev sagsøgeren kun hørt som en simpel formalitet.

144    I denne henseende bemærkes indledningsvis, at sagsøgeren i det væsentlige har fremført de samme argumenter til støtte for alle de angivelige tilsidesættelser, selv om begreberne »upartiskhed«, »procedurefordrejning« og »omsorgspligt« har en helt præcis rækkevidde.

145    Kravet om upartiskhed dækker dels den subjektive upartiskhed, hvilket vil sige, at ingen af den omhandlede institutions medlemmer med ansvar for sagen må give udtryk for partiskhed eller en personlig forudfattet mening, hvorved der er en formodning for personlig upartiskhed, indtil det modsatte er bevist, dels den objektive upartiskhed, hvilket vil sige, at institutionen skal sikre en tilstrækkelig garanti for, at enhver rimelig tvivl herom kan udelukkes (jf. i denne retning dom af 16.6.2021, PL mod Kommissionen, T-586/19, ikke trykt i Sml., EU:T:2021:370, præmis 107 og 110 og den deri nævnte retspraksis).

146    Begrebet »magtfordrejning« sigter til det tilfælde, hvor en administrativ myndighed har anvendt sine beføjelser til et andet formål end det, hvortil den har fået dem tillagt. En afgørelse er kun behæftet med magtfordrejning, såfremt det på grundlag af objektive, relevante og samstemmende indicier fremgår, at den må antages at være truffet for at forfølge andre formål end dem, der er angivet (jf. dom af 19.6.2013, BY mod EASA, F-81/11, EU:F:2013:82, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

147    Endelig er princippet om institutionens omsorgspligt i forhold til sine ansatte udtryk for den balance mellem gensidige rettigheder og forpligtelser, som vedtægten har skabt i forholdet mellem administrationen og de ansatte i den offentlige tjeneste. Omsorgspligten og princippet om god forvaltning indebærer navnlig, at myndigheden ved afgørelser om forhold vedrørende en tjenestemand tager alle de omstændigheder i betragtning, som kan antages at være bestemmende for dens afgørelse, og hermed tager hensyn ikke blot til tjenestens interesse, men også til vedkommende tjenestemands interesse (jf. dom af 25.6.2003, Pyres mod Kommissionen, T-72/01, EU:T:2003:176, præmis 77 og den deri nævnte retspraksis).

148    Sagsøgerens argumenter skal undersøges i lyset af disse principper.

149    For det første kan det ikke foreholdes generaldirektøren for GD HR i forbindelse med de udvekslinger, der er nævnt i præmis 19-24 ovenfor, over for sagsøgeren at have redegjort for indholdet af den afgørelse, som hun påtænkte at træffe. Administrationens manglende underretning om denne oplysning inden vedtagelsen af den første afgørelse om omplacering begrundede nemlig Unionens retsinstansers annullation heraf i dommen i sag F-96/13 på grund af tilsidesættelsen af sagsøgerens ret til forsvar.

150    For det andet vidner anvendelsen af ordet »legalisering« i den anfægtede afgørelse heller ikke om partiskhed eller en personlig forudfattet mening fra generaldirektøren for GD HR’s side eller om, at der forelå procedurefordrejning. De ulovligheder, som den første og den anden afgørelse om omplacering var behæftet med, og som Unionens retsinstanser fastslog i dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16, vedrørte nemlig ikke spørgsmålet om, hvorvidt den omtvistede omplacering var velbegrundet, men de forhold, hvorunder disse afgørelser var blevet truffet. Selv om Unionens retsinstanser i disse sager ikke udelukkede, at der kunne træffes en ny afgørelse til opfyldelse af deres domme, var det et krav, at de konstaterede ulovligheder blev afhjulpet heri i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 128 og 129 ovenfor.

151    For det tredje påvirker de forhold, hvorunder den første afgørelse om omplacering blev truffet, og som blev fundet ulovlige i dommen i sag F-96/13, ikke forholdene i den anfægtede afgørelse. Sidstnævnte blev i øvrigt truffet med det formål at afhjælpe de konstaterede uregelmæssigheder.

152    For det fjerde udgør Kommissionens argument i sag T-689/16, hvorefter det var lidet sandsynligt, at generaldirektøren for GD HR i 2015 ville træffe en anden afgørelse end den, som kontorchefen for kontor GD HR.B4 havde truffet, blot en holdning, som dens juridiske tjeneste gav udtryk for i forbindelse med tvisten for Retten, som i øvrigt ikke udelukker et andet resultat.

153    Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at han kun blev hørt af generaldirektøren for GD HR som en simpel formalitet, hviler dette ikke på noget objektivt indicium.

154    Det må tværtimod konstateres, således som det er anført i præmis 85 ovenfor, at sagsøgeren tre gange blev opfordret til at fremsætte sine bemærkninger til, at generaldirektøren for GD HR havde til hensigt at legalisere hans administrative situation ved at bekræfte den omtvistede omplacering.

155    Det første sæt argumenter, som sagsøgeren har fremført til støtte for det andet og det tredje led, er således ugrundede.

156    På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger må det andet anbringende forkastes.

4.      Det tredje anbringende om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 22a, af bistands- og omsorgspligten, af vedtægtens artikel 22c, af pligten til at udvise omhu, neutralitet, upartiskhed og objektivitet, af sagsøgerens ret til at få sin sag behandlet retfærdigt og af sagsøgerens berettigede forventninger samt om procedurefordrejning

157    Dette anbringende er opdelt i fire led, nemlig det første led om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 22c, det andet led om tilsidesættelse af omsorgspligten, det tredje led om, at den kompetente ansættelsesmyndighed tilsidesatte pligten til at udvise objektivitet, upartiskhed og neutralitet, og om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og af princippet om forbud mod forskelsbehandling samt det fjerde led om tilsidesættelse af reglerne for bevisbyrde, som er fastsat i retningslinjerne for whistleblowing.

158    Det skal indledningsvis i lighed med det af Kommissionen anførte bemærkes, at selv om tilsidesættelsen af bistandspligten påberåbes i overskriften til dette anbringende, er der ikke fremført nogen argumentation til støtte herfor i stævningen. Dette klagepunkt opfylder således ikke kravene i procesreglementets artikel 76, litra d), og skal derfor afvises. Det samme gælder klagepunktet om tilsidesættelse af sagsøgerens berettigede forventning. Sidstnævnte er anført i overskriften til anbringendet, men er ikke tilstrækkeligt klart beskrevet i stævningen.

159    Efter disse præciseringer skal det første og det fjerde led, som sagsøgeren har fremført til støtte for det tredje anbringende, undersøges først, hvorefter de to øvrige led undersøges.

a)      Det tredje anbringendes første led om tilsidesættelse af vedtægtens artikel 22c

160    Sagsøgeren har gjort gældende, at vedtægtens artikel 22c pålægger Kommissionen at indføre regler for fortrolig behandling af klager indgivet af en informant, når vedkommende mener at være udsat for repressalier. Ifølge sagsøgeren skal disse regler omfatte de tre aspekter, der er nævnt i vedtægtens artikel 22c, stk. 2. Der findes imidlertid ikke nogen regel, der omfatter disse tre aspekter. De eneste regler, som Kommissionen har vedtaget på grundlag af vedtægtens artikel 22c, vedrører behandlingsfristerne, bevisbyrden og generaldirektørens – og ikke tjenestegrenenes – kompetence til at træffe afgørelse som ansættelsesmyndighed.

161    Sagsøgeren har tilføjet, at den særlige behandling af ansøgninger fra informanter, som er sikret ved vedtægtens artikel 22c, kræver, at den kompetente ansættelsesmyndighed handler på egen hånd uden bistand fra tjenestegrenene, og at informanten beskyttes, således at det undgås, at han underlægges de samme regler som andre tjenestemænd eller øvrige ansatte, hvor han systematisk skal oplyse om sin status som informant og om grundene hertil.

162    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

163    Indledningsvis bemærkes, at det er ubestridt, at vedtægtens artikel 22c skulle overholdes i forbindelse med vedtagelsen af den anfægtede afgørelse.

164    Vedtægtens artikel 22c bestemmer følgende:

»I overensstemmelse med artikel 24 og artikel 90 indfører hver institution en procedure for behandling af klager indgivet af tjenestemænd over den måde, hvorpå de er blevet behandlet efter eller som følge af deres opfyldelse af deres forpligtelser i medfør af artikel 22a eller artikel 22b. Den pågældende institution sikrer, at sådanne klager behandles fortroligt samt, når det anses for påkrævet som følge af omstændighederne, inden udløbet af de i artikel 90 fastsatte frister.

Hver institutions ansættelsesmyndighed fastlægger interne bestemmelser om bl.a.:

–        formidlingen af oplysninger til de i artikel 22a, stk. 1, eller artikel 22b omhandlede tjenestemænd om behandlingen af de sager, de har indberettet

–        beskyttelsen af disse tjenestemænds legitime interesser og privatliv, og

–        proceduren for behandling af klager, jf. stk. 1 i denne artikel.«

165    Vedtægtens artikel 22c blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1023/2013 af 22. oktober 2013 om ændring af vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (EUT 2013, L 287, s. 15) med det formål at pålægge hver institutions ansættelsesmyndighed en forpligtelse til at fastsætte interne regler med henblik på at give informanter garantier, herunder en procedure for behandling af klager over den måde, hvorpå de er blevet behandlet efter eller som følge af deres opfyldelse af deres forpligtelser i medfør af vedtægtens artikel 22a og 22b.

166    I modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, kræver vedtægtens artikel 22c, stk. 2, ikke, at alle de regler, der finder anvendelse på informanter, herunder når de indgiver klager, skal være fastsat i en enkelt akt.

167    For Kommissionens vedkommende var nogle af garantierne i vedtægtens artikel 22c allerede indført inden denne bestemmelses ikrafttræden i retningslinjerne for whistleblowing.

168    Flere foranstaltninger til beskyttelse af informanter er nævnt i disse retningslinjer, herunder fortroligheden af informantens identitet, som Kommissionen er forpligtet til at overholde. I henhold til denne regel må informantens navn ikke afsløres over for personer, der potentielt er involveret i uregelmæssigheder, eller over for andre, hvor dette ikke er strengt nødvendigt, medmindre informanten personligt giver tilladelse til, at hans identitet offentliggøres, eller der er tale om et krav i forbindelse med den straffesag, der kan være en følge heraf. Reglerne for bevisbyrde, som er nævnt i præmis 57 ovenfor, og som sagsøgeren har påberåbt sig, er ligeledes indført som en foranstaltning til beskyttelse af informanter. Det præciseres i øvrigt, at for at Kommissionen skal kunne træffe beskyttelsesforanstaltninger, skal den pågældende ansatte give sig til kende over for institutionen som informant.

169    Kommissionens afgørelse om ansættelsesmyndigheden, der er nævnt i præmis 63 ovenfor, fastsætter ligeledes specifikke regler vedrørende afgørelser om omplacering af en tjenestemand, der har anmeldt uregelmæssigheder i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i denne henseende. Som det fremgår af præmis 47 og 48 i dommen i sag T-689/16, kan sådanne afgørelser kun træffes af generaldirektøren for GD HR uden delegation. Som anført i præmis 63 ovenfor fastsætter Kommissionens afgørelse om ansættelsesmyndigheden ligeledes, at kommissionsmedlemmet med ansvar for GD HR har kompetence til at tage stilling til klager, som denne tjenestemand måtte indgive over afgørelsen om omplacering.

170    Disse regler suppleres af Administrativ meddelelse nr. 79-2013, der er nævnt i præmis 37 ovenfor. Denne meddelelse giver kontor GD HR.D 2 (nu GD HR.E2) kompetence til at behandle alle ansøgninger og klager, herunder fra informanter, således at den kompetente ansættelsesmyndighed kan træffe en afgørelse. Det fremgår af denne meddelelse, at der, når det anses for påkrævet som følge af omstændighederne, skal gives et begrundet svar på klager, der indgives i henhold til vedtægtens artikel 22c, inden for en kortere frist end den, der er fastsat i vedtægtens artikel 90. Det fastsættes ligeledes, at klager vedrørende følsomme sager ikke må drøftes under høringer af andre tjenestegrene.

171    Disse regler suppleres yderligere af reglerne i den fortrolighedserklæring vedrørende beskyttelse af personoplysninger, der er nævnt i præmis 35 ovenfor. I overensstemmelse med denne erklæring, der også henviser til vedtægtens artikel 22c, gives der kun adgang til de i klagen indeholdte personoplysninger til bemyndigede medarbejdere, og kun når det er strengt nødvendigt. Der indføres mekanismer til beskyttelse af personoplysninger, såsom begrænset adgang til den harddisk, som benyttes af kontor GD HR.E2 i GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed«. Det bemærkes i øvrigt, at medlemmerne af dette kontor er bundet af tavsheds- og diskretionspligt.

172    Endelig skal det bemærkes, at en klage fra en informant kan indgives ved hjælp af en formular, der henviser til vedtægtens artikel 22c, som det var tilfældet i den foreliggende sag. Henvisningen til denne bestemmelse i klageformularen gør det muligt for GD HR.E2 at fastslå, at klagen er følsom, så snart den indgives, og at sikre overholdelsen af de foranstaltninger til beskyttelse af informanter, der er nævnt i præmis 165-171 ovenfor.

173    Det følger heraf, at Kommissionen i modsætning til, hvad sagsøgeren har gjort gældende, har vedtaget særlige regler for behandlingen af klager fra informanter i overensstemmelse med vedtægtens artikel 22c.

174    Hvad angår sagsøgerens argument om, at den kompetente ansættelsesmyndighed skulle have handlet uden bistand fra tjenestegrenene, følger et sådant krav hverken af vedtægtens artikel 22c eller af andre af de interne regler, der er nævnt i præmis 167-172 ovenfor. I øvrigt er fortroligheden af informantens identitet tilstrækkeligt sikret ved disse regler.

175    Hvad endelig angår sagsøgerens argument om, at den beskyttelse, der ydes personer, som har anmeldt uregelmæssigheder, har til formål at undgå, at de systematisk skal oplyse om deres status som informant og om grundene hertil over for enhver person med ansvar for klager, kræver de regler, der er nævnt i præmis 168-172 ovenfor, ikke, at disse personer giver en detaljeret beskrivelse af de uregelmæssigheder, de har anmeldt i deres klager. Som det fremgår af retningslinjerne for whistleblowing, skal disse personer derimod give sig til kende over for institutionen som informanter, således at tjenestegrenene kan iværksætte de beskyttelsesforanstaltninger, der er fastsat i de regler, som er vedtaget i henhold til vedtægtens artikel 22c.

176    På baggrund af disse betragtninger må det tredje anbringendes første led forkastes.

b)      Det tredje anbringendes fjerde led om tilsidesættelse af reglerne for bevisbyrde i retningslinjerne for whistleblowing

177    Sagsøgeren har gjort gældende, at det i overensstemmelse med punkt 3 i retningslinjerne for whistleblowing påhviler den person, der træffer en foranstaltning til ugunst for informanten, at bevise, at der ikke er nogen forbindelse mellem de oplysninger, der er videregivet i henhold til forpligtelserne i vedtægtens artikel 22a, og denne foranstaltning. Da Kommissionen ville legalisere en periode, der var afsluttet, forsøgte den imidlertid ikke på noget tidspunkt at beskytte sagsøgeren mod den omtvistede omplacering, selv om denne var yderst skadelig.

178    Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgerens argumenter enten skal afvises eller forkastes som ugrundede.

179    Det skal indledningsvis bemærkes, at sagsøgeren ikke har påberåbt sig et åbenbart urigtigt skøn med henblik på at bestride konstateringen i den anfægtede afgørelse af, at der var interne samarbejdsvanskeligheder i delegationen.

180    Sagsøgeren har derimod gjort gældende, at reglerne for bevisbyrde i retningslinjerne for whistleblowing er blevet tilsidesat som følge af den omstændighed, at generaldirektøren for GD HR ikke godtgjorde, at der ikke var nogen forbindelse mellem den omtvistede omplacering og sagsøgerens anmeldelser.

181    Det skal bemærkes, at Kommissionen ikke har bestridt, at reglerne for bevisbyrde i punkt 3 i retningslinjerne for whistleblowing, som er nævnt i præmis 57 ovenfor, finder anvendelse i den foreliggende sag.

182    Punkt 3 i retningslinjerne for whistleblowing har følgende ordlyd:

»Enhver ansat, der indberetter en alvorlig uregelmæssighed, er beskyttet mod repressalier, forudsat at vedkommende handler i god tro og i overensstemmelse med bestemmelserne i disse retningslinjer. Hvad angår bevisbyrden påhviler det den person, der træffer en foranstaltning til ugunst for informanten, at godtgøre, at denne foranstaltning er begrundet i andre forhold end indberetningen af uregelmæssigheder.«

183    Det skal derfor undersøges, om generaldirektøren for GD HR i tilstrækkelig grad godtgjorde, at den omtvistede omplacering var begrundet i andre forhold end sagsøgerens anmeldelse af uregelmæssigheder.

184    I den anfægtede afgørelse, som suppleret ved afgørelsen om delvist afslag på klagen, var den omtvistede omplacering begrundet i interne samarbejdsvanskeligheder, som fremgik af flere e-mails fra perioden mellem den 18. september og den 13. november 2012. Som svar på klagen blev det anført, at den omtvistede omplacering ikke var begrundet i sagsøgerens anmeldelser fra 2012. Desuden blev de interpersonelle problemer mellem sagsøgeren og hans kolleger nævnt.

185    Det bemærkes i denne forbindelse, at selv om sagsøgerens anmeldelse af 3. oktober 2012 kunne vanskeliggøre forholdet mellem sagsøgeren, hans overordnede og hans kolleger, var der i den foreliggende sag tale om interpersonelle problemer og problematisk optræden i delegationen, som gik forud for denne anmeldelse, og som kunne begrunde den omtvistede omplacering i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 52 og 53 ovenfor.

186    Som Kommissionen har anført, blev disse problemer navnlig fremhævet i den e-mail, som delegationschefen sendte til sagsøgeren den 18. september 2012, og som blev nævnt på mødet den 15. oktober 2015 (jf. præmis 12 ovenfor).

187    I denne e-mail meddelte delegationschefen sagsøgeren, at det var anden gang inden for kort tid, at han bad sine kolleger om en undskyldning. Delegationschefen undrede sig over, at disse kolleger kom med bestemte kommentarer, og mindede sagsøgeren om, at respekt går begge veje, idet han antydede, at sagsøgeren ikke var fejlfri i denne henseende. Han forsvarede i øvrigt den person, som sagsøgeren bad om en undskyldning. Selv om den sammenhæng, der henvises til i e-mailen, ikke kan fastlægges alene ved at læse e-mailen, gør e-mailen det således muligt at fastslå, at der var interpersonelle problemer, som påvirkede delegationen, og som gik forud for anmeldelsen.

188    I den e-mail af 12. november 2012, der blev sendt til sagsøgeren, og som ligeledes blev nævnt under mødet den 15. oktober 2015 (jf. præmis 12 ovenfor), henviste delegationschefen ligeledes til kommunikationsproblemer samt klager fra flere kolleger over, at sagsøgeren havde optrådt upassende både verbalt og nonverbalt. I denne e-mail opfordrede delegationschefen ligeledes sagsøgeren til omgående at ændre sin optræden, adfærd og kommunikation.

189    Det fremgår af disse e-mails, at hændelserne hang sammen med sagsøgerens optræden og ikke var enkeltstående, og at han flere gange var blevet gjort opmærksom på disse samarbejdsvanskeligheder.

190    Kommissionen støttede sig på disse oplysninger og løftede dermed den bevisbyrde, der påhvilede den i henhold til de regler, der er nævnt i præmis 181 og 182 ovenfor, idet den godtgjorde, at den omtvistede omplacering var begrundet i andre forhold end den indberetning af uregelmæssigheder, som sagsøgeren havde foretaget i henhold til vedtægtens artikel 22a.

191    Det tredje anbringendes fjerde led er således ugrundet og skal forkastes.

c)      Det tredje anbringendes andet led om tilsidesættelse af omsorgspligten

192    Sagsøgeren har gjort gældende, at der kun blev taget hensyn til tjenestens interesse i forbindelse med hans omplacering til flere på hinanden følgende overskydende stillinger, der blev oprettet til ham fra og med 2013, selv om der ligeledes burde have været taget hensyn til hans personlige interesse og status som informant, efter at han var blevet hørt om sagen med henblik på at sikre ham den bedst mulige beskyttelse.

193    Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.

194    Det bemærkes, at sagsøgeren ligeledes har påberåbt sig en tilsidesættelse af omsorgspligten i det andet anbringendes andet led i forbindelse med en angivelig magtfordrejning og tilsidesættelse af princippet om upartiskhed. Til støtte for disse klagepunkter, som er blevet forkastet (jf. præmis 142-155 ovenfor), har sagsøgeren gjort gældende, at Kommissionen i forbindelse med opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 ikke på noget tidspunkt havde til hensigt at ændre sit standpunkt vedrørende den omtvistede omplacering.

195    I forbindelse med dette led har sagsøgeren påberåbt sig en tilsidesættelse af omsorgspligten på et andet grundlag, som hænger sammen med det forhold, at der ikke blev taget hensyn til hans personlige interesse.

196    I denne forbindelse bemærkes, at selv om den kompetente myndighed i henhold til omsorgspligten er forpligtet til, når den vurderer tjenestens interesse, at tage hensyn til alle de forhold, der kan påvirke dens afgørelse, herunder den pågældende ansattes interesse, kan hensynet til tjenestemandens personlige interesse ikke indebære et forbud mod, at ansættelsesmyndigheden omplacerer en tjenestemand mod hans vilje, hvis det er i tjenestens interesse (jf. dom af 28.10.2004, Meister mod KHIM, T-76/03, EU:T:2004:319, præmis 192 og den deri nævnte retspraksis).

197    Som det fremgår af gennemgangen af det andet anbringendes første led, har sagsøgeren flere gange haft mulighed for at fremkomme med sit synspunkt vedrørende den omtvistede omplacering. Sidstnævnte forhindrede ikke hans forfremmelse til lønklasse AD 12 i forbindelse med forfremmelsesåret 2013. Hvad angår tjenestens interesse har sagsøgeren ikke bestridt de samarbejdsvanskeligheder, som Kommissionen har fremhævet.

198    På grundlag af disse konstateringer må det tredje anbringendes andet led forkastes.

d)      Det tredje led om, at den kompetente ansættelsesmyndighed tilsidesatte pligten til at udvise objektivitet, upartiskhed og neutralitet, og om tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling

199    Sagsøgeren har gjort gældende, at administrationen har erkendt, at den udelukkende handlede for at afhjælpe de flere på hinanden følgende ulovligheder uden at have som mål at yde den beskyttelse, som han var berettiget til i kraft af sin status som informant, hvilket er i strid med pligten til at udvise neutralitet, upartiskhed og objektivitet.

200    Sagsøgeren har tilføjet, at den kompetente ansættelsesmyndighed burde have hørt Comdel. Hvis dette udvalg allerede i 2012 var blevet informeret om den fejlagtige begrundelse for den omtvistede omplacering og om sagsøgerens status som informant samt om hans mistanke om korruption vedrørende den organisation, der er nævnt i præmis 6 ovenfor, ville der sandsynligvis være blevet truffet en anden afgørelse. GD for »Budget« er nemlig medlem af dette udvalg, og det var dets tjenestegrene, der formelt kom med en advarsel mod denne internationale organisation.

201    Kommissionen har nedlagt påstand om, at sagsøgerens argumenter enten skal afvises eller forkastes som ugrundede.

202    Hvad angår klagepunkterne om en tilsidesættelse af pligten til at udvise neutralitet, upartiskhed og objektivitet skal det i lighed med det af Kommissionen anførte bemærkes, at sagsøgeren har gentaget de argumenter, der allerede er blevet undersøgt og forkastet i forbindelse med det andet anbringendes andet led, til støtte for en tilsidesættelse af princippet om upartiskhed, hvorefter Kommissionen begrænsede sig til at legalisere sagsøgerens administrative situation uden at have som mål at foretage en fornyet undersøgelse af hans situation. Af de grunde, der er anført i præmis 144-155 ovenfor, er disse klagepunkter ugrundede.

203    Hvad angår tilsidesættelsen af ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, der er nævnt i overskriften til dette led, har Kommissionen med rette anført, at sagsøgeren ikke har fremført noget argument til støtte for disse klagepunkter, hvorfor stævningen på dette punkt ikke opfylder kravene i procesreglementets artikel 76, litra d). Disse klagepunkter må derfor afvises.

204    De eneste argumenter, som sagsøgeren har fremført til støtte for dette led, som ikke er blevet behandlet i forbindelse med andre anbringender, vedrører den manglende høring af Comdel.

205    I denne forbindelse skal det i lighed med det af Kommissionen anførte fastslås, at sagsøgeren ikke har gjort gældende, at der er sket en tilsidesættelse af en specifik bestemmelse i Kommissionens afgørelse af 10. oktober 2012 om forvaltningen af dens ressourcer i Unionens delegationer, som regulerer Comdel og de nærmere bestemmelser for dets høring.

206    Argumenterne vedrørende Comdel er fremsat til støtte for den kompetente ansættelsesmyndigheds tilsidesættelse af pligten til at udvise objektivitet, upartiskhed og neutralitet, som er påberåbt i forbindelse med dette led. Sagsøgeren har i denne forbindelse i replikken præciseret, at Comdels inddragelse i det mindste ville have bibragt den anfægtede afgørelse en slags objektivt element af neutralitet og objektivering, eftersom en tredjemand ville have kunnet give sin vurdering af sagen.

207    Selv hvis det antages, at stævningen på dette punkt kan anses for at være i overensstemmelse med kravene i procesreglementets artikel 76, litra d), skal det bemærkes, at den kompetence, som generaldirektøren for GD HR har til at træffe afgørelse om omplacering af personer, der har anmeldt uregelmæssigheder, som anført i præmis 48 i dommen i sag T-689/16, netop har til formål at give informanterne de yderligere garantier for upartiskhed, objektivitet og neutralitet, som sagsøgeren efterspørger.

208    Det er i øvrigt ubestridt, at Comdel var blevet hørt, inden den første afgørelse om omplacering blev truffet. Til opfyldelse af dommen i sag F-96/13 skulle Kommissionen imidlertid alene afhjælpe den ulovlighed, som denne afgørelse var behæftet med, og som vedrørte tilsidesættelsen af sagsøgerens ret til forsvar.

209    Selv hvis det måtte antages, at generaldirektøren for GD HR skulle have hørt Comdel, inden den anfægtede afgørelse blev truffet, skal det derudover bemærkes, at en procedurefejl alene medfører, at en afgørelse annulleres helt eller delvis, hvis det fastslås, at den administrative procedure uden denne fejl kunne have ført til et andet resultat, og den anfægtede afgørelse som følge deraf kunne have fået et andet indhold (jf. dom af 2.3.2010, Evropaïki Dynamiki mod EMSA, T-70/05, EU:T:2010:55, præmis 103 og den deri nævnte retspraksis).

210    Der er imidlertid intet i sagens akter, der gør det muligt at fastslå, at proceduren kunne have ført til et andet resultat, såfremt Comdel var blevet hørt på ny. Som fastslået i præmis 184-190 ovenfor var den omtvistede omplacering begrundet i de samarbejdsvanskeligheder, der var opstået i delegationen, og ikke relateret til indberetningen af uregelmæssigheder, som GD for »Budget« i givet fald kunne have reageret på i Comdel.

211    Det tredje led og dermed det tredje anbringende skal derfor delvis afvises, delvis forkastes som ugrundet.

212    Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at annullationspåstanden skal afvises.

C.      Erstatningspåstanden

213    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Kommissionen tilpligtes at betale 250 000 EUR i erstatning for økonomisk skade og 100 000 EUR i erstatning for den hævdede ikke-økonomiske skade.

214    Hvad angår de påberåbte ulovligheder har sagsøgeren indledningsvis henvist til de tre første afgørelser om omplacering, idet han har gjort gældende, at de successivt er blevet annulleret eller kaldt tilbage med den begrundelse, at de var ulovlige.

215    Sagsøgeren har dernæst gjort gældende, at den anfægtede afgørelse navnlig blev truffet under tilsidesættelse af hans ret til at blive hørt og hans ret til forsvar, idet reglerne for beskyttelse af informanter, hvis kvalitet, beskyttelsesrelaterede indhold og manglende tidsbegrænsning Unionens retsinstanser allerede havde præciseret, ikke blev overholdt. Ifølge sagsøgeren er de tre første afgørelser om omplacering behæftet med de samme ulovligheder. I retsmødet har sagsøgeren som svar på et spørgsmål fra Retten præciseret, at den ukorrekte opfyldelse af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 i strid med artikel 266 TEUF ligeledes lå til grund for hans erstatningskrav.

216    Endelig har sagsøgeren fremført en række ulovlighedsgrunde. Han har anført, at han siden 2013 mod sin vilje er blevet omplaceret syv gange til overskydende stillinger, der blev oprettet til ham, uden at der på noget tidspunkt fuldt ud blev taget hensyn til rækkevidden af de flere på hinanden følgende annullationer. GD for »Menneskelige Ressourcer og Sikkerhed« ydede ikke nogen støtte under disse omplaceringer. Generaldirektøren for GD HR nægtede systematisk at se ham, selv om Unionens retsinstanser havde fundet, at de angivelige grunde til omplacering var af subjektiv karakter, hvilket pålagde den kompetente ansættelsesmyndighed selv at høre sagsøgeren. Han blev sortlistet og klassificeret som »proceslysten«, uden at administrationen forsøgte at forstå hans situation som informant. Hans ansøgninger om bistand blev alle afslået, og der blev ikke vedtaget nogen regler til gennemførelse af beskyttelsen af informanten. Der skete et systematisk brud på fortroligheden af hans personoplysninger som følge af afgørelserne om omplacering. Med undtagelse af den anfægtede afgørelse blev de på hinanden følgende afgørelser om omplacering truffet af en myndighed, der savnede kompetence.

217    Hvad angår den angivelige skade har sagsøgeren hævdet, at han har lidt en ikke-økonomisk skade, der for Retten er blevet opgjort til 100 000 EUR, på grund af tre forhold. For det første har sagsøgeren gjort gældende, at der er sket en krænkelse af hans omdømme, hans personlige og faglige værdighed og hans faglige troværdighed som følge af den omstændighed, at Kommissionen ulovligt fastholdt ham i en ulovlig situation, idet den benægtede omfanget af indholdet i de flere på hinanden følgende domme. For det andet har sagsøgeren henvist til den mere end ni år lange usikkerhed omkring hans administrative situation som følge af de flere på hinanden følgende ulovlige afgørelser om omplacering, hvoraf to er blevet annulleret af Retten, hvilket er tegn på forsømmelig forvaltning og manglende omhu, som har påført ham angst og stress. For det tredje har sagsøgeren kritiseret de flere på hinanden følgende stillings- og funktionsændringer, som har fundet sted efter den første afgørelse om omplacering, uden at han har modtaget særlig støtte til trods for sin status som informant.

218    Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at han har lidt en økonomisk skade, som er opgjort til 250 000 EUR, og som for det første er forbundet med omkostningerne forud for retssagen, som er blevet mangedoblet, siden den første afgørelse om omplacering blev annulleret, for det andet med den usikre retlige og administrative situation, som er kendetegnet ved, at han siden 2013 har været placeret i overskydende stillinger, hvilket har forsinket hans karriere og gjort, at hans overordnede opfattede ham som et besværligt »sort får«, og for det tredje dermed, at han ikke har kunnet nyde godt af de betingelser, der er fastsat i bilag X til vedtægten, af en international karriere samt af en forfremmelse på grundlag af resultaterne af hans faglige indsats.

219    Kommissionen har nedlagt påstand om, at erstatningspåstanden enten afvises eller forkastes som ugrundet.

220    I denne henseende bemærkes, at det i forbindelse med et erstatningskrav fremsat af en tjenestemand eller ansat er en forudsætning for, at en EU-institution eller et EU-organ, ‑kontor eller ‑agentur kan ifalde ansvar, at en række betingelser er opfyldt vedrørende retsstridigheden af den adfærd, som den omhandlede institution hævdes at have udvist, eksistensen af den angivelige skade samt årsagsforbindelsen mellem denne adfærd og den påberåbte skade. De tre betingelser for, at en institution kan ifalde ansvar, er kumulative, hvilket indebærer, at når én af dem ikke er opfyldt, kan institutionen ikke ifalde ansvar (jf. dom af 16.6.2021, CE mod Regionsudvalget, T-355/19, EU:T:2021:369, præmis 142 (ikke trykt i Sml.) og den deri nævnte retspraksis).

221    Det bemærkes ligeledes, at den administrative procedure i erstatningssager er forskellig afhængig af, om den skade, der kræves erstattet, er forvoldt ved en bebyrdende retsakt som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller ved en handling fra administrationens side, som ikke har karakter af en afgørelse. I førstnævnte tilfælde skal den berørte indgive en klage til administrationen over den pågældende retsakt inden for den fastsatte frist. I sidstnævnte tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes ved indgivelse af en ansøgning, som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, om erstatning og i givet fald følges op med en klage over afgørelsen om afslag på ansøgningen (jf. dom af 13.12.2012, A mod Kommissionen, T-595/11 P, EU:T:2012:694, præmis 111 og den deri nævnte retspraksis).

222    Hvad angår en erstatningspåstand, der er knyttet til opfyldelsen af en retskraftig afgørelse i henhold til artikel 266 TEUF, som er begrundet i, at de trufne afgørelser kun gør det muligt delvist at kompensere for konsekvenserne af den begåede ulovlighed, kan den ligeledes fremsættes i klagen over disse afgørelser, uden at søgsmålets antagelse til realitetsbehandling er betinget af, at der indgives en ansøgning i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1 (jf. i denne retning dom af 13.9.2011, AA mod Kommissionen, F-101/09, EU:F:2011:133, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

223    Endelig følger det af fast retspraksis, at en tjenestemand, som har undladt inden for de i vedtægtens artikel 90 og 91 foreskrevne frister at anlægge et annullationssøgsmål til prøvelse af en retsakt, som den pågældende anser for bebyrdende, ikke kan råde bod herpå ved at rejse krav om erstatning af det tab, vedkommende har lidt på grund af denne retsakt, og dermed opnå nye søgsmålsfrister. Tjenestemanden kan heller ikke påberåbe sig den angivelige ulovlighed af denne retsakt under et erstatningssøgsmål. Generelt kan en tjenestemand ikke ved hjælp af en erstatningspåstand forsøge at opnå samme resultat, som han ville have opnået, hvis han havde fået medhold i et annullationssøgsmål, som han imidlertid har forsømt at anlægge rettidigt (jf. dom af 18.11.2014, McCoy mod Regionsudvalget, F-156/12, EU:F:2014:247, præmis 96 og den deri nævnte retspraksis).

224    I den foreliggende sag skal der først foretages en undersøgelse af de ulovlighedsgrunde, der er nævnt i præmis 216 ovenfor, hvis antagelse til realitetsbehandling Kommissionen har bestridt, inden der foretages en undersøgelse af de ulovligheder, som sagsøgeren har påberåbt sig vedrørende de flere på hinanden følgende afgørelser om den omtvistede omplacering, der er beskrevet i præmis 214 og 215 ovenfor.

225    Sagsøgeren har i replikken præciseret, at de argumenter, der er nævnt i præmis 216 ovenfor, blot tjener til at beskrive den sammenhæng som de søgsmål, der havde ført til flere på hinanden følgende annullationer fra Unionens retsinstansers side, indgår i.

226    Sagsøgeren har i retsmødet gjort gældende, at beskrivelsen i disse argumenter af administrationens behandling af ham siden den første afgørelse om omplacering giver kronologiske oplysninger, som giver Retten mulighed for at tage stilling til, om princippet om en rimelig frist er blevet overholdt i den foreliggende sag. I øvrigt er de afgørelser, som administrationen har truffet over for ham siden den 1. januar 2013, behæftet med den samme ulovlighed, som påvirkede den omtvistede omplacering, og som vedrørte den manglende hensyntagen til hans status som informant. Hertil kommer, at denne omplacering og den omstændighed, at han efter sine anmeldelser blev opfattet som et »sort får«, var årsagen til de flere på hinanden følgende omplaceringer.

227    Som Kommissionen har gjort gældende, må det fastslås, at sagsøgerens argumenter, der er nævnt i præmis 216 ovenfor, ikke kan antages til realitetsbehandling, i overensstemmelse med den retspraksis, der er nævnt i præmis 221-223 ovenfor. Den skade, der kræves erstattet for så vidt angår disse ulovlighedsgrunde, følger nemlig ikke af den anfægtede afgørelse eller af opfyldelsen af dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16, men af en række handlinger fra administrationens side, som ikke har karakter af afgørelser, samt af andre bebyrdende retsakter, der ligger forud for den anfægtede afgørelse, og som sagsøgeren har undladt at anfægte for Retten.

228    Under alle omstændigheder er disse ulovlighedsgrunde ugrundede. Sagsøgerens argumenter tager nemlig i det væsentlige udgangspunkt i den forudsætning, at afgørelsen om den omtvistede omplacering, som bekræftet ved den anfægtede afgørelse med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2013, blev truffet på grund af hans anmeldelser, og at den derfor var afgørende for hans videre karriere.

229    Som fastslået i præmis 190 ovenfor har Kommissionen løftet den bevisbyrde, der påhvilede den, og i tilstrækkelig grad godtgjort, at den omtvistede omplacering var begrundet i andre forhold end sagsøgerens anmeldelser. I dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16 rejste Unionens retsinstanser i øvrigt ikke tvivl om, at den omtvistede omplacering var velbegrundet.

230    Hvad angår de ulovligheder, der er nævnt i præmis 215 ovenfor, har sagsøgeren ligeledes påberåbt sig disse til støtte for påstanden om annullation af den anfægtede afgørelse og af afgørelsen om delvist afslag på klagen.

231    Det er i denne forbindelse tilstrækkeligt at bemærke, at i henhold til fast retspraksis skal en påstand om erstatning for en økonomisk eller ikke-økonomisk skade forkastes, når der er nær sammenhæng mellem denne og den annullationspåstand, der som i den foreliggende sag er blevet forkastet som ugrundet (jf. dom af 24.4.2017, HF mod Parlamentet, T-570/16, EU:T:2017:283, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

232    Hvad endelig angår vedtagelsen af den række ulovlige afgørelser om omplacering, der er nævnt i præmis 214 ovenfor, har Kommissionen med rette gjort gældende, at erstatningspåstanden vedrørende de ulovligheder, der blev fastslået i dommen i sag F-96/13 og i sag T-689/16, og som den første og den anden afgørelse om omplacering var behæftet med, allerede er blevet undersøgt og forkastet af Unionens retsinstanser i disse domme. Disse klagepunkter er således i strid med princippet om retskraft og må afvises.

233    Hvad angår tilbagekaldelsen under sagens behandling af den tredje afgørelse om omplacering på grund af en ulovlighed (sag T-308/20) fremgår det af analysen i præmis 109-113 ovenfor, at denne tilbagekaldelse var med til at forsinke en administrativ procedure, som allerede havde varet længe, således at den anfægtede afgørelse ikke blev truffet inden for en rimelig frist, hvilket var i strid med chartrets artikel 41, stk. 1.

234    Denne ulovlighed førte imidlertid ikke til annullation af den anfægtede afgørelse, da det ikke var godtgjort, at tilsidesættelsen af denne frist i den foreliggende sag havde kunnet påvirke dens indhold (jf. præmis 115-117 ovenfor).

235    I henhold til retspraksis kan Unionens retsinstanser imidlertid – også af egen drift – pålægge administrationen at betale erstatning for den ikke-økonomiske skade, der er forvoldt ved denne tilsidesættelse af en rimelig frist (jf. i denne retning dom af 14.9.2011, A mod Kommissionen, F-12/09, EU:F:2011:136, præmis 225 og 226 og den deri nævnte retspraksis).

236    I den foreliggende sag har sagsøgeren til støtte for sin påstand om erstatning for ikke-økonomisk skade bl.a. gjort gældende, at Kommissionen som følge af de flere på hinanden følgende fejl, som de tre første afgørelser om omplacering var behæftet med, skabte en langvarig usikker situation for ham, hvilket udgør et tilfælde af forsømmelig forvaltning og manglende omhu, som har påført ham angst og stress ud over, hvad der kan anses for rimeligt.

237    Sagsøgeren har nedlagt påstand om, at Kommissionen pålægges at betale ham et beløb på 100 000 EUR for alle de angivelige ikke-økonomiske skader, uden at skelne mellem dem.

238    Selv om sagsøgeren ikke har givet oplysninger, der gør det muligt præcist at opgøre den skade, der er forbundet med hans langvarige usikre situation, finder Retten i modsætning til det af Kommissionen anførte ikke, at denne omstændighed er til hinder for, at der efter ret og billighed kan fastsættes et beløb, der kan erstatte en sådan skade, hvis eksistens kan godtgøres i den foreliggende sag.

239    I denne forbindelse skal der tages hensyn til den omstændighed, at den særdeles langvarige administrative procedure, der førte til vedtagelse af den anfægtede afgørelse mere end otte år efter de faktiske omstændigheder, skyldes, at administrationen begik flere på hinanden følgende fejl, som har kunnet skabe en tilstand af usikkerhed og angst hos sagsøgeren vedrørende hans situation, så meget desto mere som han påberåbte sig sin status som informant.

240    Under disse omstændigheder finder Retten, at det er en rimelig bedømmelse af den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt, at denne efter ret og billighed fastsættes til 3 000 EUR.

241    I lyset af det ovenstående bør erstatningspåstanden tages delvist til følge med betaling af et beløb på 3 000 EUR og i øvrigt afvises.

IV.    Sagsomkostninger

242    Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 3, bærer hver part sine egne omkostninger, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter. Retten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal betale en del af modpartens omkostninger.

243    Under de foreliggende omstændigheder bestemmes det, at Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af sagsøgerens omkostninger, idet sagsøgeren bærer den resterende halvdel af sine egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

1)      Europa-Kommissionen betaler 3 000 EUR i erstatning til PL.

2)      I øvrigt frifindes Kommissionen.

3)      Kommissionen bærer sine egne omkostninger og betaler halvdelen af PL’s omkostninger, og PL bærer den anden halvdel af sine omkostninger.

Truchot Kanninen Sampol Pucurull

Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. november 2023.

Underskrifter

*      Processprog: fransk.

1      Fortrolige oplysninger udeladt.