Language of document : ECLI:EU:T:2016:4

RETTENS DOM (Appelafdelingen)

14. januar 2016

Sag T-94/13 P

Ioannis Ntouvas

mod

Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC)

»Appel – personalesag – kontraktansat – bedømmelse – karriereudviklingsrapport – forfremmelsesåret 2010 – frifindelse i første instans – frist for indgivelse af svarskriftet – forlængelse – ekstraordinære omstændigheder – artikel 39, stk. 2, i Personalerettens procesreglement – bedømmelsesårets lovlighed«

Angående:      Appel af dom afsagt af Retten for EU-Personalesager (Anden Afdeling) den 11. december 2012, Ntouvas mod ECDC (F-107/11, Sml. Pers., EU:F:2012:182), med påstand om ophævelse af denne dom.

Udfald:      Appellen forkastes. Ioannis Ntouvas betaler sagens omkostninger.

Sammendrag

1.      Appel – anbringender – anbringende, som tilsigter at kritisere Personalerettens afgørelse om at forlænge fristen for indgivelse af svarskrift – antagelse til realitetsbehandling

(Art. 257 TEUF; statutten for Domstolen, bilag I, art. 11, stk. 1)

2.      Retslig procedure – indgivelse af svarskrift – frist – forlængelse – usædvanlige omstændigheder – formanden for Personalerettens skønsbeføjelse

(Personalerettens procesreglement, art. 39, stk. 2)

1.      I forbindelse med en appel til prøvelse af en af Personaleretten afsagt dom kan de foranstaltninger, som denne har truffet under proceduren, og som kan berøre den parts interesser, som anfægter dem, være genstand for den kontrol, som foretages af Retten vedrørende procedurens lovlighed, jf. artikel 11 i bilag I til statutten for Domstolen. Retten kan således tage stilling til den forlængelse af fristen for indgivelse af svarskrift, som Personaleretten har givet.

(jf. præmis 30 og 31)

Henvisning til:

Retten: dom af 13. december 2012, Kommissionen mod Strack, T-197/11 P og T-198/11 P, Sml. Pers., EU:T:2012:690, præmis 92 og 93

2.      Artikel 39, stk. 2, i Personalerettens procesreglement bestemmer, at retsformanden for nævnte ret efter begrundet ansøgning under ekstraordinære omstændigheder kan forlænge fristen for indgivelse af svarskrift. I denne henseende tilkommer det sagsøgte at begrunde sin ansøgning i henhold til denne bestemmelse ved at gøre de argumenter gældende, som han finder er relevante, og om nødvendigt at underbygge disse ved beviser, uden at disse udgør elementer, som er nødvendige for denne ansøgnings gyldighed.

I henhold til artikel 39, stk. 2, i Personalerettens procesreglement har retsformanden desuden kompetence til at træffe bestemmelse om forlængelse af fristen for indgivelse af svarskrift, som han kan indrømme under ekstraordinære omstændigheder. Henset til denne bestemmelses ordlyd og opbygning må nævnte retsformand tillægges en vid skønsbeføjelse for så vidt angår de omstændigheder, der påberåbes som ekstraordinære, og spørgsmålet, om det er hensigtsmæssigt at tildele en sådan forlængelse.

(jf. præmis 37 og 44-46)

Henvisning til:

Retten: dom af 13. december 2012, Kommissionen mod Strack, T-197/11 P og T-198/11 P, Sml. Pers., EU:T:2012:690, præmis 92