RETTEN FOR EU-PERSONALESAGERS DOM

(Første Afdeling)

6. maj 2014

Sag F-153/12

Claude Forget

mod

Europa-Kommissionen

»Personalesag – tjenestemand – løn – familietillæg – husstandstillæg – betingelser for tildeling – registreret partnerskab efter luxembourgsk ret – par, som lever i et fast ægteskabslignende forhold og har mulighed for at indgå ægteskab – tjenestemand, som ikke opfylder betingelserne i artikel 1, stk. 2, litra c), nr. iv), i bilag VII til vedtægten«

Angående:      Søgsmål anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, der finder anvendelse på Euratom-traktaten i henhold til denne traktats artikel 106A, hvorunder Claude Forget har nedlagt påstand dels om annullation af afgørelsen af 25. september 2012, hvorved Europa-Kommissionen afslog at yde ham husstandstillæg og efterladtepension til hans partner, dels om, at det fastslås, at artikel 1, stk. 2, litra c), nr. iv), i bilag VII og artikel 17, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) er ulovlige.

Udfald:      Europa-Kommissionen frifindes. Claude Forget bærer sine egne omkostninger og betaler de af Kommissionen afholdte omkostninger. Rådet for Den Europæiske Union bærer sine egne omkostninger.

Sammendrag

1.      Tjenestemænd – løn – familietillæg – husstandstillæg – betingelser for tildeling – tjenestemand, der lever i et registreret fast ægteskabslignende forhold – mulighed for at indgå ægteskab – selvstændige begreber

[Tjenestemandsvedtægten, art. 1d og bilag VII, art. 1, stk. 2, litra c)]

2.      Tjenestemænd – løn – familietillæg – husstandstillæg – betingelser for tildeling – princippet om lige løn – par, som lever i et fast ægteskabslignende forhold og har mulighed for at indgå ægteskab – forskelsbehandling på grundlag af køn – foreligger ikke

[Tjenestemandsvedtægten, art. 1d og bilag VII, art. 1, stk. 2, litra c)]

1.      Begrebet ægteskabslignende forhold i vedtægtens artikel 1d har en selvstændig karakter, idet den pågældende vedtægtsbestemmelse ikke henviser til de betingelser, der er fastsat i den nationale ret, som finder anvendelse på det enkelte tilfælde, men fastsætter en særskilt retlig ordning ved hjælp af de betingelser, der er fastsat med henblik herpå i artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII.

Ifølge denne artikel kræves bl.a. dels, at parret forelægger den pågældende administration et officielt dokument, der er anerkendt af en medlemsstat eller af en kompetent myndighed i en medlemsstat, og som attesterer deres status som partnere, uden at der er tale om ægteskab, og det fastsættes dels som en supplerende betingelse, at parret ikke har mulighed for at indgå ægteskab i en medlemsstat. For så vidt angår indholdet og rækkevidden af denne sidste betingelse præciseres i samme bestemmelse, at et par udelukkende anses for at have mulighed for at indgå ægteskab, hvis begge personer opfylder alle de i en medlemsstats lovgivning fastsatte betingelser for, at et sådant par kan indgå ægteskab.

Begrebet par, som har mulighed for at indgå ægteskab, er imidlertid særegent for vedtægten og kan ikke fortolkes selvstændigt. Det opfylder i øvrigt det formål, som forfølges af lovgiver, som fastsat i ottende betragtning til forordning nr. 723/2004, hvorved denne affattelse af vedtægten blev fastlagt, hvorefter tjenestemænd, som lever i et ægteskabslignende forhold, der af en medlemsstat er anerkendt som et fast partnerskab, men som ikke efter lovgivningen har adgang til at indgå ægteskab, bør have de samme rettigheder som ægtepar.

(jf. præmis 22-24)

2.      Hvad angår en påstået forskelsbehandling som følge af den forskellige behandling med hensyn til tildeling af husstandstillæg mellem, på den ene side, de tjenestemænd, som med en person af samme køn har indgået et ægteskabslignende forhold, og med hensyn til hvilke den gældende nationale lovgivning nægter adgang til at indgå ægteskab, og, på den anden side, de tjenestemænd, som, idet de er af forskelligt køn og har adgang til at indgå ægteskab, har foretrukket at indgå i et fast ægteskabslignende forhold, må det konstateres, at sammenligningen er forkert, da artikel 1, stk. 2, litra c), i bilag VII til vedtægten ikke indfører og ikke kan indføre en selvstændig lovgivning, som kan stride imod eller gå videre end de bestemmelser, der i hver EU-medlemsstat regulerer de rettigheder og forpligtelser, der gælder for de mulige kategorier af ægteskabelige og ægteskabslignende forhold, der er fastsat i disse lovgivninger. Denne artikel indskrænker sig tværtimod netop som følge af disse forskellige nationale lovgivninger til, i forhold til en tjenestemand, som indgår i et parforhold, der ved lov er anerkendt i en medlemsstat, og som ansøger om husstandstillæg, at fastsætte en specifik betingelse, nemlig den, at parret, og ikke tjenestemanden som sådan, ikke har mulighed for at indgå ægteskab. Denne betingelse afhænger imidlertid, for så vidt angår kønnet på den tjenestemand, som indgår i forholdet, og dennes seksuelle orientering, udelukkende af den retlige ordning, som lovgivningen i hver medlemsstat fastsætter med hensyn til nævnte ægteskabslignende forhold, idet denne betingelse som følge heraf på det vedtægtsmæssige plan er fuldstændig neutral.

Henset til de forskellige nationale lovgivninger på området, som alene henhører under medlemsstaternes kompetence, medfører betingelsen om, at parret ikke har mulighed for at indgå ægteskab, i øvrigt ikke en indirekte forskelsbehandling i det øjeblik, at ægteskab, blandt de forskellige mulige interpersonelle relationer, der er retligt anerkendte, p.t. er den eneste form for civil relation, som er fælles for alle EU’s medlemsstater, hvilket til gengæld ikke er tilfældet for partnerskab.

Bestemmelserne i artikel 1, stk. 2, litra c), nr. iv), i bilag VII til vedtægten indfører ganske vist en objektiv forskellig behandling mellem disse to kategorier af tjenestemænd. Hvis det imidlertid antages, at disse to kategorier af personer placeres i en sammenlignelig situation, henset til det formål, der forfølges med husstandstillægget, bør en sådan forskellig behandling anses for objektivt begrundet, idet EU-lovgiver nemlig har ønsket, at tjenestemænd, som lever i et ikke-ægteskabeligt forhold, der af en medlemsstat er anerkendt som et fast forhold, og som ikke har mulighed for at indgå ægteskab, får tildelt de samme fordele som gifte par.

(jf. præmis 27-29, 31 og 32)