KENDELSE AFSAGT AF RETTENS PRÆSIDENT
21. januar 2004 (1)

»Særlige rettergangsformer – konkurrence – betaling af bøde – bankgaranti – fumus boni juris – uopsættelighed – interesseafvejning – delvis og betinget udsættelse«

I sag T-217/03 R,

Fédération nationale de la coopération bétail et viande (FNCBV), Paris (Frankrig), ved avocats R. Collin og M. Ponsard, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøger,

støttet af

Den Franske Republik ved G. de Bergues og F. Million, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

intervenient,

mod

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved P. Oliver og O. Beynet, som befuldmægtigede, og med valgt adresse i Luxembourg,

sagsøgt,

angående en påstand om fritagelse for forpligtelsen til at stille den krævede bankgaranti for at undgå, at den bøde på 480 000 EUR, som sagsøgeren er blevet pålagt ved Kommissionens beslutning 2003/600/EF af 2. april 2003 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/C.38.279/F3 – Fransk oksekød) (EFT L 209, s. 12), inddrives,

har

PRÆSIDENTEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS RET I FØRSTE INSTANS,

afsagt følgende

Kendelse

Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger ved Retten

1

Ved beslutning 2003/600/EF af 2. april 2003 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 81 (sag COMP/C.38.279/F3 – Fransk oksekød) (EFT L 209, s. 12, herefter »beslutningen«) fandt Kommissionen, at sagsøgeren havde tilsidesat artikel 81, stk. 1, EF ved sammen med Fédération nationale de l’industrie et des commerces en gros des viandes (FNICGV), der ligesom sagsøgeren repræsenterer kvægslagterier, samt fire sammenslutninger, der repræsenterer landmænd, nemlig Fédération nationale des syndicats d’exploitants agricoles (FNSEA), Fédération nationale bovine (FNB), Fédération nationale des producteurs de lait (FNPL) og Jeunes agriculteurs (JA), at have deltaget i en konkurrencebegrænsende aftale, der havde til formål at stoppe importen af oksekød til Frankrig og at fastsætte en minimumspris for visse kategorier af oksekød (beslutningens artikel 1).

2

Det fremgår af beslutningen, at sagsøgeren og FNICGV på den ene side og FNSEA, FNB, FNPL og JA på den anden side i en krisesituation med bovin spongiform encephalopati (BSE), den såkaldte »kogalskabs-krise«, den 24. oktober 2001 indgik en aftale, hvorved de fastsatte minimumspriser og forpligtede sig til at stoppe eller i det mindste begrænse importen af oksekød til Frankrig. Ultimo november og primo december 2001 indgik de samme sammenslutninger en mundtlig aftale med et lignende formål.

3

Kommissionen har i beslutningen anført, at indgåelsen af disse to aftaler (herefter de »omtvistede aftaler«) udgør en alvorlig overtrædelse af artikel 81 EF. Kommissionen har pålagt sagsøgeren en bøde på 480 000 EUR (beslutningens artikel 3).

4

Beslutningens artikel 4 bestemmer, at bøden skal betales senest tre måneder fra datoen for meddelelsen af beslutningen. I skrivelsen af 9. april 2003, hvorved sagsøgeren blev underrettet om beslutningen, blev det præciseret, at Kommissionen, såfremt sagsøgeren anlagde sag ved Retten, ikke ville tage skridt til inddrivelse af bøden, forudsat at det skyldige beløb blev forrentet fra udløbet af betalingsfristen, og at der senest på dette tidspunkt blev stillet en passende bankgaranti.

5

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 19. juni 2003 har sagsøgeren i medfør af artikel 230, stk. 4, EF anlagt sag med påstand om annullation af beslutningen, subsidiært ophævelse eller nedsættelse af den bøde, sammenslutningen blev pålagt.

6

Ved særskilt dokument indleveret til Rettens Justitskontor den 2. juli 2003 indgav sagsøgeren en begæring om anordning af foreløbige forholdsregler med henblik på at opnå fritagelse for forpligtelsen til at stille den bankgaranti, der er fastsat som betingelse for, at den i medfør af den anfægtede beslutning pålagte bøde ikke straks inddrives.

7

Kommissionen indgav skriftlige indlæg vedrørende begæringen om foreløbige forholdsregler den 17. juli 2003.

8

Ved dokument indleveret til Justitskontoret den 7. oktober 2003 indgav Den Franske Republik en begæring om intervention til støtte for sagsøgerens påstande. Ved kendelse af 14. oktober 2003 gav Rettens præsident Den Franske Republik tilladelse til at intervenere og opfordrede denne til at fremsætte sine bemærkninger under retsmødet.

9

På foranledning af Kommissionens bemærkninger gav Rettens præsident sagsøgeren tilladelse til at fremlægge en række supplerende dokumenter, som blev indleveret til Rettens Justitskontor den 16. oktober 2003.

10

Retsmødet i sagen om foreløbige forholdsregler fandt sted den 17. oktober 2003.

11

Under retsmødet forpligtede parterne sig til at undersøge muligheden for efter fælles aftale at fastsætte en afdragsvis betaling af den pålagte bøde og til at underrette Rettens præsident om resultatet af deres drøftelser. Parterne fremsendte resultatet af disse drøftelser samt visse dertil hørende dokumenter den 7. november 2003.

Retlige bemærkninger

12

I medfør af bestemmelserne dels i artikel 242 EF og 243 EF, dels i artikel 225, stk. 1, EF kan Retten, hvis den skønner, at forholdene kræver det, udsætte gennemførelsen af den anfægtede akt eller foreskrive de nødvendige foreløbige forholdsregler.

13

Artikel 104, stk. 2, i Rettens procesreglement bestemmer, at en begæring om foreløbige forholdsregler skal angive de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, samt de faktiske og retlige grunde til, at den begærede foreløbige forholdsregel umiddelbart forekommer berettiget (fumus boni juris). Disse betingelser er kumulative, således at der ikke kan anordnes foreløbige forholdsregler, når en af dem ikke er opfyldt (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 14.10.1996, sag C-268/96 P(R), SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. I, s. 4971, præmis 30). Retten kan endvidere i givet fald foretage en interesseafvejning (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.2.2001, sag C-445/00 R, Republikken Østrig mod Rådet, Sml. I, s. 1461, præmis 73).

Parternes argumenter

Fumus boni juris

14

Sagsøgeren har med henblik på at godtgøre, at betingelsen vedrørende fumus boni juris er opfyldt, påberåbt sig to anbringender vedrørende formaliteten og fire anbringender vedrørende realiteten, som bør føre til, at beslutningen annulleres.

15

Sagsøgeren har hvad angår anbringenderne vedrørende formaliteten anført, at der er sket tilsidesættelse af retten til kontradiktion og tilsidesættelse af væsentlige formforskrifter som følge af en mangelfuld begrundelse dels i meddelelsen af klagepunkterne, dels i beslutningen, for så vidt angår det forhold, at loftet på 10% af omsætningen ikke er overskredet ved fastsættelsen af bødens størrelse.

16

Sagsøgeren har hvad angår anbringenderne vedrørende realiteten først gjort gældende, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn, idet den ikke har godtgjort, at der foreligger en vertikal aftale mellem de forskellige sammenslutninger af opdrættere og slagterier efter den 30. november 2001. Kommissionen har udelukkende baseret sig på erklæringerne fra sammenslutningerne af opdrættere uden at fremlægge dokumenter fra slagterisammenslutninger, som bekræfter disses deltagelse i denne påståede aftale. Kommissionen har desuden undladt at analysere prisudviklingen på markedet efter den 30. november 2001.

17

Sagsøgeren har dernæst anført, at Kommissionen har anlagt et åbenbart urigtigt skøn ved at antage, at de omtvistede aftaler havde en målelig indvirkning på konkurrencen. Kommissionen har nemlig selv erkendt, at der ikke forelå en sådan indvirkning i tidsrummet for den skriftlige aftale af 24. oktober 2001 og har ikke godtgjort, at der forelå en sådan indvirkning efter denne aftales ophør. Desuden bortser Kommissionens analyse, hvorefter aftalen af 24. oktober havde et konkurrencebegrænsende formål, fra den krisesammenhæng, hvori aftalen blev indgået.

18

Kommissionen har for det tredje anlagt et urigtigt skøn ved at konkludere, at artikel 2 i Rådets forordning nr. 26 af 4. april 1962 om anvendelse af visse konkurrenceregler inden for produktion og handel med landbrugsvarer (EFT 1962, 30, s. 993) ikke finder anvendelse i det foreliggende tilfælde. I modsætning til det af Kommissionen påståede er aftalen nemlig ikke i strid med formålene i artikel 33 EF, eftersom den bl.a. gjorde det muligt at sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard og at stabilisere markederne.

19

Kommissionen har endelig tilsidesat artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel [81] og [82] (EFT 1959-1962, s. 81), derved, at den ikke er fremkommet med oplysninger vedrørende den omsætning, der er lagt til grund ved fastsættelsen af den pålagte bøde, og ikke har kontrolleret, om bødestørrelsen lå inden for grænsen på 10% af sagsøgerens omsætning.

20

Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at den pålagte bøde bør ophæves eller nedsættes. Sagsøgeren har i den forbindelse først bemærket, at Kommissionen har tilsidesat punkt 5, litra b), i retningslinjerne for beregningen af bøder i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 og EKSF-traktatens artikel 65, stk. 5 (EFT 1998 C 9, s. 3). Kommissionen har desuden tilsidesat artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 ved at fastsætte sagsøgerens bøde til 480 000 EUR. Kommissionen har endelig anlagt et åbenbart urigtigt skøn og begået retlige fejl, for det første ved at betegne sagsøgerens adfærd som værende en »meget alvorlig« overtrædelse, for det andet i forbindelse med sin hensyntagen til formildende omstændigheder, for det tredje i sin bedømmelse af aftalen som værende hemmelig, og for det fjerde ved fastsættelsen af aftalens varighed, idet denne ophørte den 30. november 2001 og ikke den 11. januar 2002.

21

Kommissionen er af den opfattelse, at ingen af de af sagsøgeren fremførte anbringender opfylder betingelsen vedrørende fumus boni juris.

22

Kommissionen har bemærket, at anbringendet vedrørende manglende begrundelse i meddelelsen om klagepunkter samt anbringenderne om ophævelse eller nedsættelse af bøden er gennemgået for summarisk og kun kan forstås i lyset af de argumenter, der er redegjort for i stævningen i hovedsagen. Eftersom de ikke opfylder de kriterier, der blev fastsat i kendelse afsagt af Rettens præsident den 7. maj 2002 i sagen Aden m.fl. mod Rådet og Kommissionen (sag T-306/01, Sml. II, s. 2387, præmis 52), bør de afvises fra realitetsbehandling.

23

Hvad angår de øvrige fire anbringender bør disse forkastes.

Uopsættelighed

24

Sagsøgeren har gjort gældende, at uopsættelighedsbetingelsen er opfyldt i det foreliggende tilfælde. Sagsøgeren har anført, at sammenslutningens økonomiske situation er således, at det er umuligt for denne at stille en bankgaranti for bøden med tillæg af renter.

25

Sagsøgeren har først bemærket, at sammenslutningen i henhold til artikel 2 i dennes vedtægter bl.a. har til opgave at varetage de etiske og erhvervsmæssige interesser for andelsselskaber, kooperativer, sammenslutninger af kvæg- og kødproducenter og disse organers lokalafdelinger samt at repræsentere sammenslutningens medlemmer såvel i forhold til de offentlige myndigheder som i forhold til diverse erhvervsmæssige organisationer og brancheorganisationer. Sagsøgeren udøver principalt ingen indtægtsgivende virksomhed, og dens økonomiske midler består i overensstemmelse med vedtægternes artikel 6 af medlemmernes kontingent og af den støtte, som tildeles sammenslutningen, navnlig fra staten, departementerne eller kommunerne.

26

Sagsøgeren havde i 2002 driftsindtægter på 1,84 mio. EUR. Disse indtægter hidrørte hovedsageligt fra medlemskontingenter (716 987 EUR), forskellige former for (modtaget) støtte (331 408 EUR), opkrævning af lærlingeuddannelsesafgift (140 099 EUR) og fra årlige forskningsaftaler (321 292 EUR). Sagsøgeren har anført, at driftsudgifterne for 2002 udgjorde 1,84 mio. EUR, hvilket gjorde det muligt for denne i 2002 at opnå et driftsresultat på 3 306 EUR og et nettoresultat på 921 EUR.

27

Det fremgår ligeledes af balancen vedrørende regnskabsåret 2002, at sagsøgeren har en egenkapital på 162 980 EUR. Det foreløbige budget for 2003 forudser et negativt driftsresultat på 197 000 EUR, hvilket vil resultere i en formindskelse af sagsøgerens egenkapital.

28

Sagsøgeren har ligeledes fremlagt to skrivelser af 11. og 13. juni 2003 fra to franske banker, hvori sidstnævnte afslår at stille en bankgaranti. I skrivelsen af 13. juni 2003 præciseres, at det anmodede beløb langt overskrider sagsøgerens egenkapital, og at årsresultaterne for seneste tre regnskabsår ikke giver anledning til at tro, at det er muligt at forbedre disse på mellemlang sigt.

29

Den alvorlige økonomiske situation, sagsøgeren befinder sig i, bekræftes ligeledes af to skrivelser af 26. maj og 19. juni 2003 fra dennes revisor. Det fremgår af disse, at revisoren henset til usikkerheden omkring sagsøgerens fortsatte virke har været nødsaget til at iværksætte første trin af en »alarmprocedure« i henhold til den franske handelslovbog.

30

Sagsøgerens manglende mulighed for at stille den krævede bankgaranti er så meget desto mere indlysende, som sagsøgeren er en sammenslutning, der er organiseret i selskabsform. Til forskel fra en selskabskoncern findes der ingen økonomiske forbindelser mellem sammenslutningen og dennes medlemmer. Sammenslutningens situation er således forskellig fra den situation, som gav anledning til Rettes praksis vedrørende muligheden for, at et selskab i samme koncern afhjælper det sagsøgte selskabs mulighed for at stille en bankgaranti ved i dettes sted at stille en sådan.

31

Eftersom sagsøgerens vedtægter ikke gør det muligt for denne at forpligte medlemmerne, kan disse desuden ikke hæfte for sagsøgerens handlinger.

32

Kommissionen er af den opfattelse, at sagsøgeren ikke i fornødent omfang har påvist, at betingelsen vedrørende uopsættelighed er opfyldt i det foreliggende tilfælde.

33

Kommissionen har først bemærket, at de dokumenter, sagsøgeren har fremlagt med henblik på at godtgøre dennes økonomiske vanskeligheder, er af ringe bevisværdi. De skattemæssige papirer vedrørende sagsøgerens regnskaber for regnskabsåret 2002 er blot en selvangivelse og ikke et regnskab, der er revideret af revisoren. Hvad angår budgettet for 2003 er dette fremlagt på ustemplet papir, uden underskrift fra ophavsmanden og uden påtegning fra revisoren.

34

Selv hvis det antages, at de af sagsøgeren fremlagte oplysninger er korrekte, har sammenslutningen på ingen måde undersøgt muligheden for, at dens medlemmer yder den nødvendige støtte i forbindelse med etableringen af bankgarantien. Det fremgår imidlertid af de beregninger, sagsøgeren har givet Kommissionen, at omsætningen hos medlemsvirksomhederne inden for oksekødssektoren er på 1,475 mia. EUR. Det er således åbenbart, at sagsøgeren med støtte fra medlemmerne er i stand til at betale bøden eller stille den nødvendige bankgaranti.

35

Hvad angår de økonomiske forbindelser mellem sagsøgeren og dennes medlemmer samt argumentet om, at sagsøgerne ikke har nogen mulighed for at forpligte sine medlemmer, har Kommissionen henvist til artikel 16 i sagsøgerens vedtægter, hvori det er fastsat, at såfremt der i tilfælde af konkurs opstår en nettogæld, skal denne fordeles mellem de associerede medlemmer i forhold til de indbetalte medlemskontingenter eller de medlemskontingenter, som skulle have været indbetalt i de seneste fem år. I tilfælde af, at bøden ikke betales og sagsøgeren likvideres, kan Kommissionen således henholde sig til dennes medlemmer med henblik på at opnå betaling af bøden. Sagsøgeren kan som følge heraf ikke med føje gøre gældende, at dens gæld ikke angår medlemmerne.

36

Desuden er det åbenbart, at sagsøgeren kun er til for medlemmernes skyld, og at den har indgået de omtvistede aftaler på medlemmernes vegne og i deres interesse.

37

Såfremt sagsøgerens medlemmer skulle beslutte ikke at stille bankgarantien, og såfremt den retslige inddrivelse af bøden i givet fald fører til, at sammenslutningen ophører med at eksistere, ville denne konsekvens ikke følge af den af Kommissionen pålagte forpligtelse, men af medlemmernes beslutning. Under disse omstændigheder ville der ikke være den nødvendige direkte årsagsforbindelse mellem sagsøgerens ophør og Kommissionens handling (kendelse afsagt af Rettens præsident den 4.6.1996, sag T-18/96 R, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 407, stadfæstet efter appel ved kendelse af 14.10.1996 i sagen SCK og FNK mod Kommissionen; kendelse afsagt af Rettens præsident den 14.12.2000, sag T-5/00 R, Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen, Sml. II, s. 4121, stadfæstet efter appel ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 23.3.2001, sag C-7/01 P(R), FEG mod Kommissionen, Sml. I, s. 2559).

Interesseafvejning

38

Kommissionen har først gjort gældende, at sagsøgerens formue ifølge det af sagsøgeren fremlagte budget for regnskabsåret 2003 er ved at svinde ind, således at den økonomiske risiko for Kommissionen bliver større og større. Eftersom sagsøgerens fortsatte virksomhed afhænger af viljen hos sammenslutningens medlemmer, vil der desuden være risiko for, at disse nedsætter deres kontingenter, således at Kommissionen ikke kan inddrive bøden. I tilfælde af, at sagsøgeren tages under konkursbehandling, må Kommissionen forsøge at inddrive bøden hos hvert medlem i forhold til dennes medlemsbidrag, hvilket er forbundet med omkostninger, forsinkelser og større risici.

39

Kommissionen har mere generelt anført, at såfremt virksomhedssammenslutninger som følge af ubetydelige egne økonomiske midler kunne fritages for at stille en bankgaranti uden hensyntagen til medlemmernes økonomiske midler, ville de virksomheder, der overvejede en konkurrencebegrænsende adfærd, fortsat have interesse i at stifte en virksomhedssammenslutning med henblik på at indgå aftaler, som er i strid med konkurrenceretten.

40

Endelig er nødvendigheden af at beskytte effektiviteten af de fællesskabsretlige konkurrenceregler og disses afskrækkende virkning så meget desto større i det foreliggende tilfælde, som sagsøgeren har deltaget i en meget alvorlig overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler (kendelse afsagt af Rettens præsident den 28.6.2000, sag T-191/98 R II, Cho Yang Shipping mod Kommissionen, Sml. II, s. 2551, præmis 54).

Rettens bemærkninger

Fumus boni juris

41

Det må erkendes, at i det mindste visse af de af sagsøgeren påberåbte anbringender umiddelbart forekommer relevante og i hvert fald ikke fuldstændigt ugrundede. Dette gælder dels anbringendet om, at Kommissionen har fastsat en bøde, der overstiger loftet på 10% af sagsøgerens omsætning, dels anbringendet om, at begrundelsen i beslutningen vedrørende nævnte loft er mangelfuld.

42

Hvad angår det første af disse to anbringender bemærkes, at ifølge artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 kan de bøder, som Kommissionen pålægger virksomheder og sammenslutninger af virksomheder i henhold til artikel 81 EF og 82 EF ikke i noget tilfælde overstige 10% af omsætningen i det sidste regnskabsår.

43

Hvad angår en sammenslutning af virksomheder bør den omsætning, der skal tages hensyn til, i givet fald beregnes ud fra omsætningen for samtlige af sammenslutningens medlemsvirksomheder, i det mindste når sammenslutningen i henhold til sine interne regler kan forpligte medlemmerne (Rettens dom af 23.2.1994, forenede sager T-39/92 og T-40/92, CB og Europay mod Kommissionen, Sml. II, s. 49, præmis 136, af 21.2.1995, sag T-29/92, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 289, præmis 385, af 22.10.1997, forenede sager T-213/95 og T-18/96, SCK og FNK mod Kommissionen, Sml. II, s. 1739, præmis 252, og af 14.5.1998, sag T-338/94, Finnboard mod Kommissionen, Sml. II, s. 1617, præmis 270, stadfæstet efter appel ved Domstolens dom af 16.11.2000, sag C-298/98 P, Finnboard mod Kommissionen, Sml. I, s. 10157, præmis 66).

44

Det må konstateres, at størrelsen af den bøde, der er pålagt sagsøgeren, i det foreliggende tilfælde svarer til ca. 25% af dennes driftsindtægter, som udgjorde 1,84 mio. EUR i 2002 (jf. præmis 26). Såfremt det antages, at sagsøgerens omsætning udelukkende består af disse driftsindtægter, overstiger størrelsen af den pålagte bøde således det i forordning nr. 17 fastsatte loft på 10% betydeligt.

45

Kommissionen har under retsmødet bemærket, at sagsøgerens vedtægter, og især vedtægternes artikel 2, 4, 5, 12 og 16, viste, at denne havde beføjelse til at forpligte sine medlemmer, og at en hensyntagen til omsætningen for samtlige sagsøgerens medlemsvirksomheder derfor var berettiget.

46

Sagsøgeren har som svar herpå bestridt, at dens vedtægter gør det muligt for den at forpligte medlemmerne. Sagsøgeren har ligeledes under retsmødet bemærket, at der blev indgået flere lokalaftaler, hvilket beviser, at aftalen af 24. oktober 2001 ikke var bindende. Sagsøgeren har for så vidt angår vedtægtens artikel 16 understreget, at denne bestemmelse udelukkende vedrørte det tilfælde, hvor sammenslutningens opløsning eller likvidation blev besluttet af generalforsamlingen, og at bestemmelsen således ikke fandt anvendelse i tilfælde af, at sammenslutningen blev opløst i forbindelse med en konkursbehandling.

47

Det må i henhold til artikel 2 i sagsøgerens vedtægter konstateres, at denne bl.a. har til formål at varetage medlemmernes etiske og erhvervsmæssige interesser (stk. 1), at repræsentere medlemmerne i forhold til de offentlige myndigheder og diverse erhvervsmæssige organisationer og brancheorganisationer (stk. 2), at fremme udviklingen af en kooperativ sektor med henblik på organiseringen af produktion, forberedelse og salg af kvæg og kød samt produkter og biprodukter heraf i forbindelse med en generel organisering af oksekødsmarkedet (stk. 3), at fungere som mæglingsinstans i tilfælde af tvister vedrørende de respektive interessesfærer for sammenslutningens interne organisationer (stk. 4), at lette selskabernes og sammenslutningernes organisation og virke gennem råd eller ved at stille kvalificerede eksperter til rådighed for medlemmerne (stk. 5), at lette og støtte oprettelsen af regionale eller departementale sammenslutninger eller foreninger (stk. 6).

48

I vedtægternes artikel 4 bestemmes desuden, at »medlemskab af [FNCBV] medfører forpligtelse til at overholde disse vedtægter samt enhver forretningsorden, som fastsættes af bestyrelsen«.

49

I henhold til vedtægternes artikel 5 »kan bestyrelsen ekskludere et andelsselskab eller en sammenslutning, der ikke overholder disse vedtægter, eller hvis virksomhed kan skade [FNCBV]’s interesser«.

50

Vedtægternes artikel 12 er affattet således:

»Bestyrelsen repræsenterer [FNCBV] over for tredjemand […]. Bestyrelsen repræsenterer medlemsorganisationerne over for offentlige myndigheder og erhvervsorganisationer for så vidt angår de økonomiske og sociale standpunkter, som har været genstand for en forudgående aftale mellem medlemssammenslutningerne. Nævnte sammenslutninger er kun forpligtede, for så vidt som de ikke på forhånd har gjort indsigelse«.

51

Endelig bestemmer vedtægtens artikel 16:

»Opløsning, likvidation og fusion med en anden sammenslutning kan kun bestemmes på en generalforsamling, hvor mindst to tredjedele af de associerede medlemmer er til stede eller repræsenterede […] Såfremt der ved likvidationen forekommer en positiv egenkapital, tilfalder denne obligatorisk en national kooperativ sammenslutning inden for landbrugsområdet. Såfremt der foreligger gæld fordeles denne mellem de associerede medlemmer i forhold til de indbetalte medlemskontingenter eller de medlemskontingenter, som skulle have været indbetalt i de seneste fem år«.

52

Det bemærkes desuden, at det i dommen i sagen CB og Europay mod Kommissionen og i dommen af 14. maj 1998 i sagen Finnboard mod Kommissionen blev præciseret, at de pågældende sammenslutninger kunne forpligte deres medlemmer i forhold til tredjeparter, f.eks. ved at indgå salgskontrakter for medlemmernes regning, og at sidstnævnte i henhold til sammenslutningernes vedtægter hæftede solidarisk for de forpligtelser, som sammenslutningerne indgik i forhold til tredjemand. Under disse omstændigheder kunne Kommissionen med føje tage hensyn til omsætningerne for sammenslutningernes medlemmer med henblik på beregningen af loftet på 10% (dommen i sagen CB og Europay mod Kommissionen, præmis 138, og dommen af 14.5.1998 i sagen Finnboard mod Kommissionen, præmis 275 og 280, stadfæstet efter appel ved dom af 16.11.2000 i sagen Finnboard mod Kommissionen, præmis 66).

53

Retten præciserede i dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, at den pågældende sammenslutning i henhold til sine vedtægter kunne vedtage beslutninger, som var bindende for medlemmerne, og ekskludere de medlemmer, som ikke overholdt disse beslutninger. Retten fandt i sin vurdering, at Kommissionen med føje kunne tage hensyn til medlemmernes omsætning, idet den understregede, at sammenslutningens vedtægter udtrykkeligt gjorde det muligt for denne at forpligte sine medlemmer (dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 253).

54

Det bemærkes ligeledes, at Retten i kendelsen i sagen Nederlandse Federatieve Vereniging voor de Groothandel op Elektrotechnisch Gebied mod Kommissionen (præmis 56) i forbindelse med sin bedømmelse af, om uopsættelighedsbetingelsen var opfyldt, fandt, at den pågældende sammenslutnings vedtægter indeholdt bestemmelser, som gjorde det muligt for denne at forpligte sine medlemmer. Retten konstaterede i den forbindelse først, at medlemmerne i henhold til sammenslutningens vedtægter var forpligtet til nøje at overholde bestemmelserne i vedtægterne, forretningsordenen og bestyrelsens og generalforsamlingens vedtagelser, og dernæst at et medlem kunne ekskluderes fra sammenslutningen, såfremt medlemmet ikke længere opfyldte de i vedtægterne eller forretningsordenen fastsatte betingelser, og endelig, at et medlem kunne idømmes en advarsel, en suspension eller en bøde på op til 10 000 NLG, hvis bestyrelsen fandt, at det havde tilsidesat vedtægterne, forretningsordenen eller vedtagelser, der gyldigt er truffet af sammenslutningen.

55

I det foreliggende tilfælde fremgår det af artikel 4 i sagsøgerens vedtægter, at sammenslutningens bestyrelse kan vedtage en forretningsorden, som medlemmerne skal overholde. Henset til dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen kan det ikke udelukkes, at denne mulighed er tilstrækkelig til at antage, at sagsøgeren kan forpligte sine medlemmer, og at en hensyntagen til sidstnævntes omsætning er berettiget.

56

Til forskel fra den sag, der gav anledning til denne dom, bestemmer artikel 12 i sagsøgerens vedtægter imidlertid, at »medlemmerne kun bliver forpligtede i det omfang, de ikke på forhånd har gjort indsigelse«. Det synes muligt heraf at udlede, at sagsøgerens vedtægter ikke gjorde det muligt for denne at forpligte medlemmerne mod deres vilje.

57

Det bør ligeledes præciseres, at det i sagsøgerens vedtægter fastsættes, at bestyrelsen udelukkende kan ekskludere medlemmerne, når disse handler i strid med vedtægterne, eller når deres aktiviteter »kan skade [FNCBV]’s interesser« (artikel 5). I den sag, der gav anledning til dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen gjorde vedtægterne det imidlertid muligt for sammenslutningen at ekskludere de medlemmer, der ikke overholdt bestyrelsens »vedtagelser«.

58

Det må konstateres, at sagsøgeren og Kommissionen i det foreliggende tilfælde ikke har fremlagt noget eksempel eller nogen forklaring, som gør det muligt for Retten præcist at fastlægge rækkevidden af de forskellige bestemmelser i sagsøgerens vedtægter. Under disse omstændigheder og uden at skride til en bevisoptagelse, som ligger uden for rammerne af en sag om foreløbige forholdsregler, er det ikke muligt med sikkerhed at afgøre, om sagsøgeren kan forpligte medlemmerne som omhandlet i gældende retspraksis og navnlig, om dette har været tilfældet i forbindelse med indgåelsen af de omtvistede aftaler.

59

Under alle omstændigheder fremgår det af ovenstående, at det pågældende anbringende ikke er åbenbart ugrundet. Desuden finder Retten, at en fastlæggelse af de betingelser, der gør det muligt at tage hensyn til omsætningen for en sammenslutnings medlemmer med henblik på anvendelsen af det loft på 10%, der er fastsat i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17, kræver en indgående undersøgelse og vurdering, som alene kan foretages af Retten i forbindelse med dennes realitetsbehandling af hovedsagen.

60

Med hensyn til det andet anbringende om en mangelfuld begrundelse vedrørende loftet for bøderne bemærkes, at i henhold til fast praksis skal den begrundelse, som kræves i henhold til artikel 253 EF, tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (Domstolens dom af 2.4.1998, sag C-367/95 P, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, Sml. I, s. 1719, præmis 63). Omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (Domstolens dom af 14.2.1990, sag C-350/88, Delacre m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 395, præmis 15 og 16, og dommen i sagen Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France, præmis 63).

61

Hvad angår en beslutning, hvorved flere virksomheder som i det foreliggende tilfælde pålægges bøder for overtrædelse af de fællesskabsretlige konkurrenceregler, skal begrundelsespligtens rækkevidde bl.a. fastsættes under hensyntagen til, at overtrædelsernes grovhed skal fastslås på grundlag af en lang række forhold, herunder bl.a. sagens særlige omstændigheder, dens sammenhæng og bødernes afskrækkende virkning, uden at der er opstillet en bindende eller udtømmende liste over de kriterier, som obligatorisk skal tages i betragtning (Domstolens kendelse af 25.3.1996, sag C-137/95 P, SPO m.fl. mod Kommissionen, Sml. I, s. 1611, præmis 54).

62

Det bemærkes, at beslutningens betragtning 162-186 omhandler anvendelsen af artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17.

63

Kommissionen har i betragtning 170 til beslutningen anført, at størrelsen af de årlige kontingenter, der er indbetalt til hver af de virksomheder, beslutningen er rettet til, kan være et objektivt kriterium, der viser de forskellige landbrugssammenslutningers relative størrelse og deres del af ansvaret for den konstaterede overtrædelse. Kommissionen har henset til dette forhold fastsat grundbeløbet for bøden til FNSEA til 20 mio. EUR og grundbeløbet for bøden til FNCBV til en tiendedel af dette beløb.

64

Derimod omhandler ingen af beslutningens betragtninger en undersøgelse af, om loftet på 10% eventuelt er overskredet, eller, a fortiori, en vurdering af muligheden for at tage hensyn til omsætningen for sagsøgerens medlemmer.

65

Beslutningen gør det derfor ikke umiddelbart muligt for de berørte parter eller for Retten at få kendskab til årsagerne til, at Kommissionen har fundet det hensigtsmæssigt at tage hensyn til denne omsætning.

66

Det bemærkes i den forbindelse, at da omfanget af begrundelsespligten afhænger af arten af den pågældende retsakt og den sammenhæng, hvori den er vedtaget (jf. præmis 60), bør Kommissionen, når den som led i sin beslutningspraksis vedtager en beslutning, der går væsentlig længere end tidligere beslutninger, udførligt gøre rede for sin argumentation (jf. i denne retning Domstolens dom af 26.11.1975, sag 73/74, Fabricants de papier peints mod Kommissionen, Sml. s. 1491, præmis 31, og dommen i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 226). Kommissionen bør så meget desto mere redegøre herfor, når beslutningen, som det synes at være tilfældet i denne sag (jf. præmis 55-57), er mere vidtgående end retspraksis.

67

Under disse omstændigheder og i modsætning til det af Kommissionen påståede kan det ikke umiddelbart udelukkes, at Kommissionen i det foreliggende tilfælde burde have redegjort for de forhold, som den har lagt vægt på ved fastsættelsen af den omsætning, der skulle tages hensyn til med henblik på at vurdere, om den pålagte bøde overskred loftet på 10%.

68

Ovenstående betragtninger er tilstrækkelige til at konkludere, at i det mindste en del af de af sagsøgeren fremførte anbringender ikke er fuldstændigt ugrundede og kræver en nærmere undersøgelse af Retten i forbindelse med påkendelsen af sagens realitet. Under disse omstændigheder må det fastslås, at der foreligger fumus boni juris.

Uopsættelighed

69

Ifølge fast retspraksis kan en begæring om udsættelse af gennemførelsen af forpligtelsen til at stille en bankgaranti, der er pålagt som betingelse for, at en bøde ikke straks bliver inddrevet, kun imødekommes, såfremt der foreligger ganske særlige omstændigheder (kendelse afsagt af Domstolens præsident den 6.5.1982, sag 107/82 R, AEG mod Kommissionen, Sml. s. 1549, præmis 6, og kendelsen i sagen FEG mod Kommissionen, præmis 44). Muligheden for at kræve, at der stilles en garanti, er nemlig for så vidt angår sager om foreløbige forholdsregler udtrykkeligt hjemlet i Domstolens og Rettens procesreglement og er i overensstemmelse med Kommissionens velbegrundede, generelle fremgangsmåde (kendelse afsagt af Rettens præsident den 5.8.2003, sag T-79/03 R, IRO mod Kommissionen, Sml. II, s. 3027, præmis 25).

70

Sådanne ganske særlige omstændigheder kan i princippet anses for at være bevist, når den part, der anmoder om at blive fritaget for forpligtelsen til at stille den krævede bankgaranti, løfter bevisbyrden for, at det objektivt set er umuligt at stille denne bankgaranti (kendelsen i sagen IRO mod Kommissionen, præmis 26).

71

Sagsøgeren har hvad angår dennes formue gjort gældende, at en etablering af hele bankgarantien med tilhørende omkostninger henset til sammenslutningens økonomiske situation vil medføre, at denne ophører med at eksistere. Sagsøgeren har til støtte for denne påstand henvist til sammenslutningens formuemæssige situation pr. 31. december 2002 (jf. præmis 26-27). Sagsøgeren har desuden fremlagt to skrivelser fra to franske banker, som afviser at stille den krævede bankgaranti til sagsøgeren, navnlig henset til at dennes formue er utilstrækkelig.

72

Kommissionen har blot gjort gældende, at de af sagsøgeren fremlagte regnskabsbilag ikke havde bevisværdi, eftersom de ikke var blevet behørigt underskrevet og bekræftet.

73

Det bemærkes først, at Retten henset til Kommissionens skriftlige indlæg har tilladt sagsøgeren at fremlægge den af sagsøgerens revisor udarbejdede almindelige revisionspåtegning vedrørende regnskabet for regnskabsåret 2002 samt sagsøgerens udkast til budget for 2003, som er underskrevet af sagsøgerens repræsentant efter loven. Disse dokumenter blev indleveret til Rettens Justitskontor den 16. oktober 2003 og bekræfter de i præmis 26 og 27 anførte oplysninger.

74

Sagsøgeren har under retsmødet besvaret en række spørgsmål vedrørende sammenslutningens formue og redegjort for diverse regnskabsposter i balancen. Sagsøgeren har efter retsmødet forpligtet sig til at undersøge muligheden for en nærmere aftalt afdragsvis betaling af bøden og til at fremkomme med et forslag herom til Kommissionen.

75

Sagsøgeren og Kommissionen har den 7. november 2003 meddelt resultatet af deres drøftelser. Det fremgår heraf, at sagsøgeren har tilbudt straks at stille en bankgaranti på 60 000 EUR og den 31. december 2001 at betale et beløb på 140 000 EUR. Kommissionen har afvist dette forslag.

76

I lyset af de af sagsøgeren afgivne forklaringer samt indholdet af dennes tilbud finder Retten, at sagsøgerens påstande, hvorefter sammenslutningens egen formue ikke gør det muligt for denne at frigøre supplerende midler i forhold til dem, der er tilbudt i forbindelse med denne sag, er tilstrækkeligt underbyggede.

77

Det bemærkes imidlertid, at den af en sammenslutning af virksomheder lidte skade efter fast retspraksis skal vurderes under hensyntagen til medlemmernes økonomiske situation, når sammenslutningens objektive interesser ikke er selvstændige i forhold til interesserne for de virksomheder, der er medlemmer af den (kendelse af 14.10.1996 i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 35-38, og af 14.12.1999, sag C-335/99 P(R), HFB mod Kommissionen, Sml. I, s. 8705, præmis 63).

78

Det må herefter undersøges, om sagsøgerens økonomiske situation i det foreliggende tilfælde skal vurderes under hensyn til medlemmernes økonomiske situation.

79

Sagsøgeren har under retsmødet bemærket, at det, eftersom sammenslutningen ikke i henhold til vedtægterne kan forpligte medlemmerne, vil være umuligt at antage, at dens interesser er sammenfaldende med medlemmernes interesser.

80

Selv om det er korrekt, at der i det foreliggende tilfælde foreligger tvivl med hensyn til sagsøgerens mulighed for at forpligte sine medlemmer som omhandlet i gældende retspraksis (jf. præmis 55-58), fører denne omstændighed imidlertid ikke automatisk til, at det må konkluderes, at sagsøgerens handlinger i forbindelse med oksekødskrisen i 2001 ikke svarede til medlemmernes objektive interesser. Det fremgår nemlig af førnævnte retspraksis (jf. navnlig kendelsen af 14.10.1996 i sagen SCK og FNK mod Kommissionen, præmis 37), at der ved vurderingen af den grad af uafhængighed, som en sammenslutnings objektive interesser har i forhold til dens medlemmers interesser, kan tages hensyn til forekomsten af interne regler, som gør det muligt for sammenslutningen at forpligte sine medlemmer. Det forhold, at der foreligger et sammenfald mellem sammenslutningens og medlemmernes objektive interesser, kan imidlertid følge af andre omstændigheder uafhængigt af forekomsten eller den manglende forekomst af sådanne regler.

81

Sagsøgeren har ikke i begæringen om anordning af foreløbige forholdsregler fremført noget argument, som kan godtgøre, at sammenslutningens handlinger ikke svarede til medlemmernes objektive interesser, og navnlig til interesserne hos de medlemmer, der er aktive inden for produktion af oksekød.

82

Sagsøgeren har som svar på et spørgsmål, som Retten stillede under retsmødet i denne anledning, gjort gældende, at de organer, som er aktive inden for slagterisektoren, og som kun udgør 30 ud af sagsøgerens omkring 330 medlemmer, ikke havde nogen interesse i indgåelsen af de omtvistede aftaler.

83

Dette argument er imidlertid ikke underbygget af en forklaring, som gør det muligt for Retten at vurdere dets relevans, og det forekommer i øvrigt umiddelbart grundløst. Retten skal i den forbindelse konstatere, at sagsøgeren ikke bestrider at have indgået aftalen af 24. oktober 2001 som repræsentant for de medlemmer, der er aktive inden for slagterisektoren. Sagsøgeren har heller ikke bestridt at have haft den nødvendige støtte fra medlemmerne til at indgå denne aftale. Det vil i øvrigt være utænkeligt, at en national sammenslutning, som i henhold til vedtægterne har til formål at varetage medlemmernes etiske og erhvervsmæssige interesser (jf. præmis 47), gør gældende, at den har handlet i strid med sidstnævntes interesser.

84

Disse omstændigheder er tilstrækkelige til at konkludere, at sagsøgerens objektive interesser ikke kan anses for at være uafhængige i forhold til medlemmernes interesser. Det følger heraf, at den risiko for en alvorlig og uoprettelig skade, som følger af etableringen af bankgarantien, i henhold til den i præmis 77 nævnte retspraksis skal vurderes under hensyn til den økonomiske størrelse og styrke hos medlemsvirksomhederne i den sagsøgende sammenslutning.

85

Det bemærkes herved, at sagsøgeren hverken har gjort gældende eller, a fortiori, godtgjort, at dens medlemmer ikke havde økonomisk kapacitet til at tilvejebringe den økonomiske støtte, der var nødvendig til betaling af bøden eller til etablering af bankgarantien, henset til de forslag, der er fremført i forbindelse med denne sag.

86

Sagsøgeren har som svar på et af Retten stillet spørgsmål erkendt, at det i henhold til sammenslutningens vedtægter er muligt ekstraordinært at forhøje medlemskontingenterne med henblik på betaling af bøden eller etablering af bankgarantien. For at gøre dette er det imidlertid i henhold til vedtægternes artikel 6 nødvendigt, at bestyrelsen indkaldes, og at den vedtager en sådan forhøjelse, hvilket tager en vis tid. Desuden er det efter sagsøgerens opfattelse lidet sandsynligt, at medlemmerne er indstillet på at betale beløb, som overstiger deres sædvanlige årlige kontingenter.

87

Hvad angår risikoen for at medlemmerne eventuelt afslår at yde den økonomiske støtte, som er nødvendig for, at sagsøgeren kan overleve, bemærkes, at den ensidige vilje hos en sammenslutnings medlemmer er uden betydning for vurderingen af deres økonomiske situation, og at muligheden for et ensidigt afslag fra deres side som følge heraf ikke kan berøre en sådan vurdering (jf. i denne retning kendelsen i sagen FEG mod Kommissionen, præmis 46). I øvrigt tyder intet forhold i sagen på, at det vil være utænkeligt, at bestyrelsen vedtager en delvis ændring af kontingenterne for de medlemmer, der er mest berørt af de omtvistede aftaler, dvs. de virksomheder, der er aktive inden for oksekødssektoren.

88

Sagsøgeren har med hensyn til den nærmere fremgangsmåde vedrørende en forhøjelse af medlemskontingenterne ikke fremlagt nogen redegørelse vedrørende de frister, der er nødvendige for, at bestyrelsen kan træde sammen, vedtage en stigning af medlemskontingenterne og iværksætte denne.

89

Det fremgår imidlertid af artikel 6 i sagsøgerens vedtægter, at »beløbet og den nærmere fremgangsmåde for indbetaling af kontingenterne fastsættes hvert år af bestyrelsen«. I artikel 11 bestemmes, at »[s]ammenslutningens bestyrelse mødes mindst tre gange om året, efter indkaldelse fra formanden, eller i dennes fravær næstformanden«. Endvidere hedder det: »[b]estyrelsen mødes desuden efter skriftlig begæring fra en tredjedel af medlemmerne«. Vedtægterne synes således ikke at fastsætte frister for indkaldelse af bestyrelsen.

90

Henset til disse bestemmelser og i mangel af nøjagtige redegørelser fra parterne herom finder Retten, at en frist på to måneder bør være tilstrækkelig for at sagsøgerens bestyrelse kan træde sammen, vedtage en stigning af medlemskontingenterne og iværksætte denne.

91

Det følger af det anførte, at sagsøgeren i fornødent omfang har godtgjort, at der foreligger særlige omstændigheder derved, at sammenslutningen risikerer at lide et alvorligt og uopretteligt tab, såfremt forpligtelsen til at stille den krævede bankgaranti ikke udsættes i to måneder fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse.

Interesseafvejning

92

Der skal foretages en afvejning af sagsøgerens interesse i – såfremt der ikke kan stilles en bankgaranti – at bøden ikke straks inddrives over for Fællesskabets interesse i at kunne inddrive beløbet og, mere generelt, den offentlige interesse, der er forbundet med at opretholde effektiviteten af de fællesskabsretlige konkurrenceregler og den afskrækkende virkning af de bøder, Kommissionen pålægger (jf. i denne retning kendelse afsagt af Domstolens præsident den 13.6.1989, sag 56/89 R, Publishers Association mod Kommissionen, Sml. s. 1693, præmis 35, kendelse afsagt af Rettens præsident den 16.6.1992, forenede sager T-24/92 R og T-28/92 R, Langnese-Iglo og Schöller Lebensmittel mod Kommissionen, Sml. II, s. 1839, præmis 28, den 15.6.1994, sag T-88/94 R, Société commerciale des potasses et de l’azote og Entreprise minière et chimique mod Kommissionen, Sml. II, s. 401, præmis 32, og kendelsen i sagen Cho Yang Shipping mod Kommissionen, præmis 53).

93

Hvad angår Fællesskabets økonomiske interesser bemærkes først, at sagsøgerens formue som fastslået ovenfor ikke gør det muligt for denne at betale hele bøden eller at stille hele den krævede bankgaranti. Med hensyn til sagsøgerens forklaring vedrørende artikel 16 i sammenslutningens vedtægter (jf. præmis 46) er det desuden tvivlsomt, om det er muligt for Kommissionen at inddrive beløbet hos sagsøgerens medlemmer i tilfælde af, at sammenslutningen likvideres. Under alle omstændigheder er en sådan inddrivelsesprocedure, som Kommissionen selv har erkendt i de skriftlige indlæg, forbundet med omkostninger, forsinkelser og større risici. Under disse omstændigheder finder Retten, at Kommissionens økonomiske interesser er bedre beskyttet ved at give sagsøgeren den nødvendige tid til at søge om frivillig økonomisk støtte hos medlemmerne.

94

Dernæst er Kommissionens økonomiske interesser ligeledes beskyttet af sagsøgerens forpligtelse til at stille en bankgaranti og betale et beløb, som dækker en ikke ubetydelig del af bøden.

95

Hvad angår den offentlige interesse, som knytter sig til beskyttelsen af effektiviteten af de fællesskabsretlige konkurrenceregler og den afskrækkende virkning af de bøder, Kommissionen pålægger, må det konstateres, at Kommissionen ikke har godtgjort, hvorledes indrømmelsen af en delvis og tidsbegrænset udsættelse i det foreliggende tilfælde skader denne interesse.

96

Henset til disse betragtninger forekommer det hensigtsmæssigt at indrømme sagsøgeren en udsættelse på to måneder fra datoen for forkyndelsen af denne kendelse til at stille den krævede bankgaranti på betingelse af, at sagsøgeren inden for en frist på fire uger fra samme dato betaler 140 000 EUR til Kommissionen og stiller en bankgaranti til fordel for denne på 60 000 EUR eller, alternativt, stiller en bankgaranti på 200 000 EUR til fordel for Kommissionen. Det præciseres, at sagsøgeren ved udløbet af udsættelsesperioden herefter enten bør betale resten af bøden med tillæg af renter eller stille en bankgaranti, som dækker dette beløb.

97

Det bemærkes i øvrigt, at Retten i henhold til procesreglementets artikel 108 har mulighed for til enhver tid at ændre eller ophæve kendelsen om foreløbige forholdsregler på grund af ændrede forhold (kendelse afsagt af Rettens præsident den 4.4.2002, sag T-198/01 R, Technische Glaswerke Ilmenau mod Kommissionen, Sml. II, s. 2153, præmis 123, stadfæstet efter appel ved kendelse afsagt af Domstolens præsident den 18.10.2002, sag C-232/02 P(R), Kommissionen mod Technische Glaswerke Ilmenau, Sml. I, s. 8977). Det fremgår af denne retspraksis, at Retten ved »ændrede forhold« særligt forstår faktiske forhold, der kan ændre bedømmelsen af uopsættelighedsbetingelsen i det konkrete tilfælde. Ifølge Domstolen viser muligheden herfor den grundlæggende usikre karakter i fællesskabsretten af de foranstaltninger, der træffes i sager om foreløbige forholdsregler (Domstolens kendelse af 14.2.2002, sag C-440/01 P(R), Kommissionen mod Artegodan, Sml. I, s. 1489).

98

Det tilkommer således i givet fald Kommissionen at rette henvendelse til Retten i tilfælde af, at den finder, at der foreligger ændrede forhold, som kan ændre denne beslutning.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTENS PRÆSIDENT

1)

Sagsøgerens forpligtelse til at stille en bankgaranti over for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber for at undgå, at den bøde, sagsøgeren er blevet pålagt i henhold til artikel 3 i Kommissionens beslutning 2003/600/EF af 2. april 2003 om en procedure i henhold til artikel 81 EF (sag COMP/C.38.279/F3 – Fransk oksekød), straks inddrives, udsættes i to måneder fra tidspunktet for forkyndelsen af nærværende kendelse på betingelse af, at sagsøgeren inden for en frist på fire uger fra samme dato betaler 140 000 EUR til Kommissionen og stiller en bankgaranti til fordel for denne på 60 000 EUR eller alternativt, at sagsøgeren stiller en bankgaranti på 200 000 EUR til fordel for Kommissionen.

2)

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes.

Således bestemt i Luxembourg den 21. januar 2004.

H. Jung B. Vesterdorf

Justitssekretær Præsident

1 –

Processprog: fransk.