Language of document :

Meddelelse til EU-tidende

 

Sag anlagt den 4. februar 2002 af First Data Corporation, FDR Limited og First Data Merchant Services Corporation mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.

    (Sag T-28/02)

    (Processprog: engelsk)

Ved De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans er der den 4. februar 2002 anlagt sag mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber af First Data Corporation, FDR Limited og First Data Merchant Services Corporation ved advokaterne Pierre Bos og Morten Nissen, advokatfirmaet Dorsey & Whitney LLP, Bruxelles (Belgien).

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

(Kommissionens beslutning af 9. august 2001 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 og EØS-aftalens artikel 53 (sag nr. COMP/29.373 ( Visa International) annulleres for så vidt angår artikel 1, stk. 5.

(Kommissionen tilpligtes at betale de omkostninger, sagsøgeren har afholdt i sagen.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter:

Sagsøgerne anfægter Kommissionens beslutning, hvorefter Visa-koncernens regel om "no-acquiring-without-issuing" (ingen hvervning uden kortudstedelse) ikke udgør nogen mærkbar handelsrestriktion og derfor falder uden for anvendelsesområdet for EF-traktatens artikel 81, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 53. Ifølge denne regel skal et selskab, som ønsker at hverve nye betalingsmodtagere, dvs. hverve handlende, hos hvem kunder betaler med kreditkort, først udstede en række kreditkort til kunder. Sagsøgerne har specialiseret sig i hvervning.

Efter sagsøgerens opfattelse strider den anfægtede beslutning mod EF-traktaten og EØS-aftalen.

For det første gør sagsøgerne gældende, at beslutningen ikke i tilstrækkelig grad begrunder, at den pågældende regel ikke anses for en mærkbar handelshindring.

Endvidere gør sagsøgerne gældende, at Kommissionen begik en retlig fejl ved at foretage sin vurdering inden for rammerne af EF-traktatens artikel 81, stk. 3, i stedet for artikel 81, stk. 1. Efter sagsøgernes opfattelse kan spørgsmålet om, hvorvidt en konkurrencebegrænsning virker fremmende eller hæmmende for konkurrencen, kun vurderes inden for rammerne af EF-traktatens artikel 81, stk. 3. I den anfægtede beslutning argumenterer Kommissionen imidlertid tilsyneladende på den måde, at den pågældende regel falder uden for EF-traktatens artikel 81, stk. 1, fordi dens fordele er større end dens konkurrencebegrænsende virkninger. En sådan betragtning kan imidlertid kun anlægges inden for rammerne af EF-traktatens artikel 81, stk. 3.

Ifølge sagsøgerne er den pågældende regel konkurrencebegrænsende. Den medfører nemlig, at et selskab, der ønsker at påbegynde hvervning, først skal opbygge bankaktiviteter for at kunne udstede kort til kunder. Dette udgør efter sagsøgernes opfattelse en hindring for adgangen til markedet for hvervning. Desuden er anvendelsen af denne regel uklar, da antallet af de kort, som skal udstedes, afhænger af kriterier, som ikke er fastlagt. Efter sagsøgernes opfattelse burde Kommissionen have foretaget en undersøgelse af, om reglen anvendes ensartet og ikke diskriminerende.

____________