Language of document :

Sag anlagt den 6. februar 2018 – Europa-Kommissionen mod Ungarn

(Sag C-78/18)

Processprog: ungarsk

Parter

Sagsøger: Europa-Kommissionen (ved V. Di Bucci, L. Malferrari og K. Talabér-Ritz, som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Ungarn

Sagsøgerens påstande

Det fastslås, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 7, 8 og 12 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, idet Ungarn på diskriminerende, unødvendig og ubegrundet vis har indført begrænsninger for udenlandske donationer til civile ungarske organisationer ved a külföldről támogatott szervezetek átláthatóságáról szóló 2017. évi LXXVI. Törvény (lov nr. LXXVI af 2017 om gennemsigtighed hos de organisationer, der modtager økonomisk støtte fra udlandet), hvis bestemmelser pålægger pligt til registrering, underretning og gennemsigtighed for visse kategorier af civile organisationer – dem, der modtager direkte eller indirekte udenlandsk økonomisk støtte over et nærmere bestemt beløb – og endvidere fastsætter bestemmelserne en mulighed for at anvende sanktioner over for de organisationer, der ikke opfylder disse forpligtelser.

Ungarn tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Lov nr. LXXVI af 2017 om gennemsigtighed hos de organisationer, der modtager økonomisk støtte fra udlandet, pålægger nye forpligtelser vedrørende registrering, underretning, gennemsigtighed og offentlighed for visse kategorier af organisationer – dem, der modtager direkte eller indirekte udenlandsk økonomisk støtte over et nærmere bestemt beløb – og indfører en mulighed for at anvende sanktioner over for de organisationer, der ikke opfylder disse forpligtelser.

Den 14. juli 2017 indledte Kommissionen en traktatbrudsprocedure mod Ungarn i forhold til lov nr. LXXVI af 2017.

Da Kommissionen ikke fandt, at Ungarns svar var tilfredsstillende, indledte den en efterfølgende fase i traktatbrudsproceduren, og den 5. oktober 2017 sendte den en begrundet udtalelse til Ungarn.

Da Kommissionen ligeledes fandt besvarelsen af den begrundede udtalelse utilfredsstillende, besluttede den at anlægge sag ved Domstolen med henblik på, at denne fastslår, at Ungarn har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 63 TEUF og artikel 7, 8 og 12 i Den Europæiske Unions charter og grundlæggende rettigheder.

____________