Language of document :

Sag anlagt den 5. marts 2010 - Acron mod Rådet

(Sag T-118/10)

Processprog: engelsk

Parter

Sagsøger: Acron OAO (ved lawyer B. Evtimov)

Sagsøgt: Rådet for Den Europæiske Union

Sagsøgerens påstande

Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1251/2009 af 18. december 2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1911/2006 1 annulleres i det omfang, den berører sagsøgeren.

Rådet tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren fremsat en enkelt begrundelse for annullation, der er opdelt i tre anbringender.

Sagsøgeren gør gældende, at EU-institutionerne tilsidesatte grundforordningens 2 artikel 1 og 2, og artikel 11, stk. 9, sammenholdt med samme forordnings artikel 2, og foretog en række åbenbart urigtige skøn, på grundlag af hvilke de fastsatte en kunstigt forhøjet beregnet normal værdi for sagsøgeren, og derfor traf en uberettiget afgørelse om, at der forelå dumping.

Med sit første anbringende anfægter sagsøgeren begrundelsen for justeringen af gasprisen. Mere præcist gør sagsøgeren gældende, at institutionerne begik en retlig fejl og tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 5, ved ikke at tage hensyn til en stor del af produktionsomkostningerne i oprindelseslandet og/eller ved de facto at anvende en metode, der ikke er støttet på markedsøkonomi, til fastlæggelse af den væsentligste del af sagsøgerens normale værdi.

Med sit andet anbringende anfægter sagsøgeren den metode, der er anvendt ved justeringen af gasprisen. Sagsøgeren gør gældende, at Kommissionen ved sin beslutning om justering af gasprisen tilsidesatte grundforordningens artikel 2, stk. 5, anden sætning, og/eller foretog et åbenbart urigtigt skøn og foretog en utilstrækkelig begrundelse, idet den justerede gasprisen på grundlag af prisen for russisk gas i Waidhaus i Tyskland, idet den ikke tog hensyn til et straffet markedsdelingskartel i forhold til russisk gas, der kommer via Waidhaus, og idet den ikke fratrak 30% russisk eksporttold på russisk gas og foretog justering med henblik på at afspejle lokale distributionsomkostninger.

I sit tredje anbringende anfægter sagsøgeren fastsættelsen af den fortjenstmargen, der anvendes i forhold til den beregnede normale værdi. Sagsøgeren gør gældende, at fortjenstmargenen, der er fastsat af institutionerne og føjet til produktionsomkostningerne for at fastlægge sagsøgerens beregnede normale værdi i henhold til den anfægtede forordning, tilsidesætter grundforordningens artikel 2, stk. 3, og artikel 2, stk. 6, litra c), og er åbenbart urimelig og ugyldig på grund af en åbenbart urigtig bedømmelse. Endvidere afviger en sådan fastsættelse af fortjenstmargenen, der tilsidesætter grundforordningens artikel 11, stk. 9, væsentligt fra den fortjeneste og metode for beregnet normal værdi, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, som førte til vedtagelsen af den undersøgte told.

____________

1 - Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1251/2009 af 18.12.2009 om ændring af forordning (EF) nr. 1911/2006 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af opløsninger af urinstof og ammoniumnitrat med oprindelse i bl.a. Rusland (EUT L 338, s. 5).

2 - Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22.12.1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (EFT 1996 L 56, s. 1).